Jeg eksperimenterede en periode med at tage ret så store doser svampe, og jeg havde flere gange utroligt ubehagelige oplevelser. En af de værste jeg kan huske var engang hvor jeg havde spist ca. 6 gram Hawaii-svampe (Copelandia Cyanescens), og lige pludseligt blev klar over at svampene ikke længere virkede og jeg var 100% sikker på jeg var blevet vanvittig. Jeg kunne se mine tanker som sætninger og billeder, men de gav ingen somhelst mening, og jeg kunne ikke tænke to sætninger der hang logisk sammen. Jeg prøvede desperat at sige til mig selv at det var noget pjat og det nok gik over, men jeg vidste at det var sket med mig, og jeg kunne intet gøre ved det.
Jeg opdagede at jeg ikke var klar over om det der skete var virkeligt eller indbildning og jeg blev klar over at jeg ikke længere forstod de ting jeg kunne se og høre. Jeg forsøgte at se tv, og jeg prøvede på at følge med i hvad de talte om, men intet af det sde sagde gav mening og jeg forstod ikke ordene de sagde.
Det blev værre og værre, og jeg vidste pludseligt at det jeg troede var mig dvs. min personlighed eller sådan noget slet ikke eksisterede, og jeg var klar over at jeg aldrig ville kunne komme til at fungere i den "normale" verden igen. Det var en underlig følelse af afklarethed og frygt, jeg vidste at min fysiske krop ikke længere virkede, mine sanser var holdt op med at fungere, - jeg prøvede at kigge på en plante i hjørnet af min stue, men jeg kunne ikke se planten mere. Jeg vidste den var der, men jeg kunne ikke se den, og ligegyldigt hvilket objekt jeg forsøgte at fokusere på skete det samme. Jeg sagde til mig selv : det her er en potteplante, men jeg vidste det var løgn, jeg kunne se at den var en cirkel af rød ild og levende celler, men jeg forstod ikke hvad den kunne bruges til og jeg kunne høre den talte til mig, men jeg forstod ikke hvad den ville.
Oplevelsen fortsatte på denne måde i 2-3 timer, og gik selvfølgeligt til sidst over. Den sidste time sad jeg sammenkrøbet i min seng og gemte mit hovede under nogle puder. Jeg ventede bare på at dø. Jeg vidste jeg havde set noget det ikke var meningen at man skal se, og jeg vidste jeg ikke kunne overleve.
|