Der kan man bare se: En
Homo Superior der fortæller os, at vi alle er lige
Jeg forstår ikke hvorfor demokrati per definition skulle belønne dem, der taler til den største befolkningsgruppe. Hvad er det for en form for demokrati? Det er parlamentaristisk repræsentativt demokrati - det er jeg enig i, er alt andet end optimalt, eksempelvis pga. flertalsdiktaturet hvor 51 % kan bestemme over 49 %. Det er ikke demokrati. Demokrati for mig, er det direkte demokrati (der selvfølgelig forudsætter en væsentligt anderledes samfundsopbygning end den nuværende).
Med demokrati mener jeg præcis det, som du ser som
ægte demokrati.
Bag ved de tekniske fiksfakserier omkring hvordan vi skal administrere demokratiet ligger der et rent ideal og gemmer sig. Dette er kort fortalt troen: Demokrati = Retfærdighed.
Der må eksistere en udbredt tro på det demokratiske ideal før der kan eksistere et demokrati. Vi har altså kun et demokrati i dag, fordi vi tror på demokratiet. Vi tror at demokratiet tjener os på retfærdig viis - hvilket er en illusion.
Det er nemlig folket der kommer til orde. Og selvom vi alle er folket, så er folket ingen af os. Hvem skal så tale på vegne af os og lede os? Dem, der er bedst til at overbevise os andre om, at de er af folket og taler på folkets vegne.
De
overbevisende er på en måde repræsentanter for folkets kollektive selvbillede. Den danske folkesjæl er i dag repræsenteret ved en karriere-kvinde, der bare 'spiller spillet'. Jeg har svært ved at forestille mig en værre repræsentant for folkesjælen. Men hvad ved jeg?
Personligt ville jeg nok foretrække en ældre, viisere og mere kreativ kvinde, der aldrig har været en del af spillet og aldrig nogensinde har behøvet at tænke i karrierebaner.
Citat:
Den teknokratiske opfattelse du giver udtryk for, har i mine øjne nogle arrogante undertoner. Jeg tror absolut at langt de fleste mennesker (>99%), er i stand til at træffe de beslutninger, der skal træffes i et samfund. Dette handler udelukkende om oplysning og information, dvs. en uddannet befolkning. Dette forudsætter imidlertid igen en helt anden udformning af demokratiet og samfundet end den nuværende. En gruppe mennesker jeg til gengæld er fuldstændig overbevist om aldrig kan besidde kundskaberne, til at træffe beslutninger på vegne af en hel befolkning (om den så består af 5,3 millioner eller 1,2 milliarder mennesker) er et folkevalgt parlament, bestående af i DK's tilfælde sølle 179 mennesker.
Min opfattelse er langt fra tenokratisk. Det handler ikke om 'ekspertvælde', men om samarbejde. Et samarbejde uden veldefineret lederskab fungerer sjældent. Et 'samarbejde' hvor alle kun er enige om én ting - at lederskab er umuligt - kan aldrig fungere.
Jo, måske til to ting: At skyde skylden for alverdens ulykker på enhver, der indtager en lederrolle. Og at afsætte ledelsen når tilpas mange bliver utilfredse. Et sådant 'samarbejde' kan destruere det bestående - det kan aldrig opbygge noget nyt.
Anarkister er som regel gode til at pege fingre af magten. Og derefter brokke sig over, at de ikke selv har nogen magt. Total magtesløshed er selvfølgelig også den sikreste position at være kritisk ud fra - for man behøver aldrig selv at levere det, som man konstant kræver af alle andre.
Citat:
Det er ikke et spørgsmål om, at en heterogen befolkning automatisk skaber spændinger pga. kultursammenstød - den gammeldags biologiske racisme var funderet i konkrete opfattelser, der prægede både kultur- og videnskabsopfattelsen bredt: Tanker om udviklingstrin, lavere og højerestillede menneskeracer og kulturer. Den moderne racisme er i højere grad baseret på strukturelle påvirkning af menneskers liv, og fungere som skrevet ovenfor som "ventil". Nationalismen er en politisk "mode", der i dag er fuldt integreret i vores verdensopfattelse.
Nationalisme og nationalstaten er ikke noget naturgivent, men er tværtimod konstrueret og forestillet som B. Anderson skriver: Der findes utallige historiske eksempler på velfungerende og langtidsholdbare multikulturelle statsdannelser.
Så moderne racisme er et resultat af strukturelle påvirkninger? Placer mennesket i en orden, hvor det bliver racistisk. Og sørg for, at der også er mange andre mennesker af andre racer, der selv sidder fast i samme orden. Så kan de gå løs på hinanden, i stedet for at kæmpe imod ordenen, der har skabt deres vilkår.
Jeg tror du har ramt sømmet på hovedet.
Det underlige er bare, at man i dag kalder racisme for multikulturalisme. Og had for tolerance. Underligt.
National-stater er naturlige, hvor meget man end peger på historiske betingelser. De ligger i kontinuitet med en naturlig tanke. Det er mere naturligt at leve i grupper end det er at leve mutters alene. Og det er mere naturligt at leve i grupper der er tæt forbundet med éns egne anskuelser, og som er delagtig i de samme kollektive erfaringer. Det vil i 99 ud af 100 tilfælde sige: Folk der ligner én selv og lever efter de samme værdier.
En lille historie fra det virkelige liv: Jeg blev født af min mor. Hun blev kun gravid ved hjælp af min far. Mine forældre sørgede for mig i min opvækst, og jeg legede meget med min storebror, og nabobørnene, der kom fra en stort set identisk baggrund. Jeg havde en god barndom.
Men jeg ved at vrangsiden af den historie er, hvordan mine racistiske og intolerante forældre boede i en segregeret middelklasse-ghetto, hvor mit grænseløse had til alt og alle spirrede frit. Det er bare ikke en historie jeg selv kan fortælle, fordi jeg levede langt fra had og racisme. Jeg kunne end ikke tænke tankerne. Men jeg ved at andre kan vinkle historien som de selv synes.
(Jeg blev selv vækket til anti-racisme af to årsager: Rap-musik. Og den gryende erkendelse af, at jeg kunne argumentere bedre og mere komplekst end mange af mine jævnaldrene. Derfor begyndte jeg at se- og påpege racisme overalt, hvorefter jeg argumenterede for dens afskaffelse. Det var ikke gennemtænkt, men impulsivt. Jeg testede og udviklede mine egne åndsevner ved at argumentere for absurde standpunkter. Men det fandt jeg først ud af senere).
Både arv og miljø spiller ind. Både gener og omgivelser. Alting arbejder sammen for at gøre hvert enkelt menneske til præcis det, som vedkommende er.
At synes at denne orden er smuk, sand og naturlig er 'nationalisme'. At synes den er forfærdelig, afskyelig og intolerant er 'multikulturalisme'. Hvilken af de to synes du har det mindst neurotiske forhold til virkeligheden?
Citat:
Jæger-samler samfundet er vel den længst eksisterende og dermed mest stabile livsform vi mennesker har levet under ... burde du ikke foretrække det, hvis du skal følge Macchiavellis argument?
Jokes aside, så er det et helt indholdsløst argument. Stabilitet er på ingen måde nødvendigvis kvalitet - Sovjetunionen viste sig med al rimelighed, at være et ganske stabil statsdannelse ...
Nu tror du at jeg joker, men: Jæger-samler samfundet er et fornuftigt
ideal. Der er intet ufornuftigt imod at arbejde tilbagerettet: Små grupper i en omfattende og ressourcerig natur. Absolut intern tillid påkrævet (ellers er overlevelsen truet). Et liv efter årstidernes rytme. Krig og konflikt reduceret til noget, der foregår imellem små, isolerede stammer og - i modsætning til den moderne epoke - ikke noget der inddrager hele verden og slår millioner af mennesker ihjel. Ingen teknologi, der ved et tryk på en knap kan ødelægge nærmest hele planeten (atomvåben).
Det lyder som et hårdt, men tilfredsstillende liv. I dag har vi har vi omvendt et nemt og utilfredsstillende liv. Man kan enten mene at vores liv er utilfredsstillende fordi det er for nemt, eller fordi det ikke nemt nok. Jeg er ikke i tvivl om, hvad jeg mener.
Vores nuværende liv har ingen retning - og hvis det har, peger det imod en usikker fremtid, som vi umuligt kan garantere er i vores basale interesse. Ja, vi kan end ikke vide om det kan lade sig gøre. Er det så ikke bedre at have et ideal, som vi
ved at mennesket har kunne leve i fred med i over 10.000 år?
Det kan jeg se en mening i. Jeg kan ikke se mening i: iPhone, storbyer, internationalisme og laveste fællesnævner-kultur.
Vi kan enten arbejde tilbage imod noget, som vi ikke kender, men som vi ved har fungeret på et tidspunkt. Eller vi kan arbejde frem imod noget, som vi ikke kender, og som vi ikke ved om fungerer.
Der er også 'damage control'-aspektet: Hvis vi bevæger os tilbage, skal vi mennesker kun regulere os selv. Vi skal lægge bånd på os selv, og omhyggeligt sørge for, at begrænse de utilsigtede konsekvenser af vores valg. Skal vi yderligere frem bliver vi nødt til at 'modificere' naturen og planeten på en måde, hvis konsekvenser er umulige at overskue.
Et ideal forudsætter ikke nødvendigvis en pludselig omskiftning. Det giver bare én en retning at arbejde frem imod. Hvor man vil hen dikterer også hvad man vil væk fra.
Citat:
Lidt forvirrende afsnit. Handler det om frihed eller folks erhverv? Uanset så ér det jo ligepræcis en arbitrær magtstruktur du omtaler: Nogen eller noget udenfor dig selv bestemmer hvad du kan eller skal foretage dig.
Det handler hverken om frihed eller folks erhverv. Det handler om, at man er hvad man er. Det kan vi enten acceptere, eller vi kan gøre oprør imod det. Accept fører til kastesystem - og oprør fører til krig mod naturen og os selv.
Kastesystemet er ikke arbitrært, men fuldstændig naturligt. Vi organiserer os automatisk efter,
hvem vi kan med - som meget ofte hænger nært sammen med,
hvad vi kan.
Når jeg er sammen med mine venner taler vi ofte i højst indforståede vendinger, der udelukker at enhver bare kan komme ind i samtalen og deltage på lige fod. Det er en måde at tale på, som er blevet udviklet og raffineret over mange år. Denne enshed i udtryk gør, at vi kan kommunikere mere komplekse og abstrakte idéer til hinanden forholdsvis let og smertefrit. Vi behøver ikke hele tiden forklare hvad vi respektivt mener - for vi er langt hen af vejen enige om, hvordan verden skal forstås (men også meget uenige til tider).
Størstedelen af mine venner er 'tilfældigvis' også akademikere.
Hvorfor tror du, at folk der tager stoffer, også tit kommer i cirkler, hvor der generelt bliver taget mange stoffer?
Sådanne organiske grupperinger opstår naturligt. Vi tænker ikke over dem.
Multikulturalisme og radikal lighedstænkning er nødvendigvis i konflikt med den naturlige gruppedannelse. Disse destruktive ideologier kan derfor kun hævde sig selv, ved at ødelægge en orden, der er der i forvejen. Og de kan kun retfærdiggøre sig selv ved at henvise til, at den orden der
burde være i stedet for er meget smukkere, sandere og retfærdigere. Den er desværre bare også altid
hypotetisk.
Citat:
Der er intet abstrakt over lighedstanken. Vi er ens når vi fødes, og ingen har nogen naturgiven ret til at bestemme over dig. Ingen indgår fra fødslen en kontrakt eller aftale om hvad de må eller ikke må - vi underkastes ufrivillige strukturelle og ikke-strukturelle magter.
Lighedstanken er
ren abstraktion. Jeg har aldrig hverken set-, hørt-, rørt ved- eller smagt ligheden. Jo, jeg har måske lugtet den. Den lugtede vist nok af benzin.
Hvad er en abstraktion? Matematik og logik: A=A. Matematik og logik findes kun, såfremt vi abstrahere dem fra noget, som ikke er matematik og logik.
Hvis lighed findes i virkeligheden, kan den kun findes på én måde: At alting er identisk med sig selv. En ost er en ost. Et får er et får. En Am-Ratt And er en Am-Ratt And. Det betyder imidlertid også at alting er forskelligt fra alt andet end sig selv. En Am-Ratt And er ikke en ost.
Det betyder ikke at jeg ikke kan lugte som en ost, og på den måde være 'lige' med osten i min lugt. Men at jeg lugter af ost gør mig hverken mere eller mindre til en ost.
Abstrakt kan vi sige: Jorden og Mars er lige, for de begge er planeter. Helle Thorning og Obama er lige, for de er begge statsledere. Du og jeg er lige, for vi begge er mennesker.
Vi abstraherer ('udtrækker') en egenskab ved en ting, og sidestiller den derefter med en anden ting, der har samme egenskab. Ligheden 'eksisterer' kun såfremt vi udtrækker egenskaben: Jorden og Mars er altså kun lige, fordi de begge er planeter... eller fordi de begge er runde... eller fordi de begge kredser om solen... osv. Jorden og Mars er imidlertid
ikke lige, når vi ikke abstraherer: Jorden og Mars er forskellige i virkeligheden.
På lignende viis med mennesker: Vi to er kun 'lige' såfremt vi tænker os selv på en abstrakt måde. Det kan have sin brug, naturligvis. Men 'lige' er ikke noget som vi i virkeligheden 'er' i os selv. Vi er forskellige: Alene i kraft af at jeg ikke er dig, og at du ikke er mig. Vi er jo hver især os selv.
Bytter vi om på abstraktion og virkelighed begynder vi pludselig at mene, at der er noget galt med virkeligheden. Så begynder vi at kæmpe imod vores omgivelser, når de ikke opfører sig som de 'skal'. Vi mener at virkeligheden burde være anderledes, fordi vi i bund og grund tror at virkeligheden er noget andet end den er.
Vi tror at virkeligheden er en abstraktion. Men virkeligheden er altid det, vi abstrahere fra. Virkeligheden er der altid før vi tænker noget om den. Den er der bestemt lang tid før vi gør den til en 'ideologi'.
Hver eneste gang virkeligheden fortæller os: 'Nej, jeg er
ikke en abstraktion! Jeg er ikke en ideologi!' så har vi to valgmuligheder: Enten at forstå at vi tænker forkert om tingenes sammenhænge, og lade os irettesætte. Eller at reagere ved at ændrer
yderligere på tingenes sammenhæng, hvilket tvinger virkeligheden til at fortælle os at den ikke er en abstraktion igen. Denne gang med større bogstaver. Start forfra.
Det bedste er at droppe sine illusioner. Både for sig selv og for andre. Men det gør flertallet ikke - for flertallet er enige om ikke at udpege hinandens illusioner. Det er nemlig 'intolerant'.
I virkeligheden er det majoriteten som er intolerant, fordi de fleste ikke acceptere at man mener noget radikalt anderledes end de gør. Særligt hvis man mener det fordi man har forstået, hvor destruktive og uholdbare de fleste majoritetsoverbevisninger er.
Citat:
Det samfund du beskriver, baserer sig for mig at se på et menneskesyn, der er centreret om din umynddigørende opfattelse af individers evner, samt en naiv og fejlagtig opfattelse af magt. Det er et samfund, der kun er tilnærmelsesvis muligt med en befolkning bestående af 100000 Am-Ratt And'er.
Jeg umyndiggør ikke individet. Jeg giver hvert eneste menneske præcis så meget myndighed som tilkommer det.
Lighedstanken er omvendt at gøre alle og enhver til sin egen diktator. For hvis det enkelte menneskes myndighed er det vigtigste, og alle er lige, så er vi alle principielt det vigtigste menneske i verden.
Mit samfund er kun muligt, hvis der findes én Am-Ratt And, som alle kan snakke med på hver sin måde. Jeg gør ikke andre lige med mig selv, og ønsker intet i den retning. Andre må selvfølgelig godt forsøge at gøre sig lige med mig (de vil fejle, men det er deres eget valg). Det eneste jeg ikke tolererer er, at andre tvinger mig til at være lige med dem - for det har jeg aldrig været og det vil jeg aldrig blive.
Citat:
En monark, der lever under samme materielle vilkår som de regerede? En total umuliged! Du beskriver ikke konkret hvordan beslutningstagningen i END fungerer, men nu hvor du afviser demokrati og foreslår at vi bruger vores monarki, går jeg ud fra du forestiller dig en form for enevælde. Det må nødvendigvis også baseres på en teknokratisk gruppe med medbestemmelse over deres respektive vidensområder - en blot rådgivende funktion ville åbne muligheden for, at en regent kunne træffe valg på en uinformeret basis imod teknokratens forslag.
Du har ret. De regerede vil sikkert bringe smukke gaver til regenten, og eleverer ham (eller hende, men sandsynligvis ham) til et højere materielt stadie end de selv lever på. Så stor vil taknemligheden være i END
Jeg tror på at man kan opnå en visdom, der bringer én i overensstemmelse med virkeligheden og sætter én i stand til at træffe de bedste beslutninger. Først og fremmest for sig selv. Men dernæst også for andre. Ikke fordi man tvinger nogen til noget, men fordi andre ser at man lever i overensstemmelse med virkeligheden.
Når du og jeg begge lever i en sådan overensstemmelse regeres vi af den samme visdom. Så er vi grundlæggende enige om alt, og kan begynde at arbejde sammen.
Sådan en visdom er ikke 'personlig'. Den er det modsatte. Den er virkelig. Til gavn for alle der lytter til den. Destruktiv for dem der modarbejder den. Det er den visdom som regerer, og det er den som regenten tjener sammen med sit folk. Regenten bliver så den, der kan tjene den i højeste grad - og ydmyge sig selv for virkelighedens (dvs.
virkningens) skyld. Ikke hæve sig over sin verden, men være i harmoni med den.
Tror du på at der kan findes sådan en visdom?
Hvis den findes, så er den modsat vores nuværende samfundsindretning. For i dag belønner vi i højest grad dem, der er i uoverensstemmelse med virkeligheden. Dem, der ikke siger hvad de gør, og som ikke gør hvad de siger.
Citat:
Problemet med fåmandsvælde er, at magt korrumperer - og total magt korrumperer som bekendt totalt. Du forestiller dig at magthaverne ville følge en række strenge og uselviske idealer, en struktur der imidlertid er fuldkommen urealistisk. Nogle mennesker er matbegærlige, og vil søge mod indflydelse, blot for indflydelsens skyld, og man kan aldrig garantere den form for politiske og moralske ensretning og konsistens i befolkningen, der forudsættes for et konsekvent uselvisk styre. Og hvad hvis den eneste arving er dybt retarderet? Psykopat? Hvis videnskabskasten ikke formår at reproducere sig selv, eller simpelthen bare får dumme børn?
Hvis den eneste arving er retaderet eller psykopat, så bliver han da kastet til ulvene. Vi spiller alle vores rolle i naturens store kredsløb
Hvem har den absolutte magt i et idéelt demokrati? Folket... Det ideale demokrati er altså det, hvor folket er absolut korrumperet!
I et fåmandsvælde er magtens korrumperende indflydelse trods alt tøjlet af de regerendes karakter. I et demokrati er den regerendes karakter irrelevante, såfremt han er overbevisende. Vi belønner nemlig dem, der kan være i fuld overensstemmelse med magtens korrumperende natur, og
samtidig overbevise os om, at de er de
mindst korrumperede.
Når det så viser sig, at en politiker ikke er lige så god som vedkommende virkede... så vælger vi én der er mere overbevisende.
Demokrati belønner
fremtræden og
facade over alt andet. Derfor tager vores magthavere da heller aldrig ansvar for de dårlige beslutninger, men anklager andre i stedet. Mange tager sikkert også æren for andres gode beslutninger, hvis de kan slippe afsted med det.
Vent lidt...
det lyder da lidt hen i retning af psykopati, synes du ikke?
Citat:
For mig er det grundlæggende fundament, der må styre vores samfunds opbygning, indsigten om at vi alle fødes fuldstændigt lige. Vi er generelt set altid de bedste til at afgøre hvad vi selv har lyst til, hvad vi selv har brug for, hvordan vi selv vil leve. Vi har ikke brug for eksperter til at bestemme for os, kun til at undervise os tilstrækkeligt til at vi kan træffe informerede valg. Vi har alle ret til at bestemme fuldstændigt over vores eget liv, i den udstrækning disse valg ikke involverer overgreb mod andre mennesker frihed eller personlig velvære, og ligeledes har vi ret til medbestemmelse på spørgsmål der påvirker os. Vi har aldrig pligt til at følge regler vi ikke selv har valgt at indordne os under.
Hvad med tyngdeloven?
For mig er den grundlæggende indsigt, at virkeligheden er som den er, og at vi ikke bliver klogere. Lige meget hvor mange skrænter vi kaster os ud fra.
Tak for dit gennemtænkte svar. Jeg kan godt lide at spille bold
Log ind
Tilmeld
OSS
Søg
