Jamen pt er det benzo'er som jeg har skrevet i alle farver og størrelser, vi snakker f2'er, alprazolam, rivotril (han åbenbart er begyndt at ryge!!!), diazapam, imoclone tror vi kan forsætter derud af... + stærk smertestillende. Det skifter benzo + ??? for 3 weekender siden var det, en håndfuld af ovennævte + 5x 2-cb trips, 1g ketamin, 3g amfetamin og sikkert mere en bare det:/ - Jeg ved ikke hvorfor han er kørt sådan ud af den vej, 3 mdr siden synes jeg han havde fat i noget fremskridt, - nu ser jeg kaos overalt.
Det du nævner med at være selvstændigt siger mine nærmeste der kender os begge også, at han skal se jeg kan tage en beslutning og holde fast selvom det ikke er let, eftersom det er der hans problem også ligger. Han vil jo alt det rigtige, sige alt det rigtige, men der kommer ikke videre:( Er bare enorm bange for han ser det som afvisning, ser det som at jeg "opgiver" ham, at jeg er ligeglad... og det er ikke en ubegrundet frygt sms'erne der hagler ned er enormt onde, samvittigheden over at prøve at holde migselv fast så jeg ikke tager skridt dybere ned og bliver destruktiv, så jeg ikke er i stand til at hjælpe hverken ham eller mig selv - er ond, jeg føler jeg ond, jeg føler jeg er ved at blive alle de negative ting mit negative sind også rummer siger, han giver den al den næring der skal til at jeg så og sige springer derned. - Jeg har også mine vaner og mindre heldige sider, jeg ved det ikke er et sted jeg vil være, men føleles mere og mere tillokkende ikke at skulle føle, rumme alle de følelser, tanker, - bare ro, fred, ingen bekymringer, intet ansvar, bare ego mig på afgrundensrend.
Det lyder enormt teenage, opmærksomhedssøgende agtigt, men det er jo det han gør... han tager den vej... forstår bare ikke hvorfor? Jeg vil ikke! Men forstår hvor lokkende det er, især når man føler sig alene, uelsket, uønsket, tillid der bliver brudt. Suk - Er der nogen der kan svarere mig på om han forstår hvad det er han udsætter mig for? Hvor ondt det gør når han siger "du elsker mig ikke" dagen efter man med 39 i feber fik ham indlagt med en od og pludselig skulle op i helt andre gear? Hvordan det følelses at få en afvisning som jeg føler det hver gang han gør det der ved sig selv. Inddirekte for jeg følelsen af, "du er ikke mere værd en de piller der har den nettesum af knap 20kr"
Lige nu tror jeg vi forstærkere vores hver især enormt destruktive side, jeg har bedt om han tager en tænke pause på min 5dage, at han hverken skriver eller ringer, også fordi jeg står med en masse om ørene, + mit sind er tungt og enormt ked over hele situation, har behov for lige at vende kortene et par gange og føler han også burde. Det var aftalen - jeg har modtaget flere enormt bebrejdende sms'er, åbenbart har jeg mig nok en side flirt som jeg knalder? jeg er et ondt, koldt og egoistisk menneske... suk.. beder ham om 5 dage så han også kan tænke, så jeg kan falde ned fra det føleles kaos jeg er i der netop kan gøre mig destruktiv, hvad gør han? - føler faktisk det er respektløs, vil vædde mig jeg i morgen eller nat modtager opkald ligesom sidst hvor han enten truer mig, eller med at tage han eget liv.. Holder det ikke ud;(
Hvorfor gør han det her? - og hvorfor helvede er der ikke en læge der griber ind, et familie medlem der umyndiggører ham så han ryger i fucking behandling når han ikke selv kan gå? - men hvorfor gør han det ikke "bare"?? Jeg har skrevet et fint papir med hvem, hvad og hvor... Er dybt fortvivlet og sidder som jeg har gjort så mange nætter - alene, med hele det indvendige kaos og holder det ikke ud. Den barnlige side af mig siger, "Hvis han kan glemme alt og være så kold, så kan du også, - bare gør som ham, så føler du i det mindste ikke"
- Men håber og tror mine erfaringer for tidligere at være på vippen, kan holde mig fra at begå de samme fejl og holde fast på den drøm jeg har om fremtiden. Selvom, mit hjerte lige nu ønsker ikke at vågne, ønsker bare lidt ro, at han var sig selv at den person jeg elsker lå og holdt om mig, sagde til mig "det hele skal nok gå", ved hver lægesamtale, hver gang jeg løber panden mod muren og det sker desværre tit, men nej, alene som altid, hvilket jeg sagtens kan og mit hoved er efterhånden så godt rustet det nu bryder igennem murer efter et par sammenstød. Gør alligevel ondt, man ønsker ikke at være alene jo...
Tror bare ikke på at opgive folk....
|