Psychedelia.dk

Hey
Ja overskriften siger det hele, søger hjælp til en elsket, men også hjælp til at passe på mig selv.
Står i den situation at jeg rent fysisk er ved at være ret så syg (grundet en længere islandssaga) men nu ikke har overskudet til at hjælpe min ven, som er mere end en ven, nok nærmere noget jeg ville have skulle være et forhold;(

Min ven, er nede i et sort hul vist igen. Måske det er frygten for at tage ansvaret i et forhold eller det at sig fortiden i øjne der skræmmer og gør så ondt at han flygter ned af vanernes vej? Jeg ved det ikke - men det gør så ondt på mig:(

Hvorfor gør han det? Han siger han elsker mig, vil aldrig miste mig, vil gøre alt for mig? - Men alligevel er piller mere værd end mig?

Jeg har få regler, ta dig selv alvorligt, for så viser du, at du tager mig alvorligt. Ta behandling alvorlig eller uddannelse for så viser du, du vil inden anden fremtid. Lov mig aldrig noget der kun 99%chance for du kan holde, heller sige du gør dit bedste Og lyv ikke, heller små løgne. Jeg har den fantastiske/forfærdelige evne til at se når folk lyver, og åhh man ønsker så tit man ikke kender sandheden, især når det er en man holder af der lyver en for 3 gang lige op i ansigtet - kæft det gør ondt.

Jeg ved ikke hvad jeg skal gøre? Fysisk er stressen ved godt og grundigt at tage livet af mig + andre små ting, men det er de op og nedture, den måde at blive såret på der er altødelæggende dræbende. Hvad gør jeg?

Jeg vil jo ikke bare sige så må du sejle i din egen sø, for det ville gå så ondt at vide han var på destruktionskurs, men at se ham være på destruktionskurs, at skulle samle ham op fra gulvet, ringe efter ambulancen, finde piller + andet jeg bare ikke ønsker at se, vide eller noget - gør bare alt er ... ja... kan ikke sætte ord på det. 2 gang jeg tager turen med i ambulancen, alle minder fra første vælter frem, plus jeg finder noget som igen sætter skub i andre følelser og egen indre dæmoner. Suk.

Hvad gør man når kærligheden dræber? Skære den fra? - Er jo slet ikke så let vel?
Hvad kan jeg gøre for ham, så han kan få hjælp, eller er det ham der skal opsøge den?

Undskyld, hvis alt roder, 2 dage uden søvn og føler fra a-z (+æåø) det gør tilstanden lettere kaotisk.

Forvirret FrkFin

ps måske jeg bare har behov for at få det ud til nogen at jeg skriver...

Hvis han ikke kan tage sig sammen. og du ikk vil blive trukket med. så der ikke så meget andet end at droppe ham..

Lettere sagt end gjort..

Ja lettere sagt en gjort, hader endelig også ordet "tage sig sammen" eftersom det jo heller ikke er det letteste altid. Men jo den følelse man sidder med mens man skriger ned i dynen. "hvorfor, hvorfor, hvorfor gør det det ved dig selv?, Ved mig? Hvorfor? - Ta dig Nu sammen"

Suk, vil så gerne hjælpe (jaja "men man skal selv ville det")

Spørgsmålet er mere, hvornår skal man trække sig? - Hvordan forklare man det ikke er fordi, man ikke elsker? Eller opgiver dem? Men man kan ikke hjælpe hvis man sidder i samme lort eller værre:/ - ambivalente følelser...

Siden ingen har svaret ellers, tror jeg nogen har fået lidt at tænke på, andre står måske det samme sted, var nu rart bare at få det ud, ned på skrift. Håber bare min beslutning er den rigtige nu...

Du skal blive ved med at støtte ham, aldrig give op på ham. Få ham til at søge hjælp, få ham til at se at der findes andet end den selvdestruktive vej han er på vej ned af nu. Hvis du gerne vil noget med ham, må du også forstå ham, og sætte dig i hans sted. Ikke for at forsvare ham eller noget, men for at du kan give dig selv lidt indsigt i, hvad det er at han gennemgår. For hvis du bare dropper ham, uden videre - så vil det gøre livet ufatteligt besværligt for ham, og det vil gøre det næsten umuligt at komme tilbage på rette kurs. Så se nu at få givet ham den hjælp det så hårdt lyder til at han har brug for. Få ham i behandling hvis det er der, hvor skoen trykker, få ham til en socialrådgiver osv. Det lyder til at du kender ham ret godt. Og folk man kender ret godt, giver man ikke op på.

_________________
Bagsidens gule sider - Giftlinjen, rådgivning om misbrug mm.

Jeg forstår desværre godt, dog ikke den slags misbrug han er ude i, men det at flygte fra sig selv, flygte fra alt smerte man nu har oplevet, . men også fra ansvaret - er jo det han gør. Men han siger han ønsker ansvar?

Jeg har været der mere end nogen anden, så ja kender ham godt, men hvornår er nok nok? Jeg har haft skaffet ham samtale ved kommunen, mødte han op? Jeg har lavet en detaljeret liste til hvem han skal ringe til, fordi jeg ikke må, - hvad gør han skælder mig ud og smider det væk? Jeg har haft ham indlagt pga od, hvad gør han? Det samme nærmest dagen efter?

For 3mdr siden, der havde jeg kæmpet over 6mdr med ham, der var fremgang også med mig selv (ingen perfektionist bag tasterne), men de sidste 2mdr har været ren russisk roulette. Mit helbred kan ikke holde til jeg skal vandre de mørke gader (nu) i kbh, for at rive ham i ørene, jeg er desværre syg og virker til han ikke forstår hvilken pres og stress det sætter over mig, at jeg skal være bekymret for om han nu tager noget forkert? Tager for meget? Om jeg kan stole på ham? - Er du klar over hvor forfærdeligt det er man ikke kan stole på den person som skulle forstille at være sin soulmate?

Det er pt 1 god dag 30 dårlige, vi kan tale 1 time og han husker ikke 2min tilbage i samtalen? At han har brug for hjælp JA! - at JEG gerne vil HJÆLPE JA!! Men hvordan - når han skubber mig væk? Ikke lader mig hjælpe? Jeg lytter, jeg kender systemet, men han ønsker det jo ikke, - og så alligevel enormt meget... Det ved jeg, men jeg holder ikke til det alene. Det er en erkendelse, hvorfor når jeg så peger ham direkte til hjælpen går han den modsatte vej?

Et forhold som det burde ha været i mine øjne skal være 50/50 det du forlanger må du kunne give, at man har op og nedture og den anden så skal tage lidt over fair nok, men - spørgsmålet igen er

Hvor langt skal jeg gå, når mit eget helbred er på spil? Tror du jeg kan hjælpe ham, hvis jeg ligger i en hospitalsseng eller i jorden?
Hvor meget skal man presse på, hvis personen konstant afviser?
Ikke respektere mine grænser?
Konstant skubber mig væk?

Jeg vil ikke lyde som en kælling/so/frk perfekt - er jeg ikke, men hvad med ens eget helbred og selvrespekt?

Kan man hjælpe en person som ikke vil hjælpes -lige nu?

Snakken er taget mere 100gange, samme ord om og om igen, samme lovninger om og om igen. Han skal jo ikke ville det for min skyld, men hans egen? - Jeg har været der, jeg falder nogen gange derned i det hul, ikke på hans måde med de piller, men andre. Jeg er klar over min sårbarhed, ser mine vaner der dukker op. Lige nu er jeg bekymret for den kamp jeg kæmper mod hans dæmoner provokere mine egne destruktive frem eller det faktisk tager livet af mig, med min fysiske situation. - Ønsker ikke at opgive ham, aldrig, gode minder er der, mange timers udvikling også for mig selv, en fantastisk person - når han er sig selv, hvis man kan sige det på den måde? Han er jo ikke et skidt menneske!!!!

Intet imod, man tager et glas vin, en lille hygge ryger eller what ever, men når det går ud over dine nærmeste, dit helbred og andres? - Findes der så ikke en grænse?

Må jeg være så fræk at spørge hvor gammel både du og han er?
Hvor lang tid har han været i et misbrug?
Ved hans familie hvad det er han går og laver? Eller er de måske selv på samme spor som han er?
Hvad er det han tager af piller? Er det morfika, benzodiazepiner eller?

Hvis du føler han er din soulmate, må du, for din egen skyld ikke give op på ham. Men derimod vise ham hvad det er at han risikerer at han går glip af. (Et normalt liv med dig osv.)

Det er så satans trist når at stoffer får den her indvirkning på folk - specielt i et forhold. Så er det netop at man skal begynde at tage ting til revurdering.
Men synes det er fantastisk at du allerede har forsøgt at hjælpe ham. Men med mennesker der er i den situation, så skal man ikke give op (så let sagt, så svært gjort - I know). Men man skal blive ved med at forsøge at hjælpe dem til det rigtige. Må jeg spørge hvad det er for nogle ting der gør at du er syg? Ikke noget du behøver uddybe, men kunne bare være meget rart at vide.

Hvis I begge to er folk der tager stoffer, som har en rigtig høj afhængighedsgrad, så er det svært at hjælpe hinanden. Ikke desto mindre er det nødvendigt.
Det, som folk som ham har brug for, er at få en spand kold vand i hovedet eller blive dybbet i badekaret, så at sige. For det er så svært selv at se problemstillingen når man selv gennemlever andre problemer, som til dels er opstået fordi man ikke vil indse at man har et problem. Når man (flere gange?) har været indlagt pga. en OD, så er det virkelig noget man skal tage til efterretning. Fortsætter man ikke samme spor man var i før, man blev indlagt. Så er det meget stejlt op af bakke, i rigtig lang tid.

Men håber meget du gerne lige vil besvare mine spørgsmål jeg startede med at skrive, det vil gøre det lidt lettere at komme med nogle rigtig brugbare råd.

_________________
Bagsidens gule sider - Giftlinjen, rådgivning om misbrug mm.

@FrkFin

Jeg synes at det lyder som om at du i din nuværende tilstand ikke har mulighed for at være din ven til megen hjælp. Der er ingen af jer, der får noget godt eller lykkeligt ud af, at du er så stresset at du ikke kan sove og bliver syg af det. Din ven har på lang sigt heller ikke brug for at du bærer rundt på hans problemer - det føles måske godt her og nu, men som du selv er inde på, er det i sidste ende ham selv der inderligt skal ville en anden situation end den han er i lige nu.

Jeg siger ikke at du nødvendigvis skal lade ham i stikken. Men hvis du kan mærke at hans svigt og svig gør dig fysisk syg, så vil jeg mene at du er blevet skubbet så langt ud over dine egne grænser, at du skal sørge for at finde tilbage til dig selv. Der findes mange måder at arbejde med sig selv på. Nogen kan få meget ud af at snakke med en psykolog. For andre kan det være motion/styrketræning, yoga, meditation, musik, lange gåture osv. osv. Først når du finder tilbage i en tilstand af nogenlunde balance i dig selv, er det forsvarligt at prøve at hjælpe ham så intensivt som du gør det nu.

Jeg tror at mange der har kæmpet med venner/familie i stofmisbrug, kan nikke genkendende til det scenarie du opstiller: Man prøver og prøver... og så prøver man igen. Det kræver en exceptionel tålmodighed og viljestyrke... og ikke mindst en god portion selverkendelse, der kan sørge for at man ikke bliver så medrevet af situationen, at man glemmer sine egne behov.

Jeg håber du får det bedre.

Tak Til jer begge.
Vi er begge ca midt i 20'erne.
Lige understrege jeg ikke tager stoffer pt, har aldrig haft et misbrug af stoffer, men har et mindre problem med alkohol så det holder jeg mig fra. Kan tælle på 2 hænder hvor meget alkohol der er røget ned på 3,5år. Er ikke alkoholiker, men jeg bliver lettere - hvordan skal man stille den, ukontrolleret/impulsivt plan at det kan have i direkte "farlige" udfald for mig selv og andre - Adhd siden for frit løb.... Angående stoffer, har jeg synes det var sjovt at prøve lidt/perioder meget rundt, men pt igen, tager mit helbred alvorligt. Passer så godt jeg kan på min krop! - Men nej, er ikke misbruger, eller jo måske er jeg følelsesmæssig masochist?

Well endelig ved jeg ikke hvor meget jeg vil dele af min sygdomshistorie eftersom den er længere end en islandsk saga, men bund og grund så optager min tarm (start tyktarm) ikke næringen fra maden ordenlig hvilket medføre, svært at optage fedt (skider det ud aka fedt diarre), min krop er mildt sagt ved at nedbryde sig selv, fordi den mangler næring og derfor "stjæler" fra kroppens depotter - som nu er lig 0. Men mit hjerte fungere dog endnu, så helt nedbrudt er kroppen jo ikke:/
- Jeg prøver lige at SMILE stort her og overbevise mig selv om, det nokkkk skal gå. - Det går, men ville være skønt hvis en klog læge lige ville fortælle mig hvordan man for kroppen til at fatte den for føde i mængder så store at den burde nedbryde det til atomer, i stedet for kroppen!

Hans misbrug i den her omgang består af benzo'er i alle farver og sammenbladinger, Smertestillende som feks subertex, metadon, oxycontin, ketogan, morfin... jeg er ved faktisk at være ganske bekymret for om han ikke snart i sin tåge for starte på dope:( Er faktisk alvorlig bekymret for hans helbred og hvad han lige går og laver. For 3 uger siden og bagud var det mere benzo + alt minus hardcore smertestillende som nu, aner ikke hvorfor han er gået ned af den sti igen... slet ikke når det har været der begge od'er har fundet sted. Ville tro man i det mindste fik større respekt for de ting man "legede" med.

Pt sætninger som jeg skal hører hver uge er: Hvorfor tror du jeg tager så meget? - Er fordi du ikke elsker mig nok, du er ligeglad med mig, er helt alene ingen gider mig og nu skrider du også!, Hvorfor hjælper du mig ikke? Lad være med at være min tilsynsværge!!!! Hvis du efterlader mig, kan du så ha selvmord på din samvittighed?

Det er et udpluk af sætninger bare sagt i dag, - ja i dag har været en slem dag:(

Det er sgu også svært at trappe ham ud af benzo'er når hans psykiater giver ham dem:/, tror familien godt ved det er slemt, men slet ikke den her grad. Det skal dog siges, at han siger han har klaret 5 dage uden smertestillende og "stoffer" nu, MEGA flot jo, men hvad fuck nytter det så at ryge rivotriller!!! Så man vælter, og igen ikke gang huske sit eget navn:(

Begynder at tude, frustrationen er svær når det er en man holder af! Har spurgt ham flere gange om han synes det er rart at se jeg skader mig selv, ved feks at skære (haft en nasty vane år tilbage) eller stoppe med at spise? Eller om han ønsker jeg bare tager halvt det han gør? Om han har lyst til at se mig så langt ude i torvene? Selvfølgelig hvis vi begge er der, så opdager ingen af os det nok, og vi er pisse ligeglade? og efter pæn kort tid ville min krop nok sige stop.. hmm...

Ihhh, man har lyst til at skrige, råbe, slå, dømme, videre give en masse dårlig samvittighed, men hos mig ender det i knus forståelse, FORDI jeg faktisk forstår, det er sørgeligt. Men jeg vil ikke den vej:( - Jeg vil videre - hvorfor opgiver han allerede på forhånd? Siger "Jamen så kan du bare finde dig en anden" Øhhh nej? Ved godt han siger det i ren afmagt, men hvordan for man det ind i benzogrøden på ham, at man vil ham, man vil ham kun det bedste?!

vil prøve at sove, håber på i morgen, der er en herinde som har det gyldne svar, det virker! Vil ikke opgive, men føler jeg kæmper med for mange kampe alene:/

Føler med dig... Husk på at ligemeget hvad der sker er det i sidste ende ikke DIN skyld...
Du gør dit, og når du ikke kan mere må du give op
Er ikke sikker på hvor meget af ens liv man skal skænke til andres selvdestruktive adfærd, men det er tydligt du holde rigtig meget af personen.
Håber du finder en løsning.

Tak, for du siger det ikke er min skyld, logisk ved jeg det ikke er min skyld, ikke mig der tager så meget at jeg glemmer hvad ægte kærlighed er. Ikke kan skelne ven fra fjende.. suk men inddirekte ved jeg vi påvirker hinanden positivt og negativt. Han føler sig forladt, han føler sig svigtet og den følelse kan jeg ikke modbevise især fordi i det øjeblik han for følelsen er den reel nok. Problemet er jo, jeg er der, jeg kæmper alt hvad jeg kan men han kan fucking ikke huske det:'( - Han kan ikke se det, eller også vil han ikke?

Jeg ved det ikke, er ikke tankelæser, jeg kender mine følelser, jeg kan se min telefonregning(!), jeg kan læse breve, jeg kan hører hvad mine omgivelser siger. De siger alle "stop, du risikere at falde for dybt, du er faldet dybt! -Og lige nu kan han ikke selv se det, det er sørgeligt men det skal ikke koste dig mere"... - suk jeg har jo bare ikke lyst til at "opgive" ham. Følelses forfærdeligt, er led og ked, har jeg været i 2mdr, tror de 2mdr er ved at sætte sig i min egen usikkerhed for jeg ved faktisk ikke hvad jeg skal gøre? Følger altid mit hjerte, mit hjerte er bare også blevet gevaldigt skrøbeligt...

Ærligt føler jeg mig som en lus mellem 2 negle lige meget hvad jeg vælger vil jeg hade mig selv, selvhad er dog mit speciale så mon ikke jeg for topkarakter igen? - Bare et dybt enormt sønderknust lettere ynkeligt suk

Og et knusende alt ødelæggende spørgsmål om Hvorfor? Hvorfor vælger han ikke mig? Hvad gør jeg forkert? Er jeg et dårligt menneske?

Hjælp:(

Jeg kender slet ikke situationen mellem dig og din omtalte ven, men det er vigtigt at man, for at trække en person i et hul op, ikke lader sig trække med ned i hullet. Så er man blot to der ikke kan komme op. Du er nødt til at hæfte dig ved nogle ting udenom ham. Du kan ikke basere et helt liv på en anden persons dårligdom og selvdestruktive tendenser. Hvis du selv trækker dig op og bliver følelsesmæssigt stabil og slipper ham til en vis grad, så vil han måske se at du er et selvstændigt individ der ikke bare griber ham uanset. Det vil give ham noget at kæmpe for. Han vil se at man godt kan have det anderledes, end det han ligger i nu. Måske?

Hvad misbruger han, if I may ask?

Bedste hilsner,
Dal

Jamen pt er det benzo'er som jeg har skrevet i alle farver og størrelser, vi snakker f2'er, alprazolam, rivotril (han åbenbart er begyndt at ryge!!!), diazapam, imoclone tror vi kan forsætter derud af... + stærk smertestillende. Det skifter benzo + ??? for 3 weekender siden var det, en håndfuld af ovennævte + 5x 2-cb trips, 1g ketamin, 3g amfetamin og sikkert mere en bare det:/ - Jeg ved ikke hvorfor han er kørt sådan ud af den vej, 3 mdr siden synes jeg han havde fat i noget fremskridt, - nu ser jeg kaos overalt.

Det du nævner med at være selvstændigt siger mine nærmeste der kender os begge også, at han skal se jeg kan tage en beslutning og holde fast selvom det ikke er let, eftersom det er der hans problem også ligger. Han vil jo alt det rigtige, sige alt det rigtige, men der kommer ikke videre:(
Er bare enorm bange for han ser det som afvisning, ser det som at jeg "opgiver" ham, at jeg er ligeglad... og det er ikke en ubegrundet frygt sms'erne der hagler ned er enormt onde, samvittigheden over at prøve at holde migselv fast så jeg ikke tager skridt dybere ned og bliver destruktiv, så jeg ikke er i stand til at hjælpe hverken ham eller mig selv - er ond, jeg føler jeg ond, jeg føler jeg er ved at blive alle de negative ting mit negative sind også rummer siger, han giver den al den næring der skal til at jeg så og sige springer derned. - Jeg har også mine vaner og mindre heldige sider, jeg ved det ikke er et sted jeg vil være, men føleles mere og mere tillokkende ikke at skulle føle, rumme alle de følelser, tanker, - bare ro, fred, ingen bekymringer, intet ansvar, bare ego mig på afgrundensrend.

Det lyder enormt teenage, opmærksomhedssøgende agtigt, men det er jo det han gør... han tager den vej... forstår bare ikke hvorfor? Jeg vil ikke! Men forstår hvor lokkende det er, især når man føler sig alene, uelsket, uønsket, tillid der bliver brudt. Suk - Er der nogen der kan svarere mig på om han forstår hvad det er han udsætter mig for? Hvor ondt det gør når han siger "du elsker mig ikke" dagen efter man med 39 i feber fik ham indlagt med en od og pludselig skulle op i helt andre gear? Hvordan det følelses at få en afvisning som jeg føler det hver gang han gør det der ved sig selv. Inddirekte for jeg følelsen af, "du er ikke mere værd en de piller der har den nettesum af knap 20kr"

Lige nu tror jeg vi forstærkere vores hver især enormt destruktive side, jeg har bedt om han tager en tænke pause på min 5dage, at han hverken skriver eller ringer, også fordi jeg står med en masse om ørene, + mit sind er tungt og enormt ked over hele situation, har behov for lige at vende kortene et par gange og føler han også burde. Det var aftalen - jeg har modtaget flere enormt bebrejdende sms'er, åbenbart har jeg mig nok en side flirt som jeg knalder? jeg er et ondt, koldt og egoistisk menneske... suk.. beder ham om 5 dage så han også kan tænke, så jeg kan falde ned fra det føleles kaos jeg er i der netop kan gøre mig destruktiv, hvad gør han? - føler faktisk det er respektløs, vil vædde mig jeg i morgen eller nat modtager opkald ligesom sidst hvor han enten truer mig, eller med at tage han eget liv.. Holder det ikke ud;(

Hvorfor gør han det her? - og hvorfor helvede er der ikke en læge der griber ind, et familie medlem der umyndiggører ham så han ryger i fucking behandling når han ikke selv kan gå? - men hvorfor gør han det ikke "bare"?? Jeg har skrevet et fint papir med hvem, hvad og hvor... Er dybt fortvivlet og sidder som jeg har gjort så mange nætter - alene, med hele det indvendige kaos og holder det ikke ud. Den barnlige side af mig siger, "Hvis han kan glemme alt og være så kold, så kan du også, - bare gør som ham, så føler du i det mindste ikke"

- Men håber og tror mine erfaringer for tidligere at være på vippen, kan holde mig fra at begå de samme fejl og holde fast på den drøm jeg har om fremtiden. Selvom, mit hjerte lige nu ønsker ikke at vågne, ønsker bare lidt ro, at han var sig selv at den person jeg elsker lå og holdt om mig, sagde til mig "det hele skal nok gå", ved hver lægesamtale, hver gang jeg løber panden mod muren og det sker desværre tit, men nej, alene som altid, hvilket jeg sagtens kan og mit hoved er efterhånden så godt rustet det nu bryder igennem murer efter et par sammenstød. Gør alligevel ondt, man ønsker ikke at være alene jo...

Tror bare ikke på at opgive folk....

"Er der nogen der kan svarere mig på om han forstår hvad det er han udsætter mig for?"

Først skal det siges, at jeg ikke er psykiater, men det lyder som om din ven er let sociopatisk siden han får dig til at gå igennem alt dette, du skriver om. Du har intet positivt skrevet om ham i denne tråd, hvilket jeg synes er opsigtsvækkende -- og du beskriver klart, hvordan han manipulerer groft med dine følelser. Og nej, hvis han er sociopatisk vil han netop have svært ved at forstå hvad det er, du gennemlever, udover at han oplever, at han får sin vilje.

Du virker til at være en god person, som har hjertet på rette sted, men er blevet lokket ind i hans fantasiverden, hvor alt er okay, og du betyder alt for ham. Bare så længe det er på hans vilkår.

Jeg kender selv en del piger og kvinder som er gået i gennem det samme som dig, måske ikke samme scenarie, men noget der ligner.

Jeg tror -- og det er ikke let for nogen at gøre dette -- at du skal afslutte al kontakt med ham med det samme. Lad være med at svare ham overhovedet. Der sker kun én ting hvis du fortsætter i dette spor - og det er, at du ødelægger dig selv psykisk.

_________________
I AM THE ONE WHO KNOCKS.

Din drøm om en fremtid med din kæreste virker ret urealistisk. Tør du overlade dine fremtidsdrømme til en narkoman? Ud fra dine beskrivelser, virker han til at være dybt afhængig af stoffer, og meget destruktiv.
Lige meget hvor meget du gerne vil hjælpe ham, tror jeg ikke på det er muligt. Selv de mest kompetente behandlingscentre kan være nyttesløse mod så hardcore misbrug. Det eneste du kan gøre (og har gjort), er at lade ham misbruge dig, til du selv ender med at stå på kanten.

Jeg kan ikke forstå hvordan folk råder dig til at hjælpe ham, når den eneste tydelige forandring på din hjælp er at du selv bliver nedbrudt.

Du kan ikke tage beslutningen for ham. Den eneste, der kan gøre noget for din ven, er din ven. Synes du det er rimeligt hele dit liv skal stå standby til den dag han beslutter sig for at blive clean, hvis den overhovedet kommer?
Du tror ikke på at opgive folk, men du har jo allerede opgivet dig selv? Du er ikke til for ham, du er til for dig.
VÅGN OP! Afbryd kontakten, få et nyt nr. Tag ansvar for dig selv i stedet for ham Du er ikke et ondt menneske hvis du siger fra. Du har allerede stået model til mere end rigeligt.

Kontakt evt. hans familie og få forklaret hvor langt ude han er. Måske de har flere ressourcer til at hjælpe ham i behandling?

Puha...

Men ja I har vel ret begge 2... Hmm "opgivet mig selv" igen, ja det har jeg vel når jeg tilside stiller egne behov, træder over mine egne grænser, endelig et mønster jeg jo prøver at bryde. (Tænker..)

Er rart andre kommentere, og fint det bliver skåret ud, heller det end fint gavepapir. Men svært alligevel. Er vel blevet lidt afhængig/(og forelsket jo..) af at hjælpe, men ved også af egne erfaringer man ikke kan hjælpes, hvis man ikke vil/er parat.

Han er intet dårligt menneske, tror ikke jeg ville kunne forelske mig et skidt menneske? Tror endelig vi begge ligner hinanden og er gode når alt er godt, men virkelig skidte hvis det er skidt. Sætter en destruktiv cirkel i gang hos begge.

Hader ordet narkoman/junkie sætter nogen fordømmende og negative tanker i gang, der straks for mig til at gå i forsvar, - ville forsvare hans handlinger, som jeg vist også tit gør. Tænker bare meget på at hvis en eller anden havde taget fat i mig år tilbage og skubbet på havde jeg måske ikke skulle igennem div vaners misbrug, men på den anden side, var jeg nok ikke parat den gang.. -jeg tænker enormt meget, sorry hvis det kommer rodet ud på skrift - er bare enormt forvirret.

Jeg håber han finder sig selv, og for det bedste ud af hans liv som han nu kan, jeg skal ikke dømme hvad er godt eller skidt. Men jeg kan dog mærke at den vej han er på nu, går lige modsat der, hvor jeg vil hen. Ergo hvis jeg vil mig selv, skal jeg holde fast i det og netop ikke leve et liv på bekostning af hvad en anden vælger. Burde ikke være sådan at hvis han siger hop - at jeg så gør det:/

Men svært er det... og en hård tid, er jo ikke en kold egoistisk person der bare kan skærer mine følelser fra! Men shit, jeg lidt ville ønske det, kunne spare mig for så meget indre kaos. Men hvilken person ville jeg så ikke være? - I hvert fald noget jeg ikke selv kan lide, tror endelig heller ikke han ville ha forelsket sig i sådan en person i tidernes morgen? Kærlighed var der jo, er der sikkert stadigvæk begravet bag piller og alverdens undskyldninger.

Til det med familien, så føler jeg det ambivalent, føler jeg "stikker" ham hvis jeg "sladre" til dem, fortæller sandheden (gætter på han vil se det sådan) - i virkeligheden ville det jo være af ren og skær bekymring, kærlighed, netop fordi de måske flere sammen vil kunne give det ekstra modspil. Føler også lidt, sådan en... hvorfor er det mig der skal ødelægge billedet for familien? Fortælle at deres søn har gjort sådan og sådan, på den anden side kan det være de så ville lade være med at sige - "det er min skyld, og at jeg ikke er god for ham?!".
Synes det er hans ansvar, han er en voksen mand, - men igen siden han ikke fortæller sandheden er det jo et ansvar, en vedkendelse af sine problemer han ikke ønsker... - endnu...
Jeg ved ærligt ikke hvad jeg skal gøre der? Synes der er for og imod? Gætter på nogen sikkert tænker "Pigebarn smut nu med dig, løb væk så hurtigt du kan og red dig selv, du lyder til at være ude på dybt vand, pas på dig selv, lad være med at tage mere ansvar, han vil dig tydeligvis ikke nok lige nu, du brænder nallerne, knæk det SIM-KORT!"

Er vel ligeså dum ved mig selv, som han er... Jeg sidder jo og græder snot stadigvæk -tsk

Som jeg har skrevet tidligere, er jeg nok afhængig af at være en følelsesmæssig masochist, - prøver at bryde mønsteret... for ærligt gider jeg ikke blive trampet på hele tiden - Håber jeg er lidt mere værd end de fucking piller:/

HER kan du finde et nr. til misbrugsrådgivning. Der er helt sikkert også en linje til pårørende. Ellers vil jeg gerne hjælpe dig med at finde én De har god erfaring i at rådgive personer med samme problemstillinger som dig.

hey frkFin ^^

Jeg synes du skal læse reefies indlæg igen. Du må gerne hade mig for hvad jeg måtte skrive nu. Men i min optik er det dig der har brug for hjælp. Du er atm udsat for et ekstremt blamegame fra hans side. Han giver dig skyldfølelse ved at bruge sætninger som at du finder en anden og videre i den dur. Jeg synes du skal prøve at lægge mærke til det når i taler sammen. Når han prøver at beskylde dig for noget så skal og må du virkelig huske på at du har brugt x antal tid på ham i et utal af kommunikationsformer - det skal du bruge "mod" ham. Du må bevare roen og tale med fornuftens stemme. Gennemtænk hvad du siger til ham inden du siger det højt. Han skal ikke have lov at køre dig rundt på den måde. Du må være der for ham ja, men du skal ikke lade dig underkue - hvem underkuer sin true soulmate?

Du har ofret dit liv for et andet menneske og glemt dig selv. Det har du, jeg er meget ked af at sige det, men hans liv er dit liv nu.
Når du ikke vil opgive ham, og du fortsat vil bruge din tid på ham, kan du ligesågodt sætte sig ind i hvordan du tackler mennesker der er (åbenbart) er udenfor fornuftens rækkevidde. Find bøger eller læs dig til det på nettet. Ring til steder som kan hjælpe dig. Kom med i en gruppe der har samme problemer som dig - du er ikke den eneste, og der er mennesker som sidder i samme situation som dig. De har brug for snakke med andre som er i samme båd. Her hentyder jeg til mennesker som har venner eller familie der behøver for hjælp.
Hvis du vælger at tage kampen op, og redde dette menneske kan du ligeså godt gøre det ordentligt!

*De ting jeg har rådet dig til her, er nogle jeg har skrevet fordi jeg kan mærke på dine indlæg at det vil ødelægge dig endnu mere (måske være en ligeså stor udfordring) af opgive ham og hjælpe dig selv. Min erfaring er at du ikke kan hjælpe en person der ikke oprigtigt og ærligt ønsker hjælpen selv.

Hey igen, også til dig Bella:)

Tak for dit/jeres indlæg. Læst dem en del gange - og bliver nok ved...

Prøver stadigvæk at finde hoved og hale i det hele, men situation er ret skidt for min ja "gode" ven. Har taget beslutningen at det ikke er os nu. Er ikke spåkone så kan ikke se hvad fremtiden bringer. Kærlighed forsvinder jo ikke ud af det blå, selvom jeg nogen gange har ønsket "ligegyldigheden" som han til tider har vist. - Jeg ved dog af erfaringen at der findes en bagside af medaljen så at sige... - En dag vågner man op og har mistet folk man holdte af.

Har det ambivalent endnu, for ønsker ikke at "opgive" ham, men ærligt er jeg ret problemfyldt/syg selv og kan ikke mere... - hvilket er forfærdeligt at indrømme. Jeg har snakket med et hav af professionelle folk om hvordan jeg skal tackle hele situationen og det klare svar er, at jeg ikke kan hjælpe andre hvis jeg selv bukker under. Og når han ikke viser interesse for selv at stoppe eller prøve at kontrollere omfanget... så er det svært:(

Håber nogen/noget snart kommer igennem til ham, ellers er jeg bange for han dør. - Åbenbart kan jeg ikke? - Ved også godt at hele mit dårlige helbred og tiltider voldsomme pms humør ikke gør mig en let kamel at sluge, så måske det hjælper ham, ikke at skulle koncentrere sig om det. Omvendt undre jeg mig over om han skænker mig den slags tanker fordi hans handlinger viser stik modsat.. suk... ej stopper med at skrive nu. Ingen af jer kan jo fortælle hvad han tænker og tror også jeg trænger til at stoppe mine gættelege.

Men er enormt glad for, I har givet jer tid til at læse og skrive, både for at lette hjertet lidt men også at få skåret det hele lidt ud i pap for mig. Har selv svært ved at følge mine egne løfter og lytte efter mig selv. Let nok at glemme når man står med problemer over hovedet. Så hårdt men godt andre lige kan stikke lidt og minde om - man skal være tro mod sig selv. Som sagt har der været taget kontakt til misbrugsrådgivning fra min side til hvordan jeg skal støtte ham men passe på mig selv... - Men svært er det, men Bella du siger det også "man kan ikke hjælpe, hvis hjælpen ikke ønskes" Så rigtigt og samtidig så forbandet svært at acceptere.

Sådan står situationen nu, sikkert nogen der vil mene jeg svigter, men hvis han virkelig ønsker min hjælp så tror jeg godt han ved den er der. Men lige nu skal mit helbred på plads, og lidt ro omkring mig. Er så træt... og når "forbrug" går over i "misbrug" og ødelægger alt, så er det pludselig enormt hårdt og festen er knap så festlig, hverdagen bliver tung og gravalvorlig nærmest i ordrets forstand:/

Men tanker og hilsner til alle derude:)
FrkFin

Jeg ønsker dig alt godt i denne svære tid og håber at I begge kommer ud på den anden side.

godt at høre fra dig ^^ ønsker for dig du kæmper videre