Malkavian, jeg er ikke helt overbevist om det alt det du siger.
En del af det virker rigtigt nok, men alligevel synes jeg ikke, at det virker som en helt holdbar eller tilstrækkelig løsning. Og så tror jeg også, at du misforstod mig lidt.
Jeg mente, at alt andet lige, så ville de have det bedre, hvis der gjordes noget aktivt for deres sociale situation, også inden den får mulighed for at opstå. Med andre ord, så synes jeg, at der er noget alvorligt galt, når et samfundssystem resulterer i en så hård bund. Det er naivt at tro, at et frit narkomarkede vil løse problemerne.
Din kommentar om politikken med forbud mod køb af rene kanyler og substitutions af heroin->metadon er korrekt - her ville en
alternativ politik hjælpe, tror jeg (og mindes at der er blevet postet nogle rapporter herinde, og de pegede alle på den konklusion). Jeg tror også at et humant straffe system (eller helt at undgå at straffe misbrugere) ville hjælpe en del. Men jeg tror ikke, det ville være svaret på "bundens" bønner. For det første, så er der andre træk ved samfundet, som gør, at de overhovedet havner i bunden, og at bunden overhovedet ser sådan ud. Der må være en enorm social ulighed, og der må være begrænsede muligheder for at sikre sig et nogenlunde liv. Der må være forskellige forudsætninger for forskellige mennesker, eller i hvertfald urimelige forudsætninger for de, der ikke klarer at anpasse sig systemet.
Forskellige forudsætninger er nok et grundvilkår i livet, men spørgsmålet er, om et ønskværdigt samfund ikke ville være et, der i nogen grad kompenserer for dette. Jeg mener ikke, at alle
skal have lige meget, eller have
krav på at have alt, andre har. Jeg mener at alle burde have krav på at få visse ting - som f.eks. et værdigt liv og en værdig død. Medmindre det er mangel på metadon, eller den strenge fængselstraf, der tager livet af staklerne, eller gør deres liv uudholdeligt, så ser jeg ikke, at
hele problemet er knyttet til forfejlet "bigmother" - tvært imod. For hvis man går med på, at ingen
vælger et så kummerligt liv, hvis alternativet er udholdeligt, så betyder det, at der er noget uretfærdigt der går forud for misbruget, og dermed også den forfejlede opfangning af misbrugerne.
Det, at et 7-10 årigt barn kan omkomme af en heroinoverdosis, eller at <15 årige børn kan leve som misbrugere på gaden, uden behandlet AIDS, sladrer IMO på det faktum, at problemet er dybere end narkotikapolitik som sådan. Det handler om en grundlæggende indstilling til menneskeliv, der ligger langt fra det jeg finder er et moralsk minimum. Jaja, bevares, AIDS-epidemien kan delvis forklares af sprøjtepolitikken, som er forfejlet. Men sprøjtepolitikken havde en hensigt, nemlig at nedbringe narkomisbruget. At den er kontraproduktiv gør, at der formentligt er et moralsk problem i at fortsætte med at føre den, og under alle omstændigheder er det dumt. Men det, at tragedien, billederne vidner om, kan udspille sig, det er IMO mere skræmmende. Det, at en misbruger uden penge, får lov til at dø af sine rådnende sår, det er IMO mere skræmmende end at en misbruger straffes hårdt for sit misbrug.
Det senere er måske dumt, fordi politikken er måske dumt, fordi ideen er født uden en empirisk rygrad, og senere er blevet aflivet af international erfaring. Men det er ikke en idé som er lige så menneskefjendsk som den, at en misbrugers liv er mindre end medicinens/behandlingens pris værd.
Videre, så tror jeg, at hvis du i et samfund, som tydeligvis er så forrået og polariseret, at man kan tvinges til at DIY-amputere sine egne ben hjemme i stuen for at overleve, giver narkoen og behandlingsmulighederne fri, så vil det alligevel være dine penge der bestemmer, om du bliver behandlet.
At der er hjemløse børn, der ikke modtager AIDSbehandling, er jo helt grotesk. Nogle af dem var i behandling, f.eks. et barn født med AIDS. Men majoriteten er ikke i behandling, og visse fødes med AIDS for bare at overlades til deres skæbner. Det er det jeg synes er problematisk. Altså, at ingen griber ind, når det er tydeligt, at situationen på alle måder er uden for deres kontrolsfære.
Og tag et ultra kapitalistisk land som USA. Her medfører forbuddet jo en masse problemer, men det er ikke kun de, der er misbrugere, som lider under det manglende velfærdssystem. Den gruppe som lider under det, er selvfølgelig overrepræsenteret i misbrugsstatistikken, men de efterlades også til ikke-narkorelaterede tragiske skæbner. (tag f.eks.:
http://wtrf.com/story.cfm?func=viewstory&storyid=96699 - man som sad i stol i to år, inden han døde i et bjerg af lort, og der findes en masse historier om forfærdelige familjeskæbner, og cancersyge uden
penge til behandling), og det er et samfund som tror på at man skal ordne sit liv selv. Faktum er, at visse fødes på bunden og dør på bunden, med eller uden et misbrug.
Nu blev det hele lidt rodet. Hvis jeg skal formulere min grundtanke lidt tydeligere: jeg tror, at der er dybere problemer, end den narkopolitiske. Jeg tror, at de tragedier, der er blevet dokumenteret, er et symptom på dette problem, og at en anderledes narkopolitik er et for ringe plaster på såret. Der må en mere omfattende socialpolitik til. Jeg kan dog ikke lige tænke på en løsning. Det kan da også værre at en legalisering ville være så omvæltende, at meget af elendigheden ville forsvinde. Men jeg kan bare ikke se, at den ulovlige narko er hele forklaringen, for i mit hovede giver det ingen mening at velinformerede mennesker vælger det alternativ, hvis ikke der er en helt absurd kontekst, der får det til at virke mindre absurd... ved ikke om det giver mening.
Mvh