Odden: Well, engang var de to ting jo en og samme ting - jeg er dog lidt i tvivl om hvor vidt vi taler om samme ting når vi siger religion her. Jeg definerer først og fremmest religion som en tro på "noget højere" - en guddom om du vil - og at den pågældende religiøse retning så er den vej man mener 'fører tilbage til den gud'. Ordet religion har jo rødder i "religare" som betyder en form for
genetablering med kilden. At man finder frem til den årsag til at vi er her og derved søger vejen der fører til genetablering med den kilde.
Spiritualitet ser jeg derimod som en egenskab der beskæftiger sig med det ikke-fysiske, eller det som rækker udover det fysiske. Ånd, bevidsthed, genkendelse, reflektion. Jeg ved at det tit ses som en åndsvidenskab der er uadskilleligt fra den religiøse retning. Jeg synes bare at jeg ser at religion, i dets almene betydning i dag, driver længere og længere væk fra det eksperientielle og mere beskæftiger sig med et "valg af tro" man mener fører til frelse. For i hvert fald 90% af verdens befolkning! (Jeg er dog klar over at steder som Indien og store dele af Asien generelt har en mere "hands on" tilgang til den religiøse praksis - eller ligefrem: der
er faktisk en religiøs praksis!

)
Når du spørger om "reflektion og selvkritik vil skabe en ensformig religion?" vil jeg sige netop tvært imod! Reflektion og skepsis til hvad man drager ind og godtager som værende ontologisk korrekt giver en langt mere autentisk og pragmatisk spiritualitet/religiøsitet og det kan sagtens lade sig gøre at sammensmelte den videnskablige tilgang med det spekulative/metafysiske.
Du siger det egentlig selv:
odden skrev:
Alt bliver indpasset i det system man har "valgt" at følge... hvadenten det er ateisme, en form for religiøsitet, en politisk ideologi, eller en filosofisk strømning, som ved denne uheldige mekanisme så stopper med at være filosofi imo.