Psychedelia.dk

Nu er det med med de flere dimensioner faktisk en del af den fremherskende fysiske teori omkring stoffers opbygning "string theory" eller samlet set "M-theory", hvor man operer med ikke 3 eller 4, men hele 11 dimensioner. hvad det konkret indebærer kan i jo selv summe lidt over. Det ville i hvert fald være forkert at hævde at fysikkere er indskrænkede og fantasiløse mennesker, nogle af deres teorier er det mest udspacede gøgl der længe er produceret. Det er altså lidt letkøbt videre at kritisere "videnskabstilhængere" over en kam som værende begrænset af konventionelle tankebaner, aller selvhævdende sandheds orakler.

det var lige hvad jeg ville kommentere her, men hvis i er interesserede kan i jo kigge lidt videre på wikipedias indførsel i emnet: http://en.wikipedia.org/wiki/Introduction_to_M-theory

Synes bestemt heller ikke at der er noget galt med at være videnskabsman. Men må da indrømme at jeg har mødt mange mennesker som er af den tro at svar kun kan findes gennem videnskab, faktisk tror jeg har mødt flere ,i hvert fald unge, som er af denne holdning end jeg har mødt religiøse. Som jeg ser det er videnskab bare en ud af mange muligheder vi mennesker har for at belyse verden. Desuden danner videnskaben flere spørgsmål end svar. Derfor tror jeg ville give problemer vis man for eksempel prøvede at løse eksistentielle problemer gennem videnskaben.

Altså videnskab består jo i at 2 mennesker kan lave de samme undersøgelser og finde frem til det samme svar. Det er ikke noget med "bare" at tro på hvad videnskaben siger.
Religion er derimod baseret på en gammel bog og er gået fra mund til mund. Intet kan bevises.
Fordi jeg tror på videnskab, betyder det ikke at jeg ikke tror på flere dimensioner. Hubble teleskobet har jo "opdaget" at der findes flere millioner galakser end vores, hvilket kan betyde at der findes liv andre steder også som måske er endnu længere fremme end os. Der er masser af spørgsmål om unviverset. Spørgsmål vi aldrig får svar på, i vores liv. De ting vi ved nu, mht vores krop og hjerne, er videnskabeligt bevist. Det er det jeg "tror" på.

Det er da den vi jævnligt fodrer med godter

Methmaster, jeg tror at i taler om to forskellige ting. Red-pill mener, at den videnskabelige metode kan give en god indikation, og jeg tror ikke at han ville påstå at videnskabelige resultat ikke kan reproduceres eller anvendes i praktiken (hvis vi da taler om naturvidenskaberne). Problemet er at mange ophøjer videnskabelige forsøgs resultater til sandheden om verden. Et forsøg kan støtte eller modbevise en teori, men det er naivt at tro at et vellykket forsøg er ensbetydende med at den tese man testede faktisk er absolut sand. Det kan vi jo tydeligt se, eftersom videnskabelige teorier forkastes, efter at have været set som korrekte. Jeg tror mere man skal se videnskabelige teorier som forklaringsmodeller, og ikke som endegyldige sanheder. På den måde kan en teori være en bedre forklaringsmodel end en anden, men man kan ikke vide om det virkeligt er den yderste og bedste forklaring.

Sandt. Jeg mener bare ikke noget så udifinertbart som at "tro" på noget, kan opveje videnskab. I videnskab finder alle frem til den samme løsning, hvorimod tro er op til den enkelte.

Videnskaben kan så bare efterprøves og demonstreres, det kan sjælen f.eks. ikke. Men jeg tror mere på begrebet ånd, at alting er penetreret af en bevidst, intelligent kraft som er fundamentet for alt vi ser. At universet er en læreproces i tid og rum hvor vi langsomt vågner mere og mere op og begynder at se tilbage og forstå os selv og vores omgivelser.

Men nej, ikke sjæl som en fast substans som rejser med en form for hukommelse om tidligere inkarnationer and all that.

Hehe, præcis!

Sjæl er et lidt spøjst ord, men tror at jeg ser den personlige identitet som en illusion, eller slør (for at holde mig til gængse betegnelser), der "gemmer" sjælen for os og gør det fandens godt Den nøgne bevidsthed er vores sjæl, som er langt større og ældre end hvad den normale, ædru bevidsthed sanser.

Om jeg føler mig oplyst efter døden eller den komplette intethed venter (efter en 6 minutters DMT-rus), kan jeg ikke svare på. Jeg tror at videnskaben (på trods af at den til altid har påkaldt sig at være sandheden og taget notorisk fejl) beskriver verden som vi ser den ganske passende, men at man må erkende at vores sanser og eget Jeg snyder os for at sanse verden, som den egentlig er og derfor er enhver sandhed relativ.

Sindets natur, hvad end det rummer, er vores Sjæl. Derfor må sindet eller sjælen erkendes før nogen som helst sandhed kan afsløres.

EDIT/ Strengteoriers mange dimensioner ser jeg som en spændende måde at kombinere spiritualitet og videnskab. Jeg kan ikke udelukke at vi er i stand til at sanse andre dimensioner og selvfølgelig heller ikke bekræfte det.

Ret enig med Helveg..

Jeg tror vi har en sjæl, men ikke hvis man definerer sjæl som en personlighed uden fysisk form. Uden hjernen findes personligheden ikke, ingen hukommelse og ingen ting i underbevidstheden, så findes der kun bevidsthed. En sjæl kan oversættes til bevidsthed. Så er det måske ikke en seperat bevidsthed, men en del af den store hele.

Det shit med at vi ikke er andet end kemiske processer i hjernen osv giver ikke meget mening. Bevidsthed er grundstenen for stof, der findes ikke noget stof uden en observatør (double slit-experiement) og hjernen er jo også stof, så der er helt sikkert noget andet end hjernen.
At der findes andre dimensioner er jeg så ret sikkert på. Der findes nok mange flere end 11, måske uendelige. Vores virkelighed er bare en lille bitte del af et kæmpe rum af energi som vores sanser kan opfange.

Tror bestem vi har en sjæl med karaktertræk fra alle de liv vi nu har været igennem på givne tidspunk som skinner igennem vores fysiske personlighed.

Jeg føler at vi er utrolig heldige i at have en sjæl og at livet ikke slutter efter døden men at vi bare går ind i en altomfattende bevidsthed.

Namaste <3

Hvordan skelner man mellem hvad der findes og hvad vi oplever?

Mit forslag til en måde at se det på er, at det der opleves findes og det der findes opleves. Der er ikke noget (så vidt jeg ved), der ikke relaterer til noget andet. Om det så bare er i ens eget hoved eller ej, er for mig ligegyldigt, det er der og man må forholde sig til det. Jeg tror selv det hele hænger sammen og er flere sider af samme sag, men for at kunne navigere i verden er det almindeligt at inddele den i en indre og en ydre virkelighed.

Min oplevelse er, at mennesker for det meste lyver om sig selv og deres situation, både overfor sig selv og andre. Sådanne løgne er almindelige og ofte svære at gennemskue, særligt når den pågældende ikke selv ved han lyver. Det er i realiteten en illusion, men den fælles ikke-formulerede aftale er, at løgnen betragets som sandhed, for at alle kan komme lettere igennem det hele. De her bedrag foregår også i større grupper og i hele samfund som tendenser (nazityskland er et klassisk eksempel).

Nu ved jeg jo ikke hvem du er og hvorfor du spørger, men jeg synes det er vigtigt at slå fast:
At kunne skelne mellem sin egen indre oplevede virkelighed og den fælles virkelighed er af afgørende betydning for ens forhold til den ydre verden og til sig selv. Også selvom denne skelnen betyder en opdeling, der er en fælles illusion.

_________________
The punishment of desire, is the agony of unfulfillment.

Most of the physical world is unseen.

Det synes jeg er en grov og ukorrekt generalisering. Naturvidenskabsmænd har netop altid lagt stor vægt på at sandsynliggøre hypoteser snarere end at påstå at der er tale om et bevis for en absolut sandhed. Det har, siden renæssancens naturvidenskabelige gennembrud, altid været en grundsten i naturvidenskaben at grundlaget for alle resultater har været direkte sanse-erkendelser, altså fænomener der kunne opleves (og reproduceres!) rent fysisk. Naturvidenskaben forsøger altså ikke traditionelt at afgøre trosspørgsmål eller påtvinge dig nogen "universel sandhed". Naturvidenskaben undersøger bare det, som kan erkendes rent fysisk.

At der så er nogle mennesker der har prøvet at udlede filosofiske eller religiøse standpunkter fra videnskaben må stå for deres egen regning.

Endnu en grov generalisering.

_________________
The punishment of desire, is the agony of unfulfillment.

Most of the physical world is unseen.

Tjoh, en forsimpling måske. Ofte opnås resultaterne selvfølgelig ad omveje eller ved undersøgelse af fænomener der kun lader sig undersøge indirekte. Men det var nu heller ikke det der var min "kerne-pointe", jeg prøvede bare at påpege at naturvidenskaben repræsenterer vores "mest kvalificerede gæt" omkring hvordan tingene fungerer, men at der ikke er nogen grund til at se den som et forsøg på at tvinge en bestemt sandhed ned over hovedet på andre.

Jeg er glad for, at du skriver "mest kvalificerede gæt", det er vi næsten enige om. Jeg er enig med dig i, at udtrykket "simplificering" er mere dækkende.

Det er til gengæld min opfattelse, at argumenter bakket op af videnskabelig forskning de facto betragtes som sandheden, indtil andet er bevist (hvilket kan være svært, når tendenser og holdninger skyller ind over en given historisk periode). "Sandheden" udmøntes i politiske prioriteringer, der igen påvirker forskningen.

Jeg mener det du beskriver, er et ideal. Der er altid mennesker (herunder forskere), der er ærgerrige nok, til at påtage sig en hvilken som helst opgave og få det til at fremstå på en måde, så det kan bruges eller misbruges i forhold til en politisk eller økonomisk dagsorden.

Jeg mener desuden ikke det er muligt, at være objektiv. Tværtimod er det potentielt farligt, at tro på sådan en objektivitet. Det kan kun blive "så objektivt som muligt" ved at man forsøger at udelukke fejlkilder, herunder en selv.

_________________
The punishment of desire, is the agony of unfulfillment.

Most of the physical world is unseen.

Så hvad tilbyder du som alternativ til den videnskabelige metode?

Det er en individuel proces i dag, hvordan man vil integrere tanken om, at videnskaben ikke kan svare på alt (ligesom jeg selvfølgelig heller ikke kan det). Jeg er ikke af den holdning, at man nødvendigvis skal tilbyde alternativer, hvis man udsætter det ene eller andet for kritik.

Jeg mener desuden heller ikke videnskab skal forkastes, men jeg mener det er grænser for hvad den kan "tilbyde" eller helt konkret "bruges til". Hvis sjælen er ånd og ikke-fysisk, så kan det for eksempel blive lidt svært at konstatere dens eksistens ved hjælp af en videnskabelig metode.

_________________
The punishment of desire, is the agony of unfulfillment.

Most of the physical world is unseen.

Jeg er for så vidt enig i det meste af det du skriver. Det er måske nok et lidt idyllisk billede af naturvidenskaben jeg tegner, men jeg mener nu stadig, at resultater som man har opnået gennem "godt" naturvidenskabeligt arbejde (altså ved at overholde alle principper for god videnskab) er noget af det tætteste vi mennesker kan komme på en egentlig sandhed omkring den fysiske verden. At mange naturvidenskabelige "sandheder" så må revideres fra tid til anden viser bare hvor svært det er for os mennesker at nå til nogen egentlig sandhed eller "sand erkendelse".
(Det burde måske uddybes, men jeg tror du har fattet hvor jeg vil hen med det - og vi har vist allerede kørt tråden ret off topic...)

Hvorvidt der så eksisterer noget ikke-fysisk (f.eks det du vælger at kalde ånd) er vel noget nær en umulighed at bevise v.h.a. naturvidenskab - det har du ret i. Men det slår mig, at hver gang man har troet at en proces har været styret af noget "ikke-fysisk" eller noget "overnaturligt", har det vist sig at der var en fysisk forklaring. Det er selvfølgelig ikke et bevis for noget som helst, men ren "tankespind" fra min side af.
Et eksempel kunne være vitalismen, som var en fremhærskende tankegang indtil omkring år 1800, som antog at organiske stoffer havde en form for "livskraft" i sig som adskilte dem fra de inorganiske stoffer. Men da Wöhler så på et tidspunkt fik lavet en total syntetese af urea (urinstof), som jo er et organisk stof, da faldt den idé til jorden.

Men en vigtig pointe synes jeg er, at naturvidenskaben er beskrivende snarere end forklarende. Så man kan beskrive processer og de naturlove der styrer processerne, men det er svært eller umuligt at besvare de store "hvorfor"-spørgsmål vha naturvidenskaben (selvom folk stadig forsøger f.eks at modbevise guds eksistens)...

Jeg er for øvrigt enig i det du skriver om objektivitet.

Jeg tror ikke på vi har en sjæl i bibelsk forstand. De må finde på et nyt ord for det, måske: den spirituelle side

Når man læser om den pythagoræiske sekt og dens forhold til begrebet sjæl, lyder de næsten som new age hippier blandet med jehovas vidner

_________________
Magien, er dig selv.