Paul Muad Dib skrev:
Sidder i en diskution med en fyr som studerer cognitiv videnskab, og som er helt overbevist om at alt i vores mentale liv er at finde i hjernen, og at der ikke findes andet end det som kan måles og vejes. Dette oplever jeg som uforenligt med sproget, som jeg oplever per definition er afhängigt af et subjekt som ikke er bundet til kausale love.
Jeg ved ikke om min mening om dette er relevant for dig, men jeg si'r den alligevel

Abstrakthed ka' efter min mening ikke måles eller vejes. Sproget er abstrakt. Begreber er ikke noget man ka' grave op af jorden, det er noget der opstår som følge af tanke-virksomhed.
Et træ er et træ Uanset om man kalder det "træ" eller "tree" eller "lollipop". Ordet "træ" har ingen betydning andet end den nogen tillægger ordet. Ordet faldt ikke ned fra himlen, men blev opfundet af et tænkende væsen. Altså må alle ord være en konsekvens af tanke-virksomhed, og dermed rene abstraktioner der ikke eksisterer fysisk selv-stændigt som feks et træ tilsyneladende gør.
Når en kineser taler fatter jeg ikke et ord, det er ren volapyk. For MIG er kinesisk et sprog helt uden mening, men kun fordi jeg endnu ikke har lært det. Igen må konklusionen derfor være at sprog ikke i-sig-selv har nogen betydning, men først får betydning når man gi'r det betydning (når man enten selv definerer reglerne for et sprog man selv har opfundet, eller tilegner sig de regler andre har opfundet for diverse sprog, som feks kinesisk. Lærer du reglerne der gælder for kinesisk, så forstår du kinesisk, så har kinesisk sprog pludselig mening)
Eller tænk på fantasi. Det er ikke til at måle eller veje, og består alene af abstrakte tanker (det er ihvertfald det eneste direkte erkendbare ved fantasi)
Den anden del du nævner; afhængighed af kausale love, ved jeg ikke reelt noget om. Det er, som jeg ser det, muligt at al tankevirksomhed er styret af kausale love selvom jeg ikke selv ka' erkende det via denne tankevirksomhed.
(Hvis hjernen's fysiske masse skaber tankerne, så er det meget muligt at tankerne reelt er underlagt samme regler som gælder for fysisk masse. Men det er spekulation.)
Paul Muad Dib skrev:
Hvis ordene er private, hvad tjener de da for? Når du navngiver smerte, er ordet så bare til for at bekräfte over for dig selv at du har smerte? I sådanne fald er ordet mere et skrig end et begreb. Han viser også hvorfor et sprog skal kunne rettes, og at dette sker ved hjälp af sprogspillet.
Personligt ser jeg sprog som en avanceret hunde-gøen, eller avanceret hval-sang, eller abe-skrigen/grynten.
Det har primært et socialt formål, men ikke kun et socialt formål.
Det er svært at lave reelle forsøg med den slags, men et menneske der vokser op totalt uden kontakt til andre mennesker, opfinder sandsynligvis også et slags sprog. Ikke med noget socialt formål, da et sådan behov jo ikke eksisterer hvis man er helt alene, men for at skabe orden i det verdens-billede et selv-bevidst væsen nødvendigvis må ha'.
Selv-bevidsthed er jo kende-tegnet på at man er klar over at man eksisterer, og at man derfor ka' erkende sine egne tanker og følelser. Et sådan væsen vil se en verden omkring sig, feks solen der skinner, og formentligt altid opfinde et begreb for dette (det er selvfølgelig spekulation om alle selv-bevidste væsner vil gøre dette, men jeg ved fra egen erfaring at når jeg støder på ting jeg ikke kender til, så navn-gi'r jeg det selv (navn-gi' ska' så bare forstås som at koble et tanke-billede sammen med et sanse-indtryk, ikke direkte som et ord))
Når 2 væsner så kommunikerer, så opstår det sociale formål ved sproget. Det letter samarbejdet hvis man har enighed om at lyden "sol" henviser til den der mystiske lysende varme tingest man ka' sanse på himlen. Men man ku' nok ligeså godt bare blive enige om at 2 skrig betyder sol, mens at 1 skrig betyder måne, feks. Vi ku' tale i morse-kode feks, et binært sprog der ikke ka' simplificeres yderligere (der er kun 2 tilstande; en kort eller en lang), men som dybest set er rigeligt til at formidle selv det mest vulgære filosofiske værk skrevet af noget menneske til dato

Og rettelighed i sproget, vil jeg mene, opstår direkte så snart 2 eller flere bli'r enige om sproget's regler. Retteligheden opstår direkte i denne enighed.
Sålænge den ensomme person går med sit eget sprog, ka' begreber og ord ændres eller raffineres som personen selv vil, for så bestemmer personen jo selv det hele.
Men hvis 2 personer bli'r enige om at 2 skrig er tegnet for sol, så ka' man opstille en regel der ka' falsificeres. De 2 personer ka' dog godt senere blive enige om at ændre reglen således at det nu kun ska' være 1 skrig der henviser til sol. Men de ska' nødvendigvis være enige om at et bestemt begreb henviser til et bestemt sanse-indtryk (et sanse-indtryk de på ingen måde ka' bevise om opleves ens-artet af begge individder).
Man ku' også sige at det dybest set er ligegyldigt om de 2 personer ser den samme farve når de definerer farven som blå (altså om de oplever de præcis samme sanse-indtryk der er forbundet af dem med et særligt ord eller begreb). Det eneste der betyder noget er om de ka' bruge ordene eller begreberne til at adskille forskellige sanse-indtryk fra hinanden. Det ka' godt være du ser rød og jeg ser blå, når vi ser på den farve vi er blevet enige om ska' kaldes grøn, men hvis vi blot peger på samme farve papir, når vi ska' pege på et grønt papir blandt andre farver, så er det, ihvertfald i første omgang, underordnet om vi subjektivt sanser præcis det samme.
Jeg ved ikke om det jeg si'r overhovedet er noget du ka' bruge, eller om jeg totalt har misforstået meningen bag din tråd her.
Jeg er ikke lærd i det filosofiske, så name-dropping er ikke min stærke side, men blot hvad jeg selv tænker om diverse emner. Ta' det eller la' vær'
