Funky fungus skrev:
Jel!! Stop med at voldtage tråden! Og nej, du beviste ikke at 1+1 kan give tre ved at tildele dem värdier som han+hun= han+hun+barn...
Jeg vil kun kort gå ind i en tal-debat igen, for det har vi jo prøvet før her på kanalen, og det fører til meget slags-mål som vi ved

Dette er også svar til Zarathustra og Dextrose

Jo, tal er noget pjat. Der er INTET i naturen der er direkte afhængig af tal eller matematik. INTET. Ikke engang mennesket.
La' mig sige noget der ikke er pjat så, hvis tal ikke er pjat; "jeg har 2, nej vent, jeg har 1"... ok, hvad sagde jeg lige? Indtil man definerer tallene nærmere er den sætning det rene volapyk, ergo noget pjat.
Det er selvfølgelig klart at man indenfor selve det matematiske sprog har en grammatisk regel om at 1+1=2, men i virkeligheden findes der ingen sådan regel, den findes kun indenfor det matematiske sprog, den ligger ikke gemt i atomerne eller inde i planeterne's kerner.
1 mand og 1 kvinde KAN, hvis de går sammen (addition), blive op-summeret (=) til 3, eller flere, mennesker, det er et Ubestrideligt faktum helt Uagtet matematisk grammatik.
Ska' vi snakke mere om tal må vi nok starte en ny tråd, for ikke at afspore denne. Det var dumt af mig at bringe tal på banen til at begynde med, og jeg undskylder det hermed.
Vi har hver vores mening om logikken i tal og sprog, men la' os ta' dén snak i en anden tråd hvis det er vigtigt for nogen

Funky fungus skrev:
Du nävner at du betvivler eksistensen af dig selv. Det längste du kan gå er "at du tilsyneladende eksisterer". Med andre ord betvivler du ALT. Jeg kan altså ikke argumentere for noget som helst, fordi du blot vil sige at det "tilsyneladende" forholder sig sådan, men at du betvivler sanheden i det. Du betvivler altså alt. Men hvad så med din egen forestilling om dette? Eller logikken i dine tanker? Du kommer frem til at ALT er "subjektivt" (kan man overhovedet sige at det er SUBJEKTIVT, når du betvivler subjektet?) eller at du ikke kan gå med på at noget er objektivt sandt - heller ikke dine forestillinger. Hvordan formulerer du overhovedet dine tanker, når alt du baserer din viden på IKKE med sikkerhed eksisterer eller forholder sig som du antager at de tilsyneladende gör? HVIS du slet ikke eksisterer, kan vi så ikke blot slå fast at det du definerede som "dig selv" ikke stemte i virkeligheden? Og hvad betyder sätningen "jeg eksisterer ikke" i såfald? Det giver jo slet ikke mening at betvivle alt.
Jeg vil lige definere ordet 'tilsyneladende': Det betyder blot 'noget der lader sig være synligt', 'noget der stiller sig til skue'. Dvs noget jeg oplever, noget jeg ser, noget jeg føler, noget jeg fornemmer, uden at vide noget nærmere om det.
Jeg eksisterer tilsyneladende, fordi det er det jeg fornemmer, det jeg ser, det jeg føler. Men jeg ved ikke noget nærmere om det (jeg ved feks ikke hvorfor, eller hvordan)
Hvis jeg kigger på et træ eller en blomst må jeg sige "dette er tilsyneladende en blomst eller et træ". Problemet med 'virkeligheden' er nemlig at HVAD er en blomst eller et træ? Er det en samling atomer? Er det en samling træ eller plante-materiale? Er det en samling biologiske celler? Er det et abstrakt fænomen, en tanke, min hjerne skaber af sig selv? Præcist HVAD er en blomst eller et træ?
Det er dermed meget svært at definere virkeligheden præcist, fordi det hele afhænger af så mange forskellige ting, som feks det relative perspektiv (oplever man feks et træ som man gør FORDI man er menneske, eller oplever alle eventuelle bevidstheder et træ på samme måde? Hvad ser en myre når den ser et træ? Ser den så også bare et træ, eller ser den noget helt andet? Så virkeligheden MÅ være relativ til beskueren, og dermed er det Umuligt for mig at sige noget endeligt objektivt om naturen før jeg ved ALT om beskueren, og som jeg sagde før så ved jeg ikke alt om beskueren endnu (feks omkring 'hvorfor' og 'hvordan'))
Jeg tillader mig derfor at tvivle på alt, det er korrekt

Men det afholder mig ikke fra at 'lege med' på forskellige mere eller mindre sandsynlige modeller af virkeligheden. Jeg anta'r dermed, til daglig, blot at et træ er et træ, selvom jeg er bekendt med de mange andre ting man ka' sige at et træ er (celler, atomer, abstrakthed, osv)
Jeg ved ikke om der findes nogen mening med noget. Ved DU hvad meningen er?
Livet's mening. Meningen med universet. Meningen med noget-som-helst. Meningen med Uretfærdighed. Meningen med kærlighed. Hvorfor nogen har 2 koner mens andre ingen har. Hvorfor nogen laver porno under varme lamper mens andre gemmer sig under dyner i mørke soveværelser.
Hvem ved?
Så jeg må derfor sige jeg er i tvivl
