jeg har selv prøvet noget lignende på svampe.
Dengang hang jeg også ud med "spasmagere" og var selv én, så det var helt normalt at vi stak til hinanden konstant (måske er det lidt en slags rygerjargon? afhængigt af miljø self. ) Det var til tider RET groft, men vanen tro sorterede ens kognitive filter det fra som venskabeligt drilleri og man retalierede efter bedste evne. Men så var det jo at vi tog de her svampe, og når jeg gør det, bliver jeg tit lidt nervøs/edgy i starten, nok fordi jeg syntes det er noget specielt! Jeg tror dog ikke mine kammerater lagde det samme i et trip som jeg, de var nok lidt mere "ligeglade" end jeg og havde ikke den samme "respekt" og drillede vanligt videre som var det hvilkensomhelst situation. Vi sidder så rundt om et bord på nemoland, tre mennesker på svampe og én der ikke var. Den ene er min kammerat, den anden en fælles kvindelig skolekammerat og den sidste en fælles veninde, som ikke var på svampe, men med som "opsynsmand/tilskuer" På et tidspunkt faldt snakken på mig og mine dengang talrige fuldemandseskapader, som forståeligt nok havde stor underholdningsværdi og stadig har det den dag idag, til alverdens selskaber. Det er noget jeg normalt sagtens kan grine af og fortælle om ligegyldigt hvor ulækre eller pinlige de end måtte være. Men i den her situation, kunne jeg tilsyneladende ikke klare at blive udstillet på den måde, jeg kan huske at jeg tænkte "Nej nej pleeeace stop!" Da han begyndte at fortælle om hvor stiv og uregerlig jeg havde været... Jeg flovede mig virkelig meget, på en rigtig ubehagelig måde.. Jeg skammede mig næsten. Havde jeg været upåvirket havde jeg i pigernes selskab nok bare rødmet lidt og levet videre, men her blev jeg utrolig angst, mit hjerte dunkede og jeg blev helt og aldeles lammet på alle mentale fronter. Planen var at vi skulle tage hjem til mig og trippe videre, så det gjorde vi. I bussen på vej hjem (stadig på comeup) Satte min ven sig sammen med den ikke trippende veninde og jeg med den anden, jeg var stadig mærket af hændelsen og var ikke til meget sjov da jeg kun svarede med korte sætninger og desuden mumlede fordi jeg følte at vores samtale var "hemmelig" for de to andre, alt imens knævrede hun løs om mønstre som hun så over det hele, hun var superhyggelig men jeg kunne ikke smide nogen hæmninger og tale med på samme plan. Vi kom så hjem til mig og slog os ned, jeg i min (konge)lænestol og de andre i sofa og seng... Der blev jeg for alvor lammet! Min kammerat er en gut med et altid højt humør og han griner meget, af alt, men jeg følte ikke jeg kunne grine med pga. det der var hændt, mit humør var langt under det der var i lejligheden. Jeg spændte ben for mig selv hver gang jeg skulle til at joine samtalen, jeg kunne ikke sige noget medmindre jeg blev talt til.. Jeg ville ingenting, hverken spille backgammon, gå en tur, skifte musik.... eller noget andet. Jeg sad bare der i min stol, fuldstændig lammet og havde det egentlig virkelig skidt over min kammerats tilstedeværelse ude af stand til at bede nogen om at gå eller selv gå.. Senere på aftenen da trippet var ved at lægge sig kiggede en anden god kammerat forbi, mine gæster smuttede så ned til ham og fortalte om hvor tør jeg havde været, han kiggede så op alene og da brød jeg sammen og tudbrølede i armene på ham, ovenud lykkelig over at være "fri" ... Han forstod ikke en dadel af hvorfor jeg græd, jeg kunne heller ikke forklare ham hvorfor. Så det hele ender med at være en meget underlig affære som ingen af os rigtig snakker videre om. Min ven kom dog hen dagen efter og var lidt ked af hvad der var hændt, dog uden at forstå det til fulde.
Jeg tror idag, at havde det kun været mig og min spasmagerven så havde det ikke været noget problem. Men fordi at pigen fra vores skole var med, en pige jeg ikke kendte vildt godt, så gik der kuk i kognitiviteten! Jeg var sikker high on life og havde undervurderet min egen skrøbelighed. Det er normalt ret let at opretholde en machofacade, men satme ikke på svampe, der bliver jeg et lille barn igen og kan slet ikke holde til den slags.
Da hash jo efter sigende også er psykadelisk, kan det have den samme effekt. Jeg har haft den samme følelse et par gange på hash, dog meget mindre fremtræden.
Jeg ved det ikke med sikkerhed men jeg tror det har noget at gøre med ens selværd.. Jo lavere selværd man har jo mere macho en maske tager man på og gemmer sit rigtige jeg (Det lille barn). Den maske smadrer man så når man tager noget psykadelisk (inklusive hash) og man kan blive ret såret fordi de kommentarer man ellers parerer med masken rammer lige i hjertet/kernen/barnet.
|