Hej,
Denne post vil nok blive noget rodet noget, forklaring følger - men nu er i advaret

Jeg vil ligge ud med mit spørgsmål, som der højst sandsynligt ikke er et nemt svar til, but here goes.
Har jeg en depression eller bruger jeg det bare som undskyldning?
Og hvis jeg har en depression er det så en jeg kan komme over selv, eller skal jeg have hjælp?
Hele problemet ligger i at jeg ikke helt stoler på mig selv, jeg ved ikke om jeg lyver for mig selv på grund af selvmedlidenhed. Så jeg vil prøve at skrive tingene (selvfølgeligt) så ærligt som jeg kan.
Sommeren år 2004 startede jeg på hhx.
Sommeren år 2006 fandt jeg igen sammen med min nu eks-kæreste, og hun flyttede ind i min lejlighed næsten med det samme da vi har kendt hinanden i mange år..
Jeg var utroligt træt af hhx, og begyndte at interessere mig mere for at bruge hænderne. Så i september 2006, droppede jeg ud af hhx. Jeg vidste ikke helt hvad jeg ville lave og en måneds tid efter begyndte jeg at tvivle meget kraftigt på om det var det rigtige valg jeg havde taget.
Et par uger efter læste jeg om det at være at procesoperatør, fandt det ret spændende og spurgte straks en virksomhed om jeg kunne komme ud i praktik i 14 dage for at se om det var noget for mig..
Og det var det, så jeg startede i januar på processkolen (skole der udelukkende uddanner folk i procesindustrien).
Jeg tænkte ikke rigtigt over at jeg gik på en af de skoler jeg, da jeg gik på hhx nærmest betegnede som institutioner for dumme. Det var selvfølgeligt kun sagt i sjov, men alle på hhx mente at de havde fat i den lange ende.
Det hele kørte skidegodt indtil min daværende kæreste fortalte at en af hendes venner havde spurgt hvad hendes kæreste lavede. Hvorefter hun fortalte at jeg gik på en processkole. Han siger så "Det er da der de dumme går". Det blev jeg meget sur og ked af.
Efter endnu et par uger fylder jeg 19 og indser det er mit sidste teenage-år, og begyndte at føle mig låst fast i forholdet på grund af det.
Lige siden jeg droppede ud af hhx har jeg haft søvnproblemer, ihvertfald i forhold til det jeg var vant til. Derfor krydrede jeg tit aftenerne med tjald for bedre at kunne sove.
Heromkring begynder jeg at blive meget jaloux, og føler mig generelt usikker på mig selv.
For 14 dage siden slog vi op, og det er jeg selvfølgeligt utroligt ked af, men på den anden side virker det som om de nederen tanker jeg har haft om mig selv er dampet lidt af. Dvs. Jeg tuder istedet for at tænke "Fuck du er en taber".
Jeg ved godt det ikke er nemt at svare på, men er jeg ramt af en depression og skal jeg have proffesionel hjælp, eller er jeg bare inde i en stime af uheldige sammentræf der bare gør at jeg er ked af det?
Jeg har set der er nogle stykker herinde fra der har taget eller tager SSRI. Hvordan har det hjulpet på jeres liv? Og hvilke konsekvenser har det haft for jer og jeres nærmeste?
Mvh
Moj0