Kære Sayeh
Når livet byder os sin mest sorte side, så er det svært at finde bare den mindste lysplet nogen som helst steder.
Især hvis man skal gå rundt med det alene som du gør, ikke at din far ikke kan støtte dig, men jeg ser han selv har det svært, for der er altid en grund bag ved et misbrug, som nu i både dit og din fars tilfælde, alkoholen.
Jeg er ked af at høre du føler det nødvendigt at må isolere dig totalt fra andre, for et sted tror jeg du har behov for en rigtig god ven/veninde, der kan lytte til dig, og sige dig deres mening og synsvinkel på situationen uden at de snakker dig efter munden.
Du fortæller om at du ser en psykolog en - to gange om ugen? Har du fortalt denne om dit problem? Ofte er forløsningen nemlig der hvor vi skjuler os fra andre, og undlader du at fortælle om hvordan det virkelig er fat, kan han/hun ikke vide hvor de skal gå ind og hjælpe aktivt.
Over 10.000 mennesker i Danmark om året oplever lidt det samme som du, depression, angst og den der føelse af at være dybt nede i et sort hul, hvor det er svært at se en vej ud eller op.
Så du skal bestemt ikke skamme dig over at have det sådan som du har p.t. Dét er ingen skam at blive ramt så hårdt at man ramler ned i kulkælderen og det er bestemt heller ikke flovt at være ude i et misbrug, rent faktisk burde du være stolt af dig selv, fordi du rent faktisk er kommet så langt, at du kan indrømme også over for dig selv at du har et misbrug.
Mange fornægter problemet, og så længe man fornægter, så er det svært at kunne komme vidre, dét er du kommet, i det du indrømmer at du er blevet misbruger af alkohol, og her er selverkendelsen det allervigtigste skridt i den rette retning.
Nu skal du bare erkende over for dig selv, at flovhed og det at skamme sig over dig selv og din situation, er forkert, du er et menneske, som har oplevet både godt og ondt, for tiden liger ubalancen over på det der gør ondt, og ved at erkende at det er OK at være ked af det i livet, at være så langt nede at du har svært ved at komme op igen, at dette forstærker din trang til at drikke, og til at isolere dig! Ved at erkende at dette er mere end du selv kan klare, så er du heller ikke langt fra erkendelsen af at du behøver hjælp udefra.
Husk på, der er en grund til der findes psykologer, psykiatere, at der er opfundet medicin til at medhjælpe til at kurere symptomer, også de mere psykiske af arten, så må der være et "markede" for dette, der må være mennesker der netop gør brug af disse for hånden værende hjælpemidler. Og det må også være et gyldigt bevis på at andre har det slemt som du, og derfor er du ikke den eneste med disse problemer, og derfor har du bestemt INTET at være flov over!
Jeg synes, hvis du har mod på det, at du skal sige til din psykolog eller din egen læge at du ikke har det så godt, at du føler du har behov for hjælp, fordi det er noget du ikke selv kan klare alene.
En anden god ting er at skrive en slags dagbog, jeg ser du er utrolig godt velformuleret også skriftligt, og du godt kan sætte ord på det at føle.
Der er et sted på nettet der hedder..: Depnet.dk (
http://www.depnet.dk/ )
Der kan man skrive dagbog, komme i skriftlig kontakt med andre (også unge mennesker på din alder) der er også et forum, samt en chat forbundet med siden. Du kan sagtens opretholde din anonymitet, mens du skriver dagbog, der er ingen der behøver kende dit navn eller baggrund, stedet er direkte baseret på den enkelte bruger, og derfor er det så dejligt anonymt.
Det at få nedfældet sine oplevelser, sin situation og de tanker man gør sig i alt dette, kan nogen gange give en et bedre billede af, hvorfor man er ked af det, hvorfor man reagere som man gør i visse situationer.
Og husk, du skriver til dig selv, og ikke andre, så du skal ikke lægge bånd på dine tanker og det du skriver ned. Der er yderligere et valg, der hedder, at man kan slå kommentare fra eller til, sådan at du kan vælge om du har lyst til at modtage andre brugers reaktion og svar på dine dagbogs indlæg eller om du helst vil være fri.
Prøv at tage et besøg på siden, læs nogen af de andres indlæg, og du vil opdage du ikke står alene med et problem som dit.
Her til sidst...: Jeg kender dig ikke som sådan, derfor er det svært at råde og hjælpe dig, udover de forslag jeg har stillet dig, men jeg håber at du måske igennem mit indlæg til dig, forstår at du behøver hjælp for at komme vidre, at du ikke behøver at være spor flov over din tilstand, endsige dit misbrug.
At du skal være stolt over dig selv, at du er nået så langt at du har erkendt din situation, at du ved den er gal, det tager meget lang tid for de fleste i lign. situationer, at erkende det du har erkendt.
Jeg ønsker dig al den lykke og held i dit liv og ønsker for dig, du snart må begynde at se livet fra en lysere synsvinkel.
Pas godt på dig selv, og få så den hjælp du har brug for, det er sindsygt vigtigt.
Med Venlig Hilsen
:twisted: DaEvilWitch