Jeg kender godt det du snakker om, og er enig med jer i, at der er et klart skel mellem det at savne det, og så at glæde sig til det. Hvis der er gået et par måneder (eller mere) siden sidst jeg havde en psykedelisk (primært svampe) oplevelse, og det så på den ene eller anden måde bliver planlagt et sted i fremtiden. Så har jeg det med at glæde mig helt vildt -altså som et forbandet irriterende lille barn, som stort set ikke kan snakke om andet- frem til det sker. Dette ser jeg ikke som et tegn på noget skidt, blot at jeg virkelig holder af de oplevelser som det afstedkommer.
Til gengæld var det ret spooky, da jeg for nogle år tilbage var på ufrivillig ferie på et kedeligt nul-pensions hotel for en tid. Den første måneds tid var jeg afskåret fra at ryge den brede, og kunne heller ikke have fået fat i andre drugs, om jeg havde haft lyst, jeg kvittede af egen vilje smøgerne og stenede i stedet TV-narko. I denne periode oplevede jeg dog ret tit et fantastisk savn til E, E og tæknå-fester! Jeg kunne næsten smage det fæle stads og høre musikken og menneskene! Jeg var da også afskåret fra alle andre hobbyer end den evige læsning og ditto wanking, så jeg tror lige så meget at det var menneskene og festen jeg savnede og der var intet fysisk savn til E'en, men stadig kneppet... Har dog ikke siden følt dette savn, nærmest tværtimod - bortset fra tækno-festerne! dem savner jeg hele tiden..