Drupe skrev:
Egentlig er vi jo nået utroligt langt med at udforske ting vi har opdaget i verden, men som vores sanser ikke kan opfatte.
Som fx. stråling, elektromagnetiske bølger, kemi og kvantemekanik.
Nemlig, men indikerer det ikke blot, at der er en hel anden verden udover den vi selv kan reagere på? Er de ting vi har fundet frem til, ikke blot en dråbe i havet? Og ligger der mere bag de ting, end vi har fundet ud af?
Og lad os antage, at vi stadig kan udforske en masse i de ting og finde ud af endnu mere - men vil vi ikke, igen, løbe ind i en mur, fordi vi kun er mennesker? Lige meget hvor objektivt vi arbejder i videnskaben, vil det altid være 100% subjektivt fra naturens side, pga. vores sanser og sind. At vi har tendenser til at være subjektive selv i vores arbejde, er en hel anden historie.
Men det er jo den mur, der er interessant at diskutere. Vi må på et tidspunkt støde ind i noget, som går udover vores opfattelsesevne, som ursus siger. Noget, som vi ikke kan måle eller veje, pga. vores sansers begrænsninger.
Drupe skrev:
Hvis der eksisterer lag af virkeligheden, som vi overhovedet ikke på nogen måde kan opfatte, er der jo egentlig ikke nogen mening i at forske idem, for de kan jo ikke kunne bruges til noget konkret.
Er det så ikke en afvisning af virkeligheden? Hvad bliver der af den evige gyldige sandhed, som vi har tillagt videnskaben?
Der er den mur, og vi kan ikke komme videre - så må vi erkende, at vi er begrænsede (og dermed også videnskaben, så længe den bliver udført af mennesker), og at vores sanser har gjort, at det vi har fundet ud af kun er 100% sandt for mennesker, og ikke nødvendigvis andre arter. Det er måske en meget lille del af hele sandheden.
Og skulle man se på verden fuldstændig objektivt, uden at være en art og beboer af denne verden, vil verden måske se fuldstændig anderledes ud.
Jeg tror at vi på et tidspunkt er nødt til at acceptere spiritualisme, mysticisme og filosofi, og arbejde med disse, hvis vi vil forstå verden bag den mur, vi måske kan støde på.
Måske naturen bare har skabt en art, der er egnet til at lide og smadre sig selv tankemæssigt i den tro, at vi kan finde sandheden, uden at ane at vi er begrænset i så høj en grad.
Måske døden blot er at give slip på de begrænsninger, som buddhismen siger. At vi stadig er i denne verden, men opfatter den i sin rene form, uden filtre for sanserne. Måske har vi millioner af andre sanser, som vi på samme måde som ved filteret har lagt fuldstændig låg på - og tilbage har vi vores fem sanser.
Giver det mening? Jeg er ikke særlig gode venner med sproget i dag.