Vil bare gerne lige påpege at selvom man ikke er startet i en tidlig alder, kan det godt gå galt alligevel.
Indtil jeg var 18, for ca. 1½ år siden, havde jeg aldrig så meget som røget en joint i mit liv. Jeg prøvede det dog i sommeren 2k3, synes det var spas, og tænkte ellers ikke så meget mere over det. Der gik en måned eller to, så flyttede jeg hjemmefra, op ved siden af en af mine gode venner. Vi ryger en joint en gang imellem, og i kraft af at vi bor ved siden af hinanden kommer vi tit ind og ryger ved hinanden. Det udvikler sig dog hurtigt, og i vinteren 2k3 har jeg et dagligt forbrug, dog kun joints. Det ændrer sig dog snart da vi får anskaffet en bong. Da vi går ind i det nye år, ryger jeg bong hver dag, hvilket udvikler sig til at jeg i sommeren 2k4 ryger ihvertfald 10, hvis ikke 20 hoveder om dagen. Altså et dagligt forbrug i over et halvt år. Jeg får den sommer ikke lov at gå op til eksamen, og er ATM igang med at tage 2. år på gymnasiet om, ikke på grund af at jeg blev dummere eller ikke kunne huske, men simpelthen fordi hashen gjorde mig handlingslammet i en sådan grad, at jeg hverken kunne stå op om morgenen, eller lave mine afleveringer.
Jeg ryger heftigt til hele sommeren igennem, og da dette skoleår starter, beslutter jeg mig for at gøre noget ved mit alt for heftige misbrug. Jeg skærer da ned fra de førnævnte 10-20 bonghoveder om dagen, til at ryge en gang eller to om ugen, og det er altså ikke for sjov.
Det kan godt være folk siger man ikke bliver fysisk afhængig af tjald, men jeg oplevede noget helt andet på min egen krop, hvilket jo siger sig selv efter så kraftigt et misbrug.
Jeg kunne ikke sove om natten, jeg var vant til at have hashen til at dysse mig i søvn hver nat, og da den lige pludselig ikke var der mere kunne jeg snildt ligge en hel nat, bare for at stå op dagen efter uden rigtig at have sovet.
Når jeg endelig begyndte at kunne falde i søvn fik jeg de ondeste mareridt om natten, virkelig ting der skræmt mig ned i det allerinderste af min sjæl. Jeg svedte tran hver nat, og vågnede gennemblødt op 2-3 gange om natten, og måtte vende dynen fordi den var så våd af sved, blot for at opdage at den var gennemblødt helt om på den anden side.
Jeg fik, det jeg vil kategorisere som en mild depression, med alt hvad dertil hører af humørsvingninger, overfølsomhed overfor kommentarer der ikke lige var pakket sukkersødt ind, negativt syn på mig selv og verden, og raserianfald/tilfældig langen ud mod folk omkring mig. Derudover oplevede jeg genrelt fysisk ubehag i en lang periode efter jeg skar ned.
Jeg er aldrig rigtig kommet ud af depressionen, måske er den blevet værre, jeg ved det ikke, det går sådan lidt op og ned. Jeg har i dette efterår haft massive tilbagefald, hvor jeg har røget heftigt hver dag en uge eller to i streg, blot for at tage mig selv i nakken, og gennemgå alle de lede ting ved at stoppe en gang til.
Min situation ligenu er sær, jeg ryger ikke tit, men det er mest fordi jeg ikke har den samme frie adgang til det som jeg havde dengang jeg røg meget. Hvis jeg køber en klump for at have noget liggende, er den væk i løbet af meget kort tid, og jeg er altid fristet til at ryge, og falder nemt i igen.
Jeg har gået til psykolog via skolen, gået til min læge og har fået recept på lykkepiller, som jeg ikke tager, da jeg i den seneste tid har observeret en bedring i min tilstand.
Jeg har prøvet stort set alle de andre gængse stoffer, og det eneste der NOGENSINDE har forvoldt et problem for mig er hash, da det er det eneste jeg ikke har haft den fornødne respekt for.
En anden ting manskal tænke på er tolerance, det bliver aldrig det samme for mig at ryge hash som det var engang.. før i tiden var det virkelig en nærmest psykedelisk oplevelse, hvor det idag blot er en afslapning af sind og krop.
Idag sidder jeg som misbruger, og er ikke bange for at indrømme det. Jeg vil aldrig kunne slippe migselv fri omkring hash igen, og vil altid skulle have mindst ti løftede pegefingre i baghovedet når jeg har noget med det at gøre.
Jeg håber jeg får lov at gå op til eksamen i år, og komme videre i mit liv, men sådan som tingene ser ud nu ser det ikke ud til at det sker, da jeg er totalt handlinslammet af min depression eller hvad man nu kan kalde det. Jeg kan slet ikke tage initiativ til at gøre noget, til at handle, jeg er totalt lammet i min hverdag.
Ved ikke helt hvor jeg vil hen med dette indlæg, og det er sgu også gået hen og er blevet lidt langt, men det jeg vil sige er nok at det som starter i det små med joints sagtens kan udvikle sig, og det gør det før man når at se sig omkring.
Så pas på med det!
|