Jyllands-Posten, Indland - Offentliggjort 7. september 2004 08:49 - opdateret 09:35
Forskere: Vi drikker fordi vi er blåøjede
Hvis nordeuropæere drikker sig fra sans og samling til selskabeligheder, så er det måske deres geners skyld.
Norske og amerikanske forskere har set nærmere på den særlige nordiske tilbøjelighed til at drikke sig stangstiv i selskabelige og sociale sammenhænge, og de når frem til, at den kan forklares med nordboernes arvemasse, skriver Berlingske Tidende.
Nordboerne er ifølge forskerne tilpasset et koldt klima og barske omgivelser og er derfor blevet socialt reserverede. Samtidig er deres øjne ofte blå, og blåøjede er ifølge flere undersøgelser mere generte end brunøjede.
Forskerne mener, at disse genetiske omstændigheder kan forklare, hvorfor tæt druk til selskaber er blevet en social norm i det blåøjede Nordeuropa.
http://www.jp.dk/indland/artikel:aid=2603890/Berlingske Tidende tirsdag den 7. september 2004
Vi drikker fordi vi er blåøjede
Af Jens Ejsing
Blåøjede nordeuropæeres gener gør dem mere generte end brunøjede sydeuropæere. Det kan måske forklare, hvorfor nordboere drikker sig voldsomt berusede til selskaber, mens sydeuropæere holder igen med de våde varer.
Hvis nordeuropæere drikker sig fra sans og samling til selskabeligheder, så er det måske deres geners skyld.
Norske og amerikanske forskere har set nærmere på den særlige nordiske tilbøjelighed til at drikke sig stangstiv i selskabelige og sociale sammenhænge, og de når frem til, at den kan forklares med nordboernes arvemasse.
Nordboerne er ifølge forskerne tilpasset et koldt klima og barske omgivelser og er derfor blevet socialt reserverede. Samtidig er deres øjne ofte blå, og blåøjede er ifølge flere undersøgelser mere generte end brunøjede.
Forskerne mener, at disse genetiske omstændigheder kan forklare, hvorfor tæt druk til selskaber er blevet en social norm i det blåøjede Nordeuropa. Helt anderledes end i Sydeuropa, hvor der er flere brunøjede, og hvor alkohol nydes i mere moderate mængder ved sammenkomster.
»Hvis en genert person deltager i en social situation med alkohol, så har vedkommende en tilbøjelighed til at kontrollere sin generthed med alkohol. Også ud over det punkt, hvor vedkommende slapper af og har det rart,« siger forskeren Eric Nævdal, der arbejder på henholdsvis Princeton University i USA og Norges Landbrukshøgskole.
Han understreger, at det ikke er sådan, at alle blåøjede er generte og derfor drikker igennem til selskaber.
»Men der er en genetisk impuls, der trækker i en bestemt retning,« forklarer han.
De brunøjede lærer det
I deres arbejde har forskerne set nærmere på Norge, Sverige og Finland. Ikke Danmark. Eric Nævdal er derfor forsigtig med at konkludere, om også blåøjede danskere har det med at dåne af generthed og alkohol, når de er i byen.
»Men den genetiske impuls er formentlig også til stede i Danmark,« siger han.
Ifølge forskernes beregninger vil en mere integreret europæisk fremtid i første omgang føre til, at nordboerne vil gøre som sydeuropæerne og skrue ned for det selskabelige drikkeri. Siden vil de vende tilbage til deres gamle drikkemønstre og få selskab af sydeuropæerne, der vil tage den nordiske kultur med selskabelighedsdruk til sig.
http://www.berlingske.dk/viden/artikel:aid=479642/