Psychedelia.dk

Hej.


Jeg vil gerne spørge om hvad nogle af jer mener, om man bør holde sine negative følelser om psykedeliske stoffer for sig selv. Jeg kommer ofte i tvivl om det er bedst at sige hvad man har på hjertet i form af ægte smertefulde minder i forhold til hvad man med hjernen beslutter er det bedste kompromis for ikke at gøre andre mennesker ilde til mode uden nogen grund.

Personligt frygter jeg for min egen sindstilstand i forbindelse med tanken om indtagelsen af psykedeliske stoffer, som jeg det meste af tiden simpelt hen er rædselsslagen for at tage, men også i forbindelse med brug af Cannabis specielt lige efter jeg har røget det, og i den akutte beruselsesfase, ca. 30-60 minutter frem afhængig af hashvarianten. Jeg bliver ofte så angst for mit eget helbred og min skæbnes endeligt at jeg bare prøver at gøre alt for at glemme mine tanker og sætter mig og læser eller ser TV eller taler med nogen, og prøver at glemme mine tanker. Det billede jeg har af mig selv idag er som de Italienske embedsmænd der nægtede at kigge gennem Gallilei's teleskop, fordi de (med rette) frygtede at deres verdensbillede ville falde sammen og vise sig at være det pure opspind hvis de prøvede at se himlen på en ny måde og den ikke ville stemme overens med deres forventninger.

Men det har ikke altid været sådan. De første mange oplevelser jeg havde med psykedeliske stoffer efterlod mig ikke med nogen tvivl om min egen moralske habitus og mit sinds integritet, og jeg havde så vidt jeg erindrer ikke tidligere i mit liv haft nogle tvivl på om jeg var sindfrisk eller ej. Jeg kan ikke umiddelbart se nogen grund til at tro at min nuværende nervøse tilstand er fremkaldt af psykedeliske stoffer da jeg ikke observerede nogen bemærkelig negativ inflydelse de første 50-100 forsøg over nogle år. Ikke desto mindre er jeg idag ikke istand til at sætte mig ud over min frygt for at prøve at trippe igen, og det er over et år siden jeg sidst har taget en tungt psykedelisk substans. Jeg er så sikker på at jeg vil blive sindssyg hvis jeg tager et rigtigt stort trip igen, som jeg er på at solen står op imorgen. Om jeg har ret ved jeg ikke, men jeg har også mistet lysten til at finde ud af det.

Men jeg føler også en øget paranoia i visse situationer når jeg har anvendt andre stoffer som opiater eller alkohol. Idag må jeg i det hele taget sige at min opfattelse idag af historisk set ikke-psykedeliske stoffer som alkohol slår mig mere som lignende historisk set psykedeliske stoffer som 2C-B og MDMA, og historisk set psykedeliske stoffer slår mig mere som blot interessante finjusteringer af historisk set ikke-psykedeliske stoffer. Sagt med andre ord, grundsubstansen i oplevelsen virker idag på mig mere éns mellem f.eks. kodein, alkohol og 2C-B end det gjorde før i tiden. De virker alle som mere eller mindre én sammenhængende disintegrende indflydelse på mig idag, hvor jeg før mere lagde mærke til, og vægt på, alle forskellene oplevelserne imellem.

I det hele taget skal der ikke meget til at give mig oplevelser af angst og paranoia som minder mig så meget om nogle af de dårlige oplevelser jeg har haft med hash og psykedeliske stoffer at jeg som regel føler mig rigeligt påvirket til ikke at ønske mere klarhed over mine følelsers dybde men snarere flere og stærkere distraktioner fra angsten.

Idag er ting som samtaler med mine forældre, min kats besynderligheder og trofasthed, gode historier, folk med godt humør, o.s.v. vigtigere for mig end før jeg havde mit nervesammenbrud, fordi de betyder mere for mit gode humør end dét at møde min dødsangst på et trip og overleve uden mén. Tidligere var jeg mere interesseret i at have så dybe og gennemgribende, religiøse og filosofisk dybdeborende oplevelser som jeg overhovedet kunne finde ud af at have.

Til gengæld, når alt dette er sagt, så ved jeg ikke hvorfor jeg eller nogen anden bør fortælle om sådan nogle holdninger og hændelsesforløb til mennesker der ikke har nogen frygt for psykedelika, eller for den sags skyld til folk der har en frygt for psykedelika. Jeg kan ikke se hvordan det kunne gavne nogen at blive bange for noget de ikke tidligere havde et problem med, og heller ikke at gøre nogle folk endnu mere bange for noget de allerede er bange for. F.eks. tror jeg ikke jeg ville have haft færre problemer med mig selv hvis jeg havde sympatiseret meget med beskrivelser af bad trips tidligt i min psykedeliske karriere, istedet for at synes de var uvæsentlige for mig. Faktisk har jeg en rimeligt klar fornemmelse af at det netop var da jeg begyndte at bore dybere i min egen holdning til dårlige oplevelser med psykedeliske stoffer, og dårlige oplevelser i det hele taget i hverdagen, at jeg begyndte at tabe begreberne. Dengang jeg kun havde meget positive holdninger til stoffer var jeg næsten aldrig i kontakt med dårlige oplevelser.

Jeg plejede at have, syntes jeg selv, en virkelig god måde at tackle mine tanker omkring stoffer på, så jeg aldrig prøvede at overdrive hverken fordele eller ulemper overfor mig selv i min "retfærdighedsanalyse" af mine meninger, og derfor aldrig kunne gribe mig selv i en løgn. Det forstærkede klart min moralske stilling i mit eget hoved (som nu engang er det eneste jeg har).

Jeg ved ikke hvad der ændrede sig i mig, men lidt efter lidt blev mine oplevelser med stofferne mere og mere gennemgående negative, og jeg har henover årene fået sværere ved at retfærdiggøre at jeg udsætter mig selv for sådanne stresspåvirkninger, og jeg kan ikke længere forsvare brugen af stærke psykedeliske stoffer overfor mig selv (dette har selvfølgelig ingen betydning for min holdning til spørgsmålene om brugen af psykedeliske stoffer generelt, som jeg altid har ment kun kan være op til hver enkel person at beslutte og aldrig kan besluttes af en autoritet.)

Jeg ser mig selv lidt som en traumatiseret soldat hjemvendt fra krig med shell-shock. Jeg gik ud med gåpåmod og optimisme og tro på mig selv og min sag og mine allierede, og jeg kom hjem som et vrag som på sine bedste dage er en livstræt mand med bøjet nakke og sky i blikket, og på sine værste dage er en rablende fruitcake.

Eller som en faldskærmsudspringer som efter hundredevis af spring pludselig opdager at han har fået højdeskræk. Måske som følge af en hovedskærm som ikke foldede sig ud, eller hvis man havde set sin kammerat styrte i døden.

Der er lige sket et fantastisk tilfælde i mit liv. Jeg satte mig lige til at se fjernsyn da jeg havde skrevet ovenstående, og på BBC texttv stod der en historie om en sydafrikansk kvinde der har overlevet et fald på 11000 fod (ca. 3 km?) med et brækket bækken da begge hendes faldskærme ikke åbnede sig. Hun siges at have sagt at hendes fald blev afbøjet af nogle højspændingsledninger hun ramte.

Det er sådan nogle underlige tilfælde der gør at jeg aldrig føler mig helt sikker nok på noget til at kunne konkludere at livet enten er et helvede eller en himmel eller noget midt imellem, eller om mit liv vil ende heldigt eller uheldigt. Jeg føler næsten altid at der kan komme sådan et tilfælde ind på scenen når som helst det skal være, og lige i dét (eller måske senere bagefter) jeg endelig accepterer jeg er endt i helvede sker der måske pludselig noget der gør at jeg kommer i tvivl om mine konklusioner i virkeligheden er sande.

Indtil videre må jeg sige at min foreløbige holdning er at man bør sige hvad man mener, hvis man har en klar mening, også selvom den er negativ og man bliver kendt som en pessimist eller en lyseslukker. Men hvis man opdager at de meninger sårer en anden, bør man måske overveje om man nu bør brase ud med den, istedet for at nøjes med at diskutere det med sig selv.

Men jeg ved stadig ikke om folk der elsker at trippe har så meget at lære af eller til folk der frygter den psykedeliske tilstand, at det ville gavne dem at tale indgående sammen. Jeg tror det endnu er begrænset hvor meget de to typer kan lære af hinanden, når deres udgangspunkter og bevæggrunde er så modstridende. Men måske vil mennesket være mere viist i engang i fremtiden, og kunne løse sådanne konflikter. Jeg tror det vil kræver mange generationer af psykedelisk brug i samfundet før en accept og forståelse kan opnås i andet end overfladisk grad.

Det var noget af et indlæg, og jeg kunne forestille mig det har været rigtig rart for dig at få skrevet ned hvad du har oplevet og hvordan du har det nu, samt hvilke følger dit forbrug har haft.

Jeg kender dig ikke personligt, og har lidt svært ved at læse din personlighed, men jeg er overbevist om det ville være godt for dig at få talt ud med en tæt ven/veninde, en som ikke har en masse fordomme overfor stoffer, og som kan lytte til hvad du har på hjerte.. Det hjælper altid at få talt om sine problemer, vel at mærke hvis det ikke er en afvisende person man henvender sig til. Der er ikke noget værre end at gå og holde på en masse tanker og følelser, det er min klare erfaring.

Din situation minder mig lidt om et dokumentar igår på TV Danmark (Kanal 5?) om tvangstanker. Der var en pige der var skrækslagen for at få bakterier på sine hænder i frygt for at kunne smitte andre eller sig selv med sygdomme. Hun dødsensangst for noget der kun var en minimal risiko for. Med dette vil jeg ikke sige du skal hoppe ud i et trip, men få talt ud omkring dine problemer med en anden person, en med stor erfaring indenfor psykedelia ville være rigtig godt.

Lad endelig vær med at trippe hvis du ikke føler du er klar til det igen, men få talt ud omkring dine problemer. Jeg er overbevist om det ville være en stor hjælp for dig.

Held og lykke, og velkommen til boardet.

Jeg tror aldrig man skal holde badtrips eller dårlige oplevelser for sig selv. De dårlige oplevelser, angst og negative tanker genforstærker sig selv og det er derfor vigtigt, at man får andres indflydelse på de tanker. Man kan sige at angst er en selvforstærkende cyklus, som umiddelbart ikke kan brydes af personen som har den, men man kan få et andet syn på de ting, som skaber angsten, ved at få andres synspunkter, meninger eller historier, hvilket i sidste ende kan bryde cyklusen.

Du skriver at du er bange for din egen sindstilstand og er sikker på at hvis du tager et psykedelisk stof igen, bliver du sindssyg. Så kan du jo spørge dig selv, at hvis du er bange for at blive sindssyg ved at tage et psykedelisk stof, hvorfor skulle du så også tage det? Og hvis du ikke har tænkt dig at tage det, hvorfor så frygten for at blive sindssyg? Det er naturligvis svært at argumenterer med logik og rationelle tanker mod angstfølelser og paranoia, men det kan måske hjælpe en på at få en mere afslappet og rolig indstilling til sin tilstand.

Jeg tror du vil have meget glæde af at læse det her topic: http://www.psychedelia.dk/forum/viewtopic.php?t=6850

Jeg har haft mulighed for at få noget samtaleterapi med en psykolog som jeg godt kunne lide. Det har gavnet mig over de sidste par år, og har mindsket noget af min angst til et niveau hvor jeg føler jeg kan begynde at leve med med selv igen. Jeg er begyndt at få en følelse af at jeg måske, hvis jeg er heldig, engang kan finde tilbage til noget af den person jeg følte jeg var indeni dengang jeg var glad for mig selv, hvor jeg ellers i lang tid har været helt sikker på jeg aldrig ville blive mig selv igen.

Men jeg har det seneste halve år været meget deprimeret, og har derfor ikke haft kræfter til at deltage samtaleterapi, men jeg har på det seneste tænkt lidt over om jeg kunne have gavn af at begynde igen.

Jeg er enig i at samtale har en ret positiv inflydelse på sindet. Faktisk er det nok noget af det eneste der havde en positiv inflydelse på mig da jeg var mest ulykkeligt desperat. Der er bare ikke så mange personer udover mine forældre der gider sætte sig ned og tale med mig om mine problemer på en engageret måde, så jeg må vist nøjes med min terapeut indtil videre.

Tak skal du have for din mening. Jeg håber du har ret.




Det jeg mente med at jeg var lige så sikker på det som at solen står op imorgen, er at dét er jeg heller ikke 100% sikker på, men det virker som en meget god mulighed. Men der er stadig et gran af tvivl i mit sind. Jeg tvivler stadig på om jeg virkelig gennemgår de kvaler jeg føler jeg gør, eller om det hele bare er en eller anden slags mageløs fejltolkning fra min side.

Desuden har jeg nok stadig et ubearbejdet ønske om at tage et stort trip igen og finde at jeg pludselig kan samle alle trådene og løse alle mine problemer i én sublim indsigt, sådan som jeg plejede at opleve det når jeg tog psykedelika. Men dette mere og mere diffuse ønske er så uforeneligt med mine meget nærværende og realistiske traumer og angstassociationer at det virker som en uløselig konflikt.

Men det er svært for mig at svare på dine spørgsmål så det ikke lyder usammehægende eller selvmodsigende. Udover at frygten for at blive sindssyg nok skyldes at jeg ved der er en lille chance for at jeg en dag i uforsigtighed eller overmod ville tage et trip, og at jeg måske derved ville forsegle min skæbne.




Tak skal du have. Det var virkelig interessant, men også forvirrende. Jeg forstår bare ikke hvordan I allesammen kan have sådan en sofistikeret forståelse af disse emner. I lyder til at forstå det hele så klart, og ikke have problemer dermed. Det får mig til at føle mig virkelig dum og primitiv.

Jeg må dog indrømme at jeg bedst kan tilslutte mig dine kommentarer. Det er måske heller ikke så overraskende. Jeg synes i hvert fald dine lidt mere forsigtige "advarsler" stemmer bedre overens med min indstilling idag, hvor Fanny's optimisme og gåpåmod måske lyder mere som min indstilling inden mit nervesammenbrud for 7 år siden.

Måske fordi man læser om andre folks fantastiske oplevelser, og tænker "Den her gang går det godt?".

Jeg kender godt til de tanker Cheminov, men jeg har ikke tid til at uddybe det nu.

Hvis man ikke har lyst eller føler man er mentalt ovenpå og klar til en psykedelisk oplevelse, hvorfor skulle man så gøre det? Hvis man lider af angst og depression, tror jeg næppe et psykedelisk trip vil gøre tingene meget bedre, uanset hvor mange fantastiske oplevelser folk har haft.

Jeg tror angst er en normal reaktion på en psykisk belastning og jeg vil næsten tro at man oven på et badtrip godt kan opleve PTSD, hvilket netop afspejler sig i angst og depression.

Cheminov, kan du ikke fortælle noget mere om det trip eller de omstændigheder der udløste sammenbruddet i sin tid?
Det lyder på mig som om du har fået aktiveret et traume fra dit underbevidste eller igangsat en spirituel krise. Med andre ord åbnet op for noget meget smertefuldt, der skal gennemleves og integreres før du kan finde tilbage til dit eget selv igen. Det kan godt være du ikke tror det muligt, men det er fordi du "sidder fast" i nogle følelser i din nuværende situation, der er så svære at du ikke kan gennemleve dem i din normale bevidsthedstilstand.
Et stort trip, hvor du virkelig går ind i angsten og gennemlever den kan være løsningen, men jeg tror det er en meget dårlig ide uden mennesker omkring dig der ved hvad psykedelisk terapi handler om. Jeg tror absolut ikke det er løsningen.

Det er nok bedre at du går i en form for stoffri terapi istedet. Det skal dog være en terapi der er kraftig nok til at forløse kraftige følelser. Det er min anbefaling. Samtaleterapi er nok ikke nok i sig selv, hvilket det også virker som om du er klar over.

Prøv at kigge nærmere på disse:
Gensidig Terapi
Holotropic Breathwork Denmark

Det kunne være det var noget.

Måske kan bogen Den indre rejse 1 af Stanislav Grof hjælpe dig til at forstå hvad der er sket i dit liv. Den handler om LSD psykoterapi, og generelt hvad psykedeliske stoffer kan sætte igang i sindet, og problemerne omkring dette. Den indeholder også en masse case-historier hvor du sikkert kan relatere til nogen af dem. Den er en smule tung, men da du virker meget intelligent og velformuleret, tror jeg den kunne være noget for dig.

Efter min mening og erfaring, er der 2 slags psykedelika brugere.. nogen gør det for at lamme sig bogstavelig talt (hvilket jeg godt kunne tro ville ende galt) hvorimod andre er mere planlæggende, og virkelig prøver at få noget ud af trippet (psykisk)..

Men problemet med de førstnævnte er at de på et tidspunkt vil blive kastet ud i et større psykisk trip, end blot "farver og lamhed" som de nu er vandt til..

Typerne, som umiddelbart prøver at få noget ud af deres trip, er såvel også dem i den største ricico gruppe. Da de nok hurtigere bliver udviklet til at nå til en dybere indsigt i deres trip, end "lammerne" gør.. (lidt svært at forklare, håber sku det gav mening for jer)

Anden ting er så, ved ikke om du igennem flere trips har gjort dem på egen hånd (uden andre deltagere at snakke med ex.).. for det er så først der, man for det meste begynder at få fred og ro til at tænke over ting, og nå virkelig dybt.. Også begynder det at være farligt (imo), da man kan begynde og rode i noget "deep shit" uden nogen andre blander sig, eller forstyrre ens graveri i hjernens indre..

Og ja Fanny's indlæg med angst, er simpelthen perfekt skrevet.. ikke fordi man muligvis kan relatere sig selv til situationen 100%. Men tanken bag at konfrontere sin frygt, og hvad man nu er bange for er genial.. Men kræver tid, viden og erfaring, ikke ligefrem noget man bare sætter sig ned og gøre.. Det må komme af sig selv med tiden, når man selv er klar til at opleve det. Altså fremprovokering af noget sindet ikke ville være klart til, vil helt klart ende med noget uhåndgribeligt, man nok kun vil få halvt så meget ud af, hvis man ikke gør det værre, end hvis man ventede til den dag det kom af sig selv og gav det plads..

Jeg gennemgår selv lidt af det som du fortæller om og det der med at tage den nemme udvej altså bare tage et trip og håbe på at få samlet trådene tror jeg ikke virker, en følelse af at være på højdepunktet af sit liv og ikke kunne nyde det fuldt ud pga. at man ikke føler sig som sig selv
gennemgik\gennemgår jeg lidt i den her periode, også paranoide og angst tanker når jeg ryger hash det er bare mere begrundet fordi jeg er bange for at få tilbage fald fra den psykose jeg lige har haft. Måske er du blevet vant til at at gå og være bagskæv og at din hjerne så tror at det er "normalen", det tror jeg det er det der er sket for mig de sidste 1-2 år, jeg er begyndt og få mig selv helt tilbage som den person jeg er, og man er aldrig mere end man er og det er godt , man skal bare være glad for sig selv. Jeg håber virkelig du finder dig selv igen, bare slap af og lad være med lave et billede af dig selv, det skal føles ikke tænkes.

Hej Cheminov!

Interessant emne du bringer op. Mit eget svar på om man skal holde sine badtrips for sig selv, er at det ikke giver noget særligt udbytte at dele med nogen, som ikke er i stand til at bidrage med konstruktiv feedback. D.v.s. ca 90% af befolkningen +- en sjat.

Men derimod skal man absolut ikke holde sig tilbage for at dele erfaringer med nogle, hvor der bare er en chance for at de kan se sagen fra en anden vinkel. Eller med nogen som bare kan sige "jeg forstår hvad du siger" uden at lyve. Jeg har mødt (nogle få) personer som aldrig har trippet, men som alligevel har kunnet give utrolig brugbar feedback.

Jeg føler lidt at jeg står i samme situation som dig. Jeg er ikke bange for at tage stoffer generelt, men lige i øjeblikket er jeg utroligt bange for at tage et 1000 mic. syretrip. Har samme fornemmelse som dig. På den ene side er jeg sikker på at jeg bliver sindssyg, på den anden side står jeg måske lige foran det helt store gennembrud og bare skal tage springet.

Tror det handler om ens syn på den proces stoffer sætter i gang. Om man kan stole på at det fører en i en konstruktiv retning. Og på den referenceramme man har til at sætte ens stofoplevelser ind i.

Jeg har altid brugt Stanislav Grofs bøger som referenceramme. Har du læst dem? De var utroligt brugbare. Men kun til et vist punkt. Jeg havde ind i mellem rigtigt slemme trips i starten. Men jeg kunne altid placere dem i den proces Grof beskriver. Først var der dårlige barndomsoplevelser, så var det fosteroplevelser, og senere reinkarnationsoplevelser. Derefter blev det hele mere diffust. Men jeg kunne stadigvæk til en vis grad relatere mine oplevelser til Grof modellen. Så jeg stolede på at det var godt det der skete med mig. Selv om trippene nogle gange var ekstremt slemme, og de nogengange udløste et meget depresivt humør, også lang tid efter trippene.

Men pludselig kom der et par trips som var ekstremt negative, men for mig fuldstændigt uforklarlige. Jeg oplevede sygdom, krig og ondskab i store mængder, men samtidig var der en stærk følelse af at det ikke havde noget med mig at gøre. At det ikke var min "Karma" og at det ikke var fordi jeg blokkerede for den sorte side af livet. Det føltes bare meningsløst.

Så jeg mistede bare fuldstændigt tiltroen til psykedelike stoffer.

Ind til jeg læste en teori af Christopher M. Bache, som beskrev at i en spirituel udviklingsproces fik man tildelt en pulje "Global Karma", som man skulle rense ud i, efter man havde ryddet op i sin egen inkarnationslinie. Og at man aldrig blev tildelt mere end man kunne klare. Det gav mening, så jeg startede straks på et nyt trip. Det var lige så slemt som de andre, men nu stolede jeg igen på processen. Og senere i trippet var jeg "igennem". Bagefter havde jeg det bedre end nogensinde før.

Jeg ved ikke om Bache har ret i sin teori, men pointen er bare at man bliver nødt til at stole på at der er mening i "galskaben" for at kunne håndtere badtrips.

Nu står jeg igen i en situation hvor jeg ikke helt stoler på processen mere. Det er ligesom jeg er kommet udenfor mit landkort af virkeligheden. I de gammeldags landkort skrev man "Her findes drager", på de områder man ikke havde udforsket. Man ventede det værste af det ukendte. Mon ikke det er det samme med os? Vi frygter at gå ud hvor ingen (vi har hørt om i hvert tilfælde) har været før?

Men hvad gør man så? Ja så er vi tilbage til starten. Man deler sine oplevelser med andre og finder måske ud af at der er andre der har været hvor man selv er.

Eller også finder man ud af at man har opdaget helt nyt land. Og det er sgu da spændende! Har altid haft en følelse af at det var dødsygt at hele verden var udforsket før jeg blev født. Men det gælder ikke den indre verden! her er der masser af nyt land at plante sit flag i.

Men måske er det ikke nu du/jeg skal tage rejsen ud i det ukendte. Her skal man efter min mening lytte til sin intuition. Den har altid det rigtige svar på, hvornår det er rigtigt at tage det næste skridt, og hvad skridtet skal bestå i.

Men her kommer jeg sgu også nogengange i tvivl. Kan man i det hele taget stole på sin intuition?

Hej og velkommen, Cheminov!

Jeg synes sjældent det er en dårlig ide, at dele dine oplevelser (gode som dårlige) med andre. På dette board har du jo også netop mulighed for, at få noget respons fra folk som kan relatere til dem. Det kan være utroligt rart at finde ud af, at man ikke er "alene i verden", samtidigt med at der sikkert er mange herinde der vil kunne drage nytte af din historie.

Du skal i hvert fald være velkommen til at skrive den, jeg ville under alle omstændigheder synes det var interessant!

Men Fannys indlæg synes jeg også er utrolig smukt og vil da opfordre dig til at læse det igen for mit vedkommende består det smukke netop i, i modsætning til hvad du skriver, at vejen ud af (med) angsten ikke er sofistikeret, at det netop er ligetil - det handler om overgivelse og accept.

Dermed ikke sagt at man med et trylleslag kan kurere sig selv for alle psykiske kvaler og det altid er lige nemt...

Jeg er også bange for at blive sindssyg hvis jeg tager psykadelika igen, af den grund tager jeg ikke psykadelika
Jeg kan dog ikke længere sige hvad det at være sindssyg er.

Mvh.

MORF

Hej og velkommen Cheminov.
Dejligt at du vil dele dine tanker med os.

Den gang jeg skrev "den udefinerbare angst" beskrev jeg min vej ud af angsten. Selvfølgelig har vi alle hver vores personlige måde at håndterer følelser på, og derfor er det langt fra sikkert at min vej kan bruges af andre. Men jeg tror at der er noget sandt i, at angst ofte handler om angsten for at miste kroppen -at dø eller på anden måde skade sit fysiske legeme, så man ikke længere kan have et godt liv. Denne angst ser jeg som en slags overreaktion i overlevelsesdriften, som følge af stærke psykedeliske oplevelser.
Formålet med overlevelsesdriften er fra naturens side at den skal passe på vores krop. I tilfælde af overvældende psykedeliske oplevelser hvor egoet opløses kan overlevelsesdriften blive tricket. Lidt ligesom når ens immunforsvar bliver hysterisk og vi har en allergisk reaktion. Problemet er, at den fortolker "ego-død" som kroppens død, og derfor bliver alarmeret. For mig var "kuren" at lærer mig selv at det var ok. at dø. Efterhånden fandt min overlevelsesdrift så ud af, at jeg ikke døde rigtigt og gav endelig slip på angsten.

Hilsen Fanny

_________________
Carpe Diem ~ Memento Mori
Mere rugbrød - mindre LSD! - Velmendende råd til psykedelisk ekstremsportspiller

Det der gør dit indlæg godt Fanny, er at man ofte med angst føler sig meget alene om det. Derfor er det godt at læse en der har kæmpet sig igennem det, og derved vide at andre også er der, eller har været der, og at det er normalt at det er enormt svært.

Jeg må bare lige spørge til det sidste du skriver:


Har du tænkt på hvad der vil ske når du dør rigtig, og at du engang vil dø rigtig?
Er du klar på det? Eller er det en ting du har udskudt at arbejde med? Eller har det løst sig af sig selv, ved det at du har mistet dig selv så mange gange nu?... ???

Jeg ved godt de spørgsmål ikke kommer så klart frem, men jeg håber du kan se hvor jeg vil hen... For det er ting jeg selv tænker en del på nu, eftersom jeg selv har fået gennemarbejdet en del af den angst jeg selv har haft, og prøvet at dø ud og ikke have et jeg nogle gange nu. Med det resultat at blive helet på mange områder, og "fyldt ud".. hvis du forstår.

-Odden

_________________

Siden jeg var barn har jeg tænkt med nysgerrighed på døden, og jeg tror nok at jeg kan sige, at jeg ikke frygter den. Døden er uundgåelig og jeg har svært ved at tro, at der skal være noget ondt i den. Den er lige så naturlig som det at blive født.
Når det så er sagt, så betyder det jo ikke, at jeg ligefrem ønsker at fremskynde den, før det er nødvendigt. Jeg ved den vil komme, men jeg vil godt have så meget ud af mit liv først. Derfor tænker jeg på døden som et spændende mysterium, der før eller siden vil udfolde sig for mig.

Min angst handler ikke om selve døden, men om at miste livskvalitet. Den handler om at mit liv bliver skadet i en sådan grad, at jeg ikke har mulighed for at udfolde mig som jeg lyster.

Hilsen Fanny

_________________
Carpe Diem ~ Memento Mori
Mere rugbrød - mindre LSD! - Velmendende råd til psykedelisk ekstremsportspiller

Fortæl mig om det! Jeg er efterhånden rigtigt begyndt at hade mig selv for at have for meget "negativ-livskvalitet" hvis det overhovedet giver mening

/In/

Livs kvalitet består vel af flere dele..

Jeg forstår at se en fysisk og psykisk side af det, lige umiddelbart.
Den fysiske side, vil for mit vedkommende, være at blive lammet i sådan en grad at det fjernede min mulighed for at gå i byen, udøve sport eller blot tage en hyggelig tur forbi nærmeste kiosk og købe en pilsner..

Den psykiske del, ligger i at ens liv kan blive ensformigt, efter f.eks. mange år i skole, mange år i et ikke så udviklende eller udfodrene job hvor hverdagen er den samme, og nye udfodringer ender ud med at blive de samme igen og igen.. Bare dette kan få mig til at glemme, de små at livets glæder man f.eks. har ved at forkæle sig selv lidt ved at lave god mad, gå en tur i haven eller blot side med en pose chips og en is-kold cola og se en film..
Når ens aflastnings-glæder (tingene man nu fortager sig i hverdagen når man har fri for at aflaste sit kedlige job) begynder at blive alt for trivielle sker det blot at alt virker håbløst...

I har sikkert andre synspunkter på hvordan man mister sin livs-lyst og glæde, men sådan frygter jeg og vil gætte på mange andre måske har det på en lignene måde

@Cheminov> Interessant og velformuleret indlæg, som jeg tror mange kunne have interesse i at læse!
Hvad man oplever under påvirkning af psykedeliske stoffer, kan være særdeles ekstremt - i en god eller ubehagelig retning. Som alle andre ekstreme, negative oplevelser man kan blive udsat for, ser jeg det som særdeles vigtigt at man ikke "brænder inde" med de traumer som oplevelsen kan have udløst. Mit bedste råd ville derfor være at få det snakket godt igennem med en god kammerat som kan sætte sig ind i din situation, og er god til at lytte og give respons. Dette virker efter min mening ofte bedre end terapi med en "professionel", som for de flestes vedkommende har svært ved at relatere helt til din situation. Forudsætningen er naturligvis at du har nogen i din omgangskreds som du er tryg ved at betro dig 100% til, og helst en med en vis erfaring på området.
...Men det er bare min rent subjektive mening. Har aldrig selv været under professionel psyko-terapi, har kun mine erfaringer fra 2. hånds-kilder. Om ikke andet synes jeg det er forsøget værd først at prøve at få snakket det godt igennem med en personlig bekendt, og derefter søge professionel hjælp hvis det ikke har hjulpet. Psykoterapi med psykedeliske eller andre psykoaktive stoffer kan IKKE anbefales, med mindre man er særdeles erfaren på området - og selv da skal man være enormt bevidst med hvilke områder man bearbejder på hvilken måde.