Psychedelia.dk

Hej! Jeg er hverken stolt af mit forbrug/misbrug af stoffer, ej, heller pinlig berørt, men har stadig svært ved at indrømme overfor den ene del af min omgangskreds hvad jeg har prøvet, når det er oppe at vende.

Hvad gør i? Skal jeg lyve og håbe de ikke finder ud af det, eller bare være åben om det og håbe de accepterer det?
Det sidste lyder smartest meeen... nogen bud?

-DEER

Du skal bare være håben og hvis de ikke accepterer det, så er de ikke den rigtig omgangskræs

Kun meget få af mine venner kender til mit forbrug/misbrug, ville helst at alle kendte til det, men jeg ved at mange vil se anderledes på mig og måske ikke acceptere det.

Så jeg holder min mund og det gør de få der kender mig og mit forbrug også, de fleste af dem kender til det fordi de selv tager noget så vi passer ligesom på hinanden

Kunne være lækkert at være åben omkring det for ALLE så man ikke behøvede at skjule det på nogen måde, men når ens "bedste ven" (?!) har truet en med at han ikke vil være venner med en mere hvis jeg fortsatte med at tage stoffer, så kan man godt holde sin kæft omkring det. Ved godt han ikke er en skid værd hvis han fyrer sådan noget pis af og han mente det måske heller ikke 100%, men han har været en god ven i mange år og har åbenbart et problem med stoffer som jeg ikke vil konfrontere ham med endnu

Mit stofforbrug er mit private anliggende. Hvis jeg har lyst til at dele det med nogen så er det fint, hvis jeg ikke har så er det min sag.

Jeg har nogle venner der ved stort set alt, hvad jeg har taget. Nogle af dem er her på psychedelia. Jeg kom til at tænke på at det faktisk typisk er sådan, at jo mere end ven kender til stoffer jo mere ved han/hun om mit forbrug. Det smarte i det er jo at du undgår at skulle bryde med mange års misinformation fra statens side.

Jeg har det fint med at lyve overfor andre om jeg tager stoffer.

Hvis jeg dyrkede hård S/M ville jeg nok også holde det lidt for mig selv.



Jeg ville nu nærmere sige at de netop var den rigtige omgangskreds!

alle mine venner ved at jeg tager stoffer.
Langtfra alle mine (jævn aldrene) bekendte ved det.
man må ligesom vurdere hvem man vil fortælle det, og hvem man ikke vil.

Jeg er selv meget åben med det, de eneste der ikke ved det er mine forældre og familien derover.
Min storesøster har jeg tit snakket med om det og hun accepterer det fint nok.

Jeg har planer om at fortælle mine forældre det, men da jeg ik ser dem så ofte er det lidt svært at finde et ordentligt tidspunkt til det.
Jeg tror nu nok de har en idé om hvad jeg foretager mig, for hver gang jeg er hjemme er emnet oppe at vende. Oftest pga et ellerandet i v eller avisen.

Men som sagt, alle venner og bekendte ved hvad jeg laver, syns ik det er noget at skjule, da det er en ret stor del af mit liv. Ikke det at tage stofferne, mere mentaliteten, der følger med psykedeliske stoffer...

Fint formuleret, noname, specielt det med mentaliteten omkring psykedeliske stoffer.

Jeg har fire rigtig gode venner helt tilbage fra barndommen og skoletiden, og den ene har jeg fortalt det. Han er bare lidt nysgerrig på hvad det er for noget, og efter at jeg har beskrevet det for ham, har han accepteret det 100%. Jeg havde også på fornemmelsen at han var rigtig åbenminded. Han tager ikke nogen form for stoffer selv. De andre venner er fra endnu længere tilbage i mit liv, og dem vil jeg vente med at fortælle min historie til når jeg er godt i gang med et studie, eller er færdigt med dette. Det samme gælder i øvrigt for mine forældre og min familie. Fælles for disse er at de kender mig så godt, at jeg ikke vil sætte spørgsmålstegn omkring/hvorvidt jeg har styr på mit liv over for dem.

Men vil som sagt fortælle om mine oplevelser senere i livet, og jeg ser frem til en størrere åbenhed, da jeg kun kan se gode sider i det. Man er både mere ærlig over for sig selv, og over for dem man holder af. Ergo vil man komme til at leve et mere afslappet liv, hvor man kan frekventere stofferne med god samvittighed. Tage telefonen når far ringer en time inde i LSD-trippet - og meddele ham at: "Jeg sidder godt nok lige og er på LSD, kan vi ikke snakke lidt senere?". Hvortil han vil svare: "Ok, så ringer jeg i morgen eller overmorgen".

Jeg tror på det, selvom jeg heller ikke vil lade stofferne få en alt for markant position i mit liv. Jeg er mest til det lejlighedsvise trip, forståes.

fx ved min klasse ikke hvad jeg render rundt og laver i weekend.. måske kan de regne ud jeg har "prøvet" at ryge en enkelt gang(??) man kan sagtens have venner man deler 1 ting med, og nogen man deler flere med! Tror ikke det er muligt at finde en omgangskreds hvor i har fuldstændig fælles interesser...

fx ved min klasse ikke hvad jeg render rundt og laver i weekend.. måske kan de regne ud jeg har "prøvet" at ryge en enkelt gang(??) man kan sagtens have venner man deler 1 ting med, og nogen man deler flere med! Tror ikke det er muligt at finde en omgangskreds hvor i har fuldstændig fælles interesser...[/quote]

Ja men det jeg mener er, at dem jeg snakker bedst med er dem jeg tager stoffer sammen med, jeg snakker næsten ikke men nogen der ikke tager stoffer, ikke rigtig nogel jeg gider hænge ud samme så

Min omgangskreds er ligesom delt i to, dem jeg er sammen med, når jeg er i byen og tramper, og dem man ser til dagligt, sådan stille og roligt.
Den ene halvdel ved alt hvad jeg laver, den anden kun at jeg ryger en gang i mellem, og har prøbet det "andet".
Det syntes jeg fungerer fint. Man skal have plads til alle i sit liv, sålænge de er flinke. Skide være med at de måske ikke accepterer nogle ting.
Har da også nogle venner som tager ind til fodbold og slår til "Søren", og er lidt haæv racistiske, men så længe de ikke er det med mig, er det okay.

At have en nær ven, er at respektere deres/ens grænser, og kunne sætte sig ud over dem. Og det samme gælder selvfølgelig for dem.
Kun at have enner som er som en selv, får man ærlgt talt ikke meget ud af i længden. Det er vores forskelligheder som gør os til individier, ikke at vi kan enes.
Det at kunne respektere og kunne enes er vigtigste syntes jeg.
Udover det, er det nogle gange nødvendigt at holde ting skjult.
Hvis alle vidste alt om hinanden, ville det sgu ikke være fandens interessant at hænge med sine venner...

lidt ligesom et ægteskab, de bedste er altid baseret på løgne!

Det forstår jeg ikke sorn.

Du siger det bedste ægteskab er baseret på løgn ?

I mine øjne handler det vel om at være ærlig. Du er jo ikke tvunget til at fortælle nogen noget som helst. Men hvis mine venner har spurgt, så har jeg da også svaret ærligt. Og hvis ens venner dropper én, fordi man tager stoffer, så er det vel ikke rigtige venner ?

Soul_Pitcher:

I nogen tilfælde er det bedst at være uærlig mht. dette.. imo.
Familie og nogen venner har bedst af at høre hvad de ønsker at høre.. nemlig man ikke tager ulovlige stoffer*!

Om man så føler det er et rigtigt forhold man har til sine venner, hvis man lyver om dette.. Kan man jo få det bedre ved at tænke det både er godt for dem, og en selv hvis de lever i løgnen derom?
Selvom de måske gerne vil vide det ærligt, så kan det næsten sammenlignes med, at man ikke ønsker at høre på sin kærestes tidligere forhold, og evt. forhold til ens kammerater! Nogen løgne er bedre end sandheder..

For nogle år tilbage (jeg tror jeg var 19) ringede min mor midt i et svampetrip. Jeg tog telefonen og snakkede lidt med hende. Da jeg havde sidet lidt og hørt på hvordan hun havde det, spurgte hun mig: Hvad laver du idag? -Jeg er på svampetrip, svarede jeg. Min mor vidste på det tidspunkt godt, at jeg kunne finde på at trippe, men hun havde aldrig snakket med mig, når jeg havde taget det. Derfor blev hun lidt usikker på hvor jeg var, og spurgte til, hvordan det virkede, -kunne jeg sidde op, gå rundt og opfører mig normalt, osv. Det var meget sjovt, men jeg har jo heldigvis også nogle meget frisindede forældre, som stoler på at jeg er fornuftig nok til at styre det.

Idag ved alle min venner at jeg tager psykedeliske stoffer. Men de mennesker som er i min omgangskreds ved ofte ingenting. Sådan er det, fordi jeg ikke orker at "omvende" folks tankegang hvergang jeg hilser på et nyt mennesker. Hvis hele samfundet var indrettet sådan, at det var helt legalt og velanset at tage det, ville det være anderledes. Men sådan er det ikke (endnu ).

Hilsen Fanny

Jeg har det på samme måde som de fleste kan jeg se.. nogen har bedst af ikke at vide det, og andre er det bedre at være 100 % ærlig overfor. Så jeg behøver ikke have dårlig samvittighed... ihvertfald ikke lige så meget. Tak for svarene!

Fanny: Tror helst jeg vil være fri for at snakke med min mor under påvirkelse af noget som helst

Jeg lever sku nok også en slags "dobbelt liv". På den ene side mine forældre og familie + et par venner og på den anden side er der dem jeg tager stoffer med.

Der er godt nok nogen på den en side der ved at jeg tager stoffer og de er da ikke glade for det, men som de siger så er det jo mit liv. De er indforstået med det og er ikke oppe på dupperne omkring det.

Men jeg tror sku altid at jeg vil have de to forskellige sider. Har engang snakket med de gamle om hvad jeg havde taget af forskellige ting og jeg vil sige at de var ikke glade for det hehe...!

Hvorfor det? Gode venner accepterer da en som man er!
Tilgengæld kan det også være et tegn på dovenskab, hvis de slet ikke stiller spørgsmålstegn ved ens forbrug, så på den måde kan du godt have ret.

Mvh. Psyko

[quote="sorn"]lidt ligesom et ægteskab, de bedste er altid baseret på løgne![/quote]
hehe det er jo lige det
Hvis vi skal blive lidt seriøse (og holde os on topic ) så tjah.. De fleste af mine venner ved jeg tager stoffer, så'n er det bare

jeg har for længst droppet dobbeltlivet, så familie og venner ved godt jeg tager stoffer. Dog er det ikke alle som ved hvor mange jeg tager.