Treasure@
Jeg har haft netop den slags badtrip som der blev snakket om i denne gamle tråd. Mit ego var bange for at give slip, og "digtede" alle mulige rædselshistorier for at få mig til at opgive forsøget. Egoets strategi overlevede imidlertid sig selv, idet, at det digtede disse rædselshistorier så godt, så mit eneste valg var at kaste mig ud i ego-død oplevelsen tilsidst. -For at modbevise angsten

.
Disse oplevelser af egodød har gjort mig stærkere, fordi jeg har lært at jeg kommer tilbage igen -beriget af oplevelsen.
Derfor har jeg ikke oplevet at følelsen af jegéts skrøbelighed bliver ved bagefter, -tværtimod. Man føler man har overvundet sig selv, og man føler sig stærkere.
Faktisk kan man bruge selv angsten til at komme til ego-døds oplevelsen. Som Odden skrev:
Citat:
Jeg var selv ved at ryge ud i en rigtig traumatisk oplevelse på svampe en gang. Angsten var så gennemgribende, og jeg følte jeg mistede den helt. Men da jeg gik ind i angsten, tog angsten mig med ud hvor jeg ikke eksisterede længere, og da jeg ikke eksisterede længere, var der ikke nogen angst.
At benægte og flygte fra angsten gør en lille og svag, mens det styrker en at tage tilløb og gå hele vejen med den, til egoet smelter væk og man er et med den store flydende verden.
Men selvfølgelig forandre disse ego-døds oplevelser os. Og det er noget som tager tid at vende sig til. Derfor skal det nok heller ikke foregå hurtigere end man er istand til at kaperer. Når man åbner dørene, lukker de aldrig 100% i igen, og man vil derfor have ændret sin bevidsthed for altid. Hvis man ikke kan kaperer det, kan angsten godt melde sig. Angsten kan så igen fordøjes, ved at man går igennem den, (det føles som en nedsmeltning i angsten i solarplexus), indtil man ikke længere kan få øje på nærvøs energi mere.
Det er i hverfald sådan jeg oplever det.
Hilsen Fanny