Hej alle, er ny bruger herinde da jeg først opdage dette forum i går aftes.
Dette er min beretning om hvorledes brugen af psykadeliske stoffer kan gå grueligt galt - men på sin vis også grueligt godt, noget som dog har taget mig tid at finde ud af.
Den er lang men det kan ikke være anderledes - hvis i har tid og lyst så værsgo' ihvertfald

Jeg var for snart 4 år siden på rundrejse i Asien, jeg var ung og følte mig urørlig og tænkte ikke 2 gange over tingene hvis jeg overhovedet tænkte. Jeg havde længe været glad for euforiserende stoffer, primært hash, men også coke. Min svaghed i denne forbindelse var at jeg brugte dem til at opjustere mit humør og gemme mig. Det skal der selvfølgelig også være plads til men ikke i det omfang det var for mig. Jeg havde gennem ca. 2 år røget hash stort set hver dag og så helst at jeg havde en goodybag i lommen hvis jeg skulle i byen. Dybest set havde jeg i en lang periode benægtet min sorg over en del ting som jeg ikke vil kede jer med her.
Jeg tog til Asien med en forventning om at det skulle være min 12 måneder lange Roskilde festival, og jeg havde sat mig for at jeg skulle prøve en lang række stoffer. Jeg nåede undervejs at prøve ecstasy, opium og psilocybin svampe og kom med sidstnævnte galt af sted da jeg havde været 7 måneder afsted og var i Indonesien.
Vi var 4 gutter der der spiste en god håndfuld svampe og trippet startede rigtigt godt. Vi startede udenfor (i nogle vanvittigt flotte naturomgivelser) hvor jeg bl.a. kan huske at jeg indledningsvis kunne se den bjergkæde der lå i horisonten trække vejret. Det begyndte at regne og vi gik indenfor i vores bungalow hvor der var træloft og jeg begyndte at ligge og betragte loftet og opdagede jeg kunne få det til at blive levende. Det agerede som et spejl til min (under)bevidsthed og jeg kunne danne billeder i det efter eget ønske, og som mange sikkert kan regne ud var det så smukt - det smukkeste jeg nogensinde har oplevet og jeg kan huske at jeg undervejs måtte knibe en tåre.
På et tidspunkt begynder jeg at tænke "hvad nu hvis der dukker dårlige tanker op?" og så stoppede festen får mit vedkommende. Jeg begyndte ikke at få skræmmende hallucinationer men blev meget rastløs og lidt senere begyndte jeg at føle mig overvældet af en angst som bedst kan beskrives som koncentreret ubehag som gennemskyllede hele kroppen. Den kom ligesom i bølger og jeg ønskede bare at den ville stoppe.
Det gjorde den også og jeg var ok dagen efter og spekulerede ikke nærmere over episoden. Der gik ca. 2 uger til jeg en aften på Bali følte mig lidt mærkeligt tilpas og gik hjem og sov. Jeg vågnede op, stadig med en mærkelig følelse i kroppen og tænkte jeg ville ryge en J for at falde lidt ned. Angsten vendte tilbage, den helt samme følelse som den aften på svampe og det var mere end jeg kunne bære. Denne gang kunne jeg ikke komme mig, og angsten havde sat sig fast i mig så at sige og det medførte depressioner som gjorde at jeg tilsidst gav op og tog hjem til vante omgivelser. Det var svært for mig at opgive hvad jeg troede var min livsdrøm og acceptere hvad der var sket for mig.
Det er nu over 3 år siden jeg vendte hjem og jeg har siden sloges med angsten, som er grundstenen i de psykiske processer jeg har gennemgået med depressioner og tvangstanker. Det har taget mig lang tid at komme af med tanken om at alting ville gå i sig selv efter noget tid. Jeg har måttet se i øjnene at flugten fra angsten ikke førte nogle veje.
Jeg besluttede mig for at opsøge en psykolog, noget som jeg gerne havde villet længe men aldrig fik gjort primært af økonomiske årsager. Min læge ville meget gerne i starten give mig piller bare til tingene faldt ned sagde han, men jeg har hele tiden nægtet at tage medicin da jeg er af den overbevisning at medicin ikke løser noget. Efter at have forklaret min situation til psykologen spurgte han hvad jeg havde gjort ved det? jeg tøvede men måtte nødvendigvis svare at jeg ikke havde gjort en skid.
Ærligt talt var jeg gået i stå og at indse det i sig selv var for mig et langt skridt i den rigtige retning. Ikke bare fysisk men også mentalt - et eller andet sted følte jeg jeg havde svarene men fik af den grund ikke samlet mig sammen til at gøre noget ved det. I sådanne situationer er det i sidste ende een selv det kommer an på. Der findes ingen der kan "helbrede" mig selv andre end mig selv.
Jeg er af den overbevisning at kroppen og sjælen er en symbiose og for mig har det at komme op af stolen været en kick starter. Jeg har gennem længere tid løbetrænet og er kommet i form og er i den forbindelse begyndt at interessere mig meget for bl.a. endorfin produktion fordi jeg kan mærke det virker. Desuden har givet mig overskud til at se de ting i øjnene som jeg så længe har flygtet fra.
Det skal siges at jeg ikke vil gøre et forsøg på at beskrive denne angst nærmere da jeg før jeg skrev det her læste Fannys indlæg om den udefinerbare angst som er utroligt rammende og meget præcist formuleret og meget klart beskriver hvordan jeg har haft det.
Jeg er kommet rigtigt langt i min kamp mod angsten og føler mig stærkere end jeg har gjort i lang tid. Jeg har set i øjnene at denne proces kan tage tid - så lang tid den nu engang må tage.
Jeg ryger den dag idag ikke hash eller bruger andre euforiserende stoffer andet en alkohol en gang i mellem. Jeg er måske bange for hvad det kan gøre men mest af alt har jeg en sund respekt for det, og har gjort op med mig selv at jeg gerne er foruden det og desuden ikke savner det. Jeg har trods alt været stort set hele møllen rundt og føler ligesom at det var det.
Når alt kommer til alt er der ikke noget der er så skidt at det ikke er godt for noget og min oplevelse har givet mig utroligt meget med i bagagen og i krisen der følger ligger et enormt udviklingspotentiale, men oftest er det jo lorten der flyder ovenpå

MORF