Jeg har snart opgivet at kunne håndtere det her selv, og jeg må endnu en gang spørge til råds online....
(advarsel: lang post, men please læs den. Har brug for et rigtigt godt råd, for jeg er fucking forvirret og ved ikke noget som helst mere)
Baggrundsinfo: Jeg er en gut på 20 år, der pt. holder et sabbatår inden jeg skal på uni (hvis jeg kommer ind), og har haft røget mere eller mindre regelmæssigt siden eksamensperioden i 3.g...hashen har aldrig taget prioritet over job, venner, træning eller gode karakterer i gym, og hvis det står til mig, så kommer den heller aldrig til det. Har nærmest udelukkende haft røget i weekenden eller om aftenen når dagens pligter var overstået. Jeg røg vel en 3-4 gange i ugen, tog tolerancepauser når godt var og havde også aftener, hvor jeg bare ikke havde lyst til at ryge eller vidste, at det var en dårlig ide pga. skidt humør.
Mht. til mine forældre har vi altid haft et godt forhold. Samtidig har jeg hele tiden vidst, at mine forældre ikke var glade for hash, men troede jeg kendte dem så godt, at jeg kunne mene de ville være meget mere forstående når de kunne se, at hashen ikke har påvirket mine evne til at passe ansvar overhovedet.
Nå....mine forældre fandt så ud af det, og vi kom heftigt op at diskutere, hvor de konstant afbrød mig og afskrev alt det, jeg havde at sige som "hasher-propaganda". De argumenterede for at jeg var en afhængig junkie, der ikke kunne tage vare på mig selv og skulle have hjælp af en professionel misbrugskonsulent. Jeg kunne ganske enkelt ikke få lov at forklare og forsvare mig selv, og jeg flyttede derfor ud i nogle dage, hvor jeg boede på bib. og hos venner. Her skrev jeg et brev til mine forældre hvor jeg forklarede, at jeg på ingen måde var misbruger og det var dybt sårende og frustrerende, at de blev ved med at stigmatisere mig på den måde - samt en masse andre ting omkring hvorfor hash langt fra er så skadeligt, som de tror, mindre skadeligt end smøger og alkohol, hvorfor det overhovedet blev ulovligt i første omgang osv., og jeg inkluderede videnskabelige kilder og dokumentarfilm på alt, hvad jeg sagde. Jeg skrev ydermere, at når vi ikke kunne andet end at råbe og afbryde hinanden, så kunne vi aldrig komme videre, og jeg havde først tænkt mig at komme hjem igen, når de var villige til at falde ned, også lytte til hvad JEG havde at sige og snakke om det som voksne mennesker.
Det faldt så lidt til ro igen og jeg flyttede hjem, og jeg var tilsyneladende nu nået så langt, at de ikke længere kaldte mig junkie eller sagde, jeg skulle på afvænning. Men de holdte krampagtigt fast i, at man overhovedet ikke skulle ryge hash fordi det var ulovligt, det ændrede ens hjerne, førte til hårde stoffer, man løb en risiko ved at have THC-rester i blodet under bilkørsel mm. (Her skal det lige nævnes, at min mor har nogle følelser i klemme pga. 2 personer i vores familie, der begge havde psykiske problemer, røg hash og døde i en tidlig alder. Alle forsøg på diplomatisk at forklare hende, at jeg godt kan forstå hendes følelser, men hun er nødt til at lægge følelserne til side et øjeblik og indse, at det ikke var hashen der slog dem ihjel, men hjertestop, ved jeg ikke om har ført til noget; muligvis). I nogle dage var diskussionerne mere nede på jorden og vi gjorde vores bedste for at lytte til hinanden, men det blev mere og mere frustrerende for mig at blive mødt med den samme uforståenhed, manipulation af mine ord, anekdotiske skræmmehistorier og absolutte mangel på logik, og at jeg samtidig skulle prøve, at forholde mig rolig og styre mit temperament på trods af dette.
Lige siden har de så brugt samme typer argumenter under hver diskussion, og alle de gange jeg har tilbudt dem at vise kilder, som modbeviser deres påstande, og alle gange jeg har prøvet at forklare dem hvorfor, deres logik er hullet, så er det blevet mødt med skepsis og kommentarer som "du finder jo bare de kilder, som understøtter din mening" på trods af, at jeg hele tiden har erkendt, at der også kan være negative ting ved hash. De har endnu ikke kigget på en eneste af kilderne, og de prøver altid blindt at afslå dem på forhånd med ting som "vores kilder som siger at hashrygning er pissefarligt må vel være lige så gode som dine kilder - vi mener x og sådan er det bare, basta". Men fint nok, det var måske bare umuligt at trænge igennem til dem, og jeg tog det for en stund ikke så seriøst og lovede dem, at der ikke kom mere hashrygning, mens jeg boede hos dem, men at jeg ikke kunne love noget, når jeg (forhåbentligt) flytter til sommer pga. uni (var det dumt at sige det, skulle jeg have holdt kæft og bare ladet et løfte være et "løfte" ?). Idk, de truede mig jo med, at jeg blev smidt ud, hvis jeg blev taget i at have røget en gang til....
Det hele kulminerede så, da jeg ENDELIG havde fået min mor til at love, at hun ville se en af de dokumentarfilm om hash, jeg havde givet til hende her i aften. Jeg kom hjem omme fra en ven og fandt ud af, at hverken hende eller min far havde set den, og jeg blev lidt muggen, da jeg havde glædet mig til måske at få noget fornuft på banen i stedet for fordomme. Vi endte så med at diskutere igen, og min far begyndte endnu en gang at argumentere for, at jeg måtte være dybt afhængig af hash siden jeg gik så meget op i det her, var så "intens" omkring det, ham og min mor synes jeg havde været sur siden de opdagede mit hashforbrug (abstinenssymptom) og alt det, og jeg fik simpelthen nok. Jeg kortsluttede fuldstændig og råbte voldsomt af dem; spurgte dem hvad fanden de ville have jeg skulle gøre, når jeg ikke kunne trænge igennem til dem med fornuft og blev ignoreret; sagde det var ynkeligt, hvordan de padlede i land hver eneste gang, de måske kunne se, at jeg havde ret i noget; hvor latterligt det var, at de ikke kunne sluge deres stolthed og acceptere, at man godt kan tage imod lærdom om visse ting fra en 20-årig søn; hvordan de ingen anelse havde om at jeg røg før og hashen kun smadrede vores forhold lige nu fordi DE LOD den smadre vores forhold......... Jeg bad dem om at fise ud af mit værelse og snakke til mig igen, når de havde kigget på kilder, jeg havde givet dem, for det var formålsløst at fortsætte i fordomme, myter og skrækhistorier. Lidt senere bankede min far så på døren og sagde undskyld for hans afhængighedspjat og han kunne godt se, at der ikke var noget basis for det....(men i morgen ved jeg, at han er i gang igen; jeg kender ham.) Jeg indser selvfølgelig, at jeg ikke skulle være gået amok på den måde - det var helt ærligt ikke med vilje.
Nu sidder jeg så her og er kommet meget i tvivl om nogle ting....Jeg er i tvivl om jeg kan overholde det løfte om ingen røg overhovedet. I huset er det ingen problem, men jeg tænker mere til fester, med venner i weekenden osv. Ikke fordi jeg er afhængig; hvis hash forsvandt fra jorden i morgen kunne jeg sagtens leve videre fra dag 1, men fordi at jeg føler, at de ikke skal bestemme hvad fanden en voksen mand laver, når han er udenfor huset. Jeg føler lige så meget, at hvis jeg går med til at overholde det løfte udenfor hjemmet, så går jeg også med til at opgive en portion selvstændighed og taber en kamp til ren og skær ignorance og dumhed, og det tror jeg måske, at jeg vil få det ret svært ved at håndtere, da jeg altid har været en ret selvstændig, stædig og frihedselskende person og jeg føler, at det vil gå ret meget imod min "natur", så at sige.
Samtidig har de truet med ikke at ville hjælpe mig økonomisk mens jeg studerer, hvis jeg ryger igen når jeg bor selv, for "deres penge skal ikke understøtte et hashforbrug". Fair nok, jeg indser at økonomisk støtte fra forældre er en godhjertet gave og ikke en rettighed overhovedet, og jeg kan sagtens leve uden deres støtte, men samtidig føler jeg at det er dybt forkert, at de vil TVINGE og TRUE en voksen mand til at makke ret med økonomiske sanktioner. Alene det faktum at de vil, i mine øjne, synke så lavt, har fået mig til at overveje lidt, om det ville være bedst at pakke mine sager og smutte igen, men den her gang i meget længere tid og med absolut minimal kontakt med dem. Har et tilbud stående hos en god ven om, at jeg kan bo der i et stykke tid, da de ved, hvordan det foregår herhjemme lige nu, men samtidig føler jeg at det vel er at flygte lidt fra problemerne; at bare smutte på den måde....
Så her kommer mit spørgsmål.....burde jeg fortsætte den her hashkamp for mine egne følelsers, selvstændigheds og "rettigheders" skyld, eller burde jeg bare lægge hash på hylden for nu af "respekt" for mine forældre (her sætter jeg "respekt" i gåseøjne da jeg på INGEN måde kan respektere deres holdning til hash når de argumenterer, som de gør, men nærmere fordi jeg er nervøs for de mulige konsekvenser) ???
Er det mig der er snotdum og stædig her og går for vidt? I sidste ende er de jo bare bekymrede og prøver at beskytte mig fra at ende som hashmisbruger uden fremtid som alle andre fornuftige forældre, og deres stærke holdning til hash stammer jo fra deres opdragelse, men igen kan jeg jo bare ikke rigtig få dem til at indse, at de ikke behøves være så bekymrede og ikke behøves at beskytte mig fra et stof, som jeg indtil videre har bevist at jeg kan håndtere ansvarligt.....
Mine forældre får det til at fremstå som om det her er et valg mellem hash eller dem, mens jeg nærmere synes at de med deres håndtering af det her har gjort det til, at det er dem som delvist vil vælge mig fra hvis jeg både ønsker hash og dem...Jeg kunne selvfølgelig foreslå at vi spørger en psykolog, en familierådgiver etc. til råds om det lort her, men omvendt er der også bare en risiko for, at det giver bagslag og potentielt forværrer problemet hvis den professionelles holdning til hash er lige så farvet og han/hun siger "man skal ikke ryge det lort overhovedet, dine forældre har helt ret. På afvænning med dig", så jeg er MEGET tøvende med det.
_____________________________
Jeg takker på forhånd til alle der har læst den kæmpe roman her og prøver at give nogle råd, det betyder sgu meget selvom jeg ikke kender nogen af jer
