http://www.b.dk/kommentarer/lad-os-legalisere-alle-former-for-narkoCitat:
Lad os legalisere alle former for narko
Af Anders Hvass, advokat (H)
23. januar 2014, 17:00
»En afkriminalisering af narkohandlen vil medføre, at forsikringspræmier for indbrud og røveri vil falde drastisk. I dag er en tredjedel af alle straffesager narkorelateret.«
Fra politiets egne rækker har der for nylig været personer, som er trådt frem og gjort sig til talsmænd for afkriminalisering af hashhandel. De argumenterer ud fra, at det intet vil ændre med hensyn til omfanget af handlen, dersom den blev legaliseret. De ved, hvad det drejer sig om.
Dette er en sandhed, der ikke kan modificeres. Men hvorfor ikke afkriminalisere al handel med narko?
Man må naturligvis se på konsekvenserne:
Det kommer til at gå meget hårdt ud over forhandlerne. Pludselig ville salgsformidlingen finde sted på samme måde som salg af appelsiner på grønttorvet. Et lovligt udbud modsvares af en lovlig efterspørgsel. Alle pushere og en stor del af bandemiljøerne vil med ét miste en meget stor del af deres hidtidige eksistensgrundlag. Og årsagerne til at rende rundt i gaderne og skyde efter hinanden vil forsvinde.
Læs også: Politibetjent: Hvorfor er hash stadig forbudt?
En afkriminalisering af narkohandlen vil medføre, at forsikringspræmier for indbrud og røveri vil falde drastisk. I dag er en tredjedel af alle straffesager narkorelateret.
En masse offentligt ansatte kunne blive frigjort for deres hidtidige virke og søge andre græsgange. Halvdelen af fængselscellerne ville pludselig blive ledige, og fængslerne kunne herefter modtage alle voldsdømte, sexforbrydere, skatteforbrydere m.fl. otte dage efter, at endelig dom er faldet.
Skal vi så sige, at vi i besparelse på det danske statsbudget ville spare minimum 500 millioner kr. om året på en afkriminalisering af narkohandlen? Hvad skal vi så gøre med alle disse rare penge? Jo, brug halvdelen på undervisning og oplysning til at fortælle om narkoens og spiritussens helbredsnedbrydende effekt. Start allerede i børnehaveklasserne og slut først, når de unge forlader uddannelsessystemet.
Den anden halvdel af besparelsen – 250 millioner kr. – kunne man anvende til at gøre forholdene bedre for de mennesker, der er ramt af den sygdom, der hedder alkoholisme og/eller narkomisbrug? Det er jo en sygdom.
At en afkriminalisering af narkoen ikke vil øge antallet af misbrugere er en kendsgerning. Det er der gjort forsøg med i Schweiz for mange år siden.
Læs også: Politibetjent: Staten skal sælge hashen
Men hvad siger de politiske partier? Sig frem! Tør I? Eller tør I ikke? For det her er jo virkelig et samfundsproblem. Et problem, som vi, der ikke sidder i Folketinget, intet kan gøre ved. Det kan regeringen og Folketingets medlemmer. Hvad siger I? I sidder på befolkningens stemmer. I SKAL tage jer af samfundsskabte problemer. Navnlig problemer, der påvirker hele befolkningen direkte eller indirekte. Det er jeres ansvar. Vis, at I både kan og vil.
Hvad med et lovforslag støttet af alle folketingsmedlemmer? Det vil give genlyd i EU-Parlamentet. Og dersom den danske statsminister tog en selfie i den anledning, flankeret af Angela Merkel og David Cameron, ville det blive bedømt som kvikt og værende på sin plads også efter international smag. Men den skal der til gengæld arbejdes for – meget hårdt og ihærdigt.
OK! Så lad afkriminalisering af hashhandelen være det første skridt på vejen. Men se nu at komme i gang!
http://www.bt.dk/krimi/advokat-goer-al-narko-lovligLinket omhandler kronikken, hvor Trine Bramsen udtaler sig.