Citat:
Hash og skizofreni
Størst diskussion har der været om sammenhængen mellem hash og skizofreni. Specielt en svensk værnepligtsundersøgelse(19) har været taget til indtægt for, at hashrygning øger risikoen for skizofreni, og at denne sammenhæng er dosisafhængig. Men også andre undersøgelser har fundet en dosisafhængig sammenhæng mellem hash og skizofreni. Smith (20) og Hall & Pacula (3) refererer til undersøgelser, der angiver, at det samlede antal skizofrenitilfælde kunne reduceres med 13 %, hvis hashrygning var ikke-forekommende.
Den fundne sammenhæng er imidlertid næppe kausal, dvs. man udvikler ikke skizofreni, fordi man ryger
hash, men der er fælles årsager til hhv. hashrygning, specielt regelmæssig rygning, og skizofreni. Et helt
afgørende argument for, at hashrygning ikke bidrager til mere skizofreni i samfundet er konstateringen af, at antallet af nye skizofrenitilfælde ikke er øget i noget vestligt land (incl. USA og Australien) i den periode, hvor antallet af hashrygere, og de mængder hash der ryges, er steget voldsomt. (3, 21, 22, 23) Derimod er der ikke tvivl om, at hash kan udløse skizofreni hos disponerede (ibid), eller at hashrygning forværrer sygdomsforløbet hos skizofrene og medfører et alvorligere klinisk forløb med flere psykotiske symptomer og dårligere respons på den antipsykotiske behandling, som de hashrygende i øvrigt formentlig også følger dårligere end ikke-hash-rygere (ibid).
Desværre er det sådan, at skizofrene ryger væsentligt mere hash end andre. Det kan der være flere forklaringer på: sociokulturelle eller som led i en form for selvmedicinering, idet hash måske reducerer de negative symptomer (autismen) og mindsker bivirkningerne af den antipsykotiske behandling, men altså på bekostning af et alvorligere sygdomsforløb med alvorligere positive symptomer (hallucinationer, vrangforestillinger) til følge. (23)
Citeret fra forh. socialoverlæge Peter Eges artikel "Enkelt er det jo ikke" i STOFbladet (7. s.39-49)
http://www.stofbladet.dk/6storage/586/1 ... 39-49_.pdf