Hey, Dutchie.
For omtrent 3 år tiden begyndte jeg at være negativ, lukke mig selv inde, var helt vildt asocial, gad ikke deltage til sociale begivenheder, ingen fester, ingen besøg af venner, kun min computer og jeg. Min mor var ret så hurtig til at observere dette, og konkluderede hurtigt at jeg var ved at få en depression (hun er psykolog). Det var godt nok hårdt at se i øjnene, for jeg havde sgu altid haft det godt, men da jeg fik fortalt hvordan mit liv så ud fra andres øjne så jeg hurtigt at den var helt gal.
Jeg begyndte så at snakke med en af mine rigtig tætte veninder som har været igennem meget af det samme som jeg, og det hjalp en hel del (nægtede hjælp fra en psykolog, også selvom min mor er psykolog), så disse relativt lange og hyppige aftaler med min veninde fordi jeg havde brug for en at snakke med blev en normalitet. Dette hjalp en smule, dog ikke voldsomt meget, men jeg fik det bedre...
Fast forward 6 måneder, og jeg blev introduceret for cannabis. Jeg havde den forestilling at cannabis var farligt, dumt og at det kun var idioter der røg det (gud hvor var jeg forkert på den). Efter 2 måneders brug af cannabis så jeg hurtigt hvor meget min verden ændrede sig, og hvor meget bedre jeg havde det, og hvor social jeg pludselig var blevet. Derefter stoppede jeg med brugen af cannabis, og havde det sgu fantastisk, også selvom jeg ikke indtog cannabis på dagligt basis. Kort efter begyndte jeg igen fordi at det var hyggeligt, og hvorfor ikke ryge cannabis når alle andre ryger smøger? Jeg følger mig næsten som en helgen i selvskab med tobaksafhængige.
Jeg har det rigtig godt, Dutchie!
