En historie om autisme, søvnløshed og indentitet
Hej Jeg er 18 år gammel og har Aspergers syndrom.
De sidste par år af mit liv har været meget turbulente. Jeg er gået fra at være Danmarks mester på 800 og 1500m til psykiatrisk afdeling med Hash psykose, Men det her må være den vildeste oplevelse til dags dato.
Jeg går på en speciel privatskole hvor andre skoler med samme undervisnings filosofi mødes en gang om året. Vi sov i telt og det var der det hele så småt begyndte.
Jeg havde haft en lang periode efter indlæggelsen hvor jeg ikke kom i skole pg.a søvn- og motivations problemer. Men Jeg havde et kæmpe drive for at få mit liv Tilbage på rette spor.
Jeg sov kun 3 timer den første nat og var lidt plaget af uvirkeligheds følelse. Men den var væk da jeg vågnede og tænkte at jeg bare havde haft brug for søvn. Dagene gik og jeg klarede den med 6 timer de fleste nætter.
Få dage efter da jeg kom hjem og stadig nærmest ikke havde sovet og var plaget af en mildere mani, kom uvirkeligheds følelsens med fulde drag. Jeg prøvede at gå en tur og se om det det ville gå væk, men det blev bare værre. Jeg blev helt glasagtig og fjern at se på. Alle der kørte forbi på cykel, Kiggede meget chokeret på mig. Det var meget ubehageligt. Jeg indså at det bedste ville være at jeg blev indlagt. Så jeg handlede hurtigt og ringede til min mor, hun håndterede det stærkt og var i telefonen hele vejen hjem.
Da jeg kom hjem og havde det virkelig dårligt, satte jeg et stykke musik af dvorak på som jeg lige havde fundet ud af at min mor havde spillet for mig da hun var gravid med mig(Fandt musik nummeret inden hun fortalte det). Jeg følte der var noget symbolsk over det, og håbede jeg ville overleve da jeg havde sporalske selvmordstanker.
Det hele begynder egentlig først da vi ankommer til bispebjerg.
Alle følelser var 100 gange stærkere. Taxamanden Ville bare af med os og satte os af det forkerte sted. Jeg følte et stærkt had til ham, Kunne han ikke se hvor meget mig og min mor led. Det var først her det sande helvede begyndte. Vi kunne ikke finde akut afdelingen, min mor var helt panisk og alle vi spurgte virkede så kolde og ligeglade. Imens gik jeg rundt med paranoia og små hallucinationer og beroligede min mor samtidig. Det var det sande helved.
Også skete det, hele mit liv på 30 sekunder, Børnehaven, Alt det tæv jeg havde fået i folkeskolen. Mine underlige interesser, min venner, alt ting. Jeg havde bare lyst til at gøre en ende på det hele.
Vi fandt det og så snart jeg fik at vide at det bare var søvnunderskud faldt jeg helt ned, en overvældene følelse af lettelse.
Jeg er lykkelig over at jeg stadig lever nu. Jeg er lykkelig over at lægen var så god til at læse mig og
ikke smed mig på den lukkede, da der kun var plads der.
Jeg er lykkelig over at vågne hver morgen.
Jeg har aldrig været så mæt af livet, og samtidig så sulten efter det.
Jeg har fået sovet nu og er næsten helt normal igen. Jeg har lært meget af denne oplevelse. Jeg har indset at jeg er en følsom dreng der skal passe bedre på mig selv. Jeg har lært at jeg skal stoppe med at have så travlt med at være normal hele tiden. Fordi jeg at glemmer at spise når jeg er stresset. Det + søvnunderskud er ikke noget man skal lege med. Har fået udskrevet melatonin og imoclone til at sove på + antipsykotisk Hvis det viser sig at det ikke kun var søvnunderskud der er skyld i det.
Jeg har også tænkt at søge psykolog timer, da jeg tror det ville hjælpe.
Unskyld at teksten er kringlet, er stadig ør i hovedet efter oplevelsen havde bare brug for at dele det med nogen.
Vejledning er værdsat
