I S-toget så jeg i dag en videokampagne. I filmen skulle en ung mand til at insufflere store mængder pulver nasalt. Han blev dog stoppet af sin ven der startede med at spørge:"Hvad fanden er det at du laver?" Her overraskede kampagnen så ved at lade vennen smide pulveret i et glas og i stedet opfordre til oral indtagelse. Kampagnen slutter med teksten: STOFFER - Vær sikker på at du ved hvad du laver.
Deres hjemmeside (
http://www.styrpaastoffer.dk ) er desværre en smule skuffende. Informationen er ofte både vag, mangelfuld og lider desuden (omend i mindre grad end tidligere) af fortidens rusmiddelpropaganda. Artiklerne om de enkelte stoffer er en smule bedre, omend stadig enormt mangelfulde.
Alligevel er alt dette meget interessant. En kampagne i mainstream medier med et HR fokus? Sammen med netstof.dk's "leksikon" varsler disse eksempler - trods kvalitetsmangler - måske en begyndende ny tilgang til rusmidler i offentligheden. Med forbilleder som erowid.org og psychedelia.dk er det også kun på tide med en lidt mere ansvarsstyrkende og lidt mindre moraliserende tilgang til rusmiddelbrug.