Psychedelia.dk

Det er rockerne, der bestemmer på Christiania. Politiet skal spørge om lov for at komme ind og lave deres arbejde – og til gengæld love at lukke øjnene for hashhandlen imens.
Danmark har fået sit første totale helle for kriminelle. DANSK POLITI har spurgt en række politifolk om deres oplevelser i forhold til Fristaden.

Af Tania Kejser og Nicolai Scharling

Torsdag den 7. juni klokken 15.45 blev en journalist overfaldet, banket, strippet, fik stjålet sin ID, blev truet og måtte derefter flygte - kun i ført sko - ud af Christiania.
Han havde forsøgt at filme Pusher Street med skjult kamera kort efter, at Folketingets Retsudvalg havde forladt deres rundvisning på Fristaden.
Forsøget på at vise det virkelige Christiania endte brutalt.

Hos politiet i København hørte man også om episoden.
Ikke at man kunne bekræfte den, for der skal en større indsats til, før politiet kommer på Christiania.
Proceduren i sådanne tilfælde er, at man ringer til udvalgte christianitter, der så giver politiet de informationer, de synes er nødvendige.
Først benægtede disse kontaktpersoner dog, at der skulle være sket noget med en journalist.

Senere bekræftede de, at et eller andet var sket – men ikke hvad.



Københavns Politi begyndte derfor at kalde folk ind fra det daglige beredskab på stationerne for det tilfælde, at den forkomne journalist stadig skulle ligge blødende inde på området. Man lagde kort sagt Station City, Amager og Bellahøj ned for at gøre klar til at rykke ind i staden, hvis det blev nødvendigt. Da de første delinger var rykket ind på Christiania fik man fra forskellige sider bekræftet, at der var sket noget med en journalist, men at han var i god behold. Den historie blev efterfølgende bekræftet fra TV2.

Historiens pointe er, at politiet ikke kan rykke ind i Fristaden uden mindst et par delinger i ryggen.
Det er for farligt, med mindre vagterne ved indgangen til området, som er hyret af rockerne, giver lov. Det er eksempelvis efter aftale med vagterne – og deres tilladelse – at man rykker ind til særlige forbrydelser, men kun hvis man samtidig holder blikket fra hashhandlen.

Politiet har kapituleret
Af en eller anden grund kom Fristadens brutale side bag på mange.
Det gjorde den dog ikke på de politifolk, som dagligt arbejder i beredskabet omkring området.
For dem er Christiania no go - og en frustrerende plet på landkortet uden for lov og orden. Fjendeland er ordet, der ifølge politifolkene selv, kendetegner den måde, de bliver opfattet på i bydelen.

Som det er for øjeblikket kommer politiet ikke på Christiania.
Det er for dyrt, det er for farligt, og gevinsten for lille.
Faktisk har politiet i større flok kun været fire gange i Pusher Street siden sidste sommer. Én gang til en større aktion i november. Og tre gange i forbindelse med Retsudvalgets besøg. De to første var for at forberede besøget, fordi man ikke havde været der så længe, og lige skulle sondere.

Christiania er lovløst område. Og Christiania får lov til at være i fred. De kriminelle grupper har vundet, fordi de har sat hårdt mod hårdt. Og Københavns Politi har måttet kapitulere.
- Gør man ingenting, gør man heller ikke noget forkert, lyder meldingen fra en af de frustrerede medlemmer af patruljetjenesten.
- Vi bliver holdt væk på grund af økonomi. Konfrontation koster. Hvis man vil noget med Christiania, er det en økonomisk ruin. Som det er nu, er vi symbolpoliti, som kommer, når vi giver besked om det, siger de.
Politiets strategi er kun noget, der findes, når justitsministeren og de øverste ledere fortæller om indsatsen. Set med alle andre involverede politifolks øjne er strategien, at man ikke har nogen - ud over at holde sig væk.
Det bekræfter alle de politifolk, DANSK POLITI har talt med, om arbejdet på Fristaden.

Frygter for eget liv
DANSK POLITI har sat syv yngre politifolk stævne, som alle arbejder i beredskabet i lokalområdet. De har alle krævet anonymitet. De har familier og skal selv kunne færdes i København. Desuden bringer ledelsens udmeldinger om indsatsen kun latter med på vejen. Det er ikke karrierefremmende at sige, hvad der reelt sker, fastslår en.
Målet er sådan set at høre med deres ord, hvordan de almindelige politifolk oplever udviklingen på Christiania. Det er deres oplevelser, som af en eller anden grund aldrig bliver hørt.
Flere af dem har selv tidligere haft deres gang privat på Christiania, enten til koncerter, med venner, eller fordi voldene kan være et rart sted, når solen skinner.

Den side af Christiania kender de fleste, og sætter pris på.



De har ikke noget imod, at Danmark har et åndehul, hvor tingene er anderledes, og hvor indbyggerne ønsker et andet liv, end hvad et dansk parcelhuskvarter kan give.

Det, der støder de politifolk, som DANSK POLITI har talt med, er, at Danmark har et område, hvor lovløsheden hersker, og hvor politiet reelt ikke tør komme, hvis ikke de er i overtal. At politiet faktisk har resigneret, fordi de alligevel hverken har politikere eller meningsdannere i ryggen.



- Hvis en kollega blev ladt tilbage i en indsats, så tror jeg, at han ville blive slået ihjel. I dagslys er det én ting. Men ved mørkets frembrud kan du intet se. Der står høje projektører, som sender lys ud, så du bliver blændet, og du ved ikke hvornår eller hvorfra, der bliver kastet en sten. Christiania er bygget til at føre deres form for krig, og som politimand er det meget svært at slippe ud, hvis du først bliver omringet, lyder det samstemmende.
Flere tør ikke komme på Christiania i civil af frygt for repressalierne - de er nemlig allerede affotograferet på Christiania, så de er til at genkende. Og stemningen mod politiet er så hadsk, at flere er nervøse for eget liv, hvis de bliver opdaget i civil.

Rockerne styrer
Det er ikke de fredelige christianitter eller Regnbuehæren, der bestemmer på Christiania. Det gør rockerne. At christianitterne intet gør for at hjælpe politiet er en anden sag, som er svær at blive helt klog på. Der er mange penge på spil, og der er garanteret også mange, der er bange. Om en del af pengene så faktisk ligefrem drypper videre fra de kriminelle til Fristadens fælleskasser er uvist. Men et afhængighedsforhold på den ene eller anden måde må der være tale om.
- Rockerne er af naturlige årsager ikke interesseret i politiet, christianitterne tilsyneladende heller ikke. Dér er de i hvert fald enige. Men jeg tror faktisk også, at christianitterne er bange. De skal i hvert fald ikke ses sammen med os, hvis det alligevel sker, får de besked på at stoppe straks af rockernes vagter, fortæller en politimand.

Den hashhandel, der begyndte som et kagesalg, er altså i tidens løb krøbet i ly af parolen om frihed og kærlighed. Og groft sagt kan man sige, at rockenes indbringende kriminalitet laves i ly af Regnbuehærens beskyttende favn.



De kriminelles fristed
En kilde til ekstra vrede hos de mange politifolk er, at kriminelle bruger staden som tilflugtssted.
- Vi oplever i stigende grad, hvordan kriminelle bare flygter ind på Christiania. De kan være gaderøvere eller andet. Vi kan ikke – og må ikke - følge efter dem. Christiania er blevet et helle for kriminelle. Når de til porten, er de i sikkerhed, og det ved de, fastslår politifolkene.
Ledelsen i Københavns Politi har meldt ud, at de menige betjente ikke skal bevæge sig ind på området, medmindre de er minimum to delinger.

- Det er dybt frustrerende. Vi kan stå to delinger udenfor og bare kigge på. Vi får ikke lov at gå ind. Ledelsen har også givet op, fortæller de. Igen enigt.
Sådan opleves det fra menig ansat. Dertil kommer de tilsvininger, som den enkelte skal finde sig i, når han eller hun kommer for at gøre sit arbejde.
- Når vi rykker ind på Christiania, så mødes vi af had. Helt ubeskriveligt had. Vi bliver kaldt alle skældsord og svinet til i ekstrem personlig grad. Men vi må og kan intet gøre. De regler, som gælder alle andre steder i Danmark, gælder ikke her. To politifolk kunne aldrig gå alene på Christiania. Jeg tror, at vi ville blive slået ihjel. Men det er selvfølgelig aldrig blevet testet, fortæller de.


Perker og oste
- Jeg bliver kaldt perker, siger en politiassistent med indvandrerbaggrund, der også oplevede at få en tegning af sig selv med en bombe i en polititurban.
Kvinder bliver tilsvinet med deres fysiske fremtoning, alle får grimme ord med på vejen. Det almindelige kaldeord er i øvrigt ost. ”Osten kommer”, lyder advarslen, når politiet nærmer sig.
Dertil kommer, at politifolkene bliver filmet og forsøgt identificeret.
En kvindelig politiassistent oplevede for eksempel at få tilsendt et billede af sig selv på hjemadressen, taget af kriminelle på Christiania.
- Det slider på folkene i uhørt grad at gå rundt på Christiania. Det var dag ud og dag ind i de perioder, vi var meget derude, fortæller en politimand fra Københavns Politi.

Befri Christiania fra banderne
- Jeg forstår ikke, at politikere og pressen bare vender det blinde øje til. De vil kun se de sider, som er myten eller glansbilledet. Jeg har aldrig set en tv-udsendelse eller en artikel, som faktisk viste sandheden. Alle har bare bestemt sig for, at det er godt, vi har Christiania, men det er faktisk organiserede kriminelle, som får lov til at holde til derude. Og det er alle mulige former for kriminalitet, de beskæftiger sig med, ikke bare hashhandel, fortæller en politiansat.
- For mig at se handler det ikke om det oprindelige Christiania. De må gøre, hvad de vil for min skyld. Men kunne man ikke begynde at tale om at befri Christiania fra banderne, spørger en anden.

Fjendeland
Set fra den almindelige politiansattes perspektiv, er Christiania langt hen ad vejen historien om, hvordan det åbenbart kan betale sig at angribe politiet.
Det seneste år er politiet gået passivt rundt uden for murene. Det skyldes tre episoder sidste år, hvor civile politifolk blev så pressede på deres sikkerhed, at de blev tvunget til at trække våben. Ledelsen i Københavns Politi blev bange for, at enten en kollega eller en person fra Christiania ville blive skudt. For så kunne det gå helt amok.
Ved at lægge et ekstremt pres på politiet, har de kriminelle på Christiania altså fået det, som de vil have det. Fred til at begå organiseret kriminalitet og hashsalg for anslået en milliard kroner om året – godt tre millioner om dagen.
Når politiet angribes i Folkets Park, Vollsmose eller Gjellerup er historien en anden. Når man taler om parallelsamfund og bander andre steder, så laver man "ghettoplaner" og særlige indsatser, og politikerne tør tage afstand og banke hårdt i bordet.
På Christiania er samme rettigheder, ifølge politifolkene, sat ud af spil.
- Vi aner ikke, hvad der foregår. Vi kan ikke komme til. Vi brugte syv delinger bare på at fjerne et ulovligt bygget tårn efter krav fra Slots- og Ejendomsstyrelsen. Syv delinger - det er pænt over 200 politifolk. Og det accepterer folk. Vi skal lægge gas ud over hele området i samme forbindelse, fordi vi bliver angrebet fra alle kanter. Fordi vi skal fjerne et ulovligt bygget tårn, som christianitterne endda ikke engang selv kan lide. Men vi må bare ikke komme. Det er budskabet. Det er fjendeland. Og så får vi at vide, at vi farer hårdt frem. Vi kan for helvede ikke komme der på anden måde, så bliver vi slået ihjel. De civile anholdelsespatruljer har måttet skyde sig fri. Sker der kriminalitet, knivstikkeri, overfald må vi vente, til ofrene bliver afleveret ved porten, med mindre vi stiller med adskillige delinger, lyder det fra politifolkene.

Hvor er pressen?
Forargelsen er generelt stor. Bitterheden også.
- De kriminelle har helle på Christiania. Stort set alt, hvad vi stopper af bagmænd i byen, har en eller anden forbindelse til Staden, lyder det.

- Jeg gider ikke længere diskutere mit arbejde på Christiania til familiefester. De tror jo, at vi tager ind for at banke christianitter og ødelægge dét, som de stadig ser som Fristaden. Men dét, vi egentlig gør, er at gå efter nogle af Danmarks allerstørste kriminelle. Vi bekæmper bander.



Christiania som lovløst område betyder også, at rockerne uden problemer kan uddanne unge til bandelivet.

- Det er sådan set her, at en stor del af alle kriminelle og hangarounds uddannes og oplæres. Her kan de tjene så mange lommepenge, som de aldrig har fået før, og risikoen for at blive taget er temmelig lille. Det er et sted, hvor de bliver uddannet i at hade politiet, siger en politimand.



- Som politimand vil jeg bare gå efter de kriminelle. Det er derfor, jeg bevæger mig ind på Christiania. Men når jeg hører det omtalt bagefter, så lyder det, som om vi har angrebet Staden. Gu har vi ej. Men det er det, man hører fra alle. At det altid lykkes dem at male det billede, forstår jeg ikke. Jeg føler simpelthen, at vi er til grin. Politikerne og ledelsen gør grin med os og vores arbejde. Og hvor er pressen henne? De har også et ansvar for at beskrive sandheden. Ekstra Bladets indgang til TV2- journalisten, der fik bank, var jo, at de nærmest gjorde grin med ham. Jeg synes, at de udvander voldsbegrebet. Og det siger generelt meget om pressens håndtering af Christiania.
Et af de mest brugte argumenter for ikke at fjerne hashhandlen på Pusher Street er, at man så spreder den til andre dele af byen. Men det ville være en fordel, mener de politifolk, der arbejder med området.
- Og så bortforklaringen med, at hvis man fjerner ulovlighederne fra Christiania, så spreder det sig bare. Ja tak, dér kan vi komme til at anholde bagmændene. Det ville være en fordel. Dér kan vi faktisk være politi. Det kan vi netop ikke på Christiania, konstaterer de.

Desuden er kviksølv ikke så slemt. Folk der var børn i 70'erne stod med det i hænderne.

Historiens pointe er, at politiet ikke kan rykke ind i Fristaden uden mindst et par delinger i ryggen.
Det er for farligt, med mindre vagterne ved indgangen til området, som er hyret af rockerne, giver lov. Det er eksempelvis efter aftale med vagterne – og deres tilladelse – at man rykker ind til særlige forbrydelser, men kun hvis man samtidig holder blikket fra hashhandlen.

hvis rockere stod uden for min gadedør og solgte narko, tvang tøjet af folk og generelt opførte sig rigtig rocker-agtige... dadaadaaaaaaaa... så ringede jeg til politiet.