Hejsa fokez. Her de sidste par dage har været meget hektiske. I søndags fik jeg endnu et af mine 'psykotiske' anfald, hvor jeg hørte stemmer og blev meget paranoid. Det startede med jeg var inde i stuen på mit opholdssted på vej ned fra en kammerats værelse, hvor så jeg lige pludselig slår min hånd ind i en glasramme med et maleri indeni, fordi det ligepludselig slog klik for mig. Jeg kom op at slås med pædagogerne, og blev så hentet af politiet og blev kørt i detentionen, hvor jeg skulle sidde nogle timer og køle ned. Et par timer efter kunne jeg slet ikke huske hvad der var sket, og havde åbenbart gået fuldstændig amok og råbte at jeg ville slå alle inkl. Mig selv ihjel. Nu har min læge så besluttet sig for at lade mig starte ud med 50 Mg. Seroquel (Ikke prolong) som jeg ser meget frem til, da jeg har hørt det skulle hjælpe en med at falde lettere til ro og blive mindre psykotisk. Er stadig clean.
--------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------
EDIT: Det er idag min 11. dag som clean, og må sige jeg er overrasket over at jeg ikke er knækket endnu
Idag fik jeg så et voldsomt noia/angstanfald, hvor jeg pludselig hørte stemmer der råbte i mit hovede at jeg skulle ryge ellers ville der ske alt muligt. En slags trusler nærmest. Så jeg blev kørt ud på psykiatrisk skadestue omgående af en pædagog fra mit opholdssted, hvor lægen så kom frem til at det indtil videre bare er abstinens-symptomer og en slags flashback, hvilket jeg blev rimelig overrasket over. Hun sagde dog også at jeg skulle re-vurderes hvis det blev værre eller hvis det blev ved efter stofferne var helt ude af min krop.
-------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------
EDIT: Det er nu min 6. dag på vej ud af mit misbrug, og må være ærlig at indrømme at det er et helvede!
Savner den adrenalin jeg plejer at få ved mødet af min pusher, savner at gå ind i headshoppen og købe paper, savner at sidde med en dejlig guldklump i hånden og nuldre den ud. Dog savner jeg mærkeligt ikke at være skæv..
Men har taget en beslutning om at komme ud af den onde cirkel, og har sgu tænkt mig at holde mig på måtten.
Glædelig jul, mvh andreasen
-----------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------
Før i læser denne tekst, vil jeg gerne påpege at jeg aldrig har været den bedste til at formulere mine tanker, gode som dårlige. Men har valgt at prøve endelig at være HUDLØS ærlig. Hvis i synes teksten er usammenhængende, skal i vide jeg har prøvet så godt jeg kunne for at få den til at hænge nogenlunde sammen.
Har valgt at starte historien ved roden til mange nederlag i mit liv, min mor. Min mor har altid elsket mig, såvel som jeg har elsket hende, og støttet mig så godt hun nu kunne, såvel som jeg også har støttet hende så godt jeg nu kunne.
Jeg er vokset op med, at hun har lidt en meget svær depression gennem hele mit liv, grundet af hendes egne nederlag i hendes liv. Hun blev født ind i religionen Jehovas Vidner (Hvis i ikke kender til denne religion/tro, er i velkomne til at spørge mig, hvis der er noget i vil vide, men Google ville i nok få mest ud af.)
Hendes mor var selv offer for Paranoid Skizofreni, der gjorde hun aldrig fik et normalt forhold til hende. Igennem sine folkeskoleår blev min mor mobbet på det groveste hver dag, indtil hun endelig fandt en skole og en omgangskreds hun følte sig tryg ved. Da hun blev 18 år, giftede hun sig meget naivt og impulsivt med en ti år ældre mand hun havde mødt gennem familien. Han gennemtæskede hende hver dag, fra morgen til aften i 11 år. Mange vil nok tænke som jeg selv gjorde engang: ’’Hvorfor forlod hun ham ikke bare?’’ I har sikket set film, læst bøger, eller kender måske selv folk der har levet i samme forhold, hvor i heller ikke har forstået hvorfor. Grunden til min mor blev hos ham var, at hun havde så meget fysisk respekt og var meget bange for ham, men på samme tid følte hun også en slags tryghed ved ham, for hun havde ikke prøvet andet.
Men en dag fik hun nok. Hun overvandt sin frygt og flygtede fra hjemmet. Et par år senere mødte hun så min far gennem ugentlige møder og missionær kongresser( ting man går til hvis man er Jehovas Vidner) Han respekterede og elskede min mor, og selvom hun var landet i sin depression, lyste min far hendes liv op igen. De blev gift, Og valgte at melde sig ud af troen, pga. De ikke ønskede at jeg skulle opvokse under de forhold, hvilket jeg i dag er meget taknemmelig for!(Ikke fordi jeg ikke respekterer religionen, tværtimod, jeg er bare overbevist om jeg ville få en lorte opvækst)
Problemet med at melde sig ud er at hvis gør det, melder man sig også ud af familien, hvilket så vil sige at jeg aldrig har mødt min familie, da min mor, far og jeg bliver opfattet som døde af dem, pga. deres tro. Et par år senere, blev min mor gravid. Det var en meget hård fødsel der gjorde at jeg på tidspunktet var 99,9 % sikker på at dø, pga. iltmangel. Jeg blev straks lagt i kuvøse, og lægerne fortalte mine forældre, at jeg nok ikke ville overleve. Mine forældre var grædefærdige, og i de 14 dage jeg lå på hospitalet, røg min mor dybere og dybere ned i et sort hul for hvert minut der gik. Men en dag blev der ringet fra hospitalet, hvor der blev fortalt at der var sket et mirakel. Jeg var overlevet! Dog med 70% chance for jeg ville blive 100% hjernelam.
Så var der sket endnu et mirakel. Jeg var åbenbart helt normalt fungerende, og kunne tage hjem uden større riscici end små disfunktioner i min hjerne, hvilket jeg indtil videre ikke har mærket noget til. Ingen ved om det underbevidst kan have haft en effekt på min personlighed til dags dato. Jeg voksede op i et 2 etagers hus på landet med tilhørende stald og mark. Jeg boede med mine forældre til de blev skilt da jeg var omkring 10 år gammel. Dog blev de skilt som venner, der bare ønskede det bedste for mig og min opvækst. Min mor og jeg flyttede rundt forskellige steder i samme område, da min mor ikke havde penge udover sin førtidspension, fordi hun var for syg til at kunne passe et arbejde. Jeg var skiftevis hos min mor og far hver weekend.
I en alder af 13 fik jeg konstateret generaliseret angst og en hård depression med dertilhørende selvmordstanker hver dag. Jeg blev akut indlagt på psykiatrisk i Risskov, på børneafdeling. Jeg blev konstant overvåget, og måtte ikke have min dør lukket, mine vinduer var låste og der sad en voksen ude foran min dør døgnet rundt. Jeg begyndte at ryge smøger, og det blev hurtigt til et forbrug af en til to pakker om dagen. Efter mine tre uger ude på psyk, fik jeg lov til at flytte hjem til min far, som tog fri fra arbejde for at kunne passe mig døgnet rundt. Jeg blev hurtigt meget udadreagerende og aggressiv, og til sidst kunne mine forældre ikke styre mig længere. Jeg følte skyld, og kunne ikke indse at det skyldtes mine diagnoser, troede bare jeg ikke kunne finde ud af at opføre mig ordentligt overfor andre mennesker.
Det gjorde det sværere at leve med mig selv, og mine selvmordstanker voksede enormt. I en alder af 14 blev jeg frivilligt anbragt på et af landets mest professionelle og mest støttede ungdomshjem. Her mødte jeg en ældre dreng, der havde et hash-misbrug, og det fangede hurtigt min interesse. Jeg synes det var spændene, og på en måde også ret sejt. Tror de fleste kan huske den følelse
. Jeg begyndte at ryge joints et par gange om måneden, og drak min hjerne ud så snart jeg havde muligheden.
I ved hvordan det går derud af efter det. I de sidste 10 måneder har jeg haft et massivt misbrug af hash og alkohol, og har fået en behandlingsdom for stor besiddelse. I dag går jeg til psykolog og misbrugskonsulent en gang om ugen, og har nu været clean i 4 dage, hvilket for de fleste herinde sikkert ikke er den største udfordring, men for mig er det, tro mig. Jeg klarer mig godt i skolen og får 10 taller i samtlige fag, har dog stadig kæmpe problemer med at stå op om morgenen hvis jeg ikke lige har en pind liggende, og orker ofte ikke at gå i skole. Det med at hash er fuldstændigt uskadeligt og bare er harmløst, er virkelig naivt og en stor løgn. Måske hvis man er voksen og har styr på sit liv kan det sagtens være harmløs, men hvis man er ung og i gang med sin skolegang eller i forvejen har psykiske problemer eller bare de mindste tendenser er det det værste.
Jeg skriver det her af hjertet: Lad være med at ryge hash eller i det hele taget rør stoffer hvis du ikke er 18, har psykiske problemer eller bare er sårbar. DET GØR KUN DET HELE MEGET VÆRRE!
Hvis du får lige så stor tolerance for det som jeg fik, hvilket jeg har en idé om er mere sandsynligt hvis du ikke er færdigudviklet, kommer du til at rende forvirret rundt og prøver at skaffe penge til fed på de mærkeligste måder for bare at kunne ryge en joint. Du kommer til at sætte hash over alt hvad der før i dit liv rent faktisk betød noget (Dine venner, familie, yndlingsaktiviteter) Du vil droppe samtlige aftaler med ovenstånde, for bare at ryge hash. Du vil få problemer med politiet, ergo få sværere ved at tage et job i fremtiden, ergo få et dårligere liv. Jeg siger ikke at det her sker for alle, men det kan ske. Jeg ved der er masser af andre på det her board der kan genkende til misbrugets dæmoner.
Og det er absolut ingen skræmmekampagne, jeg siger bare at det kan være det mest vidunderlige, men på bagsiden af medaljen kan det være det værste du kan udsætte dig selv og SPECIELT DIN FAMILIE for.
Tak fordi i tog jer tid til at læse min historie. Jeg er idag 15 år.
Log ind
Tilmeld
OSS
Søg
