I kender det sikkert godt: Man er på LSD og virkeligheden føles mere virkelig. Menneskers følelser skulpteres gennem deres ansigter som om de var lavet af moddellervoks. Karikaturer af sig selv til tider. Bizzare følelsesudtryk, og for den påvirkede overvældende indtryk.
Hvad fanden gør jeg nu?
Hvad gør jeg med min nyindsete indsigt?
Hvad skal jeg bruge at jeg har løsnet et filter til?
Jeg er virkelig nu.
Jeg vil gerne leve sådanher.
Jeg er rigtig.
Jeg har adgangen til frigørelsen og indsigten i mit indre, af alt det som overfladisk adfærd i mit normale tilstand
påkræves, for at kunne påvise min eksistens.
Lillehjærnen er den mest intelligente.
Den kan tale for hvad der er mest væsentligt, og alt andet er næsten kun relativt jo længere ud vi kommer, da der forefindes flere relativiteter fo hvert et lag af hjærne som omslutter min stamme.
Jeg lever ikke efter omstændighederne, som jeg plejer, men inser nu at omstændighederne for min personlige del udgøres af mig. Ingen kan iscenesætte min virkelighed. Ingen kan skabe min perfektion. Ingen kan påtage sig æren, opgaven og ansvaret af at afgøre og udgøre vægten, målet og meningen med mit liv, da den eneste som på bedste måde kan repræsentere mig, udfra mig, er jeg selv.
Jeg er kun så perfekt som jeg overfor andre ønsker at være. Ingen andre har nogesinde haft styrken af at lære mig hvem jeg er, om jeg ikke er ignorant og naiv eller ligeglad nok at blindt lade dem prøve på det.
Mit liv har været en løgn. Jeg har troet på den 'perfektion' som andre har ønsket at påklæbe mig.
De som ikke vidste bedre. De kender mig ikke, for de kender ikke dem selv. De kan ikke blive ved. De ødelægger os, vi lades ødelægges. Vi ødelægger hinanden.
Det er min opfattelse.
Har i det os' sådan?
Det var dejligt at få skrevet lidt ud af sig selv.
Edit: Promotheus insisterer på at det ikke heder lillehjernen, men det limbiske system, det jeg må mene.
Log ind
Tilmeld
OSS
Søg
