|
For ca. 6 måneder siden blev en af mine nærmeste venner indlagt på en lukket psykiatrisk afdeling. Han havde et par måneder inden indlæggelsen givet udtryk for at han var begyndt at se dæmoner rundt omkring i byen. Hans beskrivelser af hvad han så, og især hans holdning til sine spontane hallucinationer bekymrede mig meget. Det lod ikke til at han så det som noget særligt problem.
Jeg besøgte ham regelmæssigt i ugerne efter han fortalte mig om hans syner. Det lod til at han havde
det udmærket selvom han nu var begyndt at udvikle en slags ticks. Hans måde at snakke på var som den altid har været, men nu var det blevet nødvendigt for ham at lave besynderlige bevægelser med sin ene arm hver gang han snakkede. Han fortalte, at han havde det bedst når han bevægede den, og at det var meget nødvendigt for ham at have den i bevægelse når han formulerede sig. Jeg spurgte ind imellem ind til om hvorvidt han stadig så dæmoner. Det gjorde han ikke længere.
Det næste jeg hører fra ham er at han er blevet indlagt på den lukkede af sin far. Min ven syntes at det var dybt uretfærdigt og unødvendigt med en indlæggelse, der var absolut intet i vejen med ham ifølge ham selv. Personalet på stedet mente at det enten var en voldsom 'hash' psykose eller skizofreni han led af. Han blev medicineret med anti psykotisk på afdelingen men tog kun sin medicin en sjælden gang imellem. <--dette, og det at han røg indsmuglet hash, gjorde at personalet ikke kunne give ham en diagnose. Efter 3 måneder gav de op. Så længe han fortsatte med sit forbrug af cannabis kunne de intet gøre.
Da han kom hjem besøgte jeg ham med det samme. Han virkede stadig meget som sig selv men hans ticks var blevet ufatteligt slemme. Han kunne sidde i midten af sin 3 personers sofa og banke sit hoved mod hvert armlæn som en metronom. Det var umuligt for ham at holde sig i ro. Mindst et af hans legemesdele var i konstant bevægelse. Han kunne bevæge sig mål løst rundt i stuen og lave de mest foruroligende vridende bevægelser, alt imens vi snakkede. Jeg spurgte ham om hvorfor han bevægede sig så meget, hvortil han svarede, at det var meget nødvendigt, og at han havde det bedst sådan.
Anden gang jeg besøgte ham efter udskrivelsen besluttede vi os for at gå en tur i skoven. Her blev bevægelserne endnu vildere fordi han ikke var begrænset af sin lejligheds størrelse. I løbet af vores tur begyndte han at tale i 'tunger'. komplet volapyk, men meget følelses betonet. Det kan til nøds sammenlignes med urgamle afrikanske stammesprog. Imens han rablede løs og udførte sine vilde bevægelser var det fuldstændig umuligt at komme i kontakt med ham. Efterfølgende har jeg set bevægelserne og volapykken blive markant forstærket af cannabis.
Sidenhen er hans bevægelser stilnet hen og han taler sjældent i 'tunger'. Derimod virker det til, at hans realitets sans er helt væk. Når man er sammen med ham er han altid meget fjern. Han snakker sjældent, og når man spørger ham om noget tager han utrolig lang tid om at svare. Hans svar er for det meste usammenhængende og vrøvlede. Når man går rundt med ham stopper han tit op og går i en anden tilfældig retning, stiller sig foran biler uden umiddelbart at opfatte det. Det kan nogen gange virke som om hans evne til at navigere kortslutter.
Det lader til at han er dybt begravet og fanget i sit eget sind. En sjælden gang imellem er det som om han kortvarigt får kæmpet sig op fra dybet så man får et glimt af ham som han var engang. Men ja, det er kun midlertidigt...
Han har efterhånden mistet hele sin omgangskreds som alle er chokerede og rådvilde ligesom jeg selv er. Man kan ikke snakke med ham om det, for han har ikke erkendt at der er noget synderligt galt. Han bliver sur hvis man prøver at snakke med ham om det, og hvis man udtrykker sin skepsis overfor hans vrangforestillinger såsom global tanke manipulation koger han over. Det har tidligere ført til at han har slået ud efter mig gentagne gange. Af disse grunde har jeg svært ved at få mig selv til at besøge ham, for så kan man sidde der og forsøge at føre normale samtaler med ham uden respons, alt imens elefanten i rummet må ignoreres.
Han har tydeligvis brug for en slags behandling, men han nægter. Kontakten til familien har han droppet fuldstændig. Jeg er ikke 100 % sikker på det her, men jeg har en klar forestilling om at han sidder og er påvirket hver eneste dag. Alt er gået i stå for ham og det lader til at ingen kan hjælpe. Jeg er magtesløs. Jeg føler lidt at jeg står med alt det her selv, for folk siger de gerne vil hjælpe ham ud af det, men ingen gør noget aktivt.. Ham og jeg har haft et dybt venskab og virkelig været tætte i gennem mange år, derfor kender jeg ham bedre end de fleste og føler dermed at hvis nogen andre end lægerne skal kunne få ham igennem det her, må det være mig.
Jeg søger råd til hvordan man kan hjælpe ham igennem det her. Jeg er løbet tør for idéer og har det ret
skidt med hele situationen.
_________________
''In a world gone mad, only a lunatic is truly insane'' -Homer Simpson
|
Log ind
Tilmeld
OSS
Søg
