Psychedelia.dk

Hey .

Livet er virkelig ikke nemt, det kan vi godt være enige om. Men at rende rundt og ikke være glad for det, er jo noget pis.
Hvis man ikke har det godt, må man gøre noget forkert. Der er altid noget der er federe end noget andet! Hvis du ikke kan lide det du laver, så lav dog noget andet!
Jeg har selv haft mine depressive perioder, og har måtte lægge livet om for at rette op på det.
Det tænkte jeg at jeg sku' da blev nød til? At være depressiv og tage piller imod det, og ikke ændre noget i sin tilværelse, give ikke mening for mig?

Man skal jo bare stræbe efter at finde essensen med sin tilværelse og fokusere på hvad man finder på vejen dertil. Tage på eventyr og skabe nogle sig selv nogle fantastiske minder, udrette nogle ting.
Jeg er pissed over at folk bare sidder ned og klager over at livet er hårdt, når man kan gøre noget ved det!

Peace

Et skævt skriveøjeblik (læs 2smøgs) efter en samtale med en god ven.

Få nu noget ud at livet, det kan jo være så åndsvagt vildt til tider!

Jeg synes ikke man kan stille det sådan der op.
En depression er jo så mange ting, og kan komme af mange ting som man ikke selv er skyld i.
Jovist kan man lave om på sit liv - det er da klart at foretrække fremfor lykkepiller for evigt, men hvis man er helt nede i kulkælderen, så sparker man sig ikke bare op derfra igen på 0,5
Ting tager tid, og man skal ikke hundse rundt med en depression og i hvert fald slet ikke glide let og elegant hen over den.

_________________
Æk' så majt pæs' - Hold kæft.

Jeg synes sgu det er en meget god pointe. Jo mere man beklager sig over sine problemer - jo mere mister man af sin kampånd - lysten til at få tingene til at fungere på en måde der er meningsfyldt for én selv.
Nogle bruger lang tid på at søbe rundt i depressive tankemønstre mens andre slet ikke bliver påvirkede på samme måde. Én ting er dog sikkert - jo hurtigere man beslutter sig for at man selv kan gøre noget ved sagerne, jo hurtigere bliver der gjort noget sagerne..

Éns liv kan vende fra den ene dag til den anden vha. éns indstilling, jeg tror bare folk har hang til ikke at tro på det - og derfor bliver det ikke en realitet. Ikke for at bringe alt muligt visdomsfis ind i det' her, men Einstein sagde at intet problem kan løses af den bevidsthed der skabte det. Med andre ord, hvis du vil have tingene ændrer sig, så må du begynde at tænke anderledes.

_________________
(YOUTUBE) HardtsOnFire: http://www.youtube.com/Hardtsonfire
(SOUNDCLOUD) http://www.Soundcloud.com/Hardts
Historien om Kvadroskidamid: http://www.Facebook.com/Kvadroskidamid

Som langtidsdeprimeret har jeg kun hovedrysten til overs for din indstilling. Alvorlige depressioner indtræffer enten fordi A) man oplever noget forfærdeligt rystende, som simpelthen overstiger ens forstand eller B) på grund af kemisk ubalance i hjernen, som regel nedarvet.

Det er altså ikke noget man bare kan fjerne ved at have en "god indstilling", vel?

_________________
Problemer med misbrug af stoffer? Giftlinje, hjælp osv. her.

Han var skæv da han skrev det, så jeg tror ikke man skal tage det så seriøst

_________________
Seriøs leg.

Undskyld, det kom en smule forkert ud.

Jeg er fuldt forstående overfor at slemme depressioner tager tid, og ikke bare kan forsvinde. Tråden var ikke ment useriøst. Er ikke vant til at skrive her inde.

Prøvede bare at få ud er at, jeg tror at det er en stor hjælp, også for de hårdt ramte, at prøve at lægge noget fokus på lysere ting. Og følge dem i stedet for de gamle vaner.

Når man har en depression, er det lidt som at få lagt en meget tung dyne med ligegyldighed over sig.
Det er virkelig svært at beskrive, så andre også kan forstå det - tit fordi man ikke selv kan forstå hvorfor og hvad der sker med en.

_________________
Æk' så majt pæs' - Hold kæft.

Jeg kan nikke anerkendende til de fleste udsagn i denne her debat. Jeg tror bare mere, at debatten handler om fejlmedicinering og generel indstilning til livet, end det handler om definitionen på en depression. Faktum er, at alle bliver ramt af dårligt humør/tvivl/angst/depression - kald det hvad du vil, på et eller andet tidspunkt i deres liv. Jeg er dog relativt positivt indstillet, overfor udviklingen af forskningen indenfor sindslidelser pt., jeg tror det er på vej i en ny, mere "hollistisk" retning om man vil. Selvfølgelig vil der altid være nogen, som kan være genetisk prædisponerede - men jeg tror at man i fremtiden, ville kunne hjælpe flere, med de indsigter vi har fået i ting som coaching, placebo, meditation og psykedelisk terapi de seneste år. Det kan selvfølgelig være svært, at komme ting som svigt, miljø og psykomotoriske forstyrrelser i forkøbet.

Jeg hører ofte om deprimerede, som enten kommer igennem et helvede af en proces, som kan gøre enhver person deprimeret - eller nogen som bare får udskrevet en recept på en eller anden "lykkepille", for derefter bare at blive overladt til sig selv. Begge disse ting, kan vi i højere grad undgå i fremtiden, med den viden vi har i dag.

_________________
"Inform yourself. What does inform yourself mean? It means transcend and mistrust ideology. Go for direct experience." - T. McKenna

Jeg synes det er et interessant emne der bliver taget op her. Et emne meget få har forståelse for og et emne mange mennesker har et meget personligt forhold til - inklusiv mig selv.

Jeg vil give dem af jer, der nævnte det, ret i, at det kan hjælpe med en ændring af indstilling til livet. Dog er det sjældent en simpel justering, som det måske er for folk, som ikke sidder i en kvælende depression. Det er en proces; en langvarig hjerteskærende proces som kræver man ser sig selv i det karmiske spejl - andre vil kalde det den sociale arv - stille spørgsmål ved alt man før tog for givet som sin virkelighed eller personlighed og rekonstruere fra bunden og op. Der er altså tale om en radikal ændring af hele ens opfattelsesverden og ikke bare finjusteringer i hvordan man handler og laver planer i sin færden, i og med erkendelsen af at alt man har foretaget sig op til dette punkt har ført en til dette bristepunkt. Man er med andre ord handlinglammet. Man er træt af at gøre en masse ting for at opnå resultater og kan intet andet nu end blot at være med det der er.

Jeg har selv været i og er til dels stadig i en langvarig og til tider uudholdelig depressiv tilstand. I tilbageblikket var den uundgåelig og det vil jeg skønne er tilfældet hos de fleste der havner i en depression. Jeg er selvfølgelig ikke ude på at placere skyld, da man op til, hvad der end er katalysator til depressionen, lever i lykkelig eller ulykkelig uvidenhed. Man er blot et produkt af karmaen eller den sociale arv og handler efter et reaktionsmønster som er blevet præget ind i os fra barnsben (af forældre som er blevet det af deres forældre osv).

For mit eget vedkommende, var depressionen en mulighed for at vågne op og se mig selv i det spejl, føle og blive familiær med min families karma og ændre den; sætte en stopper for min ubevidste færden i livet og begynde at tage ansvaret for min oplevelse af livet.

Men også denne erkendelse er en proces; en proces det har taget mig over 4 år fra bristepunktet at komme til og jeg må sige at min rejse eller proces, langt fra er slut. Til gengæld er mit forhold til depressionen og mine følelser generelt blevet af mere venskabelig art.

Jeg er 14 år og tror måske jeg lider af en let depression. Jeg har haft det i et halvt år. Hvorfor tror jeg så det; jo fordi jeg sjældent er glad. Jeg føler mig ligegyldig. Næsten aldrig glad. Jeg føler at alt er uoverskueligt og jeg har ikke en skid overskud til noget som helst. Men her på det sidste er det begyndt at gå bedre og bedre. Jeg bruger ikke så meget tid på at tænke over at jeg ikke er glad mere. Jeg kan også mærke at når jeg har et tralvt program, så når jeg ikke og tænker så meget over min elendighed. Det betyder at jeg er glad i et par dage hvis jeg ikke får lov til at tænke. Måske har jeg aldrig været deprimmeret, men ved at være beskeftiget har jeg fået det en del bedre. Så måske har jeg aldrig været deprimmeret men derimod bare kedet mig? Og dog....
Forresten synes jeg også at jeg har "helbredet" lidt af min depression (hvis det er det) ved at sige til mig selv jeg ikke er depressiv og ved at sige til mig selv at jeg er glad. Man kan faktisk sige at jeg har bildt mig selv ind at jeg er glad. Håber det her giver god menning i jeres hoveder.

Jeg kan ikke, bl.a. grundet dit profilbillede, lade være med at spørge om du ryger cannabis, og i såfald hvor ofte. De symptomer du beskriver lyder som noget mange der ryger dagligt eller semi-dagligt oplever. Jeg har selv følt som du gør det, og det samme har mange jeg kender.

Jeg vil give jer ret i, at lægerne i nogle tilfælde er hurtige til at udskrive medicin, så længe det gælder de ''lettere depressioner'', men lægerne står jo også i et moralsk dilemma, for hvad hvis det udvikler sig? Og er det moralsk forsvarligt at lade mennesker gå rundt og lide, når der findes medicin mod det, som vi ved virker? Sådan kan man også stille det op.

Som sagt er årsagerne til depression komplekse, og i de værste tilfælde kan medicin simpelthen være livsnødvendigt f.eks. hvis personen er meget selvmordstruet. Jeg befandt mig selv i en lignende situation sidste vinter, hvor jeg blev ramt af en svær depression, som endte med en indlæggelse. Hele dette forløb kan bedst beskrives som mit livs mareridt, hvor jeg ikke var i stand til noget som helst og måtte have hjælp til alting. For mit vedkommende blev løsningen medicin kombineret med ECT-behandlinger, og jeg fortryder det ikke et øjeblik. Det skal dog understreges, at jeg sideløbende med det fik psykologbehandling, for medicin kan sjældent stå alene. I dag er jeg helt normal og velfungerende, selv om jeg stadig tager medicin, og jeg er lige startet på et nyt studie, som jeg er rigtig glad for. På længere sigt håber jeg dog på at blive medicinfri, selv om jeg ikke har oplevet de store bivirkninger endnu. Så det lykkedes at overvinde depressionen og komme ud på den anden side igen, hvilket jeg er meget taknemmelig for. Det har i hvert fald givet mig et nyt og mere positivt syn på livet, så på den måde har det også ført noget godt med sig. Der er intet lys uden mørke.

Jeg ryger hash en gang om måneden, eller så. Nogen gange går der to måneder.
Eller det gjorde jeg dengang jeg fik min depression (hvis det er det).
Jeg kan vel lige så godt være ærlig og sige at selvom jeg ikke er stolt af det, så er jeg begyndt at ryge hash ret ofte. Det er nok fordi det er så nemt at skaffe. Før kunne jeg kun ryge når min storebror ville have mig med.
Nu er der folk fra min klasse der sælger i frikvarteret. Og jeg ELSKER virkelig russen. Men det er højest 2 uger siden jeg er begyndt at købe af dem fra klassen. Siden onsdag har jeg røget hash 6 gange (jeg har mindst taget et sug af noget med cannabis i 6 forskellige tidspunkter). Jeg ved godt at jeg skal skære ned og det vil jeg også gøre!
Det var bare lige den her fest og så efter skole blev jeg ligesom lokket med!

hvis man er depri pga småting eller selvmedlidenhed så kan det sikkert hjælpe

men når din familie og nære krasser som fluer rundt om dig, dit job og sociale liv bliver smadret gang på gang uden man har noget at skulle have sagt eller kan lave om på det så er det sku ik nok, det tager tid og evt behandling at komme sig over de ting

men kan jo heller ik sige at de soldater der har set de sygeste ting og er blevet sindsyge i skalden bare lige skal ændre sin indstilling

Depression er en klinisk lidelse, og den er kendetegnet ved, at man i en laengere periode har haft en humoermaessigt forfaerdelig base. Naar man har det, saa har man helt enkelt ikke motivationen til at glaede sig over hverdagens smaa mirakler. Hvis man derimod har en stabil humoerbase, men i nogle dage har surmulet, saa er det klart, at man kan klare aerterne selv. Men saa er man altsaa bare ikke deprimeret.

Paul Muad Dib. Du er et geni. Uanset hvad du skriver er jeg bare enig
Du har helt ret i det du skriver der!

Lol. Lad vaere med at skabe saadan nogle situationer som denne. Nej, men hvis du kender en, der har vaeret deprimeret, eller hvis du selv har vaeret det eller overvejer, at det faktisk er saa voldsomt, at det kan kraeve behandling og ende med doeden, saa er det ogsaa let at se, at hvis det er for let en loesning at haevde, at man bare lige kan tage sig sammen. Men generelt er psykologiske diagnoser ikke knivskarpe, saa der er sikkert en masse, der bare skulle have et los i roeven i stedet for piller. Man maa dog holde sig tilbage fra at doemme om depressionssygdomme generelt paa baggrund af saadan noget. For man glemmer, at det faktisk er et alvorligt og til synes uoverkommeligt problem for den, der virkelig lider under det.