her er så en af de fremmeste misbrugskonsulenters mening og Peter Ege er også for afkriminalisering.
http://politiken.dk/politik/article880091.eceCitat:
Det er på tide at ændre kurs i indsatsen for at hindre misbrug af hash, fastslår ekspert i stofmisbrug.
Speciallæge Henrik Rindom er glad for Københavns Kommunes forsøg på at lovliggøre hash.
»Jeg så gerne, at man prøver at angribe det her på en anden måde - at man prøver andre strategier for at nedsætte forbruget«, siger han.
Ved at åbne for københavnernes fri adgang til det euforiserende stof håber lokalpolitikerne på Københavns Rådhus, at de kan få gjort op med det store hashmarked, der giver enorme indtægter til kriminelle bander.
Henrik Rindom peger på, at hash i dag er ganske let at få fat på i København, og at hver anden ung i hovedstaden allerede har prøvet at ryge hash.
»Markedet er mættet. Vi er ude i et forbrug, der er så astronomisk, at vi bør turde prøve andre strategier«, siger misbrugseksperten.
»Den største risiko vi løber, er at det bliver en fiasko, og at vi må give markedet tilbage til rockerne«, lyder tilføjelsen.
Der er ifølge Henrik Rindom ingen grund til at være ængstelig for, at den fri, kommunale hash skal få forbruget af det sløvende stof til at stige blandt brugerne: De er i forvejen vant til hashen, konstaterer han.
»Markedet kan ikke gøres mere åbent. Det kan købes over alt. Man kan ikke gennemleve sine teenageår i København uden at tage stilling til, om man vil prøve det eller ej«, forklarer han.
I øjeblikket bruger samfundet enorme summer på at bekæmpe hashkriminaliteten, uden at det har nogen mærkbar effekt på udbuddet.
Som eksempel peger han på afsløringen af 12 ton hash i Kalundborg i 1999. Det fik ikke priserne på stoffet til at stige, hvilket afslørede, at forsyningerne af det euforiserende stof til de kriminelle sælgere var rigelige.
Til gengæld har kriminaliseringen alvorlige konsekvenser for unge, der bliver taget med hash på sig og dermed får en plet på straffeattesten.
»Det rammer dem i fem år«, siger Henrik Rindom.