Skal vi ikke høre om hvordan turen er gået ? : )
Selvfølgelig! Nu er det jo efterhånden længe siden jeg kom hjem, men når der opfordres til det, vil jeg naturligvis gerne give et lille resume. Et stille håb kunne jo være, at andre fik lyst til at komme afsted også.
Jeg endte med at være afsted lidt over to måneder på egen hånd i blandt andet Varanassi, det meste af Goas kyststrækning, Delhi, Mumbai, Agra, Orchha, Jaipur, Jaisamler, Udaipur, plus en del flere.
Indien var for fedt. Skal sandheden frem kan jeg ikke undgå at sige, at det også var en smule angstfremkaldende af og til, men specielt i starten. Der er meget beskidt, uoverskueligt, lugtende og hektisk i mange Indiske byer, der på metaplan er et helt ufatteligt bureaukratisk system.
Jeg kan godt forstå, hvis nogen synes det er meget overvældende - det var det bestemt for mig.
Når det så er sagt vil jeg gerne tilføje, at det er en meget, meget lille pille at sluge, hvis jeg sammenligner med de oplevelser jeg har fået af at rejse i Indien, men også de ting jeg har kunne tage med mig videre derfra. Det kan bedst beskrives med nogle rejseanekdoter, de kommer herunder. Jeg har valgt nogle episoder, som har haft betydning for mig som person, så de er måske en smule dramatiske, men jeg gider ikke skrive om hvor flot Taj Mahal er og hvor mange stoffer man kan købe i Goa. Det burde folk efterhånden vide

Da jeg havde været i Indien (Mumbai og Goa) i sammenlagt 5 dage, ville jeg nordpå. Jeg var meget overvældet af specielt Mumbai, hvor jeg havde været et par dagen inden jeg tog til Goa. Jeg bestilte en togbillet med tilhørende sædereservertion, så jeg havde et sted at sove og sidde på turen. Da jeg om natten hoppede på toget, havde jeg dog opdaget, at mit navn ikke stod på den lange navneliste, der hang på perronen.
I Indien er der stor forskel på hvilken klasse man vælger at rejse med. AC2 er vild luksus i forhold til anden klasse, der er den laveste. Jeg havde vist valgt AC3, men det var sagen ligegyldig, for jeg havde ikke en valid billet.
Jeg bliver beordret til at følge med konduktøren og vi gik op gennem alle klasserne, startende i den dyre ende. Da vi nåede op i den modsatte ende af toget fik jeg så købt en billet. 70 kroner for over 2000 kilometers togrejse. Men uden sæde. Jeg skyndte mig op og sidde på gulvet mellem kupeerne i AC3 vognene. Der var beskidt, men det freaking D'Angleterre i forhold til det jeg lige havde set på anden klasse.
Her sad jeg så og var rimelig nede over situationen.
Nu kommer der en konduktør og spørger, hvad jeg egentlig bilder mig ind at sidde der og genere den voksende middelklasse. Han behandler mig fuldstændig som en fra den laveste kaste, hvilket jeg synes er virkelig
Jeg bliver så bortvist til anden klasse. Det vil så sige, at jeg faktisk ikke engang må sidde på anden klasse, men skal sidde mellem vognene. Her er beskidt - virkelig beskidt -, det larmer og jeg har konstant mindst 5 sæt øjne rettet på mig. Åbentlyst overbegloet.
Den første times tid har jeg optur på. Jeg har egentlig masser af plads, selvom jeg sidder på gulvet. Det er så småt blevet morgen, og jeg smiler og nikker til alle de folk der glor på mig, som til gengæld ikke fortrækker en mine.
Nu bliver historien lidt ulækker. Det er nemlig kumbh mela på dette tidspunkt, og de hellige mænd skal nordpå. De hellige mænd er meget fattige og derfor er mange af dem på anden klasse. Disse hellige mænd skal vaskes ceremonielt hver dag på bestemte tidspunkter. Jeg sidder lige udenfor toiletterne, der udover at være huller i gulvet, ikke virker. De er stoppede, overfyldte. I forstår. Hellige mænd på små overfyldte lokummer der vasker arme og ben og det ene og det andet, i et uhelligt vandplaskeri. Der er simpelthen vand og pis og menneskelort over det hele derude i forvejen, 100 hellige mænd med renlighedsfetish hjælper ikke på situationen, og de trækker selvfølgelig masser af diverse ulækkerheder med ud fra lokummet. Ergo sidder jeg i 2 cm mudret vand. Mudret af noget, jeg forsøger ikke at tænke på. Men jeg har ikke andre steder at være.
Jeg forsøger at holde mig på afstand og gøre alt hvad jeg kan for ikke at blive ulækker på sekunder, men det er ganske umuligt. Sådan fortsætter det indtil vi når Mumbai. Der er helvedes varmt, jeg er umanerligt sulten og moralen er ikke alt for høj. Jeg sidder klods op og ned af pøblen, nogle sover op ad mig, nogle snorker, nogle sidder bare og glor på mig. Ved første stop i Mumbai overdynges og overfyldes toget af mennesker og specielt dyr. Høns og hvad har vi her. De har samme rettigheder som mig. Derudover kommer der mange gadebørn ind i toget for at tigge og for at rejse til den anden del af byen. Et af dem stopper sin vej gennem toget ved mig, hvor jeg sidder på gulvet. Han stiller sig klods op ad mig og kigger på mig med våde, blanke, sultne øjne. Jeg sidder ned og vi er helt i øjenhøjde. Men han er så betaget af mig, at han ikke beder om noget, han glor bare.
Jeg kigger også på ham. Han er omkring 4 år, har tabt næsten alt sit hår. Han har mange ar, betændelse i panden og issen, det ene øje set dødt ud, hans ben er også syge. Han er generelt rigtig syg. Så syg så jeg vil mene at det er et under, hvis han lever den dag i dag.
Varmen, dyrene, min hygiejniske tilstand, min grænseløse whining og i det hele taget mine ynkelige problemer bliver sat i et andet perspektiv på et sekund og bliver til afmagt. Jeg knækker sgu lidt lige der. Der er ikke noget jeg kan gøre for drengen, og han er repræsentant for en generation.
Siden den her oplevelse har jeg ikke kunne holde brok ud. Gør noget ved det, eller hold fissen flettet.
Jeg har valgt denne historie, fordi togturen var alt hvad jeg behøvede for at kunne tage Indien ind under huden. Jeg oplevede varme, medmennesklighed, humor og kærlighed i nogle af de kummerligste kår blandt de mest undertrykte mennesker. Pointen er, at du ligeså godt kan være glad når du sidder i lort til halsen, hvis du alligevel ikke kan gøre en skid ved det.
Af gode historier har jeg mange, heldigvis
Da jeg kom til Jaipur efter en lidt hektisk tid i Nordindien, var jeg blevet virkelig glad for "det ægte" Indien, og relativt træt af turistområder og mennekser der troede jeg var lavet af penge, bare fordi jeg var hvid. Det er forståeligt at de har det sådan, men jeg havde vist bare fået nok. Jeg opsøgte ingen attraktioner her, jeg læste ikke noget om byen, jeg gik bare ind det første og det bedste sted og fik en seng på et dorm. Op på taget og ryge charras og drikke mangolassi med mig selv. Jeg var fuldstændig i ro med mig selv, ikke nervøs over at være alene i et meget overvældende land, og efterhånden færdig med at tage imod halvringe råd fra nogen.
Så da jeg havde siddet der et stykke tid og mørket var faldet på, gik jeg ud for at se hvad det var for et sted jeg var kommet hen. Jeg gik og gik og gik bare.
Man kan mærke på de lokale, om de er vante til at se hvide, og mange gange har jeg oplevet at de har bedt mig om at vende om og gå tilbage til de pænere dele af den pågældende by. Det gjorde de også her, men jeg var egentlig lidt ligeglad, jeg var på opdagelse. Mange grinte af mig (/med mig) og synes det var noget fjollet noget at jeg vadede rundt der, nu efterhånden sent. Jeg røg en pind på et øde hjørne, som jeg så drejede nedad.
Helt klasket og meget forundret over al det lys der mødte mig blev jeg paf og stod helt stille og kiggede på et optog af en art. Et langt optog efterfulgt af et par rickshaws med bilbatterier til at trække hele læsset af lamper og højtalere, eldrevne vogne og alt muligt shite. Jeg forstod ikke helt, hvad der skete men folk dansede, klappede og spillede høj musik på trompet, trommer, fløjter og alt muligt andet i bedste marchstil.
Før jeg fattede noget som helst, var jeg blevet rykket ind i optoget, der viste sig at være et bryllupsoptog og jeg var inviteret. Op i front med mig - dans som en abe, hvide knægt.
Jeg røg frem og tilbage i optoget, der var ret langt. Alle ville hilse på mig og spurgte intersseret om jeg ikke var japaner, om jeg havde en kuglepen og sådan noget. Rørte min smukke blege hud.
Mig til bryllup, der egentlig var meget uhøjtideligt i selve (den meget lange) ceremoni. Det skyldes nok, at de havde været igang siden morgen og klokken nu nærmede sig midnat.
De her mennesker havde intet, brylluppet var uden tvivl meget dyrt for dem, men alligevel tog de mig ind og med med åbne arme. Det var en helt fantastisk oplevelse, som jeg næppe kunne have fået, hvis jeg havde planlagt min rejse mere nøje.
Moralen her er, at de smukke oplevelser ofte ligger de grimme steder. Det er let at være charterturist, det er federe at være en bums der selv bestemmer. På den måde kan du i øvrigt også rejse væsentligt længere for pengene

For at vende tilbage til noget brugbart, vil jeg gerne slå fast, at det virkelig bare er om at komme afsted. Om det så er Indien eller Schweiz, Persien eller Honduras. Der er altid masser af muligheder for at overnatte, rejse rundt i landene, se smukke ting og møde cool mennesker. Det er fedt at have nogle fifs og tips i baghovedet, men man kan ikke planlægge sig til en god tur. Man er ganske enkelt nødt til at være der, mærke hvor det bærer henad og fremfor alt aldrig være bange hvis noget går galt, med mindre du er i overhængende fare for at dø.
For hvis du ikke er i overhængende fare for at dø, dør du ikke. Det lover jeg

Much love - Dagny
