Information: Jointrøgen blæser over Guds eget landEndnu en god lille kronik om at tingene går i en lovende retning angående legalisering af cannabis i USA:
Nikolai Lang skrev:
Hvis du drikker dig fuld, er der risiko for, at du bliver forgiftet, afhængig, voldelig, kommer ud for et uheld eller får - hvis det er en vane - varige skader på dine organer, som kan ende med at slå dig ihjel. Så hvis du skulle vælge rusmiddel ud fra medicinsk fornuft, skulle du hellere ryge dig skæv. De mange skadevirkninger, der bruges som argumenter for en fortsat kriminalisering af cannabis er nemlig - hvis ikke direkte forkerte - så vildt overdrevne. Du kan stort set ikke blive forgiftet. Der er ikke dokumenteret varige skader på dine indlæringsevner. Du ender ikke med at sprøjte heroin ind i årerne. Det er meget usandsynligt, at du bliver sindssyg. Og der er heller ingen forhøjet risiko for, at du får cancer. I hvert fald ifølge en ny debatbog fra den amerikanske marihuanalobby Marijuana is Safer: So Why Are We Driving People to Drink?
Bag udgivelsen står kampagnedirektør Steve Fox fra MPP (the Marijuana Policy Project), Vicedirektør Paul Armentano fra NORML (The National Organization for the Reform of Marijuana Laws) og Mason Tvert, direktør for SAFER (Safer Alternative For Enjoyable Recreation). Forfatterens visitkort afspejler, at den amerikanske legaliseringsbevægelse er drevet af topprofessionelle interesseorganisationer, der er længere fremme i skoene end den danske fri hash-bevægelse, som lugter af gammel våd Christianiahund. Men modsat den danske bevægelse, så har den amerikanske også god grund til at føle sig selvsikker for tiden.
Jeg inhalerede
Obama var ikke den første præsident til at indrømme, at han havde røget. Men han var den første, der brugte det til sin fordel, da han fik publikum til at grine med bemærkningen om at han »jævnligt inhalerede - det var hele pointen«. Emnet er ligefrem blevet så mainstream, at vicepræsident Joseph Liberman undskyldte under en debat for ikke at have prøvet stoffet.
Ikke kun kulturelt er der tegn på tøbrud. Også i lovgivningen sker der noget. Der er evidens for, at pot er godt til kronisk syge mennesker, fordi det stimulerer appetitten og virker smertelindrende. Derfor har 13 stater indtil videre lovliggjort medicinsk marihuana. Samtidig slækkes der ifølge en artikel fra The New York Times på straffene for besiddelse af pot. Og efter et langt liv som politisk gift, bliver bevægelsens sag nu omfavnet af forskellige prominente medlemmer af repræsentanternes hus.
Marijuana is Safer - med forord af en tidligere chef for Seattle Police Department - er et manifest for en bevægelse, der vejrer morgenluft og er gået i offensiven. Hidtil har legaliseringsfortalere holdt sig til det, som bogen kalder for den ‘traditionelle argumentation’. Altså at vi med en legalisering kan reducere de skadelige følgevirkninger af et kriminelt hashmarked. Den direkte følge af kriminaliseringen er især, at 850.000 amerikanere hvert år sigtes efter marihuanalove, hvilket er et enormt spild af ressourcer, der kunne være brugt mere nyttigt andre steder. Det anslås i den forbindelse, at 45 procent af USA’s befolkning har prøvet at ryge marihuana, og at 10 procent gør det jævnligt.
Joint eller rødvin
Hvis vi i stedet gjorde det til et legalt marked, ville vi være i stand til at regulere bedre. Vi kan sørge for, at de unge ikke kommer i kontakt med narkomiljøet. Vi kan beskatte det som et nydelsesmiddel og tage brødet ud af munden på de kriminelle. Og vi ville få mere viden om brugerne, og derved kan vi bedre reducere skader og forebygge eventuelt misbrug.
Men Marijuana is Safer går et skridt videre end disse argumenter, der stadigvæk anerkender, at marihuana er et problem. I stedet går forfatterne direkte til angreb på alkohol med en overbevisende dokumentation hentet fra toppen af poppen af videnskabelige udgivelser. Den viser, at en joint er langt mindre usund end en flaske rødvin, og at cannabis medicinsk set må vurderes som ganske ufarligt. Især det medicinske tidsskrift the Lancet citeres flittigt sammen med undersøgelser fra prominente universiteter og afhandlinger fra policy organer med forbindelse til de føderale myndigheder eller FN.
Bogen slår fast, at alkohol har mange og farlige skadevirkninger, der langt overstiger de risici, der knytter sig til et marihuanaforbrug. For eksempel er alkohol involveret i 25-30 procent af al voldelig kriminalitet i USA. 600.000 amerikanske studerende mellem 18 og 24 år kommer hvert år til skade som følge af druk. Og 100.000 i samme alder har været udsat for et alkoholrelateret seksuelt overgreb.
Alligevel er vi jævnt hen berusede gennem det meste af vores liv. På trods af at rigtig mange af os bliver syge som følge af drukkulturen.
Men når alkohol er så skadeligt og ingen endnu er døde af en pot-overdosis, hvorfor er det så egentlig forbudt? I et sjovt kapitel om den amerikanske lovgivningshistorie fremgår det, at det især var evangelisten Harry J. Anslinger, chef for Federal Bureau of Narcotics, som stod bag mange af myterne om marihuanas farlighed. Marihuana har været lovligt i det meste af USA’s historie, men i 30’erne blev stoffet populært i afrikansk-amerikanske miljøer og blandt mexicanske immigranter. Det fik Anslinger til at iscenesætte en 30 år lang mediekampagne, der blandede racefrygt og sensation, som advarede om, at marihuana fik sorte og hispanics til at begå voldtægt. Gerne med opdigtede chokhistorier som »Mexicansk familie bliver sindssyg« eller »under indflydelse af stoffet, kørte ofret sin hånd gennem håret og fandt ud af, at hans fingre knuste hans kranie og sank ind i hans varme, klistrede hjerne«.
Helt uden rus
I dag blæser der en anden røg over Guds eget land, som er ved at være modtagelig for en rationel debat fri for kulturelle stereotyper. Men det er en kulturkrig, som får svære kår herhjemme. Her vil svaret på argumentet om alkohols relativt større skadevirkninger sandsynligvis være, at det ville jo være bedst, hvis vi kunne opnå et samfund helt uden rusmidler. En moralsk argumentation, som tager udgangspunkt i en utopi om en tilstand, hvor ingen voksne mennesker har lyst til at slappe af med en rus, hvilket de ellers har gjort lige siden de lærte at forædle naturens frugter. Hvis cannabisdebatten herhjemme skal flytte sig, kræver det en erkendese af, at en stor del af befolkningen i virkelighedens verden altid vil have behov for at nyde en rus. Og derfor er det faktisk en krænkelse af deres borgerlige rettigheder, at vi nægter dem adgang til det mindst skadelige valg.
Steve Fox: Marijuana is Safer: So Why Are We Driving People to Drink? 210 s., 14.95 US Dollar.
ISBN 971603581448