Psychedelia.dk

HR: Xanax, Rivotril, Concerta og en RIGTIG skidt historie...

Hej alle,

Man skal aldrig være for stolt til at dele sine fejltagelser med andre her på sitet, det er sgu det halve af Harm Reduction der jo er hele idéen med det her. Så her kommer det, i alle sine pinlige detaljer ;)

Det var en mørk og stormfuld nat ... eller rettere, det var en skøn sommerdag da posten kom med mine Concerta.

Jeg har forgæves forsøgt at finde Ritalin - der er mit foretrukne stof af Amfetaminerne - men tør nok ikke importere dem alligevel, da jeg er blevet snuppet og er bange for at ryge ind hvis det sker igen. Jeg sidder nemlig i kørestol, grundet ødelagde knæ- og fod-led men mere om det om lidt.

Jeg får dagligt 3 x 60 mg. OxyContin samt 8 x 5 mg. OxyNorm mod smerter (reelle smerter, en infektion smadrede mine knæ- og fod-led, hvor knæ-led nu er titanium og fod-ditto er stivgjorte med at par tomme-tykke stål-stænger (det ser ret sejt ud på Röntgen-billederne :).

At jeg så insufflerer Oxycodonen, for at få et lille kick, er en anden sag. Den analgesiske effekt er nemlig fin nok, selv om jeg gør det. Så alt i alt har jeg brug for meget morfica hver dag, for blot at kunne komme ud af sengen. og det får jeg så.

Nå, men jeg elsker også Amfetaminer, så Concerta var det nærmeste jeg kunne komme det, og selv om det er noget værre ... bæ (for nu at holde tonen lidt civiliseret) :) så holdt skidtet mig holdt vågen, så jeg kunne arbejde på alle de ting, jeg ellers ikke altid har kræfter eller mental "speed" til at lave; Skrive, lave websites og så videre.

Og så ville jeg så gerne være en af dem, der påtog sig at tage godt imod nye medlemmer her på Psykedelia.
Pege dem mod de artikler, der sikkert allerede er skrevet om det emne, de måtte spørge om. Samt i det hele taget have det overskud der gør, at et nyt medlem føler "Hej, her tør jeg sgu godt skrive og spørge, uden at være bange for at jeg spøger dumt og bliver set ned på"

Misforstå mig ikke, sådan er der allerrede mange der gør, og gør det godt. Jeg kan bare huske fra et stort (+6.000 brugere) forum jeg ejede/drev) at er der én eller flere der gider stå klar ved fordøren, så at sige, er det en rigtig god ting for de nye brugere, der med det samme kan føle sig hjemme.

Og den person kan jeg blive, hvis der er interesse, se længere nede vedr. min antidepressive behandling. Just say the word :)

Nå undskyld den detour....

Så Concerta tog jeg mere og mere af, og den sjette dag uden søvn, begyndte stemmerne og paranoiaen at sætte ind.

Jeg havde åbenbart ikke holdt lang nok pause fra min normale antidepressive medicin (SSRI'ere så som Cipralex, Citalopram og så videre). Se i øvrigt min Ritalin FAQ jeg skrev for snart længe siden, den dækker lige netop dette vanvittigt farlige emne.

SSRI'ere jeg nu i øvrigt helt har droppet, og udelukkende benytter mig af Alprazolam. Jeg ved godt Xanax er en Benozo, men en gør mig til den gode gamle "Mig", der har energi, humor og overskud. Noget intet andet antidepressivt middel har kunne gøre for mig so far.

(er der nogen der har erfaring med Lyrica som substitut for Xanax, må I meget gerne skrive om det! Som vi kommer til, vil man nemlig have mig på Lyrica sammen med de andre SSRI'ere jeg får (og ikke tager, men substituerer med Xanax)

Nå, men paranoiaen tog til, ligeså gjorde stemmerne og synerne. Jeg vidste det var søvn, søvn og masser af søvn der skulle til, for at få mig ud af det her. Bemærk jeg er alene i lejligheden i min kørestol, dog kommer der hjemmepleje hver morgen med dagens medicin, men ellers er og var jeg alene med stemmerne og de tiltagende syner. Og det følgerde skete i løbet af et døgn, lige netop mellem de havde været den ene morgen og kom den næste fra hjemmeplejen, typisk!

Jeg har så jeg kan ringe efter hjælp, men kunne hverken sanse det, eller finde ud af en telefon. Jeg prøvede dog at bede om hjælp, ved at tale ind i en lampe, som jeg troede var et nødkalds-anlæg! Ja, både trist og morsomt :)

Der bor ellers kun ældre i ejendommen her, jeg er den yngste på 35, ellers er de (som de selv siger, mellem firs og en kop jord) ;-)

Men jeg var overbevist over, at dem ovenpå kunne både se og høre mig og var i tyverne og ville mig det ondt. Samt at dem overfor i den anden bygning, var på min side. Så jeg tiggede en om at komme over til mig, bare for at være sammen med mig for jeg var så bange som jeg aldrig har prøvet før.

At jeg talte normalt uden at råbe, og med vinduer og døre lukkede, fik mig ikke til at indse at han (der i øvrigt ikke var der, jeg tog nogle billeder, og der er ingen på de fotos) naturligvis ikke kunne have hørt mig, indså jeg heller ikke. Men jeg troede de ville sende én over...

Jeg lå i min seng, hvor jeg ikke har smerter, det har jeg hvis jeg sidder op længe. Og pludselig sad der på mit stuebord en totalt hvidt-sminket kvinde, med ildrødt hår og det mest modbydelige smil i kan forestille jer. Pludselig var hun der, ti meter fra mig og bare gloede. Jeg var så bange at jeg får tårer i øjnene bare af at skrive dette...

Så ladede jeg min Israelske kaliber 45 Desert Eagle og tømte et helt magasin ind i hende. Uden effekt, da det jo er en gas-pistol der skyder med hårde plast-kugler :)

Jeg talte længe med hende, tiggede og bad om hun ikke nok ville gå, og begyndte så at skælde voldsomt ud på mine "venner" ovre på den anden side af gaden, der jo havde lovet at en af gutterne dér villle komme og være hos mig. Men intet hjalp.

Til sidst måtte jeg over i kørestolen og vove mig ind til hende, der ikke havde bevæget sig, blot siddet på kanten af bordet. Det viste sig at være en papkasse med en ødelagt lampe, samt noget hvidt styrofoam-pap der udgjorde det for hendes hvide "teint"!

SÅ vidste jeg den var meget gal - nu kunne alt jeg så og hørte være sandt eller falsk, og så skete det der bare ikke MÅTTE ske lige på det tidspunkt. Jeg faldt ud af min kørestol! Og den kan jeg ikke selv komme op i, selv når jeg er helt clean.

Det betød en nat på gulvet, uden nogen former for morfica eller Alprazolam til at tage abstinenser. Så da hjemmeplejen fandt mig næste morgen, var det i eget opkast og afføring, samt en psykisk tilstand der gjorde, at jeg selv bad om at blive indlagt.

Først lå jeg til observation samt fik naturligvis min OxyContin, og derefter bad jeg efter et døgn om at blive udskrevet men ikke uden en samtale med den Psykiske Skadestue først.

Og det skal siges, ALLE jeg mødte i det forløb - fra jeg blev indlagt til jeg var ude igen, var helt fantastike. De mennesker brænder for at hjælpe, og de skider på HVAD man har lavet, bare de kan hjælpe én til at blive bedre og at det ikke sker igen.

Overlægen der først så mig, lige da jeg kom ind, kiggede på mig (da havde jeg lige fået en 80 mg Contin under tungen jeg lå og suttede på, og kunne mærke hver en knogle fortrænge smerterne) og så sagde han"

Hvad fanden, ud fra din journal troede jeg du var en af de her ... og så satte han en finger mellem sine læber og kørte den op og ned og lavede "blypylypylypylypylp" tegnet, som når man taler om folk der er HELT væk :) Så var tonen lagt, og så sagde han ... og for helvede, så får jeg heller ikke lov at lave de hvide snit igen i dag, du er sgu da en kedelig patient.

Det grinede vi fandeme meget af, og han tilså mig så meget professionelt, men der var intet at komme efter, dog var han glad for jeg selv foreslog den Psykiatriske Skadestue, hvor de fik hele historien og gerne ville om jeg ville prøve Lyrica i stedet for Xanax.

Så nu må vi se, som sagt er jeg meget interesseret i alle erfaringer I måtte have med Lyrica. Jeg fik det på et tidspunkt for noge nervesmerter i fødderne, men dets antidepressive effekt vil jeg meget gerne høre om. Og om nogen har success eller det modsatte med Lyrica.

Ja kære venner, det var min historie om effekterne af mangel på søvn, samt rester af antidepressiv medicin i kroppen, når man begynder på nogen former for amfetaminer, det være sig methylfenidatpræparater eller egentlig "amf".

Tusind tak fordi I gad lægge øre til - ja jeg ved jo godt, det er friviligt om man læser hvad man skriver her på sitet, men bare det at vide, at der er nogen der har læst det, det gør godt. Ikke at I skal have ondt af mig, slet ikke - jeg har en god ven der har været der for mig de sidste par dage, en Far der ringer dagligt og kommer Torsdag (samt i øvrigt ryddede det HELE op inden jeg kom hjem fra sygehuset!) samt flere familie-medlemmer der også er der for mig.

Så det er ikke DET der gør godt, det er at I som jeg betragter som venner i og med I ved hvad de fleste ting drejer sige om, det er DET der gør jeg er jer så taknemlig for, at I gad læse med her.

Tak venner, og spørg, spørg, spørg hvis jeg kan være til nogen hjælp ikke? Eller PM mig, eller kig min profil hvis I vil maile - det er link til sikker mail også - i må ikke holde jer tilbage i hvert fald :)

Tak igen, og åhh hvor de lettede at skrive det hele ned, undskyld I skulle være ofrene :)

Slutter lige med del af en sang jeg ikke kunne få ud af hovedet mens jeg lå på gulvet, og den siger vist også det meste .... I kan se den i sin helhed herunder.

Wow, sikke dog en tur, godt at høre, du klarede den i sidste ende

Tusind tak min ven, og det gjorde jeg - jeg har det sgu godt nu, selv om jeg er lidt "følsom" stadigvæk. Let til tårer og den slags, men ikke fordi jeg har ondt af mig selv, blot fordi det hele var så skide skræmmende :)

Nu er jeg tilbage på min lægeordinerede mængde Oxycodon, plus 2 mg. Alprazolam morgen og 2 mg. hen under aften, til lige at tage angsten når det bliver mørkt udenfor. Men det er noget jeg ved forsvinder lige så stille, så snart kan jeg nok nøjes med 2 mg. morgen.

Jeg har også fået kontakt til den mest fantastiske misbrugskonsulent, der kommer en gang i mellem, bare for at snakke. Han er helt med på, at hvis Xanax hjælper mig så godt som det gør, jamen så må jeg jo bare fortsætte på det. Han dømmer ikke, og bestemmet ikke noget, giver bare gode råd for han har prøvet det hele selv.

Han vil endda hjælpe mig i gang med at få en kørestol der støtter noget mere, og ikke giver mig så store smerter når jeg sidder længe i den. På den måde ville jeg kunne besøge familie og venner til middag, og komme lidt ud blandt mennesker. Alt i alt fedt, selv om det at komme ud i verden er uha-uha skræmmende :)

Undskyld for offtopic, men hvad er der sket med dine ben, var det bare en infektion der kom lige pludselig, eller var du ude for en ulykke?

Mange tak for dit gode, velskrevne og utroligt skræmmende indlæg. Jeg er glad for at du slap helskindet igennem den omgang, og at det lyder til at du er ved godt mod.

God historie, viser ret godt hvordan de psykiske effekter er efter lange amfetaminbinges, uden søvn mad osv. - kender godt følelsen, men har aldrig virkelig været uden i en psykose, har været heldig at slippe med lette synsforstyrrelser og forstærket lyttesans - som alt sammen forsvandt efter en gang varieret mad, motion, vitaminer og søvn

_________________
Once you get locked into a serious drug collection, the tendency is to push it as hard as you can.
Gør dig selv en tjeneste, og lad være med at starte en samling.

Hej Morten, det gør ingen ting, spørg bare løs :)

Nej, det var en pludselig "indsæt-slemme-bacciller-her-infektion" :) der "bare kom", helt af sig selv. Jeg havde haft et ret voldsomt alkohol-misbrug i en del år før det, og min mor og pap-far er begge døde som følge af alkohol-misbrug, så det var naturligt for lægerne at starte dér, og se om der var en infektion på grund af det massive indtag af alkohol hver dag i årevis.

Men den infektion jeg havde, kunne ikke linkes til alkohol-misbrug (hvilket jeg er meget taknemlig for, ellers ville jeg ikke kunne tilgive mig selv at have drukket så meget i så mange år). I stedet ser jeg nu sygdommen som min redning, for jeg var på vej samme sted som min mor og pap-far. Jeg vil gætte på jeg havde overlevet 4-6 måneder mere med det indtag af alkohol, så var jeg også død.

I stedet blev sygdommen min redning, og jeg rører ikke alkohol overhovedet længere.

At man så måtte indsætte to nye knæ, samt stivgøre mine fodled (I må da gerne se dem, de føles helt naturlige men er anklerne er naturligvis ubevægelige, og knæene kunne jeg ikke lige finde billeder af) Pic 1 og Pic 2 er jo så den pris jeg måtte betale, for at få en chance mere. Et brand-spanking new life :)

Nu skal jeg så bare passe på det, og det har denne oplevelse lært mig mere end nogen anden. Man får en chance mere, og så vover man at pisse den væk - det gør man bare ikke, så jeg tager livet seriøst, men med et smil fra nu af.

Depressionen jeg lider af til tider, kan Xanax stort set hjælpe mig af med, og jeg vil stadig nyde stoffer som Ritalin, Amfetaminer og Oxycodon, men tro mig - jeg har et bibliotek af information om dem og mange andre stoffer, så jeg ved hvad farerne er. Det er også derfor jeg tit foretrækker Ritalin frem for Amf jeg ikke kender.

Nå, nu er det mig der kom off-topic - til dit spørgsmål var det som sagt bare noget "der kom". Overlægen der behandlede mig på infektionsmedicinsk afd Q i Skejby fortalte, at han aldrig havde set så voldsomt et tilfælde ... i Danmark. Da han var reservelæge i London havde de ca. 300 tilfælde om året i hele landet. Han oplevede dog kun ét, hvor en ung mand kom ind en sen aften med rygsmerter.

De kunne ikke rigtig se noget på billederne, så han fik noget smertestillende og fik så lov at sove til næste morgen, hvor de ville checke ham igennem grundigere. Næste morgen var han død, og da de åbnede hans vener var det næsten rent puds der kom ud, hans blod var fyldt med infektionen. Så det KAN altså slå ned som lyn fra en klar himmel - men vær ikke bange for det. Som sagt har der ikke rigtig været andre tilfælde i DK, og har man stærke smerter i et led i to eller flere dage, så søg læge.

Kan man ikke finde en grund, anden end mistanke om en infektion af en type som er farlig og svær at slå ned, som min, vil man typisk lave en såkaldt Leucocyt-Scintigrafi. Det er en helt igennem genial ting, hvor man udtager en stor blodprøve. En læge "prikker" så under mikroskop på de hvide blod-lægmer (Leucocytterne) med en meget tynd radioaktiv spids/nål. Når han har "prikket" nogle hundrede eller måske tusind Leucocytter (der nu er radioaktive, men kun en lille lille smule), sprøjtes blodet tilbage i din krop og du venter så en time eller to.

Så scannes du i en scanner, og da de hvide blod-lægmer søger derhen, hvor kroppen er syg, kan man se hvor du "lyser op" på scanningen, og dér er infektionen. Så sætter man ind med intensiv (mere intensiv end jeg havde fået hidtil, troede jeg ikke fandtes, før de hentede det på Rigshospitalet) antibiotika, lige der hvor infektionen er koncentreret og efter nogle dage (eller måneder i mit tilfælde) slås infektionen ned.

Jeg lå med 40,1 plus/minus i feber i ugevis, og jeg var laaaangt væk. Jeg talte engelsk i vildelse, og troede jeg var i Monaco og ikke kunne finde mit hotel :) Ja ja, sært var det, men også skræmmende. Lægerne skyllede mine led for infektion (narkose, åbne op, skylle, vække mig) hver anden dag. Så jeg har fået den narkose (eller rettere, den "Michael Jackson-sovemedicin) jeg skal have i mit liv håber jeg :)

Efter infektionen var væk, kom så operationerne. Først det ene knæ, så det andet, og derefter begge fodled, da knoglerne var så medtagne af infektionens "ætsende" effekt, at det lignede (med lægens ord) "et månelandskab der inde". Mine nærmeste fik at vide før hver operation, at det var langt fra sikkert mit hjerte og kredsløb kunne holde til det, men der var ingen alternativer, ud skulle det!

Så kom gen-optræningen, hvor Ritalin hjalp mig rigtig godt til at præstere mere, og udholde mere smerte end jeg burde kunne. Ja den var ikke udskrevet, jeg skaffede den selv :)

Men at komme til at gå kom jeg aldrig, trods det ene år i Skejby med at få bugt med infektionen, og de fire resterende års indlæggelse med intens genoptræning hver dag. Men ved i hvad, som jeg startede med at sige - hvad var alternativet? Død af druk!

Så derfor er jeg så glad og positiv for livet i dag, og selv om det var mere end du spurgte om, kan det være det kan gøre bare én persons dag lysere, at læse at man kan sgu overkomme alt, selv når det ser sortest ud. Og har jeg gjort bare én person glad i dag, så er min dag reddet :)

Tak igen fordi I gad lytte, jer der gad læse så langt, og tak til alle her på boadret - I er sgu dejlige :)

For helvede en tur du har haft.. Jeg kan lidt genkende den paniske angst, om af være helt der ude hvor man slet ikke har kontrol mere, fra mit eget uheld med et DXM mareridt, der endte på en hospitals stue med farmand, men det er en anden historie..

Jeg har utroligt ondt af dig, ikke kun pga. den oplevelse du har haft, men også pga. alle de fysiske skader, og smerter du må håndtere hver dag. Det sætter virkelig personligt mit eget liv i perspektiv, det går op for en hvor godt man selv har det! (ikke fordi jeg går rundt og har ondt af mig selv, slet ikke faktisk..) Men alligevel.. Det er sku dejligt med folk som dig der kan snakke åbent og ærligt om deres problemer, tak for det!
- Jeg er sikker på at mange her inde kan få noget ud af at læse din tråd.

Al Held og lykke frem over til dig, fra mig!

Mvh. Jonas

_________________
Alt hvad jeg skriver her på boardet er baseret på fantasi og forestillinger. Jeg tager intet ansvar for mine udtalelser, ej heller for dine beslutninger baseret her på. Mine holdninger har ingen troværdighed, og bør forstås med kraftig ironi. Jeg har intet personlig kendskab til stoffer, eller folk der tager dem.

Mvh.

Jeg har læst hver enkel sætning i denne tråd, og må sige det er virkelig godt beskrevet. Du kommer vidt omkring med både din psykiske tilstand og din infektion, plus info lidt yderligere. Nu er jeg generelt den nysgerrige type så jeg elsker at lære ny viden ved at læse, enten hård fakta eller personlige oplysninger. Du lader jo til at have godt styr på alt det der foregår omkring dig, så du skriver din egen oplevelse med fakta. God læringsmetode og utrolig spændende læsning =)

Det er virkelig synd det der er sket for dig, men ikke alle ville se så lyst på livet som du gør når du sidder i kørestol efter så grove operationer og genoptræning. Din tragiske oplevelse med angsten er god HR og dit livssyn er et utrolig godt boost til folk der føler livet er blevet surt at leve =)
Ja, hellere ritalin man ved hvad er, end beskidt amf!

Både givende og god læsning. Super skrevet =)
Håber det bedste for dig i livets gang!

"There's gon' be some stuff you gon' see
that's gon' make it hard to smile in the future.
But through whatever you see,
through all the rain and the pain,
you gotta keep your sense of humor.
You gotta be able to smile through all this bullshit.
Remember that."

Det tror jeg aldrig nogensinde har passet bedre til nogen person end til dig Tommy.
Stærkt at du kunne dele de ting med os, og endnu mere stærkt at du har hængt på igennem alle de fucked ting du har været igennem. Jeg er vildt måløs over hvad du har været i gennem, og kan slet ikke sætte mig ind i din situation, overhovedet.
Hang on man!

Utrolig historie, fik en 'klump' i halsen da jeg læste den. Meget dybdegående og velskrevet.
Det der imponere mig mest, er at du er så åben omkring det og din glæde for andre mennesker, som er særdeles sjælden.

Citat: "Har jeg gjort bare én person glad i dag, så er min dag reddet"
Det må nok være det bedste citat nogensinde, hvis alle gik ud fra det, ville verden se helt anderledes ud.

Tak fordi du ville dele din historie og håber selvfølgelig alt det bedste for dig i fremtiden

Godt at høre du er kommet oven på - er du vimmer nogle doseringer du får mht Oxycodon (men som du selv giver udtryk for, har du brug for det!)