RygDeRunde skrev:
men piger skal lidt længere op i alderen, før de finde romantike fyre interssante, så læs evt. materiale om kvindelig adfærd,
- hvor ved du lige fra hvad piger finder interessant i hvilke aldre? Det er ikke alle der kører liderlig-skolepige-stilen i folkeren og gymnasiet og vil have badass-fyr iført stram t-shirt og muskelhund. Men jeg har da haft veninder der tænder på at fyrene behandler dem som lort, eller vil have fyre med konstant overnaturlig cool attitude, men det er altså heller ikke de tøser jeg regner for dem med allermest at byde på. For mit vedkommende, og mange andre pigers I might add, er de fyre ikke bare uinteressante, men direkte til grin.
Blomst; først og fremmest må du lære at tænke højere om dig selv. Det er en nedadgående spiral du har gang i, for hver gang du ser dig selv i spejlet og tænker at du er dum og grim, bekræfter du dig selv i det tankespind. Jeg ved det, jeg har selv været der. Og der var absolut intet galt med mig. Jeg var bare lidt introvert og usikker på mig selv, og ikke lige den der råbte højest. Især i teenage-årene havde jeg det rigtig svært med selvtilliden.
Jeg var også "først" 18 da jeg mistede mødommen, og det var da lidt svært at have veninder der skulle ævle om sex og fyre konstant, men i dag er jeg bare så glad for, at jeg ventede til jeg var helt klar til det. Jeg tror sgu ærlig talt ikke jeg er gået glip af noget!
Det er forskelligt hvornår man modnes psykisk, hvornår man begynder at hvile i sig selv, og om man nogensinde gør det. Men du har all the time in the world! Believe me!
Du blir klogere på dig selv hver dag, din eneste opgave er at tage imod den visdom livet har til dig, og bruge den til at vende udviklingen i en positiv retning for dig selv.
Tænk bedre om dig selv, sæt dig nogle mål, hav drømme, lev efter dem. Day by day, vil du få det bedre.
Det kræver bare en indsats.
Jeg har selv ligget i fosterstilling i den magelige offerrolle i mange år. Det er derfor jeg kan sige det så hårdt. Lige meget hvilke ting du har været ude for i dit liv, hvilke omstændigheder du lever under, hvilke mennesker du har omkring dig... så er det KUN dig der er ansvarlig for din egen lykke. Ingen andre.
Det er bare om at komme i sving.
Jeg er næsten 25 i dag, og jeg har aldrig været lykkeligere. Jo måske i den ubekymrede barndom. Men det er ikke fordi der er nogen ydre omstændigheder der specifikt gør mig lykkelig i dag modsat for nogle år siden (andet selvfølgelig end det at jeg har fundet en kæreste der synes at forstå mine kvaliteter. Vigtig ting, dont settle for less
).
Men handler det om den indre glæde, for livet, for mig selv, så var jeg ligeså glad i låget for et halvt år siden, hvor jeg havde en single-periode. Og det kom altsammen bare af, at jeg begyndte at tage ansvar for mit liv, og for min lykke.
Min pointe er, at det først og fremmest handler om hvordan man har det indeni.
ALT kan være perfekt omkring dig, men hvis du ikke kan være i stue med dig selv, holde af dig selv for den du er, så vil du ikke kunne finde lykken i nogle af de ting, heller ikke med en kæreste, heller ikke med en masse sex, penge, det fede job, (indsæt selv flere klichéer)... Det kan kun gøre livet tåleligere.
Se i stedet det at arbejde med dig selv og finde din egen indre glæde, som en investering i potentialet for en lysere og lykkeligere tilværelse, også på lang sigt.
Det er allerede stort, at du har været så åbenhjertig og delt dine problemer. Følg nogle af de rigtig gode råd folk herinde har givet, om motion, sund kost, find de ting du er god til og dyrk dem osv. Så kommer alt det andet af sig selv.
- og jeg ved godt at man er utålmodig og helst vil have at det hele sker NU. Sådan er det altid
Men prøv at give det hele lidt tid, tag det stille og roligt. Og så er det vigtigste bare, at du ved at du er helt normal og har ligeså meget potentiale for et godt liv som alle andre.
Rigtig meget held og lykke med det hele.
Log ind
Tilmeld
OSS
Søg
