Psychedelia.dk

Hey folks

Jeg har nu i lang tid, dvs år haft nogen ubegalige og mærkelige tanker i perioder. Det handler om at jeg tænker nogen tanker i stil med "hvad er livet egentlig såen helt nøjagtigt". "hvordan kan en grå masse gøre os selvbevidste om at vi er i live" og såen noget i den dur. Når jeg tænker disse tanker blir jeg meget koncentreret om det at være tilstede i nuet og det føre til at bare det at leve og være til stede blir underligt og mærkeligt for mig. Jeg kan godt "glemme" disse tanker og leve normalt mens jeg ik tænker dem, men lige så snart jeg husker dem igen kommer denne ubehaglige følse af at det er underligt bare at være til stede. Nogen der ved hvad man kalder det eller har prøvet det samme? Det skal siges at jeg ryger hash og disse tanker kommer både når jeg er skæv og ikke skæv.
Nicolai

Det er en meget normal periode i ens liv tror jeg.. at man undre sig over sin eksistens, døden ,livet, hvordan vi er her ? hvorfor vi er her ? hvad er meningen ? osv...

Jeg kan anbefalde dig at se documentare som http://topdocumentaryfilms.com/what-we-still-dont-know/
Se en masse af den slags : ) det ha hjulpet mig, har ikke fundet svaret.. det finder jeg aldrig og det tror jeg heller ikke du gør måske et svar for dig selv men ikke et for os alle ivertfald..

Se en masse data om universets dannelse og hvad vi ved osv... se en masse viden og læs, og sug det til dig, og forstå det hele lidt bedre.. måske ? måske ikke ?, men sårn er det ...
Jeg har også haft det som dig i perioder, tit har det været efterfulgt af en ubehagelig fætter der hedder " i gør alting for hurtigt " når den kommer frem i hovedet på mig , ligner det folk gør alting i dobbelt tempo, og snakker også hurtigere.. det er fek.s også en sær fornemmelse, der dog ikke har været der i et år eller 2 nu.. Glem dine tanker og istedet for at stille spørgsmål til det hele og frygte svarene osv, så lad dig facinere af vores vidundere og bliv nysgerig på at finde ud af hvordan de fungere.

Some fek.s en hjerne
Der er mange documentare der handler om netop hjernen, hvorfor den reagere og gør som den gør, hvorfor og hvordan en grå/violet masse kan have tanker og liv og.. ja.... Hjernen er bare så uendelig avanceret, mere end vi overhoved aner, et smukt eksempel på hvad modernatur / universet kan skabe....

Håber du finder ro, og kunne bruge mit galmandsnak til noget idetmindste

Mvh
lizard

Det er helt normalt, tror generelt det er noget der kommer når man bliver ældre, det har det hvert fald gjort med mig.
Hvis jeg f.eks. forestiller mig at universet ikke eksisterer og der bare er ingen ting, aldrig har været noget og aldrig vil komme noget, så bliver jeg helt rundt på gulvet.
Sådanne tanker er med til at man sætter pris på at leve

Psychedeliske stoffer sætter virkelig disse tanker i gang for mig og jeg har på visse LSD-trips følt at jeg har forstået hvad universet er og hvorfor vi er her.

_________________
Citat: "Jeg lå heldigvis (på en passende dose syre) i min skurvogn alene på landet hvor ingen kunne nå mig, da jeg blev lullet ind i en syg Truman Show / The Matrix agtig virkelighedsdelusion."

Ja, det er et flugt-sikkert 'maximum security' fængsel vi er indsatte i.
Det ku' da være et bud ihvertfald

Hold da kæft ! mandens løsning er ikke lsd !

JA du så måske muligvis meningen med det hele på lsd og forstod det, men i virkeligheden gjorde du det jo ikke, du fik følsen... lsd gav dig følsen.. men du fattede nok ikke en skid anyway... ta ikke lsd imod det
brug ikke stoffer som lsd til at hjælpe dig selv med - medmindre du er heavy user

Som dan turrel sagde : Lsd er som medicin.
Det ka hjælpe nogle og skade andre- nogen bør ta det og andre bør holde sig væk

Jeg har jo på intet tidspunkt sagt han skal tage LSD? Hvis han ikke bryder sig om disse tanker skal han jo netop ikke tage LSD fordi det sætter gang i dem. Du begynder at gå mig på nerverne Lizardman, tænk før du skriver tak.






Helt flugt sikkert er det vel ikke, alt du skal bruge er et reb og en skammel

_________________
Citat: "Jeg lå heldigvis (på en passende dose syre) i min skurvogn alene på landet hvor ingen kunne nå mig, da jeg blev lullet ind i en syg Truman Show / The Matrix agtig virkelighedsdelusion."

Nej men du fik det bare til at lyde ret fortryllene og lala agtigt...
hvad vil du egentlig gøre ved det ? skælde mig lidt ud ? eller ... slå mig lidt bagi

Hr du overvejet at tage et ki på zen-buddhismen? Jeg er ikke overdrevet indsat i det, men nogle af dine tanker kunne "udnyttes" (don't flame me) i den retning, og måske give dig noget klarhed.

Tror de fleste har siddet i sådan en eksistentialistisk suppedas, med mindloops og hvad der hører til. Læs evt. lidt filosofiske tekster, hvis du synes det er spændende at lege med. Prøv at lade være med at opleve dine "problemer"som negative, da du formentligt let kan dreje det over til spændende tidsfordriv.

Mvh.

Hvis det kan trøste dig, så er der mange andre der har det på samme måde, enten i kortere perioder af deres liv, eller også "kronisk".

Det er både normalt at man som barn begynder at stille kritiske spørgsmål, som f.ex. "Hvis Gud skabte alting, hvem skabte så Gud?", og/eller senere (f.ex. i puberteten og teenage-årene) stiller spørgsmål til og udforsker sin egen identitet, plads i verden, samfundets værdier osv. - f.ex. med spørgsmål som "hvad er meningen med livet?", "hvem er jeg?", "hvad er dette "jeg"?" osv.. Man kan måske få "tilbagefald" til disse perioder senere i livet, f.ex. når man som voksen oplever en midtvejskrise, og stiller sig selv spørgsmål som "Hvad har jeg opnået i mit liv?", "Har jeg levet det liv jeg gerne ville?" osv..

Og der er bestemte mennesker, som næsten altid i større eller mindre grad går rundt og stiller spørgsmål til tingene, både af nysgerrighed, men også fordi de på en eller anden måde føler sig plaget af spørgsmålene, og drevet i søgen efter svar.

Nu læser jeg selv filosofi, så i modsætning til f.ex. en psykolog elller psykiater, der måske vil beskrive tilstanden som "eksistentiel krise" (med tryk på "krise") eller sådan noget, så vil jeg mene, at det ikke nødvendigvis kun er en lidelse eller noget ubehageligt. Eller ihvertfald at der er en mening med lidelsen, og disse perioder med spørgsmål og tvivl er selve det, der gør os menneskelige.

Mange af de store filosoffer, der har stillet spørgsmål til sig selv og verden på samme måde som dig, har haft følelsen af, at det var utroligt hårdt og ubehageligt at begive sig ud på usikker grund, og tvivle på alt, og ikke bare kunne føre glade, hyggelige og ubekymrede liv som så mange "normale mennesker". F.ex. taler Kierkegaard om "en søjle af reflexion", der ligger på hans ryg, og som konstant tynger ham ned, når han går rundt i byen.

Indtil videre og lige nu er min egen opfattelse, at der er en værdi i at have været ude og tvivle på alt, ude på usikker grund, hvor virkelighedens stof opløstes og alting flød og intet kunne tages for givet, SELVOM du vender tilbage til en mere ubekymret og "tanketom" hverdag senere hen, og SELVOM du måske når til erkendelsen af, at du ikke kan finde noget svar, og alligevel bare ender med at mene det samme som du gjorde før du begyndte at tvivle og filosofere over tingene.
Det er svært for mig at begrunde præcis hvorfor, men det hænger sammen med bevidsthed. Der er en værdi i at være bevidst, i at hæve sig op på et meta-niveau og se tingene ovenfra, og undersøge de ting vi normalt tager for givet kritisk. På en eller anden måde mener jeg nok, at man først rigtig har gjort sig fortjent til det glade, fjogede, ubekymrede og ureflekterede dagligdags-liv, når man har splittet det hele ad og været helt ude og tvivle på alting.

Det er et enormt spændende emne, og jeg vil gerne sige nogle flere og bedre ting til det og dig, men jeg vil alligevel poste dette indlæg først, som en slags oplæg og introduktion til min mening om sagen og mine egne oplevelser. Selvom det er rodet og ustruktureret, og selvom der mangler en del, så håber jeg alligevel at det kan bruges til noget.
Der kommer forhåbentligt snart mere.
Jeg synes forresten også at andre der læser filosofi eller har beskæftiget sig med det på et seriøst plan bør skrive noget om deres egne erfaringer med de filosofiske spørgsmål, tvivlen osv..

P.S. Ja, du er fuldstændig normal
Hvis du føler, at det er helt ubærligt, så må du (selvfølgelig) gå til din læge, eller til en psykolog, eller evt. starte med at tale med dine forældre eller nogle gode venner om det. Man kan være meget følsom og leve meget intenst som ung, så pas på at det ikke gør alt for ondt eller bliver alt for fortvivlende. Det er nemmere at slå sådan nogle ting hen, når man bliver ældre - trøst dig ved det. Jeg var selv ret "plaget" af filosofiske spørgsmål, kriser, tvivl, fremmedgjorthed osv. osv. som ung, men jeg har fået et meget mere afslappet forhold til filosofi, livet og alt det dér idag (jeg er idag 25 år, og har kunnet "slappe af med det" ihvertfald inden for de sidste 5-6 år).

Ja ok, haha, jeg ka' godt se hvad du mener

Med hensyn til meningen med livet, så er min opfattelse at det giver den mening vi tillægger det. Med dette mener jeg at nogen tror på noget, nogen prøver at opnå noget, andre giver op osv. Du kan bruge et helt liv på at finde ud af hvordan det hele hænger sammen uden at gøre det. Og det tror jeg er meningen. Hvis du ikke kan finde ud af meningen med livet, er det fordi det er meningen du ikke skal kunne finde ud af det. Jeg kan godt identificere mig med den ubehag du føler, når du tænker over livets store spørgsmål. Men det er også et meget overvældende emne, men igen det er hvad man gør det til. Du kan acceptere at nogle ting kan du ikke svare på, eller du kan blive ved at at prøve at finde svarende på det du ikke ved. Du lever livet, det er det eneste der rigtig er, resten er dine valg og alle andres valg, udfra det vi har. Det er min personlige holdning.

Jeg takker for alle svarene...det er interesant læsning håber i vil blive ved med at komme med input hvis i føler for det.

Så er her endnu et input.
Både kender jeg det fuldstændig, og så er jeg enig i Zarathustra’s tanker om, at det netop er en normal ting for mennesket at stille de her grundlæggende spørgsmål til livet, og også tror jeg at det kan være selve meningen med det hele, om det så er de store eller små spørgsmål man tumler med. Det er også det der gør, at det kan være enormt givtigt at være sammen med børn engang imellem, fordi de stiller de mest banale spørgsmål, der får én til at stoppe op og se verden på en helt ny måde, fordi man havde glemt at den så sådan ud.

For mig er spørgsmålet om livets mening både det mest ultra-komplicerede og samtidig det lettest besvarede overhovedet, da svaret for mig ER livet.
Dette ved jeg, inderst inde.

Men derfor går jeg også nogle gange i selvsving over tanker om universet massefylde, eller får overdreven selvbevidsthed i nuet, tanker omkring min egen åndelighed, til stede eller adskilt fra den samling af kød og knogler der omgiver den. Nogle gange kan jeg endda få følelsen af, at sidde og kigge ud af noget der ikke helt er mig, som det ville føles hvis man havde en form for dragt på, en burka eller noget, hehe, hvor kun øjnene var fri. Eller som om man var inde i en robot.
Det er slet ikke spor uhyggeligt, men bare en dyb følelse af at krop og sjæl er to vidt forskellige parametre, der på mystisk vis tilsammen danner det menneske jeg går rundt og er.

Men alle sådanne tanker har de fleste mennesker fra tid til anden, nogle mere end andre naturligvis. Jeg synes personligt bare det er spændende, og jeg tror det er sådan man skal se på det. Være glad for at man er et tænkende væsen, og se værdien i netop dette, og så forsøge at lade være med at fokusere på en angst for de ting man ikke forstår. Måske forstår man dem en dag.

Jeg tror jeg ser liv, og det at skabe via sine tanker, som noget af det samme.

Men det er – igen – også bare flygtige tanker.

Tak, den formulering har jeg længe ledt efter.

_________________
Citat: "Jeg lå heldigvis (på en passende dose syre) i min skurvogn alene på landet hvor ingen kunne nå mig, da jeg blev lullet ind i en syg Truman Show / The Matrix agtig virkelighedsdelusion."