Psychedelia.dk

Hej jeg sad og læste et indlæg om konstante visuals her inde, og så kom jeg til at tænke tilbage på en periode efter jeg havde været på trip.

Jeg håber der er en enkelt eller to som virkelig vil gøre sit bedste for at prøve at sætte sig ind i hvad jeg skriver og spørger om, og gider læse det. Det ville jeg sætte meget stor pris på

jeg kan huske -men noget jeg faktisk har "glemt" i årets løb, at jeg igennem længere tid gik rundt og fuldstændig troede at helt fremmede mennesker lignede folk jeg kendte. I starten af perioden var det meget overbevisende hver gang jeg så en som fuldstændig lignede en jeg kendte og jeg tog mig selv hele tiden i at skulle til at gå hen til vedkommende og sige hej. Men så når jeg havde kigget lidt længere tid på personen ændrede han sit ansigts udseende automatisk og så gik det jo som sædvanlig op for mig, at det ikke var en jeg kendte (altid kun mænd?). Men som tiden gik, og jeg blev mere klar og bevidst om at det måtte være mine hjerne som hele tiden snød mig, forsvandt det lige så stille. Nu har jeg det slet ikke på samme måde længere. Selvfølgelig kan der godt komme indimmel hvor jeg møder en som jeg lige tror er en jeg kender, men ikke er det alligevel. Ganske normalt skulle jeg mene ?

Men efterfølgende har jeg lagt mærke til, at jeg er blevet enormt god til at kunne sammenligne andre mennesker med hinanden, rent udseensmæssigt. Jeg kan kigge på et billede, og ofte sige, hey han ligner vildt meget Mikkel.. Og så siger mine venner bare, what,? hvordan, og så forklarer jeg trækkene, og så kan de godt selv se det:

Jeg kunne egentlig godt tænke mig at høre om der er andre, som har eller har haft lignende tilfælde som mig. Eller om der er nogle kloge hoveder, som kunne sætte lidt videnskabelige ord på hvad der er sket? En spøjs form for synæstesi eller sådan noget?

Jeg har også fået en anden eftervirkning af svampe. Når jeg går og kigger på landskabet, så ganske automatisk og helt ubevidst, så danner min hjerne et helhedsbillede af alt. Solen, skoven, markerne, vejene, skyerne, vandet, alle små og store detaljer ser jeg som et slags kæmpe ansigt. En plet på en mark, kan blive til en mund, træerne i baggrunden hår. De mørke skygger mellem træerne bliver til øjne, eller skyerne bliver til øjne. ALt efter hvordan landskabet nu er.

Også hvis jeg kigger mellem grenene på et træ, så danner min hjerne automatisk uden jeg skal stå og forestille mig noget, et ansigt i grenene.

I starten blev jeg ret bekymret for at gå udenfor, da det for det meste er der jeg ser disse "ansigter". Men jeg har efterhånden lært at leve med det og accepteret det. Og ser det nu som en slags gave. At kunne se kunsten i naturen uden at skulle gå på museum for at nærstudere et billede af Salvador Dali f.eks. da han af og til malede billeder som jeg ser for mig i naturen nu. I skal ikke tro jeg desideret ser et menneske ansigt eller dæmon ansigt. Men det mere en følelse af at alt hænger og lever sammen. En slags symbiose hvis man kan sammenligne det lidt sådan. Og træerne er så placeret meget nøjagtigt af en overnaturlig kraft, og skyerne hænger hvor de gør på lige det tidspunkt, så de sammen med alt det andet skal skabe balance i det store ansigt. For man kan ikke have et ansigt uden en mund, uden øjne, og bestemt heller ikke uden ansigts træk.

Er der andre af jer, som går rundt og ser noget lignende, eller kan forklare mig hvad der er blevet åbnet op for. Siden jeg ser som jeg gør.

Hvis jeg ryger pinde, bliver det meget instense billeder. Jeg får en følelse af at ansigterne vil fortælle mig noget. Og det er normalt altid rolige ansigter, som jeg har tolket mig til vil beskytte mig. For det er som om de altid smiler til mig, men med utrolig uskyldige vise og ganske svagt bedrøvede øjne. (Prøv at tag en blyant og et papir, og først tegn en ikke alt for overdrevet glad mund, men bare en smilende mund. Ovenover tegn så øjnene, men tegn dem på samme måde som munden. ALt i alt vil der så være en stor bue forneden med buen vendt nedad og ovenover den, to små buer på samme måde.) Det er sådan mine ansigter meget skarpt kan beskrives, og så bare fra mange forskellige vinkler og detaljer osv. Men jeg er godt klar over det er forestillede ansigter, og altså ikke ansigter som kan snakke.

Det eneste problem jeg har med de her billeder nu, er at de godt kan få tankerne oppe i hovedet til at køre lidt for meget rundt i alt muligt. Altså de virker på mig, som en vej ned i tankerne. En slags bagvej til det skjulte i min underbevidsthed. Og det ikke altid jeg har så meget lyst til at få en form for trip bare jeg går mig en tur med min hund. Er der en måde man kan prøve at lade være med at tænke så meget over tingene på. Mine tanker bliver ofte hurtigt drejet over på et badtrip jeg havde engang, og så får jeg en følelse af svag angst. Og rastløshed til tider. Jeg er kommet meget langt i mine tanker om alt de jeg tænker, og jeg er ved at føle ro igen. Men det kommer i perioder synes jeg. De små flashbacks tilbage til badtrippene. Og det hjælper ansigterne gerne med til.

Forresten så indeholder det store ansigt selvfrølgelig mange ansigter, da hvert træ og hver en sten kan danne nye øjne, nye munde og nye øre.

Der er sket det at du ser detaljer som du ikke så før. Der er noget der er blevet åbnet for dig så du ser mere i det små perspektiv. Når man ser i det små, ser man også sammenhænge klarere, får en forståelse for tingene.
Det er nyt for dig og derfor fremmed verden og kan derfor virke utrygt og skræmmende, hvilket alt nyt og ukendt har det med at være.
Nyd din nye verden, der er intet galt i det, du skal bare vænne dig til det og huske dig for eftertiden at kikke på det lidt større perspektiv for ikke at forvilde dig i detaljer. Tingen har været der hele tiden, du har bare ikke lagt mærke til dem.
Det at du ser mennesker der ligner hianden er blot fællestræk som bliver dominerende da du glemmer at kikke på helheden men kommer til at fokusere på de ting der ligner og så ikke kikker videre. Folk er ikke så forskællige som vi gerne tror vi er. Vi ser ret ens ud.
At tingene bliver til ansigter er blot for det er det du fokuserer på at du ser. Prøv og kik efter elefanter, så ser du dem i steden for. Nårt du en dag har vænnet dig til det og opdaget at der er meget mere end ansigter at se vil du have en flot verden foran dig. Sæt fantasien løs og nyd dit nye syn men forvild dig ikke i det. Det er ikke en åbenbaring af nogen slags, blot et andet syn på verdene, den er det samme som den var før, nu ser du blot mere detaljer og sammenhænge.

Det kender jeg godt. Jeg får det ofte under selve trippet og nogle gange dagen efter. De ligner, men når jeg ser nærmere efter går det op for mig at det ikke er dem. Det kan godt være lidt ubehageligt i begyndelsen.
Jeg opfatter det som en særpræget form for deja vu. Jeg kalder det "hyper-recognition syndrome"
Jeg har oplevet et lignende fænomen ved at kigge mig i spejlet og tænke på mine forældre. Pludseligt bliver det meget let at se hvilke ansigtstræk man har fra sin far og mor. Ret sjovt faktisk.
Det hele er egentligt ikke så mærkeligt. Vi ved jo, at psilocybin påvirker det visuelle cortex, så der er simpelthen tale om en glitch i det system, der fortolker visuelle data. Heldigvis en fuldkommen midlertidig ting. Og som Opis nævner kan man bruge det til at blive mere bevidst om forskellige detaljer.

Det rart at vide, at jeg ikke længere bare går rundt i min helt egen verden og tripper for vildt. Men at jeg faktisk bare har ændret mit syn på verden. Jeg skal ud og gå en tur i solen idag, og så vil jeg se om jeg kan prøve at fokusere på andre ting end ansigter. Det har bare sat sig fast tror jeg. For det var kun ansigter jeg så for mig overalt skyerne var omridset med guld kan jeg huske. Det var utrolig smukt, men det syn har jeg desværre mistet igen.

Det virkelig fedt at få noget respons på mine forvirrede tanker. Lige nu så ligger jeg bare og kigger ud af døren i min sofa, over markerne og på skoven. Og fik pludselig lyst til at tænke på at jeg var på trip. Minderne fra trippene kom lige op i mig, og jeg forestillede mig følelsen af suset væk fra denne verden og ind i svampeland. Det var faktisk rart. For jeg har siden mine 2 badtrips haft angst for tankerne om svampe. Og som så senere udviklede sig til angsten for angst. Det ændrede sig lige til nysgerrighed nu igen. Rart TAK

He he har din sofa mange døre..?
Sorry, kunne ikke lade være

Men godt det giver dig lidt ro. Det tager tid at vænne sig til det og kan være forvirrende.
Men slap af og tag tingene som de kommer, follow the flow, som man siger

min sofa har masser af døre ! Og masser af 10'ere og 20'ere og tusindkrone sedler gemt under puderne

Jeg fandt engang en nullermand under en af puderne. Nøj jeg var stolt De plejer ellers altid kun at ligge oven på puderne

Ov, så er det der "blevet væk" er, fandme altid undret mig over hvor de penge bliver af.....




Lyder som et godt opdræt..

Nu kender jeg ikke omstændighederne omkring dine badtrip, men som udgangspunkt bør man aldrig trippe i utrygge omgivelser, dvs. med mennesker du ikke føler dig tryg ved, eller på steder hvor der foregår for mange forstyrrende ting. Det kan virke meget stressende på trip (specielt hvis man ikke er øvet i triptilstanden) og forværre følelsen af at "det går galt". Men selvfølgelig kan angst opstå på trip alligevel, selv om man er i de skønneste omgivelser. Som alle andre følelser der folder sig ud, er også angsten noget man kan blive opmærksom på. Jeg vil næsten sige, at det er uungåeligt ikke at møde sin angst før eller senere, hvis man fortsætter med det psykedeliske. I vores angst-forskrækkede kultur bliver dette altid set som noget forkert og "sygeligt", som man skal undgå for en hver pris. Men angst er en sund følelse, som normalt tjener sin funktion. Problemet opstår når vi bliver angst for angsten. Dette er et usundt loop, som kan kører en helt ned. Vejen ud af loopet er at aksepterer sin angst, - at sige ja til følelsen istedet for nej. At rumme den istedet for at flygte. Efterhånden som du erfarer at du kan rumme den, (selvom det aldrig følels rart, så er det dog tåleligt), så bliver følelsen uinteressant, og din bevidsthed bevæger sig videre til emner der har mere relevans for dig.

Hilsen Fanny

_________________
Carpe Diem ~ Memento Mori
Mere rugbrød - mindre LSD! - Velmendende råd til psykedelisk ekstremsportspiller