Psychedelia.dk

De sidste par år har jeg lært en god ven at kende; min bedste ven tror jeg. Han har kendt mig hele tiden tror jeg.


Han er højt respekteret for sin viden og jeg er stolt af at kende ham. Måske er det derfor jeg vil være sammen med ham hele tiden.

Jeg ønsker ikke bare at se ham en gang imellem, jeg vil helst være sammen med ham hele tiden, jeg vil være intim med ham, lære hans hemmeligheder. inderst inde vil jeg nok være ham.

Det er han blevet træt af, kan jeg mærke på ham. Vi er stadig sammen når jeg har tid, men han er underlig reserveret i sin opførsel nu. Han behandler mig som et barn, eller et fjols, hvor vi før kunne tale som var vi ligemænd.


Problemet er at jeg uden ham føler mig så mig temmelig ynkelig.




Er der andre der har været i en tilsvarende situation?

jeg har haft det på den anden måde.
så det kan være jeg kan sætte det lidt i perspektiv for dig, ikke at det ikke lyder som om du ikke forstår situationene.

men, jeg havde en kammerart, ja lad os bare kalde ham min bedste ven, igennem ca. 5 år.
vi var sammen næsten hver dag, og vi havde det altid fedt. hvis vi ikke havde det fedt, havde vi det ufedt sammen, og det skulle nok blive fedt. vi havde hinanden og vi havde ikke brug for mere. det kørte fedt i omkring to - tre år, men så knækkede den da han begyndte at ville være som mig. vi havde altid delt hinandens idéer, musik, ttøj, interesser o.s.v.
men jeg følte at jeg blev ham overlegen. det lyder top højrøvet men det jeg tror der skete, var at jeg voksede fra ham.
jeg følte mig ældre og fandt nye ting og venner som jeg havde lyst til, jeg havde ikke behov for at dele disse nye ting med ham.
men fordi han var vant til vi altid var sammen var det ham megfet naturligt, at følge efter og gøre hvad jeg gjorde.

det blev mere og mere en pistilens, men jeg så ham alligevel stadig. for vi var jo venner, og et eller andet sted ville jeg stadig gerne se ham, selvom han irreterede mig mere og mere. det endte med jeg to på efterskole og fik et pusterum fra ham.
og den dag idag er vi faktisk begyndt at snakke lidt, men rigtig godt sammen igen.
det bliver aldrig det samme, men vi kender hinanden så godt at vi virkelig hygger os når vi mødes.
vi snakker gamle dage og drikker og det er skide fedt.

jeg konkludere at det din ven, og dig, har brug for er en pause fra hinanden. det lyder også som om det ville være godt for dig, at finde nogen nye venner og ting at lave, så i ikke kører helt træt i hinanden.

han skal nok skrive eller ringe til dig før eller senere.
- og hvis han ikke gør så har du til den tid fundet nye venner og interasser.

held og lykke.

- Bjarke.

Det lyder lidt som om, du er forelsket i ham.


Objektivt set er der vel ikke noget mærkeligt i hans reaktion. Han føler sikkert, at forholdet "kvæler" ham; han vil være sig selv, for sig selv. Hvis du ønsker at bibeholde et gensidigt respektfuldt forhold, sku' du måske acceptere dét, og "ta' den lidt med ro".
Men uafhængigt af, om din fascination af ham er romantisk eller ej, så har du da i hvert fald et ideal du kan måle dig selv op af, og arbejde dig mod. Og det vel altid en god ting

_________________
O Laziness, have pity on our long misery! O Laziness, mother of the arts and noble virtues, be thou the balm of human anguish!

I går mødtes vi så igen. Det var skam hyggeligt, men ikke noget vildt. Jeg følte det lidt som en afskedsseance, for jeg vil snart prøve at skaffe mig en større omgangskreds. Vi talte om de sædvanlige ting, religion, politik og livets meningsløshed, men uden egentlig følelse og indlevelse. Jeg troede først det var det var en festinvitation, han smed ned i hundeskålen på vej ud, men det viste sig at være en regning med et "farvel" skrevet på bagsiden.




Nu er det måske tid for mig at udvikle bekendtskabet til andre venner...

har du overvejet at du sandsynligtvis er forelsket i din ven?

Jeg vil anbefale dig at opsøge din arbejdsgiver- jeg er sikker på han vil være lydhør overfor dine problemer.

Jo jeg lyder vist lidt forelsket



Desværre er min nuværende arbejdsgiver grønthandler, så det er begrænset hvad han kan gøre for mig

Kald mig bare tudefjæs, men det er hårdt når det går op for én at det er tid at give slip på det man elsker over alt andet.

Jeg tror ikke at det på lang sigt er særlig frugtbart for nogen, det være sig partnere, venner eller familie, at have følelsen af en modpart, der ikke kan stå på egne ben. Giv ham lidt fred for en tid og kom ud og mærk verden og alle de andre fantastiske mennesker der er i den... efterfølgende kan du jo genoverveje om det er nødvendigt at give helt slip på ham eller om det var nok at give slip på dig selv

Var det bogstavligt at han gav dig en regning med et farvel skrevet bag på? Er det så åbenlyst for jer begge at I tager en pause fra hinanden/afslutter venskabet? Jeg mener.. har I overhovedet snakket om det?