Citat:
Det er overhovedet ikke den samme tilstand der arbejdes imod. pop-versionen kommer aldrig i nærheden af den dybt funderede indsigt som de gamle zentosser har opnået lige siden Bodhidharma bragte chan til Japan. når du nærmer dig ren væren, er kvaliteten af din æstetiske sansning så fin at du sikkert ikke kan begå dig i vores overstimulerede verden. det er derfor den slags indsigt skal findes i ensomheden, præcis som de sibiriske shamans gjorde. jeg tvivler på at det er det som alle key-account-cumsucker-managers'ne søger.
Det er en ret stor misforståelse af Zen/Ch'an, hvis man mener at opnåelsen af et opvågent sind skal ske i ensomhed, og det ender med en finpudset æstetisk sansning. Den tolkning er simpelthen for beat-inspireret.
En af grundene til at Zen/Ch'an blev til det de blev til, var netop mødet med Kinesisk kultur, hvor kravet, fra Konfuzianismen og Daoismen, blev, at et religiøst system skal forholde sig til verden omkring en. Derfor, for at buddhismen skulle lykkes i Kina, måtte den igennem en reform. Det kom den så, og Zen/Ch'an er en af de former der udviklede sig ved dette møde. Derfor bliver bodhisattva idealet også ændret, og de sutraer og skrifter der tages bedst imod, er de sutraer og skrifter der vægter, ikke blot ens egen oplysning, men dette selvs placering i virkeligheden. F.eks. igennem Nagarjunas Madhyamika filosofi, Den store og lille sukhavativyuha sutra (hvor man får de løfter der senere skulle inspirere det man i Japan kalder Pure Land buddhismen, den har også en kinesisk version, men kan ikke huske hvad den hedder der) og andre. Hvor begrebet om pludselig oplysning også vinder genlyd. Man får såvel systemer som Yogacara (Hua-yen, Kegon), Sanlun (Sanron), T'ien-T'ai (Tendai), Shingon, og mange andre der udvikler sig i Kina og Japan. Og alle disse systemer taler i større eller mindre grad om farligheden ved fuldstændig isolering, som er Arhat idealet i den tidlige og det man nu kalder Theravada buddhismen. Argumentet kan opsummeres i den grundlæggende idé, som hjertesutraen fremsætter: Rupam sunyata, sunyataiva rupam (form er tomhed, selv denne tomhed er form), kobl dette til argumentet om betinget samopståen (som det hænger sammen med), og i vil se hvorfor. Jeg har ikke lige tid til detaljerne.
Buddhismen er både dogmatisk og ikke-dogmatisk, ligesåvel som meget indenfor den kristne tradition, muslimsk tradition, konfuziansk tradition etc. bærer præg af samme opdelinger.
Men ikke at kalde buddhismen en religion er imo ret dumt, og ville støde mange buddhister. Bare fordi det er en religion, betyder det ikke, at den ikke er filosofisk grundet. For det er den, og der er meget filosofisk diskurs i buddhismen. Man kan bare ikke dele religionsdelen fra filosofidelen så skarpt som man kan indenfor kristendommen og vores tradition, hvor man jo med Descartes fik en natur der fungerer helt uden det helliges indvirken, og vejen er banet for sekularisering, og derved også filosoferen der er ene og alene dennesidig (altså sekulær). Dette har man ikke på samme måde i østlig filosofi (selvom der dog er små grupperinger af materialistisk filosofi, som man især har set i Indien).
En ting i i hvert fald skal huske på, det er at der er et soteriologisk mål med buddhistisk filosoferen. Og alene det gør deres filosofi religiøs mindet.