Psychedelia.dk

Hvad vil det sige at være et godt menneske?

Til at starte med er det første, der dukker op i mine tanker, et menneske, der udretter noget godt for andre på en eller anden vis eller hjælper dem med noget. Altså udførelsen af en handling, der fører til noget positivt for nogen. Men samtidig tænker jeg, at man måske godt - hvis man er en udspekuleret person - kunne finde på at gøre noget, der på overfladen ser ud til at føre til noget godt for andre, men at man kun gør det, fordi man har en eller anden skummel plan med det. Så selv om handlingen tilsyneladende ser ud til at være god, så har man dybest set en beskidt intention med den. Dertil kommer, at en handling tit vil føre til noget godt for nogen, men også til noget skidt for andre. Så det gør, at jeg vil vove at sige, at man nok ikke (i hvert fald ikke udelukkende) kan gøre det op i ’’gode handlinger’’.

Det leder mig hen på at tænke på de indre kvaliteter. Her vil jeg nok forbinde begrebet et godt menneske med en person, der har overvejende positive tanker om andre og om omverdenen. Men selv om man har det, kan man da også stadig komme til at handle i mod dette, sådan at ens handlinger ikke altid afspejler ens tanker. Desuden kan der jo også være flere faktorer, der er med til at bestemme, hvordan man er kommet til at se på andre mennesker, og man kan jo være ramt af psykiske lidelser, have oplevet svigt eller andet, som har gjort, at man måske ikke selv helt kan gøre for, at man tænker meget negativt om andre/ikke har tillid til dem.
Udover det, så er det jo ikke nogen selvfølge, at man udretter noget særligt for andre, selv om man ellers har et rent og positivt sind.

Mens jeg har overvejet dette, er jeg i det hele taget blevet i tvivl, om det overhovedet giver mening at tale om at være et godt menneske eller ej. Vores personligheder er jo meget sammensatte, så det er nok svært at beskrive et menneske med et ord, selv om man da nok altid vil blive smigret af at høre fra andre, at de synes, man er et godt menneske. Men selve begrebet er svært nok at definere, og det vil i mine øjne på en måde være en kende for unuanceret, hvis man begyndte at sætte mennesker i bås som enten gode eller dårlige. Vi har jo alle forskellige sider, der kan komme til udtryk i alle mulige situationer. Og selv om f.eks. en følelse som vrede ofte vil blive betragtet som negativ, kan den jo faktisk også føre noget godt med sig, hvis man ellers lærer at udtrykke den på en ordentlig måde over for andre og får fortalt dem de ting, som man er utilfreds med. Der er jo nok også en naturlig grund – eller biologisk forklaring - til, at vi har (eller er disponeret for) visse følelser og handlemåder, der ikke altid betragtes som gode.

Mvh Illusinoa.

Ikke fordi jeg tror jeg har noget endeligt svar på det, men tænkte at jeg kunne komme med et lille indspark til debatten.

Man kunne definere et godt menneske som en der gør det bedste for helheden. I sidste ende betyder helheden vel for universet, men vi kunne starte med at sige jordkloden, eller hvis det også er for stor en mundfuld, så menneskeheden.

Et mindre godt menneske ville istedet bestræbe sig for at gøre det bedste for sit land, eller sin familie. Og et ondt menneske vil kun bestræbe sig på at gøre det bedste for sig selv.

Det vil nok være mit bud på et svar på spørgsmålet om hvad et godt menneske er.

Som jeg ser det skal et godt menneske have følgende tre kvaliteter (og sikkert mange flere)

1. Kærlighed. Man skal have en lyst til at gøre noget godt for andre, uanset om der er en gevinst i det for en selv. Det kan så være en mere eller mindre rummelig kærlighed, hvor idealet er at alt er indbefattet i ens kærlighed.

2. Intelligens. Det er ikke nok at ville det bedste for andre. Det skal også fungere i praksis. Så man bliver nødt til at forstå hvordan tingene hænger sammen. ellers ender man med at fucke tingene op selv om man har de bedste intentioner. Her er der også "højt til loftet". For idealet må vel være at man forstår hvordan alting hænger sammen.

3. Mod. Det er jo ikke nok at tænke de gode tanker. Der skal også handles. Og her vil man jo møde modstand fra dem som ens handlinger påvirker negativt, hvis de ikke lige ser det ud fra et helhedsperspektiv. Og det er vel de færreste der gør det. Så man skal være villig til at handle, selvom man risikerer tæsk for det. Idealet kunne vel være at man gør det man føler skal gøres for helheden, uanset at man selv ender på et trækors med søm gennem hænder og fødder

Tilbage står vel så at svare på hvad "det gode" er. Som jeg ser det er det ikke bare at livet skal være let og lidelsesfrit for alle. Det bliver kedeligt, og al udvikling vil gå i stå. Som jeg ser det, er der ikke noget generelt svar på hvad det gode er. Det er afhængigt af situationen. Så det nytter ikke noget bare at handle blødt og kærligt altid. Men at man er hård når hårdhed kræves og kærlig og tilgivende, når det er på sin plads.

På 1000 mic syre virker det nogle gange som at det ultimativt gode er lige præcis det der sker. (Med incest, krig, mord og hele svineriet). Men at man kun kan fatte det fra helhedens perspektiv. Og at vi alle er udspaltede fragmenter af helheden, som langsomt er ved at udvidde sig til at blive til helheden igen. Men også at vi på et andet plan (uden for tiden) er helheden hele tiden, og derfor er det os selv der ønsker at alting skal være som det er. Og at der dybest set kun er én, så der sker ikke nogen virkelig skade. Det er bare noget man leger med sig selv. Og set fra det plan er spørgsmålet om godt og ondt en illusion.

Men sådan ser man jo ikke på det til hverdag. Der er man bare pisse irriteret over at de andre er nogle fatsvage idioter og at verden er så ond

Eller man er forelsket og synes verden er et dejligt sted. Dualitet er et fantastisk, fjollet, dejligt spil.

Lige nu er det et hårdt spil for mig

Du har nogle gode pointer Men for at kunne udrette mest for helheden/menneskeheden eller hvad man ynder at kalde det, så tror jeg nu også, at det er vigtigt at huske at gøre noget for sig selv ind i mellem. For mig at se er total selvopofrelse ikke løsningen, selv om det selvfølgelig er beundringsværdigt på mange måder. Men man skal jo også lige huske på, at man selv er ligeså vigtig, og at man nok højst sandsynligt ville køre sur i det, hvis man hele tiden satte andres behov over sine egne. Derfor mener jeg, at man nok nærmere bør finde en balancegang, hvor man både udretter noget for sig selv og andre. Det ville i følge min overbevisning være bedst for helheden, da der så ikke ville være nogen, der kom til at være forsømt (i den ideelle verden selvfølgelig).

Men jeg mener helt klart, at intelligens, mod og evnen til at føle kærlighed til andre er gode egenskaber at være i besiddelse af. Dog kan selv disse også føre til noget ondt, hvis de bliver misbrugt. Kærlighed kan føre til jalousi og angst for at miste den anden, intelligens kan gøre, at man måske føler sig hævet over andre og ser ned på andre, der ikke har en ligeså boglig uddannelse som en, og mod kan få en til at opføre sig dumdristigt og kaste sig ud i noget, der måske kommer til at skade en. Men anvendt på den rigtige måde - selv om man selvfølgelig ikke altid selv er herre over sine følelser - så vil jeg da også karakterisere dem som ''gode''.

Du siger også, at det er svært af definere, hvad godhed er. Det vil jeg give dig helt ret i. Er det at udføre handlinger, der er til gavn for andre, uden selv at få noget ud af dem? Eller er det at have et ''smukt'' sind?
Det virker for mig som om, at det er svært at give et entydigt svar, da det hurtigt vil blive for snævert, og man ofte vil kunne finde undtagelser, der afviger fra idealet.

Trist at høre, at du har det sådan. Et knust hjerte tager tit noget tid om at heles. Men god bedring i hvert fald!

Er fuldstændig enig med dig i at man også skal gøre noget for sig selv. Og helst så meget at man er gnistrende lykkelig. Både fordi at det har man dybest set lyst til, så det ville være falskt ikke at stå ved det, og så også fordi at man bedst kan give til andre når man selv er i overskud.

Men på den anden side synes jeg også at et godt menneske skal kunne tåle ikke at ha det så godt selv, uden at man derfor behøver at opføre sig som en total idiot og glemme alle andre.

Og så synes jeg tingene begynder at hænge sammen. Man er god ved sig selv og andre, og gør det så godt man kan selv i de dålige perioder. Derved får andre mere overskud og de vil gøre mere for andre. Og en god cirkel er startet.

Og det du siger med at kærlighed, intelligens og mod kan blive misbrugt, gælder vel kun hvis de står alene. Hvis man er i besiddelse af alle 3 egenskaber vil man, som jeg lige ser det, handle som et godt menneske.


Det er jo intelligens uden kærlighed!


Og det er så mod uden intelligens!


Her skelner jeg på samme måde som f.eks. inden for Buddismen mellem kærlighed og tilknytning. Jalousi opstår ikke på grund af den rene kærlighed, men fordi man føler man har ret til den anden, altså p.g.a. tilknytning. At det så i praksis er svært at føle ren kærlighed uden jalousi kender jeg kun alt for godt. Men her er livet jo den store læremester, og man får jo bare hældt lidelse i spandevis i hovedet, indtil man lærer det.

Så det kunne være endnu en egenskab ved et godt menneske: En der er utilknyttet. Så når man elsker eller gør noget for andre, bliver man ikke fornærmet uanset hvordan det bliver taget imod. Og det skal vel at mærke være en ægte utilknyttethed. For hvis man simulerer det, er det jo løgn og bedrag, som altid vil få konsekvenser for en selv og andre. Så endnu en egenskab ved et godt menneske: En som vælger sandheden i tanke, ord og handling. Så væk med falsk venlighed og hvide løgne, eller er det at gå for langt?


Tak for tanken. Du er et godt menneske

Mærker tydeligt at jeg lider fordi jeg forventer noget fra min (måske) kæreste. Fordi at sådan var det i starten. Og det havde vi jo aftalt skulle blive ved. Og fordi hun ikke giver klare svar, men er i tvivl om alt. Og fordi mit arbejde er kaos lige nu. Men som jeg tydeligt mærkede i dag var det eneste problem at jeg var tilknyttet mine forestillinger om hvordan tingene skal være. Og forestillinger taber jo altid til virkeligheden. Så hvis vi vil det samme med forholdet er der ingen problemer. Og hvis ikke, så er det egentligt heller ikke noget problem. Det kommer til at gøre ondt hvis jeg stadig er tilknyttet. Og det er jeg. Men det er jo ikke noget problem, for der er ikke noget andet sandt valg. Jeg kunne selvfølgelig begynde at please hende eller køre jalousispil, men det holder jo ikke. Så lige nu har jeg det ok med det hele. (Lige til jeg ser hende igen? Hvem ved) Men nok om det!

''Men på den anden side synes jeg også at et godt menneske skal kunne tåle ikke at ha det så godt selv, uden at man derfor behøver at opføre sig som en total idiot og glemme alle andre. ''

Helt enig. Nogle gange kan det bare være svært at forholde sig til andres problemer, hvis man selv har en masse bekymringer, der bliver ved med at plage en. Selv om det da også kan hjælpe at vende fokus lidt væk fra sig selv og hen på en anden. Selvfølgelig berettigerer det heller ikke, at man opfører sig totalt ubetænksomt over for andre - dog kan det være nemmere at tilgive folk, der gør sådan, hvis man ved lidt om, at de kæmper med noget, der er svært at bære for dem. Men du har nok ret i, at det er fornuftigt at kunne sige til sig selv, at selv om man har det svært lige nu, så skal man alligevel huske at tage hensyn til andre.

Du har nok også ret i at ved en kombination af de tre egenskaber (hvis man ellers kan kalde kærlighed for en egenskab) for det meste vil føre noget godt med sig.

Du er også inde på noget med buddhistisk tankegang, og jeg har også været meget fascineret af den pga. dens omfattende psykologiske forståelse, selv om der da er nogle punkter, som jeg har svært ved at forlige mig med. En af dem er, som du også nævner, den med at føle tilknytning, og den vil næsten altid opstå naturligt, når man elsker en anden person. Dog kan man lære at beherske den og måske helt udslette den, hvilket jo er et af buddhisternes mål. Men selv jalousi har sikkert også været til nytte i nogle henseender i menneskets evolutionære historie, selv om jeg ikke lige kan komme på nogle eksempler i øjeblikket.

''Så endnu en egenskab ved et godt menneske: En som vælger sandheden i tanke, ord og handling. Så væk med falsk venlighed og hvide løgne, eller er det at gå for langt?''

Mit svar på det spørgsmål vil nok være: Nej - til en vis grad. For selv sandheden og overdreven ærlighed kan virke sårende på andre og ikke nødvendigvis føre noget godt med sig. Selvfølgelig mener jeg, at man bør undgå at lyve i de fleste situationer, men der kan altså også være enkelte undtagelser, hvor man måske bliver nødt til at gå lidt på kompromis og ikke nødvendigvis udtrykke ens sande mening af hensyn til en anden. Men det er også forskelligt, hvordan mennesker opfatter dette - men for mig at se så er der altså visse situationer, hvor sandheden måske ikke er den bedste udvej. Men som sagt, så er folks syn på det spørgsmål nok meget blandede; nogle vil foretrække ærlighed frem for alt andet, mens andre vil føle sig forurettede og blive kede af at høre den fulde sandhed i visse situationer.

Selv tak - lige nu er jeg også et meget sygt menneske plaget af feber :-/
Udtrykker du klart nok, hvad du godt kunne tænke dig af hende? Er det realistiske forventninger? For det, der tit går galt i kommunikationen mellem kvinder og mænd er jo, at de ikke altid får formuleret klart nok, hvad de ønsker af deres partner. Især for os kvinders vedkommende kan vi være meget naive og tro, at manden kan læse vores tanker og vores små hints eller vores surmuleri, hvor mænd helst skal have det udtrykt klart. Det er i hvert fald min opfattelse. Nu ved jeg ikke helt, hvad problemet drejer sig om, men jeg håber da for dig, at I finder ud af det. Nogle gange skal man jo kæmpe lidt for kærligheden, og den er sjældent så rosenrød, som man ser på film. Men det gør den ikke desto mindre mere unik.

For lige at runde min kærestesituation af, ved ikke lige om det er psykedelisk filosofi? Men jo, måske!

Tror at problemet er at jeg ikke har haft så stort overskud til hende på det sidste. Og hun er vildt overskudskrævende. Lidt ligesom at eje en farrari, eller sådan noget. Men nu har jeg fået ryddet op i min arbejdssituation, min økonomi og i min lejlighed. Så nu har jeg overskuddet tilbage, og så finder vi ud af det kan jeg mærke. Vi er begge er i tvivl om vi skal være kærester eller venner lige nu.


Så er spørgsmålet om folk skal ha hvad de vil ha, eller hvad de har brug for. Tror alle har brug for sandheden. Men tror du har ret i at sandheden ikke bare skal kastes i hovedet på alle til enhver tid. Den skal nok doseres i passende mængder.

Noget helt andet er: Er det virkeligt det ultimative mål at stræbe efter at være et godt menneske? Hvad med at være et helt menneske? Har også altid stræbt efter at være et godt menneske. Men tror også at man skal bruge noget power fra den "mørke" side. Kom til at tænke på det da jeg læste om Aleister Crowley, verdens ondeste menneske, som han blev kaldt af nogen. Fik lige pludselig lyst til at sætte mig ind i hans måde at se tingene på. Han virker intelligent og spændende, men slet ikke som noget forbillede. Dertil er han alt for fordomsfuld synes jeg. Men kender ham ikke så godt endnu.

God bedring, Illusinoa!

"Tror at problemet er at jeg ikke har haft så stort overskud til hende på det sidste. Og hun er vildt overskudskrævende. Lidt ligesom at eje en farrari, eller sådan noget. Men nu har jeg fået ryddet op i min arbejdssituation, min økonomi og i min lejlighed. Så nu har jeg overskuddet tilbage, og så finder vi ud af det kan jeg mærke. Vi er begge er i tvivl om vi skal være kærester eller venner lige nu."

Den hedder "Ferrari", ikke "farrari".

_________________

Det er godt at de akademisk uddannede specialister kan bidrage til diskussionen.

Pinligt at jeg stavede "Ferrari" forkert!

Men Odden, hvad med at du selv bidrog til debatten? Skriv et indlæg hvor du selv viser dine tanker og følelser om emnet. Og uden at gemme dig bag hvad alle mulige filosoffer har sagt. Eller bedre endnu: Lav en improviseret nøgendans, som udtrykker dit inderste væsen og hvordan du kæmper for at blive et godt menneske, men bare har så uendeligt svært ved det fordi du er blevet så misforstået som barn! Ved godt det er svært for dig, men tror det ville være sundt for dig med den dans. Bare smid et link til den her i tråden.

Aaw, blev du lidt fornærmet nu? (men det var en joke i hht "stavenazi"-tråden )
Men for lige at smide et par hurtige ord.
Jeg ved ikke om det er muligt at handle gennemført godt ud fra en position fra sig selv. Man kan godt tro, at man handler efter bedste mening, men eftersom man ikke kan rumme hele virkeligheden i sin egen lille begrænsede eksistens, er konsekvenserne ikke til at vide. Derfor mener jeg det er vigtigt at, så vidt muligt, opgive sine egoiske tanker om ens handlinger. Man kan på filosofisk vis, uden at jeg henviser til filosoffer, åbne sig for virkeligheden, og lade virkeligheden agere gennem en, og i en. Dette virke igennem ens krop som fænomen tror jeg kan blive en mere etisk korrekt levevis. Men så er paradokset, at det ikke er mig der agerer, for jeg er blot et "skillfull mean" i virkelighedens virke igennem kroppen. Derfor fortjener jeg ikke belønning for de gode akter der strømmer ud af min positionering i verden, for det er ikke mig. Beskidte handlinger er dog på min bekostning, da de som regel er styrede af mit selvs eget snævre udsyn.
Jeg ved godt dette lyder meget dramatisk. Men der er mange filosofiske udviklinger og kreative tanker om dette aspekt ved etikken. Og det lyder slet ikke så drastisk set i den kontekst. Men dette er grundtanken jeg forsøger i få vendinger at smide ud i luften.

Video med nøgendans må vente lidt. Jeg får boner på hver gang jeg tilføjer leverpostejen, som er aldeles vigtig for at udtrykke mit barndomstraume!

_________________

Det er også mit synspunkt at for at handle ultimativt godt og sandt, må man selv træde til side og lade helheden handle igennem én. Og man finder så ud af at det ikke er noget virkeligt tab for en selv at give slip på sin "lille vilje". For i virkeligheden er man helheden, og ens ego er bare et begrænset udtryk for en helhed som ikke kan begrænses. Og derfor synes egoet at eksistere så længe man giver det eksistens ved at tro på det, men er ikke nogen reel entitet. Eller noget i den retning.

Men problemet er at man jo for det meste tror på egoet som noget reelt, som skal forsvares med næb og klør. Så når du siger at man på filosofisk vis kan åbne sig for at lade helheden handle igennem sig, er jeg bange for at det ikke vil virke i praksis. Lige så snart helheden vil udtrykke sig på en måde, som kommer på tværs af dit ego vil du bremse disse udtryk. F.eks. når du lader helheden tage over og udtrykke sig gennem dans, og helheden udtrykker sig gennem en boner, bremser du helheden. Fordi du synes at helheden er, ja, for meget!

Så "What to do"? Man kan beslutte sig for at lade helheden handle igennem en, at blive "oplyst". Men beslutningen bliver jo taget fra egoet, som for alt i verden ikke vil oplyses. Det er jo døden for egoet. Og et ego har selvopholdelsesdrift. Så det vil modarbejde dette på alle mulige måder.

Men ligesom helheden har arbejdet for at opbygge egoer, er det som om at den på et vist stadie begynder at arbejde for at nedbryde dem igen. Så det kommer jo nok bare af sig selv. Men vi er jo også dette selv, så det kommer også igennem os.

Felix: Tak skal du have. Det går allerede en del bedre i dag.

Med hensyn til din kæreste, så kan problemet med, at du manglede overskud til hende nok relateres til - som du vist også har givet udtryk for - at du har haft noget andet i dit liv, der ikke fungerede helt, som du følte, at det skulle. Men det er nok en god idé, at I får snakket ud om tingene, og at I hver især finder ud af, hvad I vil med jeres forhold.

Denne Aleister Crowley, hvis navn jeg vist kun har hørt nævnt før, har han gjort noget særligt, siden de kalder ham verdens ondeste menneske (i sammenligning med Hitler)? Eller er det hans personlighed/eventuelle udtalelser? Jeg tror nu også, at det er meget muligt, at såkaldte onde mennesker kan være ret så intelligente, men at de så i den grad mangler nogle væsentlige følelsesmæssige kvaliteter, såsom at kunne være medfølende og udvise empati over for andre mennesker.

''Noget helt andet er: Er det virkeligt det ultimative mål at stræbe efter at være et godt menneske? Hvad med at være et helt menneske?''
Som jeg vist også har udtrykt i mit tidligere indlæg, så mener jeg ikke, at det er muligt at karakterisere mennesker som enten ''gode'' eller ''onde'', da vi alle har mange forskellige sider og egenskaber, der kan komme til udtryk. Selv om man nok godt vil kunne snakke om, at ved nogle er de negative sider mere dominerende end ved andre. Derfor tror jeg også, at vi bliver nødt til at acceptere og udvikle vores mindre elskværdige sider og lære at leve med dem. Det nytter ikke noget at benægte dem eller flygte fra dem, for de vil alligevel være der, selv om man selvfølgelig kan mindske indflydelsen fra dem ved at styrke de mere positive sider af en selv.

Odden: Jeg tror godt, at jeg nogle lunde forstår, hvad du mener. Altså at man gør sig selv til en slags ’’passiv oplever’’ af tingene, hvor man hverken dømmer eller stempler oplevelser som enten gode eller onde. Eller også kan det forstås sådan, at man skal være mindre fokuseret på sig selv og ens handlinger, men blot lade virkeligheden forløbe, som den nu gør. Eller har jeg misforstået noget?

Fed tråd!

Noget af det jeg syntes er mest spændende ved denne diskussion er den her "umiddelbarhed" der ligger i troen på den, i ens egen optik, gode handling..

Umiddelbart kan trøst og pleasing virke som den gode vej hvad f.eks. angår en nedslået kammerat, men verden er fæl og usympatisk, så er det (måske) bedre at ruste personen til denne realitet, ved ikke at udtrykke accept for dennes klynken men derimod påpege personens ringe evner til selvopretholdelse.. Men så feeder man jo egoet med energi og spørgsmålet er så hvilken vej der i dennes tilfælde bør trækkes? er selvtilliden lav skal der pusses, er egoet stort skal det lære af omstændighederne!

Det jeg vil frem til er at før man i dette (og mange andre) tilfælde kan træffe den gode beslutning, skal man besidde empati!!

Vi ser i mine øjne tydeligt, hvor vigtig denne egenskab er i tilfældet med Foghs far der brød sammen og erkendte at have presset sin søn for hårdt. Måske Anders havde haft godt af lidt mere kærlighed så han idag ville træffe flere humane beslutninger, end det nu er tilfældet.. Men så igen, havde far været for blød ville han sikkert ikke have gnisten til at kæmpe sig til tops og hans samfundslige indsigt ville gå "tabt" for alle os i Danmark... Her er kodeordet i mine øjne balance.. Men for at finde balancen skal Anders' far jo besidde empati.

Altså fik jeg rodet mig frem til at empati er en vigtig egenskab hvad angår, det at være et godt menneske!



Att Illusinoa: Du har intet at klynke over, pas bedre på din krop så får du ikke feber!
Att Odden: Du er pisse ufølsom, kan godt forstå du ingen venner har!
PS: Jeg mener det godt.

Cubensis: Ja, for nogle gange kan man jo godt få følelsen af, at nu har man virkelig gjort noget godt for nogen/hjulpet nogen med noget vigtigt. Det tror jeg såmænd ikke er helt forkert, selv om man måske i enkelte tilfælde nok godt kan komme til at overvurdere ens egne handlinger eller tillægge dem overdreven betydning.

Du har ret i, at i nogle tilfælde kan man blive nødt til at sige den måske lidt barske sandhed til en ven eller en anden, hvis man kan se, at personens opførsel er til skade både for den selv og andre. Dog synes jeg, at det umiddelbart vil virke lidt hårdt at sige sådan til en person, der i forvejen er trist. Selvfølgelig - hvis det er en, der bliver ved med at beklage sig, kan det nok komme på tale. Men vi kan jo alle sammen blive ramt af tungsind nogle gange, og så tror jeg egentlig, at det man mest har brug for for at komme ovenpå igen er støtte og opbakning fra en person, der står en nær.

Empati er en vigtig egenskab, det vil jeg give dig ret i, og for at vise det bruger du også eksemplet med Fogh. Man kan også vende den om og så sige, at så kan os, der ikke bryder sig om hans måde at lede landet på, jo også bedre forstå, hvorfor han måske er blevet den, som han er, og har fået de holdninger, som han nu har, hvis man har fået kendskab til hans hårde barndom.

Jeg undgår helst at tænke på, hvad der skal til for at man er et godt menneske. Jeg tror jeg ville blive utroligt skuffet over mig selv ved at tænke på det. Det er spændende ting I forbinder med 'gode mennesker' synes det er en interessant debat.

@Felix: You're the shit man.

@Illusinoa: God som kontrast til OND er for mig at se et indholdsløst begreb.
God som et udtryk for funktionalitet er mere interessant. Er du god til at VÆRE et menneske?
Et stykke værktøj kan være godt, f.eks. er det en god hammer hvis det opfylder dine kriterier for en hammer.
Det er en god hund hvis den kommer når du kalder og henter pinden.
Eller er det?
Hvis du vælger at se på GOD som ensbetydende med OPFYLDER SIT FORMÅL, er det langt mere subjektivt.
Hvad skal du bruge din hund til?
Hvad skal du bruge dit liv på?

Måske er det bare vrøvl, men jeg skulle mene at det er op til dig selv at dømme om du følger den rigtige vej.
Jeg foretrækker at se på mig selv som et stykke musik. Jeg ved godt at jeg ikke falder i alles smag, men det vigtigste er at jeg selv nyder det, for jeg er dog den eneste der skal følge mig hele livet

Hvis vi går tilbage til GOD/OND, tror jeg at selveste hr. jesus kristus havde fat i noget.
Det vigtigste er ikke hvad vi opnår, men hvad vi stræber, med hele vores liv og sjæl, efter at opnå.

Helt sikkert et menneske der gør noget godt for andre - men man skal ikke glemme man også selv er en del af "andre" - og ikke bare en godhedsbeholder der skal tømmes ud over alle andre.

et godt mennesker ryger cannabis og er glad (: haha

Jeg tillader mig at hugge lidt hist og her. Ved ikke om umiddelbar empati er lidt samme bolgade som tolerance, men forståelsen for at vi alle er i hver vores situation og at det kræver enorme resurser at overkomme miljø, vane og tro. Derfor er man nødt til at kunne møde folk hvor de er.
Desuden må man være i stand til at tøjle den indre svinehund og kæmpe imod den ellers alt ædende egeninteresse som også er en del af vores overlevelsesinstinkt.

Offtopic:
Der af følger også at man egentlig burde gå ned og kramme VU'erne fordi de ikke har/havde overskuet til at sætte sig ud over deres primærer instinkter. Måske der skal noget resocialisering til, de er måske bare belastet af deres miljø.

Mvh.
Anarkrig

Ps.
Synes godt man kan stille spørgsmålstegn ved motivationen til gode gerninger hos socialtbegavede mennesker, lidt den diskution Kant køre rigtig langt ud.

Man kunne også spørge hvorfor man skulle prøve at være et godt menneske.