|
Jeg kom forleden i tanke om en novelle/historie jeg skrev i 3.g (udenfor studiet - udelukkende for min egen skyld) og som jeg egentlig syntes blev ret god.
Så jeg fandt den frem igen, læste den, og tænkte at jeg ville dele den med jer (selvom jeg ved genlæsningen syntes en del ting var kiksede, synes jeg stadig den er god).
Here goes:
Underlig, improviseret, meningsløs og plot-løs historie/novelle skrevet fredag d. 4/4 – 2003 kl. ca. 20 til kl. ca. 0:30 (med lange pauser og under påvirkning af alkohol)
”Hvorfor skriver man overhovedet i dialog? Er det ikke bare et tegn på at man er for usikker til entydigt at nedskrive sine egne tanker, eller at man er nødt til at opfinde en illusorisk modpart for at få bare en lille smule spænding ind i sin skrivning”
-”Tjoeh, måske… måske forsøger man at efterstræbe en dialog, da det er den mest spændende måde at udveksle tanker på. Man får modspil og får lov til at uddybe sagen og kritisere sig selv. Måske er dialog-formen bare den bedste og mest spændende måde at skrive på?”
Jeg kigger over på B der ser irriteret ud, som om han skal lige til at protestere, men ikke er i stand til at finde på noget fornuftigt at sige. Så han kigger først lidt ned i bordet, og derefter ud gennem vinduet, ud på massen af mennesker der strømmer forbi.
Jeg kigger også ud af vinduet på menneskemassen et kort øjeblik, men jeg bliver hurtigt svimmel – en slags køresyge forårsaget af alle de forskellige myldrende bevægelser, jeg føler mig nærmest suget ud på gaden og derefter trukket i alle de forskellige bevægelsesretninger – og holder op. Jeg sidder og trommer nervøst på bordet i caféen, sipper hurtigt til min kaffe og, da jeg kan mærke at kokainen er ved at fordampe fra min hjerne, siger jeg ”Jeg går lige ud og pisser”. B nikker åndsfraværende, som om han umuligt kunne være mere ligeglad, og jeg rejser mig hurtigt og begiver mig ud på toilettet der ligger gemt inde bagerst i caféen. Jeg bevæger mig hurtigt, præcist og målbevidst, åbner døren ud til toiletterne, træder ind og spejder omkring for at se om der er andre derinde i én lang glidende bevægelse. Der ser ud til at være tomt, men jeg går lige et stykke ned igennem rummet for at være sikker, smiler et forceret stramt og overlegent smil til min refleksion i de mange spejle og lukker mig så ind i et af aflukkerne. Jeg smiler et lidt varmere smil for mig selv, da jeg kommer til at tænke på en scene i ”American Psycho” hvor Bateman er ved at komme op at slås med en anden yuppie for at komme først ind på et aflukke og sniffe coke. Men jeg befinder mig ikke på Nell’s eller Au Bar eller MK, og det er ikke det travleste tidspunkt på dagen, så jeg får lov til at sniffe min coke helt i fred. Jeg stikker min nøgle ned i posen, tager den op til næsen og snuser kraftigt ind med det ene næsebor. Jeg gentager dette et par gange før jeg stikker min pegefinger ned i posen, slikker på den, stikker den ned i posen igen for så at gnide den ihærdigt rundt over mit tandkød.
Snart begynder det at krible svagt rundt omkring i min hovedbund, min puls stiger langsomt men støt, hele mit ansigt bliver følelsesløst, og jeg føler at jeg vokser et lille stykke og mit brystparti udvides. Jeg går ud af aflukket, kigger mig hurtigt omkring og går så hen til en vask hvor jeg først plasker vand i ansigtet og derefter gransker mit eget spejlbillede og fjerner en smule hvide krystaller under mine næsebor. Jeg står i omkring ti sekunder og stirrer ind i mine egne øjne. Syrer ud. Så tager jeg mig sammen, virrer lidt med hovedet som for at klare op og går så ud fra toiletterne.
Da jeg kommer ud, har alle gæsterne i caféen forvandlet sig til insekter. Jeg standser først op, rynker brynene, forvirret og en smule panisk, men beslutter mig så for at lade som ingenting da det sikkert er dumt at tirre dem. En kort spasmodisk rystelse går gennem min krop, og selvom jeg prøver at kontrollere mig selv, går der et par sekunder før jeg igen har magten over min egen krop. Store, sorte skinnende biller sidder og fortærer kyllingesalat med grådige klikkende (?) bevægelser og slubrer cappuccinoer og vin i sig. Jeg spekulerer i lidt tid over, om det er Hunter S. Thompson eller Kafka der er inspirationen bag dette scenarie, men beslutter mig for at det i bund og grund er lige meget. Jeg er rystet, men forsøger at lade være med at stirre for meget da jeg går ud igennem caféen og hen til mit bord.
B har besynderligt nok ikke ændret fysisk form, og han sidder stadig og stirrer ud på de forbipasserende mennesker med en blanding af foragt og ynk, mens han prøver at finde på noget fornuftigt at foretage sig med sine hænder. Han vender sig om mod mig da han hører mig sætte mig ned og spørger så ”Hvad laver vi egentlig hér?”. Et godt spørgsmål. Jeg forsøger desperat at finde et logisk svar på det, men dette virker så uoverkommeligt at jeg i stedet begynder at mumle usammenhængende:
”ehm… det har vel noget at gøre med at være forvirret og fremmedgjort og øhm… leve i et globalt samfund… ikke?”.
- ”Hvad fanden snakker du om?”
Jeg sætter mig lidt til rette, sukker, lader fingrene løbe igennem håret en gang og siger så ”Det ved jeg sgu ikke. Jeg ville egentlig bare have et sted at sidde ned, en kop kaffe, måske en bane coke eller to… og nu sidder vi midt i et skide terrarium!”
- ”Hvad snakker du om?”
”Glem det. Det er sikkert bare søvnmangel”
- ”Hvad er søvnmangel? Hvad fanden er der galt med dig?”
”Ikke noget. Bare glem det. Det var bare en joke” siger jeg, ude af stand- og uden større lyst til at virke overbevisende. Jeg kigger rundt i caféen – den er stadig fyldt med biller. Jeg stønner ”spar mig”, gnider mig i øjnene i fire…fem…seks sekunder og kigger så igen. Døren går op og en brunlig kakerlak vader hen til skranken på bagbenene og bestiller en jordbær-smoothie. Den såkaldte virkelighed opløser sig for øjnene af mig, leger med mig, gør grin med mig. ”Jeg tror at jeg er ved at blive sindssyg” siger jeg stille og tonløst mens jeg desperat fokuserer mit blik på et punkt ca. to centimeter til venstre for B’s højre skulder. Rundt omkring forelsker folk sig, dræber hinanden, rejser, arbejder, spiser, sover, dyrker sex og tænker, og jeg sidder midt i en café befolket med enorme insekter. Camus ville sikkert kalde situationen for ”absurd”, men jeg har altid været gladere for ordet ”meningsløs”. Ikke skør, sindssyg, forstyrret, fantastisk, forfærdelig, trist, smuk eller ond – bare neutral, ligegyldig og uden mening.
Jeg begynder at spekulere over hvor stor sandsynlighed der er for at insekterne ved de nærliggende borde begynder at angribe – argumenterer for og imod inde i mit hoved, og forsøger at huske om biller er kødædere – og spejder derefter lettere apatisk efter mulige flugtveje.
”Hey, skulle vi ikke se at komme ud herfra, inden der sker noget… slemt ?” spørger jeg spagfærdigt, vel vidende om hvor komplet sindssygt det må lyde for B.
- ”Joeh det kan vi da godt – det var jo dig der ville herind til at starte med” siger B med en opgivende og utålmodig tone i stemmen.
”Jeg ville bare lidt væk fra ehm… det hele” siger jeg og håber på ikke at blive tvunget til at forklare mig nærmere.
- ”Fair nok, du bestemmer – hvor skal vi så hen?”
”Væk”
- ”Hvorhen? Væk fra hvad?”
”Bare væk… væk fra alting”
- ”Årh tag og styr dine melodramatiske opkast! Lad os skride. Jeg ved ikke med dig, men jeg har lyst til at score noget stof – opføre mig åndssvagt – rode mig ud i nogle problemer”
”Tjoeh det lyder som en… en god idé” Jeg forsøger at smile, men i stedet for at præstere et ansigtsudtryk som signalerer at jeg har styr på tingene og at alt er i orden, fremkommer en sygelig grimasse som om jeg er i smerte eller har kvalme.
|
Log ind
Tilmeld
OSS
Søg
