Psychedelia.dk

Alle har det nogenlunde lige hårdt. Jeg opstiller denne påstand, der dog skal tages med et gran salt.

Hvis vi tager udgangspunkt i behovspyramiden, menes det, at når man får opfyldt et behov, opstår der et nyt.

Et barn der er vant til at få alt hvad det peger på, vil være ked af det ved den tilværelse, som et fattigt barn lever. Hvornår man føler sig tilfreds kommer an på, hvad man er vant til.

Et andet eksempel er, at vi ikke bliver lykkeligere og lykkeligere jo flere materielle ting vi får. Hvis man ser tilbage i tiden, hvor folk ikke ejede så meget, var de ikke kede af det, hvorimod vi i dag er glade.


Vi vil kunne tage enhver person, der lever et nogenlunde stabilt liv (indenfor ejendommens grænser). Denne person vil efter et stykke tid vænne sig til hvad personen har og "forlange mere".
På den måde mener jeg godt, at man kan argumentere for, at vi alle hele tiden skaber os et problem vi kæmper med. Der kan godt være forskel på hvor stort det problem er, men vi kæmper alle sammen med et eller andet.

Håber i har forstået min pointe: godt nok mener man, at nogen folk har det nemt, men idet de har det nemt på nogen punkter, vil de bare skabe sig andre problemer.


Kommentarer?

_________________
The general form of a truth-function is [p¯,ξ¯,N(ξ¯)].
This is the general form of proposition.

Mener du ikke "Hvor vi idag OGSÅ er glade"??

eller hvordan? forstår ikke lige..

delvis enig.
giv en bamse til de små børn i afrika, og de bliver "glade" selvom de måske ikke har så meget mad..

meeen, du må da indrømme at rige folk (celebrities) nok har det lidt bedre, end the average guy..
alt kan jo næsten købes for penge i dag..
så materielle goder, ville jeg sige, gør glad. men de kræver jo også mere og mere..
-for at lige for sjov ind i sagerne ... har læst at madonna kræver (foruden en masse andre ting) en blæser med jordbær-duft, før at hun gider at spille en koncert. hahah..

sorry hvis jeg blev lidt off-topic..

Jeg kan til en vis grad forstå hvad du mener. Men når du siger "problemer" mener du så, kun problemer man selv skaber?

Et barn der sulter har det efter min mening hårdere, end et barn der ikke må få en playstation 3.

Korrekt. At alle folk er utilfredse med det ene eller det andet, og synes græsset ser grønnere ud ovre hos naboen, medfører ikke at alle dermed har det lige dårligt/godt.

Et menneske har vel kun brug for få ting hvis det kommer ned til det.

Personligt har jeg ikke brug for andet end:

Kærlighed - Tag over hovedet - Mad

Alt andet er fryns og man skal være glad for det hele, selv den mindste ting, fordi man kan miste det meget hurtigt....

Jeg tror den proces der foregår i hjernen, der skaber utilfredsheden, er mere eller mindre den samme, uafhængigt af om det er et "vigtigt" eller ligegyldigt behov der er utildfredstillet. Der er for eksempel folk der bliver syge hvis man tager deres mobiltelefon, eller internet eller lignende fra dem, og vi ved jo godt allesammen at man lever fint uden.. det ved dem der bliver syge også, men der er stadig et eller andet i deres nervesystem der fortæller dem at de vil gå til grunde hvis ikke de for stillet det behov... men den der alarm-mode, følelsen af at gå til grunde, den tror jeg er den samme.

Jeg tror det er meget subjektivt hvilke behov man føler man har. Og hvor hårdt man føler det hvis de ikke er opfyldt.

Nogle mennesker er jo tilsyneladenden tilfredse med et liv som hjemløs i en pap-kasse, siden de ikke enten begår selvmord eller stjæler penge for at ændre deres tilstand og ku' få råd til en bolig. De bli'r bare siddende i pap-kassen.
Betyder det at de ikke har det hårdt, at de ikke har flere behov, eller hvad sker der for dem?

De sultne i afrika laver heller ikke så voldsomme revolter mod det rige vesten som man måske ku' forvente når de har sult- og tørke-perioder. De sidder bare på den støvede jord og dør. Hvad tænker de på?

Jeg tror som sagt det er subjektivt hvordan man ser ens behov og krav og hvor hårdt man føler man har det.

En rig ung fyr, der ser godt ud, dufter af dyr parfume, har dyr bil, sol-brun kone med dyre smykker og lidenskabelige øjne, og bor i kæmpe-villa med flere etager og egen vin-kælder, osv osv af luxus-ting, ka' sagten's stadig føle et enormt drive for at skabe mere profit og velstand. Hvorfor? Hvis man har alle de ting her, måske især konen , hvorfor vil nogen så alligevel hellere sidde time efter time på et kontor og lave andre ting end at kysse sin kone?

Hvad driver folk? Deres behov?
Det er ihvertfald 1 argument man ka' bruge når man ser de her eksempler.

Jeg vil ikke påstå jeg kender svaret på det, men jeg er alligevel mere tilbøjelig til at sige de sultne negere og de hjemløse nok har det hårdere end strandvejs-jetsettet. Måske ikke følelses-mæssigt i deres daglig-dag, men selvfølgelig fordi _jeg-selv_ synes at sult og hjemløshed virker værre end rigmands-problemer som hvilken elsker man ska' vælge at duske netop dén dag.




Denne påstand tror jeg til gengæld ikke på. Jeg tror ikke folk forlanger _mere_, men at de igennem deres liv forlanger _andet_. Altså ikke at deres behov vokser, men at deres behov ændres (det si'r du også selv flere gange, så jeg ved ikke om vi er specielt Uenige her )

Nogle behov virker til at være mættelige (at man mister behovet når det er opfyldt nok gange), mens jeg synes andre behov virker Umættelige (behov der holder hele livet Uanset om de opfyldes meget eller lidt)
Og lige præcis hvilke behov der falder i hvilken kategori, tror jeg er subjektivt.

Så derfor tror jeg ikke man ka' sige det så enkelt som at en person altid vil forlange mere og mere hele tiden.

Jeg tror istedet at de behov man virkelig føler er nødvendige, også er de behov man vil ha' i længst tid, og værre de behov man lægger mest vægt på at få gennemført. Altså behov man vil tolerere flere problemer og kompromisser for at få dækket.
Mens at de behov man hurtigst mister, når de er tilstrækkeligt opfyldte, er behov der heller ikke føles særligt hårde ikke at få opfyldt.

Og i dét lys tror jeg at en person med mange midler (penge, magt, evner og skønhed blaa), vil ha' det langt lettere for at ku' få sine vigtige behov dækket, fremfor en fattig. Så i dét lys vil den fattige formentlig generelt ha' det hårdere/dårligere end den rige.

Hvis du istedet feks stiller behov op overfor hvor irriteret man er over ikke at få dem opfyldt, så tror jeg dog godt den rige ka' være mere frustreret over ikke at få et mere simpelt behov dækket, end en fattig ka' være over ikke at få et mere essentielt behov dækket. Og i dét lys ka' en rig der har alle de fundamentale behov dækket formentlig godt ha' det langt hårdere end en der ikke får ret mange af sine behov dækket.

Eks: "ak ja, jeg er fattig og får aldrig noget go' sex, men solen skinner så det går nok ", som den fattige måske ville sige overfor den rige der måske si'r "for helvede da også, dette jakkesæt ligner noget billigt genbrugs-pis og gør det jo helt Umuligt at se godt ud i min dyre åbne jaguar nu hvor jeg havde planlagt at ta' ind på sachs og købe pels til min forkælede kone ". I dette eksempel vil den fattige jo nok være i den mest 'trankile' sinds-tilstand, og dermed være den der har det bedst af de 2. Men dagen efter ka' det jo være lige omvendt, måske regner det på den fattige så denne bli'r våd og kold og sur over at pap-kassen er gået istykker, mens den rige måske ligger i ekstase og får suttet pik af sin dejlige varme skønne kone der er lykkelig over at ha' fået den pels han købte i forrige eksempel . Så nu ville det jo nok være den fattige der havde det hårdest og dårligst.

Så berømte mennesker mener at de har det perfekte liv? I deres liv opstår der så bare andre problemer end: "jeg kan ikke få den fede bil jeg altid har drømt om." De begynder måske at tvivle på om folk kan lide dem som personer, eller blot deres image og føler sig alene.



Da føde er et af de mest basale behov, ville jeg sammenligne det med en person, der har det så dårligt (selvom det kan få mad i munden), at han/hun fx vælger at begå selvmord. Den persons verden er i mine øjne lige så forfærdelig som barnets, da begge deres situationer truer dem på livet. Barnet kan endda ha en forhåbning om at få mad før dødes indtræffer og ha nogle forældre, der elsker det og troen på at komme til et bedre sted efter døden. Personen der har masse materielle værdier kan føle at hele verden er et helvede, at alle hader ham, at han for altid vil være fanget i et uendeligt mørke, og kan derfor ha det værre.

_________________
The general form of a truth-function is [p¯,ξ¯,N(ξ¯)].
This is the general form of proposition.

Ja selvfølgelig har alle det lige hårdt, hvis vi skal sidde og finde problemer der er lige store. MEN sådan er verden jo ikke. Du siger selv at det kommer an på hvad man er vant til, og jeg vil påstå at et barn der er VANT til sult har det hårdere end en forkælet person der føler at alle hader ham/hende.
At begå selvmord er sit eget valg! Man vælger ikke selv, at sulte ihjel.

Ja hov. My bad



Man vælger ikke at blive skizofren og ha et så dårligt liv at man "tager det valg" at slå sig selv ihjel.

_________________
The general form of a truth-function is [p¯,ξ¯,N(ξ¯)].
This is the general form of proposition.

Nej det forstår jeg godt.. Men når du siger at ALLE har det lige hårdt, inkludere det ikke kun en sammenligning af 2 problemer.
Ifølge din teori er alle problemer er lige store, og det er efter min mening noget sludder.

Jeg har på fornemmelsen at vi misforstår hinanden, så jeg vil lade det ligge :)

Min pointe var egentlig bare, at en poptøs, der ikke har råd til at købe et par nye bukser, kan have det elendigt over det, selvom det er et luksusproblem. Man er tilbøjelig til at se ned på hende, fordi det efter ens egen mening er et latterligt problem hun har. For hende er problemet dog enormt, og hun kan være dybt ulykkelig.

I stedet for at hade sådanne mennesker burde man have medlidenhed og prøve at hjælpe dem, ligesom man ville hjælpe folk, der har "større" problemer.

_________________
The general form of a truth-function is [p¯,ξ¯,N(ξ¯)].
This is the general form of proposition.

haha kan lige se det for mig. På den ene side ad gaden kan man sende penge til u-landene. Og på den anden side ad gaden, kan man donere penge til jannys nye bukser.

kan godt følge ideen lidt ligesom alle har et eller andet de synes kunne havde været bedre i deres bardom, det kan være en far og mor der er alkoholikere eller bare nogle forældre der var for gammeldags eller ikke støttede en nok.
for den person vis bardom der er tale om er det ligemeget hvilken af tingene der var galt det vil stadig være det største svigt man har oplevet.