Citat:
De fleste kender Special K som et morgenmadsprodukt, men sådan bliver det måske ikke ved med at være. I hvert fald er Special K også dæknavnet for ketamin, som i stigende grad bruges som rusmiddel blandt unge.
»Inden for de seneste to år har vi fået flere i behandling end tidligere. Jeg er blevet forbavset over, hvor populært stoffet er,« fortæller Henrik Rindom, rusmiddelekspert og speciallæge i psykiatri, til Nyhedsavisen.
Dyrlæger bruger ketamin til at bedøve heste, men unge bruger stoffet til at opnå en lykkefornemmelse. Men ketamin kan også føre til hallucinationer, hjertestop og lammelse af åndedrættet.
»Ketamin kan i værste konsekvens slå brugerne ihjel,« fortæller Steen Bach, misbrugskonsulent i Esbjerg Kommune.
»Ketamin er relativt nyt i Danmark. Sundhedsstyrelsen har haft flere henvendelser fra politiet det seneste år, hvilket indikerer, at det er blevet mere udbredt,« siger Anne-Marie Sindballe, chefkonsulent hos Sundhedsstyrelsens Center For Forebyggelse, til Nyhedsavisen.
Ud over lykkefornemmelsen kan ketaminmisbrugerne glæde sig over, at det er let at få fat i stoffet.
Henrik Rindom fortæller, at ketamin primært bliver bestilt hjem fra udlandet på internettet. Og køberne kan kun dømmes for import af ulovlig medicin, og ikke handel med narkotika, da ketamin ikke er på listen over euforiserende stoffer.
Rigspolitiet fortæller til Nyhedsavisen, at man ved, at ketamin bliver brugt til narkotika, og derfor har de anbefalet, at stoffet kommer på listen over euforiserende stoffer.
Sundhedsstyrelsen vil snart i samarbejde med Lægemiddelstyrelsen tage stilling til, om ketamin skal på listen over euforiserende stoffer, fortæller Anne-Marie Sindballe.
http://www.bt.dk/article/20080123/nyheder/80123055/