Psychedelia.dk

Så landede jeg igen på bunden...

Hvad er der mon galt, jo. Jeg fik spist en dansetablet (mdma) her i lørdags, Så mit seretonin-niveau er lidt lavt. Jeg blev idag på vejen hjem fra arbejde ramt af den evigt tilbagevendende tanke om hvad jeg skal bruge mit liv til. På det område har jeg haft mange tanker på det sidste om at jeg bør tage en hf og læse videre.

Jeg er en pleaser af natur, jeg føler nogengange at jeg lever for at hjælpe andre og se at det gør godt, samtidig er jeg en ildsjæl og går meget op i hvad der nu har fanget mig. Har emnet ikke min interesse vil motivationen altid dø på et tidspunkt. Det har vist sig med samtlige ting jeg har kastet mig over, både af hobbyer og mulige uddannelser. Jeg føler at jeg konstant skyder forkert og hr svært ved at se det blomstre.

En anden grund til jeg ønsker en videregående uddannelse er at jeg ønsker større kontrol over hvad jeg skal beskæftige mig med, end den almindelige arbejdsmand får lov at bestemme. Jeg har det sindsygt svært ved at handle autoriteter og har oplevet gang på gang at ende med at få et stramt forhold til hvem end der måtte bestemme over mig, det lærer jeg aldrig. Jeg vil altid opponere og se en anden mulighed end den dikterede og forsøge at trumfe min måde igennem. Det ovenfor beskrevede mønster gør sig som regel gældende hvis jeg er på en arbejdplads/uddannelse hvor jeg ikke ser nogen mulighed for at min situation kan forbedres/udvides i den retning jeg ønsker. (Måske er det et udtryk for at jeg skal videre?) Her kan jeg ikke konkludere andet end at jeg ikke dur som lønslavisk arbejdsmand og bliver derfor nødt til at komme videre med noget der giver mere mening.

Men med hvad?

Alt hvad jeg aner en interesse eller evne for i mig selv når jeg som regel at ødelægge min egen motivation for at sigte efter ved at bilde mig selv ind at risikoen for at jeg ikke evner det er for stor eller jeg får udtrykt min interesse for det til så mange mennesker, hvor hovedparten af dem siger at de syntes det lyder spændende men de ikke fatter en brik af det, resten er enten bare realistiske eller nogle skodpessimister og påpeger at et akademisk studie ikke egner sig til mig pga. min forvirrede rebelske og alternative syn på tilværelsen nok ikke passer så godt ind i miljøet. Men jeg tror det er forkert oberseret af dem for de ser jo kun den frustrerede side af mig der hvileløst søger i alle mulige retninger efter mening i tilværelsen.

Det lader jeg mig i stor grad påvirke af og tænker at de nok har ret.

Her spiller mine ikke-akademiske forældre med meget korte uddannelser selfølgelig en stor rolle. De har været villige til at støtte mig i de erhvervsuddannelser jeg har kastet mig over men forholdt sig meget passive når jeg har ytret tanker om at læse noget akademisk. Endda ligefrem opfordret mig til ikke at forsøge og indprintet tanker som "Det er for sent" "Det tager helvedes lang tid" "Du er urrealistisk" Set fra deres syn skyldes den holdning jo nok at de endnu ikke har set mig afslutte andet end folkeskolen og ikke har nogen tro på at jeg er i stand til at klare flere faglige nederlag, derfor føler de sig mes trygge ved at jeg vælger noget simpelt, de var bl.a. ret positive stemte da jeg var i gang med min gartneruddannelse, jeg havde det sidste halve år jeg var igang derfor meget svært ved at fortælle dem at jeg agtede at stoppe og da jeg endelig stoppede endte det også med en mega indespist skuffelse, især fra min stedfar som siden da har holdt en stor en afstand til mig.
Jeg har prøvet flere gange at sige at jeg ønsker noget mere af livet end det de har fundet sig tilfredse med. Jeg fornemmer dog at de nærmest tager det som en fornærmelse, i deres verden skal man bare ud og tjene penge så hurtigt som muligt så man kan nå at få en ordentlig pension. Den form for tryghedsnarkomani tiltaler mig på ingen måde men alligevel føler jeg at de har påvirket mig i en sådan grad at det har gjort det mere fjernt at det skulle være muligt for mig at blive til noget, men det bliver jeg nødt til.. Basta!!

Altså er der ingen umiddelbar opbakning at hente hos dem. At tage en uddannelse er selfølgelig noget jeg i sidste ende gør for mig selv, men det at gøre mine forældre tilfredse spiller også en stor rolle men hvis jeg ikke har deres opbakning og jeg skal høre på deres bjørneråd hele vejen igennem tror jeg virkelig at jeg vil gå ned, jeg overvejer derfor at få dem mere eller mindre ud af mit liv og gøe det på egen hånd så deres skepsis ikke forpurrer min motivation. Det ville dog være et noget drastisk move.. Ved sgu ikke..

Det vil sige at jeg skal have en hulens god viljestyrke for at bryde det her rådne sociale mønster jeg er fanget i. Hvor i lverden skal jeg finde styrke til det?

Men den mest rollespillende kilde til at jeg konstant giver op er at jeg ikke tror nok på mig selv og jeg tror virkelig det stikker dybt. Jeg kan sagtens have en ide og se det hele for mig, finde alle de gode grunde til hvorfor jeg burde, se hvilke glæder det ville give mig og hvordan jeg som person ku bidrage til det givne fag/proffession. Men med tiden er det som der langsomt bliver fyldt på den forkerte vægtskål og til sidst kollapser den, jeg giver op og står helt tilbage ved begyndelsen og spørger mig selv hvad det SÅ er jeg skal, hvad jeg kan og om jeg overhovedet kan noget.

Det er virkelig en nederen spiral og jeg frygter sgu at hvis jeg ikke finder på noget og lander her igen så degenerer jeg fandme tilbage til 10 kasse rent psykisk, for jeg nægter så inderligt at gå på kompromis med tilværelsen!



Men ok, i det mindste er jeg efterhånden blevet ret sikker på hviklen retning jeg vil hvis det endelig lykkedes mig at gøre noget ved det. Jeg ved jeg vil arbejde med mennesker, altså den humanistiske vej. Men netop denne vej syntes jeg er ret diffus når det kommer til at identificere hvor ens styrker er og i hvilken retning man vil.. Det forekommer mig umiddelbart ret uoverskueligt.



Ville lige dele de hersens tanker med jer, er sikker på der er andre der har det ligesom jeg.

Hold da kæft, hvor du lyder præcis ligesom mig!

Jeg har også været i gang med erhvervsfaglig uddannelse, bl.a. som anlægsgartner, men det har aldrig sagt mig noget, har altid villet noget mere. Det har bare krævet, at jeg som dig skulle bryde familiens rammer.

Jeg kan kun sige én ting: At tage en HF er det bedste valg, jeg nogensinde har truffet. Hvis jeg havde gået glip af det og senere havde forstået, hvad jeg gik glip af, havde jeg slået mig selv med en hammer. Jeg var alt for nervøs for, om jeg kunne gennemføre det, og om det var det rigtige, men det er ufattelig meget nemmere, når man først kaster sig ud i det, end man nogensinde kunne have forestillet sig. Snyd ikke dig selv for det. Du lyder ikke som en ny håndværker, og hvis man er til psykedeliske stoffer og indsigt i sig selv, er teknisk skole nok det dummeste sted at hænge ud. Fordommene holder temmelig godt stik... jeg blev også træt af håndværkerjargonen, allerede inden jeg kom ind i det. Det er ikke noget sted at være, hvis man vil udvikles.

... og svarene omkring fremtiden synes jeg kommer hen ad vejen, når man helt automatisk finder ud af, hvad man interesserer sig mest for, og hvad man er bedst til.

Jeg er ikke i tvivl om at jeg godt kan klare en HF, jeg hoppede på gym direkte efter 10 klasse og klarede mig nogenlunde fagligt selvom jeg festede tre gange om ugen og røg mere hash end godt var og droppede til sidst ud fordi jeg ikke så noget formål med fortsat at lære når jeg ikke gad. Den stil er lagt total om, og jeg har vilje til at lære den brede vifte af fag der bliver pålagt en på HF og er sikker på jeg godt kan score nogle gode karakterer.
Men det er vel og mærke kun hvis jeg har den rette motivation, som er dén jeg har svært ved at finde. Derfor føler jeg virkelig at det er en nødvendighed at jeg gør klart for mig selv hvad det er jeg vil så jeg har noget at arbejde hen mod.
Men på den anden side kan jeg jo også sige til mig selv det som du siger kommer hen ad vejen, hvad jeg vil. Måske bunder det i min indgroede tryghedsnarkomani eller af et pres jeg føler fra samfundet eller de gamle om at jeg skal blive til noget NU!

Hvordan bliver man fri for det pres?

Mit problem ligger i at jeg har svært ved at holde fast i mine ambitioner og formå at udvikle dem til et klart mål som synes realistisk, jeg er ikke sikker på om jeg direkte kan give mine forældre skylden for den manglende evne, det er nok forkert, men opvæksten har klart spillet sin rolle.

Jeg kan til tider godt se det som om at jeg naturligvis kan klare det men evner virkelig ikke at fastholde det syn og det er begrænset hvor man neglebidende tvivlende episoder jeg kan holde til uden at bukke fuldstændig under.

Jeg har det sgu hårdt

Det gælder 100% også om at have lysten til at lære og at vide, at man udvikler sig selv i processen. Det skal være der, motivationen findes. Når først man er kommet til det punkt, er der alle mulige betingelser for, at det vil køre... også selvom man droppede ud for 2 år siden, fordi det ikke sagde én noget på dét tidspunkt. Det er i hvert fald, hvad jeg selv har erfaret.

Jeg har ikke haft behov for at vide, hvad jeg skulle bruge min HF til... så længe jeg lærer og udvikles, og jeg samtidig ved, at den nok skal være rar at have uanset hvad, så har jeg ikke manglet noget. Jeg ved ikke, om du kan komme videre på samme præmisser, ingen er jo ens, men det har holdt for mig...

Jeg synes, det er vildt rart, at der netop ikke er noget pres, og intet er fastlagt. Du har alle muligheder foran dig, og du har 2+ år til at blive klogere i, før du behøver begynde at tænke videre. Glem de gamle og lad dig selv tænke det igennem... jo mere du investerer i din fremtid, jo højere livskvalitet. At blive til noget lige nu og her er en letkøbt løsning. No stress!

Vil også tilslutte mig HF ideen.. Har selv en i baghånden og den åbner altså op til en del.. Plus du får en del basal og mere eller mindre fyldlesgørende viden.. +++=)

Underligt at vi står på 2 forskellige stadier i vores liv uddannelsesmæssigt, men alligevel oplever jeg nogle gange præcis trækkene i det du beskriver...


Det der dog mest hiver mig ned for tiden, er bare større spørgsmål om verden og vores væren, som gør mig så evigt deprimeret en gang imellem, fordi at ingen lader til at forstå at der er noget rivende galt med vores/deres valg. Nogle gange kan det være skidt at læse de bøger om spiritualitet og vores Jords ildebefindende, der oplyser en om hvordan tingene virkelig ser ud, for de lader til at gøre mere skade end gavn inde i ens hovede.

Anyways - typisk mig om efteråret. Det er din tråd og jeg vil ik skabe dårlig stemning.


Mit råd: Prøv at holde hovedet oppe, følg din intuition til at få et praj om hvor det er sjovt henne og lyt til din sjæl - bagefter kan du bruge hjernen til at fuldføre det, hvis det er krævet. We're gonna be allright.

Du er bestemt ikke alene, og jeg er igennem præcis det samme. Mine forældre er også lidt nærvøse for hvor jeg skal ende, men de støtter mig i alt hvad jeg måtte vælge. Bare jeg vælger. Men alt det der kariere pres må bare ikke stige en til hovedet. Man kan nemt få paranoia af det. Specielt når man skal vise venner, forældre og alle at man har helt styr på det. Folk har det med at spørge ind til det, og reagerer uforstående eller også får de ondt af en. Bare mind dig selv om at mange skal igennem sådan en krise. For de mindre kvikke kommer krisen måske senere, når de har fået børn og de finder ud af at de er røvtrætte af deres lortetilværelse. Nogle holder så ud til børnene er flyttet fra reden og flipper så ud derefter, andre bliver skilt.

Du ved hvad jeg mener. Alle mennesker tvivler. Også dem som tilsyneladende ser ud til at have styr på tingene. Nogle er bare bedre til at skjule det eller fornægter det bare.

Mit råd til dig må være at hive fat i alt hvad du finder interessant. Sug til dig og fordyb dig i tingene til du ikke synes der er mere at komme efter. Når jeg træffer mit studievalg vil jeg være så godt forberedt som mulig, derfor har jeg besluttet at kigge på skemaerne for de uddannelser jeg hælder mest til. Dernæst læse på de fag jeg skal have, i de bøger som på nuværende tidpunkt er pensum. Der hvor jeg så af lyst læser videre, og bliver ved at finde interesse for stoffet, vil jeg overveje at søge ind. Så skal jeg selvfølgelig også snakke med nogen arbejder inden for det område og hvordan mulighederne er. Det bliver en stor opgave men det sikrer da at det personlige engagement driver værket.

Men jeg vil heller ikke føle mig presset til at vælge noget nu og her. Måske skal jeg være 25, 30 eller 50 før jeg finder det jeg skal lave resten af mit voksne liv. Indtil da må man bare samle erfaring og afsøge verden. "The school of life" som du selv(cubensis) så smukt sagde det, er den vigtigste af alle skoler trods alt.

_________________
Corporations cannot commit treason, nor be outlawed, nor excommunicated, for they have no souls. ~ Sir Edward Coke

Det kan jeg utrolig godt nikke genkendende til ole. Det er for nemlig også en søgen efter de rigtige værdier som jeg ikke ser findes ligemeget hvor jeg søger. Ligemeget hvad jeg har øje for virker det som om man bare bliver proppet ned i en kedelig boks med total indskrænket funktion og handlemulighed, måske er jeg her bare ikke oplyst nok om de mange muligheder der gemmer sig inden for de forskellige retninger. Det er godt nok et håbløst syn at have, men så må man vel bare tilegne sig nok kompetencer til at kunne blive hørt og anderkendt så man kan ændre skidtet så drømmere som os ikke ender fuldstændig tabt på gulvet.

jeg kan nogenlunde følge dig

min mor har aldrig haft uddannelse og hun mener bestemt at man ikke behøver uddannelse for at kunne klare sig...


jeg kommer fra en hård arbejdsklasse familie hvis man kan sige det sådan..

min største storebror er nok den der har chokeret hende mest eftersom han har valgt en uddannelse inden for erhvervsøkonomi og mig og den anden bror har begge valgt mureruddannelsen...

bare fordi dine forældre har mistet håbet en bette smule så vil jeg faktisk mene at du burde sparke ekstra meget røv med den ting du nu vælger, osse selvom det er en meget lang uddannelse for i sidste ende kan du læne dig tilbage og grine af dem (hvis du forstår, den der følelse: hva sagde jeg)

gør hva du føler for makker og lig al din tid og kræfter i det der virkelig vækker din interesse, intet er umuligt at opnå så længe man har lysten og viljen til det...

alle kan ryge af cyklen engang imellem og alle har nedture og opture, du er stadig ung og self kan du sagtens nå det


sorry, gik lidt stærk.. skal med mit tog

Hej Cubensis,

Det var da ellers en seriøs ”dansetablet”, du der fik taget....
Men for at komme videre og udleve vores drømme og udnytte vort potentiale, er det til tider nødvendigt at nå bunden, stoppe op og tage vores liv op til revision.
Al transformation kommer ved at gå gennem mørket og ud af mørket.

Pyyyh, der er så meget jeg gerne vil sige til dig, så måske det bliver en rodet smørre.

Jeg forstår alt for godt dine tanker.

Du savner en grund/motivation til uddannelse.
At leve op til egne forventninger og udnytte dit potentiale ville give så meget glæde og tilfredsstillelse.
Forestil dig at sidde som gammel og se tilbage på dit liv, og fortryde alt det du ikke fik gjort pga. f.eks.: manglende opbakning, manglende selvtillid, rastløshed,
-alt sammen enten ydre faktorer (som ikke behøver have så meget indflydelse på dine valg, hvis bare du tør leve dine drømme!)
eller indre faktorer du kan ændre – f.eks. gennem holotropi eller psykoterapi.
Fokuser på og arbejd med din egen indstilling til at udnytte dit potentiale, udlevelse af dine drømme og måske allervigtigst: Skeln mellem andres forventninger til dig og dine egne forventninger til dig. Lad de andre beholde deres forventninger/skuffelse – hold evt lidt afstand til familien nogle år. Det kan gøres på en blid måde uden brud og uoverensstemmelser, måske hvis du viser dem at du vil finde DIN lykke. De har chancen med deres eget liv. Hvis de evt ville have opnået mere i deres eget liv, skal de jo ikke projicere de forventninger over på dig vel?

Ja nogle finder deres vej med det samme, nogle søger lidt i øst og lidt i vest indtil de på et eller andet tidspunkt i livet finder deres vej.
–Du har selv tidligere nævnt ”livets skole” (den er en livsvej for mange af os!) Den er extremt vigtig at have med sig, og gør dig så meget stærkere som studerende/erhvervsaktiv/menneske.

Når du taler om dine interesser for spiritualitet, mennesker og planter og bliver frustreret og modløs – er det så fordi der ikke lige findes en uddannelse, som hedder ”planter, mennesker og økologi”?
Hvilken vægt måler du dig selv og dit eget værd på, når du tænker på uddannelse (droppet ud af gym), erhverv og fremtidsplaner?
Er det din egen eller samfundets og dine forældres vægtskål du måler dig selv med her?

Du nævner selv det at bryde den sociale arv.

Nu skylder jeg vist at fortælle lidt om min egen situation...
Jeg er selv ved at afslutte HF. Droppede også ud af både gymnasiet og HF for 20 år siden. Havde de bedste karakterer i folkeskolen, begyndte at ryge alt for meget i gymnasiet fordi jeg ikke var motiveret for at være der, forstod ikke, hvad jeg skulle bruge det til dengang. Idag ville jeg ønske, at jeg havde den sk... studentereksamen at bygge videre på. Både den og HF giver altså adgang til et slaraffenland af uddannelser og erhverv...
Det geniale ved HF-enkeltfag er, at du kan tage det i etaper, sålænge du bare afslutter de fag, du er i gang med, og at du ikke behøver vide, hvad du vil bagefter – det finder du sikkert ud af hen ad vejen, efterhånden som din videnshorisont udvides, og du udnytter dine styrker og opdager nye steder i din fatteevne, viden, interesse.
Jeg har i uddannelsesforløbet flere gange været nødt til at revurdere min egen opfattelse af mig selv - ret sjovt faktisk.

Har siden jeg droppede ud af gymnasiet taget 2 (ikke SU-berettigede/ikke statsanerkendte) uddannelser – ialt 8 år.
Men i samfundets (og mine forældres øjne har jeg ingen uddannelse).
Jeg afslutter HF denne gang, fordi jeg har meget mere at byde på, og fordi jeg overhovedet ikke lever op til mine egne forventninger. Og som du selv skriver, bliver man altså ikke taget særlig alvorligt i de kredse, hvor man har en chance for indflydelse, hvis ikke man har en uddannelse.

Når du interesserer dig for planter, Moder Jord og spiritualitet kan du f.eks uddanne dig indenfor noget med økologi, miljø, formidling (journalistik – du skriver jo vildt godt!).

Cubensis, du spørger hvordan du bliver fri for presset? Psykoterapi er en fantastisk ting at arbejde med i forbindelse med at acceptere dig selv (det lyder måske banalt, men hvis andre ser, at du ikke er tilfreds med din egen stilling/indsats/liv, så vil de altså heller ikke være det).
Al forandring kommer indefra.

I denne (og dine andre talrige poster her på boardet) skriver du meget om værdier, spiritualitet olign.
For fanden Cubensis, der er brug for en som dig her i verden. Alt for få stiller sig selv de spørgsmål du gør. Det er en kæmpe kvalitet og ressource, at du er i stand til og interesseret i at se ind i dig selv og udvikle dig udfra dine selverkendelser.
Det samfund, som ikke kan måle eller veje disse kvaliteter, har netop brug for nogle som os til at vise en anden vej. At vi bedst bliver hørt/set med en uddannelse i baglommen, fortæller jo mere om et fattigt samfunds/primitivt folks problemer end det fortæller om relevansen af vore evner/kvaliteter/kapacitet.
Og den viden, vi får gennem uddannelse, udvikler vores egne kapaciteter og troen på os selv så enormt.

Intet samfund udvikler sig uden innovatorer. Det er sgu da fedt at du også er minded for at gøre denne jord til et bedre sted for os alle sammen. Du kan ikke gøre det alene, men vi er mange – og sammen løfter vi et stoooort læs!

Og se så lige at få styr på dit serotoninniveau efter weekendens udskejelser...

Det korte af det lange: HF-enkeltfag er en fantastisk god ide.

Jeg har det lidt på samme måde som dig.

Jeg er netop startet på gymnasiet og er da meget glad for at gå der. Jeg har det bare sådan, at jeg ved ikke hvad jeg skal bruge studentereksamen til, og jeg vil ikke ændre min livsstil for at kunne passe ind. For mig er den studentereksamen bare et ''stempel'' på nogen papirer, der gør at jeg kan læse videre eller få job et sted. Jeg mener ikke jeg kan bruge noget af det jeg lærer til en rygende fis i det store hele. Derimod stoler jeg på mine egen viden og egenskaber og mener selv, at det vigtigste er bare at leve livet på sin egen måde.

Jeg ryger en del hash, og det påvirker selvfølgelig min skolegang. Jeg vil ikke sige at det har taget overhånd, da jeg følger nogenlunde med. Min holdning er bare (ligesom du beskriver), at jeg gør tingene på min egen måde og går min egne veje. Det er mine lærere nød til at acceptere, men det kan være svært for dem hvis de ikke er vant til at have alternativt tænkende elever. Det at jeg ryger hash er en del af min personlighed, og jeg gør det når jeg har lyst. Jeg er så småt begyndt at lære at lave mere ''seriøse'' og nødvendige ting når jeg er påvirket. Ting såsom skoleopgaver, møder ovs. Sagen er den, at jeg elsker sgu at ryge!

En af mine gode venner som jeg også spiller i band med har engang lært mig, at du kan gøre lige hvad du vil eller gøre tingene som du føler de skal gøres. Så længe du har argumenter nok og kan forsvare dine handlinger vil folk respektere det. Apropros band! En af de vigtigste ting i mit liv er bare at spille musik. Så kommer uddannelse og disse ting i anden række for musik er virkelig min lidenskab. Jeg har altid lært, at man skal gøre det man er bedst til og tro på sig selv. Mit mål er bare at kunne leve af at spille musik, eller i hvertfald bare lave noget der har med musik at gøre. Så tager jeg sgu en dag af gangen og bekymrer mig ikke om hvad jeg skal lave, hvis jeg dropper ud af gym f.eks. Det handler om bare at kunne leve i nuet og nyde det, fremfor at kigge for langt frem og ''planlægge'' sit liv.

Ligemeget hvad ens forældre siger, skal man følge sit hjerte og stræbe efter de mål man har i sit liv. Det kan sommetider være svært for forældre at acceptere ens valg. Jeg synes at en HF uddannelse lyder som en glimerende idé! Den har ikke så store krav sammenlignet med andre gymnasielle uddannelser, du kan være dig selv og beholde din livsstil (om det så indebærer hashrygning) og du kan bruge uddannelsen til meget.

Håber ikke mit indlæg er for uoverskueligt. Havde lige en del ting je ville ud med. Peace out herfra!

Sjovt, jeg står netop selv og er ved at sparke mig selv igang mht. HF. Min situation er dog ikke helt ligesom din, Cubensis, da min mor (Jeg vil ikke selv mene at jeg har en far) støtter mig fuldstændig i, hvad det end måtte være. Derimod har jeg en del psykiske problemer, som jeg har kæmpet med hele mit liv, hvilket har en tendens til at komplicere valg, som jeg skal, ikke bare forholde mig til over længere sigt, men også deltage aktivt i. (Beklager, men den sidste sætning gav altså mere mening i mit hoved.)

Anyway. Jeg håber inderligt at du begiver dig ud i det, Cubensis. Hell, vi kunne holde hinanden i hånden igennem det Men uanset, er jeg ganske sikker på, du sent ville komme til at fortryde.

Livet er præcis, hvad du gør det til. Og du har så absolut ingen grund til at skynde dig igennem det. Tag dig tid, og nyd det, stadie for stadie.

Nikker genkendene til det hele.
Du lyder præcis som mig.
Jeg er dog begyndt på HG nu og føler at det er et rigtig sted, dog har jeg kun gået her i 1 måned så det kan stadig nå at blive neder.
Er også lige flyttet hjemmefra sidste uge så alt er helt nyt. Og er kommet væk fra min dårlige omgangskreds så mit forbrug af stimulanser er lige med 0

Det lyder som om du allerede ved hvad der er bedst for dig Cubensis, og at du bare vil dele dine tanker med ligestillede for at blive bekræftet i, om du gør det rigtige.
Du har alle svarene inde i dig. Nu skal du bare ud og bruge dem!

Sjovt nok er det et underligt omvendt problem du bærer rundt med.. normalt har forældre problemer med deres børn, hvis de ikke vil uddanne sig. I dit tilfælde har dine forældre et problem fordi du vil uddanne dig!

Du skal ikke lade dine forældres mindreværdskomplekser styrer hvilken vej du skal gå i dit liv. De burde være stolte af, at du ønsker at komme længere end dem, istedet for at gå i små sko og trække jante-loven ned om ørene på dig.

Det med at det er forsent kan du i hverfald godt glemme. Jeg var 22 da jeg startede på en HF og idag er jeg biolog. Så vidt jeg husker er du omkring 20, og det er jo ingen alder!

Hilsen Fanny

_________________
Carpe Diem ~ Memento Mori
Mere rugbrød - mindre LSD! - Velmendende råd til psykedelisk ekstremsportspiller

Jeg er igang med 3g og det har været en kamp! Men tanken om hvad det måske ville blive uden min gymnasieuddannelse! Jeg skal bare bestå så kan jeg komme ind på en del universiteter! Jeg kan læse filosofi og bygge mit liv nogenlunde op! De gange det har været sværest at komme igennem tiden, har jeg også været i perioder med for mange stoffer (Hash, amf, e - ikke svampe og mdma osv.) En af mine venner gik fra et stort misbrug af næsten alting til at han nu ikke engang drikker! han kom igennem gymnasiet ved hjælp af det! Hvis du snakker HF så er det 2 år, 2 år der kommer til at præge de næste 30-40år!

Hvordan er status nu, Cubensis?
Jeg tænker at i denne "søde" juletid kan man ikke undgå at være mere sammen med familien, og så snakker man jo om sine planer..
Har du tænkt dig at starte efter sommerferien på HF? -Og hvad laver du i øjeblikket?

Håber at du stadig er ved godt mod og tror på dine planer

Hilsen Fanny

_________________
Carpe Diem ~ Memento Mori
Mere rugbrød - mindre LSD! - Velmendende råd til psykedelisk ekstremsportspiller

Hej Cubensis.

De ting du snakker om mht motivation kender jeg alt for godt til.

Jeg havde det alt for nemt i folkeskolen, og det har resulteret i et yderst doven sind / manglende motivation.

Jeg lavede derefter ingenting på HHX, og bestod med et sølle 7,1 efter en omgang fuld pensum.

Jeg er ALTID blevet presset af især min far som har taget den lange revisorvej, startende på Handelshøjskolen i Århus som HA og derefter cand.merc.aud. Så hele tiden er jeg blevet presset til at jeg skal videre, blive til noget, ellers bliver man skraldemand. Osv.

Det sjove er faktisk at jeg nu er igang med HA.int selv, endda på Handelshøjskolen i Århus. Og selvom mange af fagene er rimelig kedelige til at starte med, så synes jeg faktisk at få en smag for det der de kalder 'business' og 'economics'.

Jeg tror det er vigtigt at gøre sig klart at hvis man vil læse noget, så er ALT kedeligt til at begynde med. Der er simpelthen så meget indledende fis (tænker man), som man skal igennem før det bliver sjovt. Så det gælder altså bare om at hænge i, ligegyldigt hvad man laver.

Det er utroligt at se, så mange der er ved at gå kolde og tænker på eksamen osv. Faktum er at der ALTID vil være ting man er usikre på og ikke umiddelbart kan finde ud af. Det er en process der hele tiden kører, og man vil altid blive stillet over for nye ting som synes svært eller uforståelige - den process kaldes livet.


Yaiks det sidste lød poetisk,.. utroligt at det kan komme fra en gennemkogt forretningsmand som mig. :twisted:

Held og lykke til dig Cubensis. Du kan sikkert hvad du vil!

Hov.. Så slet ikke datoen på den tråd her.

Fanny, sådan noget skal du jo informere om når du starter tråden igen!!!

Først vil jeg lige sige tak til ALLE der har delt deres erfaringer og historier!! Det er nice at så mange kan genkende de tanker jeg har, og det har sgu hjulpet på min motivation. Jeg har meldt mig til en HF og glæder mig meget til at starte, jeg er egentlig ikke utålmodig for jeg ved at den tid jeg har inden, til at forberede mig mentalt er guld værd, så er det bare op til mig at skabe nogle gode rammer for en positiv udvikling. Jeg flytter ind til byen indenfor en måned, det ser jeg som en superb mulighed for at få et frisk pust, et nyt år med nye muligheder og fornyet energi.

Det skal siges at jeg faktisk bor hos de gamle nu, hvilket jeg har gjort midlertidigt i snart et år efter at jeg kom hjem fra England. Og det har ikke været helt gnidningsfrit, først da jeg droppede den forrige uddannelse og senest da jeg fortalte at jeg ville studere igen har jeg haft heftige skænderier, hovedsageligt med min stedfar som stadig mener at jeg ikke er istand til at gennemføre det.
Jeg vidste godt hvad der var i vente hvis jeg fortalte det, prøvede da også at foholde mig roligt, men må sgu sande at der ligger mange følelser gemt under overfladen og dem formår han på perfekt vis at lukke op for, så det er hver gang endt i et orgie af mudderkastning... Og min mor? Ja, hun er for det meste ret tavs, man får ikke rigtig nogen respons hvis man ytrer sig om fremtidsplaner eller andet der ikke er ligner en samtale omkring vasketøj, madlavning eller spas i fjernsynet. Man kan dog være heldig at fange en sarkastisk spydspids, men så skal man virkelig også fiske.
Jeg har så besluttet mig for fremtiden at formulere mig kort og kontant om mig selv og mine planer hvis de endelig skulle spørge ind til det. Jeg magter simpelthen ikke at åbne op, for bare at blive belært og dolket, af det jantelovsprægede nazivæsen der ulmer i dem... Det være sig indtil de viser tegn på en oprigtig positiv interesse for mine valg.
Nu skal jeg så lige have ovestået juleferien med dem og al den postyr der hører sig til, derefter takker jeg for maden og tøjvasken, undskylder den ulejlighed min tilstedeværelse må have påført dem og smutter... Det kan åbenbart ikke være anderledes, så sådan bliver det.

Når jeg tænker på hvad jeg skal efter HF, er jeg stadig i vildrede. Det føles dog langt fra ligeså belastende at tænke på, som da jeg startede den her tråd. Ja for der er satme mange ting jeg måske gerne vil. En genre der fanger mig meget pt. er antropologien, jeg har købt en bog om antropologisk analyse som er mægtig spændende. Jeg vil dog på ingen måde bilde mig selv ind på nuværende tidspunkt at jeg SKAL være antropolog, for hvis jeg kender mig selv ret skal der nok nå at poppe noget andet op, som pludselig optager mig og overskygger alt andet.. Men wtf, så ved jeg noget om det og det er jo ikke spild!! Selvom jeg skulle ende med at lave noget helt andet, så det gør mig bare mere alsidig.
Hvis jeg kan fastholde den tankegang, tror jeg at det bliver lettere at abstrahere fra det pres mine forældres forventninger byder mig, jeg kan glædes ved bare at have viden om noget uden at have papir på det. Det er nok den slags motivation jeg kan bruge til gøre mine drømme til virkelighed.... Almen HF - Here i come!!

Held og lykke - du virker godt nok som overkvalificeret til HF, men der er jo en trappe man skal op ad - før man kan åbne døren og se hvordan fremtiden ser ud.