Psychedelia.dk

Her er nogle filosofiske tanker jeg har skrevet ned. I må meget gerne komme med kommentarer, spørgsmål, kritik osv..



Jeg tror på, at virkeligheden er uendeligt kompleks.

Dette betyder, at én teori aldrig vil kunne beskrive/fange hele virkeligheden, og end ikke den specielle del af virkeligheden som den omhandler. For enhver (filosofisk) erkendelse benytter sig af begreber, og begreber forsøger at samle en mængde af ting under ét, og indfører derved en grov forskel midt i det uendeligt komplekse. Og selv det mest avancerede begrebs-system vil altid skabe forskelle og opdelinger i det, der i princippet kunne opdeles anderledes.
Et eksempel: Sartres udlægning af det sociale som ”en kamp med blikke” beskriver den samme virkelighed, som Merleau-Pontys ”præ-refleksive møde mellem kroppe”. Begge teorier er sande og informative, men beskriver forskellige aspekter/fremtrædelsesformer af virkeligheden.
Virkeligheden er modsætningsfyldt, men modsætningerne kan godt være sande samtidig.

Virkeligheden kan derfor aldrig beskrives udtømmende/dybt i et diskursivt system, for lige så snart man prøver at tale/tænke om virkeligheden, taler man om den i et sprog, der reducerer den.
At ”kategorisere” kommer af at ”dømme”, og ved at opdele verden i kategorier, forsøger man at gøre sig til herre over den. Dette umuliggør en fuldstændig erkendelse af virkeligheden, da man ved hjælp af sin fornuft øver vold mod verden og amputerer den, for at kunne kapere den.

Det virker som om der er 2 muligheder for filosofien:
1) At nøjes med at dyrke kritik, og derved blot påpege mangler ved alle de mulige teorier, for derved måske indirekte at kunne formidle en erkendelse af, at virkeligheden er uendeligt kompleks.
Dette gør filosofien til en evig beskæftigelse, der altid skal lege sokratisk samtale-partner for de videnskabelige/filosofiske/religiøse fortolkninger af virkeligheden som eksisterer på et givet tidspunkt.

2) At forsøge at erkende og beskrive selve virkeligheden. Her synes den eneste løsning at være en ikke-logisk ikke-diskursiv præ-sproglig metode som f.eks. poesi (stadig til en hvis grad bundet i sproget), musik eller mystik. Man må holde op med at tale, og begynde at digte, synge eller messe!
Et eksempel på dette kunne være Søren Ulrik Thomsens definition af formålet med poesien: ”Mine digte handler om, at den person der sidder og læser dem, sidder og læser dem”. Altså lede læserens opmærksomhed tilbage på den levede verdenserfaring.

Den filosofi jeg har læst, der kommer tættest på målet, gør det gennem en blanding af 1) og 2). Merleau-Pontys filosofi er en konstant kritik af fejl og mangler ved to modsatte reduktionistiske teorier (realisme og idealisme), men den forsøger samtidig at lede læseren tilbage til den primære verdenserfaring, og nærmer sig næsten mystik i forsøget på at gøre opmærksom på dét, der (næsten?) ikke kan beskrives sprogligt – mødet mellem subjekt og objekt.

Jeg synes, at filosofi bør bevæge sig i grænselandet mellem det der kan- og det der ikke kan siges. Som Adorno (?) siger: ”At forsøge at gribe det begrebsløse med begreberne, uden at gøre dét til dem.”. Altså forsøge at begrebsliggøre virkeligheden, uden at reducere den til de begreber man fanger den med!

Problemet er, at virkeligheden/verden er uendelig, mens mennesket kun er endeligt. At forsøge at forstå virkeligheden er lige så umuligt som at forsøge at tænke sig til Gud.

Ja, det er en frygtelig spændende diskussion. Jeg læste for ikke så længe siden Nietzsches Om Sandhed og Løgn..., hvor disse aspekter for første gang åbenbarede sig for mig. Som du siger krænker begreberne "virkeligheden", hvis de opfattes som transcendentale sandheder omkring denne. Dertil kommer at også de ikke sproglige erkendelser, musikken og mystikken, stadigvæk er menneskelige perspektiver af virkeligheden dvs. lige så arbitrære i forhold til "virkeligheden i sig selv" som sproget.

Virkeligheden som den tager sig ud for os mennesker er uendelig kompleks, en første og en sidste årsag gives ikke. Vi erkender derfor verdenen igennem fortolkninger. Til disse fortolkninger høre blandt andet sproget og begreberne efter at have vedkendt sig at der ikke findes en trancendental signifie selvfølgelig, musik, litteratur, følelser, LSD, leg, mystik, poesi etc. som alle er med til at håndgribeliggøre den kompleksitet mennesket står i.


Hmm ved ikke om du kan bruge det til noget eller om du allerede er ude over det, men det var ihvertfald rart lige at prøve at formulere det i skrift.

Det er ikke til at komme udenom at vi er blevet forvist til (med Løgstrups ord) at "lade begrebsmøllen male" - men det er jo netop derfor at det er så attraktivt med filosofi, meditation, stoffer eller hvordan man nu ellers gør det, at opleve de erfaringer begreberne ikke dækker helt.
Vi amputerer afgjort en verden ved at presse begreber ned over "væren". Men tilgengæld skaber vi med "begrebsmøllen" også en fantastisk fællesmenneskelig verden.
Rigtig god filosofi bevæger sig jo netop i grænselandet.
Tænk blot på Heideggers tanker om intet, som vi ikke har noget begreb for og derfor ikke kan tænke. Men som i stedet viser sig for os gennem angst og kedsomhed.
Eller Wittgenstein, der med sin sidste sætning i Tractatus fortæller os at "alt det hvorom vi ikke kan tale (strengt logisk) om det må vi tie" - velvidende at det netop er alt det vi ikke kan tale om der er det ufravigeligt menneskelige og alt det logiske og offentligt begrebsliggjorte der er det kedelige.
Selv gamle Kant har en forestilling om at vi må antage, uden at kunne bevise kategorialt, visse af de allervigtigste ting her i livet.
I tråd med vores diskussion om solipsisme tror jeg at det vigtigt at man af og til bevæger sig helt derud hvor man har en tydelig fornemmelse af at begreberne forfladiger, for at få en smule indsigt i hvordan vores dagligdags erfaring er skruet sammen.

Selvom der jo ikke er meget faktura i det...

Jeg har andetsteds kritiseret dine tanker. Jeg vil i dag hellere skrive hvad jeg netop har tænkt om emnet:


Hvis filosofien har lært mig noget, er det altid at være kritisk. Jeg har været igennem nok ”systemer”, tanker og ”ord” til at have mistet tilliden til at noget perspektiv skulle kunne rumme denne verden. Enhver kritik må hæve kniven og til sidst skære i sig selv, for at se om den selv lå under for noget. Glæde, nytte, retfærdighed, sandhed genfinder jeg ikke i nogen tekst varigt. Jeg kan kun finde det iblandt de mennesker jeg omgås.

Filosofien efterlades som det ypperste værktøj for kritik og dermed verdensforandring.

Jeg synes at det centrale i al slags filosofi burde være på forhånd at erkende at man aldrig vil kunne komme frem til noget resultat i form af en dybere sandhed og at filosofi derfor må betragtes som ren underholdning frem for et forsøg på at skabe resultater og svar. Dybest set er intet synspunkt mere rigtigt end et hvilket som helst andet. Man kan sige at jo mere man lærer at man intet forstår jo klogere bliver man.

Jeg tror jeg er nogenlunde enig med jer alle:

Psyklon B: Helt enig

The Rocketman: Ja, helt enig. Filosofi bør hele tiden forsøge at sige det, der ikke kan siges. Jeg tror, at begrebsmøllen har en vis funktion idet den lader flere ting siges om virkeligheden, og dermed nuancerer vores virkelighedsbillede.

Fellini: Jeg synes (jf. det jeg skriver til The Rocketman) godt, at tekster kan nuancere ens opfattelse af sandhed, virkelighed, "det gode" osv.. Min pointe er (nok) bare, at de aldrig kan fange det, de forsøger at beskrive fuldstændigt.

Moonage Daydreamer: Hvis det du skriver var sandt, ville filosofien være fuldstændig meningsløs. Jeg mener trods alt, at filosofi for det første kan bruges som kritik (jf. mit første indlæg), og derved vise os, at verden ikke kan reduceres til de simple størrelser som indgår i forskellige teorier og systemer. For det andet kan filosofi nuancere vores verdensbillede ved at bevæge sig i grænselandet mellem begreberne og virkeligheden (jf. mine ovenstående svar).

Zarathustra: Tja vi kan vel være enige indtil vi når til om vi kan tilgå verden ontologisk. Det tror jeg ikke på.

Men vi da enige i kritikkens rolle.

selvfølgelig kan man (ikke) det.

verden er aktuel, og nonaktuel! mørke skaber grobund for lys der igen skaber grobund for mørke. visdommens datter er sammael der igen er sin egen moders far.

er verden da andet end udtrykket for vores cellekolonis indbyggede homoøstase? samtidig med at verden står alene, er udenfor sindet?

for mig at se er filosofien indtil videre meningsløs, den kan ikke rumme paradoxet, til det er den for bundet af jehovas konkurrence love, med status symboler og alpha hanner og alt hvad demiurgen har givet os med af mørke.

det eneste der holder er den individuelle trancendens IMHO.

Har lige et lille spørgsmål.

Hvis I går ud fra at verden/universet/livet/etc er uendelig komplex og at sandheder ikke eksisterer; og at intet er mere rigtigt end noget andet; hvordan kan I så have en mening om noget som helst? I ved jo at den er ligegyldig.

Hvordan skelner I i mellem de "jordiske" værdier og de eksistentielle, når mange, hvis ikke alle af dem jeg kalder de jordiske værdier, på en eller anden måde er baseret på det eksistentielle. Sådan som jeg ser det må det betyde at man i visheden om at verden er uendelig komplex, for at leve, enten bliver nødt til at skubbe sådanne tanker fra sig eller at leve 100% spontant.

Det er min mening, men den er selvfølgelig hverken bedre eller værre end nogen andre meninger

Hvad mener I?

Det gør det meget svært at diskutere med dig, når du bruger en indforstået diskurs, som de færreste andre forstår.

Hvis du vil indgå i en nogenlunde konstruktiv diskussion/debat, så prøv at bruge alment accepterede filosofiske begreber, så andre kan forstå dig, og gem dine religiøse/mystiske begreber til dine egne private åbenbaringer.

Måske er det ikke muligt at erkende SandhedEN vha. sproget, logikken og begreberne, men lige så snart du indgår i en dialog med andre, er du nødt til at bruge disse værktøjer til at gøre dig forståelig.

For det første så mener jeg, at der er forskel på SandhedEN (med stort egenavns-"s" og i bestemt ental), og så sandheder. Ligesom der er forskel på "viden" i den dagligdags betydning, og så "VidEN" i betydningen "komplet forståelse af virkelighedens dybereliggende struktur eller mangel på samme".
Det er meget muligt at opnå pragmatisk og brugbar "dagligdags-viden" som man kan basere sine beslutninger på, selvom man ikke besidder særlig stor visdom (det er måske et bedre ord for den religiøse/mystiske indsigt).

For det andet synes jeg, at nogle teorier godt kan forkastes som tåbelige. Jo mere nuanceret en teori er, jo bedre er den som regel til at fange VirkelighedEN.

Jeg havde forleden en diskussion med en ven, hvor jeg sagde, at man i mange situationer bør leve spontant og intuitivt. Efter at man har hejst sig op på selvbevidsthedens meta-plan og trukket sig væk fra verden, kan man se, hvor forbundet man i virkeligheden er til den, og hvor kunstig den "tænte position er" (jf. diskussionen om solipsisme).
Derfor kan man vende tilbage til en slags common sense-tilgang til verden.
Og jeg mener, at man på en eller anden måde har vundet noget (f.ex. har udviklet sig som person) ved at gå fra common sense til skeptiker til common sense igen.

... det sidste blev vist lidt tåget, men jeg håber at du kan forstå det.

hvorfor? er det i sidste instans ikke en sag imellem mig og de smaa maend i din lever?



meninger vil uvaergeligt opstaa som foelge af illusionen om fri vilje. det hele koger ned til det enkelte faktum at livet = opretholdelse af homoeostasen, saa ja, lev spontant, goer hvad du loester naar du loester. simpel shit.

Ja, man kan godt betegne det som at man skubber tankerne fra sig. Det ligger til os mennesker at gøre netop dét.

Ja det er en smule tåget, men for mig minder det om Hegels dialektiske bevægelse, bare uden et specifikt endemål (indtil videre?).

mine tidliger posts i denne traad er fucked, pay no heed.



virkligheden kan saa sandelig beskrives absolut diskursivt, dog kraever det en forstaaelse af logos der kun kan opnaas igennem mimetiske erfaringer (ketamin trips eller lignende)

men jeg er for saavidt enig med dig i at det diskursive ikke forklare det mimetiske kan, og vise versa.



det er lidt det jeg snakker om, poesi fremfor logik, irationel forstaaelse af rationelle ord.



her er jeg staerkt uenig. universet er en allegori over observatoeren, understand thyself, human, og du vil forstaa universet!

IMHO

Jeg læste lige noget, som fik mig til at tænke mig om, i det rigtig gode forord til den rigtig gode bog "Metafysikkens historie" af Lars Christiansen:

"Det er ganske rigtigt sådan, at væren undviger, når vi søger at fange den ind i sproget, at den skal læses mellem linjerne i metafysik-bogen.
Men for at kunne læse mellem linjerne, må linjerne være der, og læsefærdigheden ligeledes."

Interessant diskussion jeg ikke har kigget igennem før nu. Moonage Daydreamer snakker om at filosofi kan betragtes som underholdning uden reele svar og det hele i og for sig er en "blot" meninger. Jeg er enig men vil gerne påpege at denne "underholdning" vel egentlig har bragt os langt, om ikke andet mentalt. Filosofi er jo også tanker der er bygget videre på og kritiseret og jeg tror at denne indsigt har været vigtig for mennesket.
For mig er det også fint at filosofi ikke har noget endeligt svar men er holdninger. Man kan vel selv finde den holdning man bryder sig om og det svar man kan lide. Filosofi er for mig nok et facit under udarbejdelse man kan syntes om hvad man ville. Det hele er en stor mellemregning der i og for sig er udregnet samtidig med at den er under udarbejdelse.

Tjah, det var ikke nogen store ord herfra, men det er sku fint nok at spinde over nogle gange.




Forstår jeg det rigtigt hvis jeg siger at sproget (det definerede og menneskeskabte) er en nødvendighed for at forsøge at beskrive virkeligheden så vel muligt. Forsøget på at skrive om og definere virkeligheden/væren er dog på forhånd mislykket hvis man forsøger at nedfælde virkeligheden (da virkeligheden ses for nuanceret til at ord kan beskrive den)?



Dette stykke finder jeg svært, kan du uddybe det eller skrive det anderledes.

"Jeg havde forleden en diskussion med en ven, hvor jeg sagde, at man i mange situationer bør leve spontant og intuitivt. Efter at man har hejst sig op på selvbevidsthedens meta-plan og trukket sig væk fra verden, kan man se, hvor forbundet man i virkeligheden er til den, og hvor kunstig den "tænte position er" (jf. diskussionen om solipsisme)."

Jeg synes dine betragtninger over filosofiens rolle og muligheder er ret gode - filosofi er ikke en videnskab som er "direkte" anvendelig, men den hjælper med at gøre mennesket mere bevidst, skærpe tænkningen, og måske endda bane vej for gennembrud i de andre videnskaber.

Mht. til det første citat, så tror jeg at han mener, at ingen teori kan "indfange" virkeligheden, da den overskrider sprogets muligheder. Men de forskellige teorier kan hjælpe til at nuancere vores virkelighedsopfattelse, og lære os at være åbne overfor forskellige verdensbilleder.
Der ligger nok også den ekstra betydning, at vi for overhovedet at kunne begynde at forstå hvad virkeligheden er, er nødt til at prøve at formulere teorier om den, som vi derefter kan forholde os til, forbedre, eller helt forkaste.

Mht. til det andet citat, så hentyder jeg med "selbevidsthedens meta-plan" til den tradition i moderne filosofi, der begyndte med Descartes.
Før i tiden havde man regnet undersøgelser af virkeligheden for relativt uproblematiske, og "bare" beskrevet "verden" som man mente den var.
Men Descartes pointerer, at vores viden om verden måske ikke er korrekt. Det eneste vi kan være sikre på at vide noget om, er vores egne bevidstheds-tilstande, og vi kan derfor kun konkludere, at vi selv eksisterer (og har bestemte sanse-indtryk, følelser osv.).
Dette stadie når de fleste mennesker der læse/tænker filosofi også til: De begynder at tvivle på alt, og tror, at selve indbegrebet af "filosofi" er at sige "det kan du jo ikke vide med sikkerhed!" og skule hånligt til enhver der påstår noget som helst.

Hvis man i stedet for at sidde og spekulere over fortænkte filosofiske problemer ("er jeg i virkeligheden bare en hjerne i et kar, der ligger og modtager elektriske impulser, der giver min bevidsthed illusionen om en ydre verden?"), går udenfor og møder naturen og de andre mennesker, vil man dog ret hurtigt finde ud af, at ens viden "fungerer i praxis".
Sproget fungerer for det meste relativt uproblematisk som et værktøj til at videregive information til andre, og indgå i sociale relationer, og vores sanse-indtryk stemmer for det meste overens med "virkeligheden".

Hvis man i stedet for at sidde på sin flade filosof-røv og tænke hele tiden, rejser sig op og går ud og løber en tur, vil man meget hurtigt føle sig hjemme i verden. Man vil blive mere bevidst om sin krop, og forstå, at man igennem den er "forbundet" til omverden.

Det er netop kun når man lukker sig inde og sidder og dyrker intellektuel onani, at man bliver en bevidsthed der er fuldstændig afskåret fra omverden.
Den oprindelige måde at eksistere på er at handle, bruge sin krop, og kommunikere med andre mennesker, og det er først når vi lukker os selv inde, at vi kan se, hvor tæt forbundet vi normalt er med vores omverden.

Hvis du læser tråden om "Solipsisme" (der er gjort til sticky i dette forum - dvs. placeret som en af de øverste tråde i forummet) vil du ret hurtigt kunne genkende disse to holdninger til viden/filosofi.

hvordan sletter man

[quote="agjoey"]Ikke helt enig

Synes ikke filosofi skal overtages af "praxis" og løbeture. Helt fint at du tænder på stærke sociale relationer, og at du trives i din krop. Men det kan ikke få lov til at krænke filosofien værdier. Værdier som giver mulighed for at ændre dit syn på verden i en postiv retning. Trække styrkerne fra de klogeste tænkeres tanker.

Alle har forskellige værdier og derfor ville der også komme nye folk som kan lide at tænke og de kan ikke nøjes med bare at læne sig tilbage og nyde sit liv. Der skal nye tanker til, som overrasker dig, giver dig lys på flere muligheder for at danne interessante tanker.

Derimod er jeg enig i at der kan forekomme filosofi onani. Hvis du med filosofi vil opnå et større verdens syn som end er godt for dig. Hvis du ikke kan beherske alle de forskellige synspunkter ender historien med et negativt resultat. Du bygger et værktøj som kan få alle dine roterende tågvogne af sporet.

Her kan blandt andet nævnes udforskelse af virklighed eller sandheder. Måske er det ikke fornuftigt at erkende begrænselsen af vores begreber for så at prøve at udforske det ikkesigbare. Men derimod styrke vores forståelse af begreber og koncentrere os om det væsenlige.

Ved at have en stor kærlighed for begreber betyder alt omkring dig mere.
Derfor ikke meningsløst søge sandheder men beherske det vi rent faktisk har på den bedste måde vi nu kan finde. Især evnen til at finde, modtage og give kærlighed. Humor er også interessant. Der findes trods alt ikke noget bedre end at få andre mennesker til at grine og smile.

Som plato eller sokrates sagde om døden: Det eneste jeg ved, er at jeg ikke ved noget. Derfor skal den ikke frygtes.
Men hvor kom frygten fra? Forvirringen om ikke at kunne finde sandheden. Han fant sq en effektiv metode.

Det er helt fint ikke at begrænse virkligheden med enkelte begreber. Men du skal bruge nogle andre.

En mand som kan indrømme at han er sindsyg (hvis det er tilfældet) lever bedre.