Caspar David Friedrich(1774 - 1840) – Munk ved Havet (Der Mönch am Meer), 1809
olie på lærred, 110 cm x 171,5 cm
Alte Nationalgalerie, Berlin
Vi ser en ensom skikkelse med hånden mod sin kind (et symbol for melankoli) stå og skue ud over havet. Farverne bliver mørkere jo tættere vi kommer horisonten, men samtidig kommer lyset ovenfra, som det, der besjæler naturen.
Mennesket har ikke naturen i sin magt, den er ikke underlagt ham. Det er ikke en ordnet natur vi ser, og der er ikke et egentligt formål med billedet (det er kunst for kunstens skyld). Herved bliver den interesseløs = skøn (Kant: Kritik af Dømmekraften, 1790).
Munken symboliserer det lille gudfrygtige menneske, der overvældes af naturen. Han kunne ligeså godt være taget ud af motivet, da naturen eksisterer i sig selv, men da han er mediator for følelsen i mødet med naturen og beskuerens (vores) overvældelse i mødet med maleriet er han stadig væsentlig for, at vi kan få et lille indblik i, hvad kunstneren kan se/sanse. Det er den subjektive observation der får betydning, altså følelsen, og ikke idealet, som det var i fx renæssancen (centralperspektiv, det gyldne snit, geometri m.v.).
Da man i romantikken nogle gange refererede tilbage til gotikken (se evt. Friedrich: Klosteret i egeskoven, 1809-10) kan man foranlediges til at tro, at lyset i dette billede udtrykker den utilgængelige metafysiske ånd/gud, som vi længes efter at komme hjem til.
Augustin (omkring år 400) udformede, med forlæg i nyplatonismen, en erkendelsesteoretisk opfattelse – Illuminationslæren. Sanseindtryk er her uafhængige af det enkelte menneske lige som fx matematiske love. De består selv hvis jorden går under. Sanseindtrykkene udspringer fra Gud og erkendes ved illumination eller forestillinger indpræget i sjælen (notiones impressae). Lys og illuminerede objekter (her også vinduer af farvet glas) gav, ligesom musikalsk konsonans, en indsigt i det perfekte kosmos
forudsigelsen af skaberen. De gotiske kirke var bygget op omkring denne tal harmoni, som Augustin så som de perfekte mål, da de klinger perfekt og er opstået fra tetraktys (kvart, kvint og oktav) (Augustin: De Musica).
Grosseteste (1175 -1253) mente, at lyset er en mægler mellem det kropslige og det åndelige, og Dante (1265 - 1321) talte om, at ”Det guddommelige lys penetrerer Universet i overensstemmelse med dets værdighed” (Paradiso). Det fysiske lys i gotikken symboliserede altså det transcendente lys og man skelnede ikke mellem de to.
Friedrich formidler ånden (naturen) til det almindelige menneske. Ånden blev i romantikken opfattet som noget kun kunstnere (forfattere, filosoffer, poeter, billedkunstnere m.v.) kunne fornemme.
Edmund Burke (1729-97) mente, at den effekt det passionerede og irrationelle havde på folk forklarede subjektets reaktion på kunst. Hans æstetiske system beskriver det irrationelle som noget der tiltrækkes af frygt, smerte, grimhed, tab, had og død (sublime elementer) sammen med skønhed, lyst, glæde og kærlighed. Den romantiske æstetik ses her som værende ret så ambivalent (A Philosophical Enquiry into the Origin of Our Ideas of the Sublime and the Beautiful, 1857).
I dette maleri kommer det sublime til udtryk i den storslåede naturs kræfter, som er ubegribelige for os. Der er en grænse for vores erkendelse af den.
Der er en udpræget melankoli i billedet, som var typisk for romantikken, hvilket harmonerer godt med romantikernes længsel efter den enhed (kosmos), der var i blandt andet gotikken. Her var kunst og videnskaben uløseligt bundet sammen, fx astrologi og astronomi. Man forsøger altså at samle verden igen og kunsten får via geniet (kunstneren) tingene til at gå i forbindelse med naturen.
Så får I ikke mere for den 25 ører!
Log ind
Tilmeld
OSS
Søg
