Psychedelia.dk

Forbud mod eller legalisering af hash?

Forbuddet mod hash har ikke været nogen ubetinget succes. Er det tid til at afkriminalisere besiddelsen af stoffet til eget brug?

Af Peter Ege

Fakta

Peter Ege er socialoverlæge i København.
For nylig har justitsminister Lone Espersen foreslået, at straffen for besiddelse af hash og andre rusmidler skærpes yderligere.

Det skal nu koste minimum 2.000 kroner, hvis man bliver pågrebet med bare en lille smule sjov tobak i lommerne. Højere straffe og en stadig øget politiindsats – eller med andre ord: en øget kontrolindsats – har været det dominerende element i den danske narkotikapolitik, uanset hvilken farve regeringen har haft. Der er ikke meget, der tyder på, at det har været en effektiv strategi, forbruget har aldrig været større, og vi har aldrig haft så mange misbrugere som nu. Men man kan selvfølgelig hævde, at det havde set endnu værre ud, hvis vi ikke havde øget kontrolindsatsen. Ingen ved det, og ingen gider undersøge det.

Hash er uden sammenligning det mest anvendte illegale rusmiddel herhjemme og det stof, der tegner sig for den største illegale omsætning (i omegnen af en milliard kroner). Det er derfor relevant at diskutere, om man skal blive ved med at forsøge at regulere forbruget med forbud, bøder, fængselsstraffe og en enorm politiindsats, eller om man kan gribe problemet an på en anden måde. Det burde være en relevant og ligetil diskussion, men det har gang på gang vist sig ikke at være tilfældet.

Når man vover sig ud i at betvivle fornuften i det eksisterende forbud mod hash og andre narkotika, er det aldrig udgangspunkt for en fornuftig diskussion. Enten er reaktionen tavshed, eller også bliver man stemplet som en uansvarlig landsbytosse. Jeg er derfor nødt til at sige, at jeg ikke har ubændige anarkistiske eller liberalistiske tilbøjeligheder, tværtom er jeg ret vild med love, forordninger, påbud og forbud og den kontrol, der følger med, hvis de bare tjener et fornuftigt formål og ikke har for mange negative omkostninger. Diskussionen er ikke blevet lettere med den nuværende regering, som man kan beskylde for meget, men ikke for at være særlig liberal, og slet ikke når det gælder narkotikapolitikken.

I regeringens handlingsplan mod narkotikamisbrug – ’Kampen mod narko’ – står der, at »enhver tanke om legalisering af narkotika fortsat må afvises. Det gælder også cannabis«. Det har imidlertid ikke været tilstrækkeligt for regeringen at videreføre det eksisterende forbud. Således skriver man, at »Efter regeringens opfattelse er der i forhold til især unge behov for at sende et klart signal om, at enhver besiddelse af euforiserende stoffer er ulovlig og har klare strafferetlige konsekvenser. Denne nultolerance indebærer, at det altid mindst skal udløse bødestraf, når personer gribes med ulovlige euforiserende stoffer, og at overdragelse og besiddelse med henblik på videreoverdragelse af euforiserende stoffer i festmiljøet, og især hvor unge færdes, i alle tilfælde bør medføre frihedsstraf«.

Denne hårde og skærpede linje, især i forhold til cannabis, legitimeres af regeringen med henvisning til FN’s narkotikakonventioner og til de skadevirkninger, som cannabis forårsager. Cannabis og andre narkotika er forbudte, fordi de »frembyder ganske særlig fare på grund af deres euforiserende egenskaber«. Andre stoffer, »der frembyder fare«, men altså ikke »ganske særlig fare«, må kun anvendes i medicinsk eller videnskabeligt øjemed (nervepiller, benzodiazepiner), og atter andre som alkohol og tobak er ganske lovlige. Når vi forbyder noget og tillader noget andet, er det således med baggrund i et ’farekriterium’. Spørgsmålet er, hvad der menes med ’fare’. FN-konventionen fra 1961 taler om »serious evil from addiction to narcotic drugs« og om »social and economic danger to mankind«. I 1971-konventionen tales om »public health and social problems« og om »serious threat to the health and welfare of human beings«. Fare skal således forstås som den risiko for sociale og helbredsmæssige skader, der er knyttet til indtagelsen af de forskellige stoffer. Spørgsmålet er så, om vi med nogen ret kan hævde, at cannabis frembyder ganske særlig fare sammenlignet med alkohol og tobak?

Det er en vanskelig og ømtålelig sag at diskutere farlighed, specielt når man blander de legale produkter alkohol og tobak ind i sammenligningen. Alkohol er så økonomisk og kulturelt integreret i de vestlige samfund, at mange synes, det er helt uacceptabelt bare at sammenstille alkohol og de illegale rusmidler. Og offentlige myndigheder i de fleste lande er stærkt engageret i at bevare status quo, når det gælder kontrolpolitikken.

På den anden side er vurderingen af fare eller risiko for skadevirkninger grundlaget for den internationale og nationale kontrolpolitik, det er selve det legitime grundlag for hele det meget omkostningsfulde kontrolsystem, og det er uholdbart ikke at diskutere disse vurderinger offentligt. En stort set enig sagkundskab mener, at hash ikke er mere skadeligt/farligt end alkohol og tobak, og der er rigeligt belæg for at hævde, at tobak og alkohol er underkontrolleret, og at hash er overkontrolleret.

Kontrolpolitikken er en del af den narkotikapolitiske indsats, og hvis den ikke er den væsentligste, så er den i hvert fald langt den dyreste. Cirka 75 procent af de ressourcer vi anvender på narkotikapolitikken, anvendes til kontroldelen, resten går til behandling og forebyggelse.

Det amerikanske forskningsråd udgav i 2002 en rapport om den amerikanske narkotikapolitik (National Research Council: ’Informing Americas policy on illegal drugs: What we don’t know keeps hurting us’. Addiction 2002; 97: 647-52). Rapporten afsluttes med en konstatering af, at der ofte er tilstrækkelige data til at vurdere effekten af behandling og forebyggelse, men at dette slet ikke er tilfældet, når det gælder de kontrolpolitiske foranstaltninger. Og så skriver rapportens forfattere:

»Tiden er nu inde til at afhjælpe denne alvorlige mangel. Det er urimeligt, at denne nation fortsætter en offentlig indsats af denne størrelsesorden og til de enorme omkostninger (I USA: 30 milliarder dollar årligt), uden at vi har noget som helst begreb om, hvorvidt det har den ønskede virkning«.

Vi er ikke bedre stillet herhjemme. Hvad vi ikke ved, bliver ved med at skade os, og det er udtryk for en enorm politisk arrogance, at regeringen bliver ved med at skærpe kontrolpolitikken og hælder flere ressourcer i den, uden at man har nogen som helst viden om effekten, og uden at man gør sig nogen bestræbelser på at indhente denne viden. Kontrolpolitikken er aldrig til diskussion, fordi den betragtes som ubetinget positiv. Men det er der næsten intet i denne verden, der er.

Ethvert indgreb, enhver foranstaltning har nogle tilsigtede virkninger, men også nogle utilsigtede virkninger, eller skadevirkninger, om man vil, afhængig af hvilke midler der tages i brug for at realisere kontrolpolitikken. Og forbuddet mod narkotika og opretholdelsen af forbuddet har nogle ret udtalte skadevirkninger, først og fremmest fordi det skaber grobund for en organiseret kriminalitet, og fremvæksten af kriminelle miljøer, berigelseskriminalitet og vold og er med til at finansiere terror og illegal våbenhandel. Men også fordi krigen mod stofferne ikke kan undgå at blive en krig mod stofmisbrugerne. De forfølges, de stresses, de stigmatiseres, og dette er i lige så høj grad som stofferne med til at gøre deres tilværelse til et levende helvede. Og man skal ikke glemme, at dette er en tilsigtet virkning.

Og så er vi ad mange omveje nået frem til spørgsmålet, om det er værd at overveje, om vi skulle forsøge at regulere forbruget af hash på andre måder end ved et forbud, eventuelt ved en regelret legalisering? Når jeg kun rejser spørgsmålet om andre måder at regulere på i forbindelse med hash og ikke i forhold til de øvrige narkotika, har det flere grunde. For det første er omsætningen af hash helt uden sammenligning langt større end omsætningen af de øvrige narkotika. Det er således her, man for alvor kan sætte spørgsmålstegn ved den eksisterende kontrolpolitiks effektivitet. Det er også her, man har den største sorte økonomi, og der derfor er mest at vinde ved ophævelse af forbuddet. For det andet er der en udstrakt enighed om, at hash er det mindst farlige narkotikum og næppe farligere end alkohol. Det er således her, de internationale konventioner har de største problemer med legitimiteten. For det tredje tror jeg, at det er mest hensigtsmæssigt, at ændringer i narkotikapolitikken sker gradvist, og at der er forståelse i befolkningen for eventuelle ændringer, og også set i det lys er det fornuftigst i første omgang at koncentrere sig om hashen.

Men selv om vi holder os til hashen, er det ikke nogen nem diskussion. Der er ingen lette løsninger. Der er glæder og fornøjelser knyttet til indtagelsen af rusmidler, men også altid en risiko for skader og udvikling af misbrug, og det gælder også hashen. Forbud har kun en begrænset effekt, er dyrt og har mange skadevirkninger. Men en legalisering vil også have sine problemer. Så hvad gør man?

Diskussionen om en eventuel legalisering er ikke en diskussion om, hvorvidt hash er skadeligt. Det ved vi, det er, specielt for meget unge og psykisk sårbare individer. Det er heller ikke en diskussion om, hvorvidt forbruget af hash skal reguleres, men om man kan regulere på en mere intelligent hensigtsmæssig måde end den nuværende.

Det første skridt i overvejelserne er, om det eksisterende forbud har den tilsigtede effekt, det vil sige begrænser forbruget og misbruget af hash. Vurderet på sine egne præmisser har forbuddet ikke været nogen ubetinget succes. Forbruget har været stigende og synes nu at have stabiliseret sig på et højt niveau, prisen er stabilt lav og tilgængeligheden stor. Antallet af misbrugere er efter alt at dømme stigende, specielt blandt de sårbare unge og de psykisk syge. Muligheden er selvfølgelig, at det bliver endnu værre, hvis vi legaliserer. Det er svært at afgøre. Men der kan trækkes på erfaringerne fra Holland, hvor der om ikke formelt, så dog reelt, er sket en fuldstændig legalisering i salgsleddet. Forbruget af hash er lidt større end i Danmark, men misbruget af hårde stoffer er mindre, og der er ikke holdepunkter for, at den mindre restriktive politik i Holland har haft nævneværdig negative følger.

Mit gæt er, at en legalisering vil medføre en vis stigning i forbruget, men ikke i antallet af misbrugere, fordi de, der misbruger i dag, gør det af nogle tungtvejende sociale og personlige grunde, og de vil misbruge, helt uafhængigt af om der eksisterer et forbud eller ej. Fordelen ved at ophæve et forbud er dels, at man undgår omkostningerne og skadevirkningerne ved et forbud, dels, at man flytter reguleringen fra den retslige til den civile sfære. Når det kommer til stykket, er det alligevel primært den uformelle, sociale kontrol, der afgør, hvor meget der ryges, og især hvordan. Vi skal lade være med at ryge for meget forkert, ikke fordi det er ulovligt, men fordi det er uklogt og usundt. Det er den enkelte selv, familien og vennerne og det nære samfund, der skal gøres ansvarlig for de fornuftige rygevaner – ikke politiet og Justitsministeriet.

En ophævelse af forbuddet vil forpligte os til at skabe normer og ritualer for omgang med stoffet og til at opdrage de unge til en fornuftig omgang med dette. Ved en ophævelse af forbuddet får vi samtidig lejlighed til, i lighed med hvad der gælder for alkohol, at markere en aldersgrænse for, hvornår det er rimeligt at bruge stoffet. Det vil være et fremskridt i forhold til i dag, hvor det er lige forbudt, og dermed også lige tilladt, at ryge for den voksne og for den 12-årige.

Den næste overvejelse er en vurdering af, om forbuddet er skadeligt – eller rettere – hvor skadeligt forbuddet er. Det er også vanskeligt at afgøre, men man kan i hvert fald pege på tre skadevirkninger:

For det første: Vi kriminaliserer en masse mennesker, som der i øvrigt ikke er nogen særlig grund til at kriminalisere, og vi øger dermed despekten for loven. En række socialt udsatte, og især unge, hashrygere får plettet deres straffeattest, og dermed bliver deres vej tilbage til samfundet yderligere vanskeliggjort.

For det andet: Den omsætning på cirka en milliard kroner, som man kan anslå hashhandlen til, havner for størstepartens vedkommende i lommerne på forskellige kriminelle grupperinger. Forbuddet virker som en form for statsstøtte til disse grupper. At det medvirker til at skabe en stor sort økonomi og en større og mere organiseret kriminel aktivitet, kan ikke diskuteres. Og stofhandel er en kriminalitetsform, der tiltrækker mange marginaliserede unge, og som derfor fungerer som vejen ind i en kriminel løbebane.

For det tredje: Opretholdelsen af forbuddet koster penge. Det vil andre former for regulering også gøre, men næppe så mange. Hertil kommer, at staten kan opnå et betragteligt legalt provenu ved en legal handel.

Jeg skal ikke være den, der drager konklusionen af ovenstående, men blot sige så meget, at der er meget, der taler for en anden form for regulering af hashforbruget end det nuværende forbud. Eller som Hans Magnus Enzensberger skriver i sit essay ’Konsekvensens eftermæle’: »Naturligvis er det heller ikke altid lige behageligt at tage afsked med sin egen ufejlbarlighed. Men et kontrolleret tilbagetog fra en uholdbar stilling, det er et non plus ultra i krigskunsten. Det har alle gode strateger vidst og alle soldaterstøvler glemt. Hvis I kalder det opportunisme eller tilpasning, så siger jeg, velsignet være tilpasningen! Jeg foretrækker, i tvivlstilfælde, at se det som Paul Feyerabend, der siger: Det er ikke udryddelsen af opportunismen, der gør os til gode mennesker – den gør os højst dumme«.

Jeg vil heller ikke komme ind på, hvordan en eventuel legalisering skal udformes, og det er ikke nogen nem opgave. Men der er dog tre forhold, jeg vil nævne.

For det første: Hvis man legaliserer, bør man legalisere til bunds, dvs. både i salgs- og produktionsleddet, gerne under devisen ’Ryg dansk’. Den hollandske model med en de facto-legalisering, men kun i salgsleddet, har selvfølgelig sine fordele, kræver ikke vidtgående lovændringer og er ikke et afgørende brud med de internationale konventioner, men løser ikke problemerne med kriminalitet i produktions- og transportleddet.

Og for det andet: Man bør ikke forveksle legalisering med liberalisering. En kommercialisering af hashen med ledsagende reklameaktiviteter, som vi kender det fra tobaks- og alkoholindustrien, og frit salg fra supermarkeder og benzinstationer ville være en katastrofe. Området egner sig ikke til udlicitering og privatisering.

Og for det tredje: Danmark kan selvfølgelig ikke gå narkotikapolitisk enegang, ændringer i reguleringen af narkotika må ske inden for rammerne af EU. Men der er meget grøde og opbrud i de europæiske landes narkotikapolitik, så helt håbløst er det ikke.

Mens vi venter på mere vidtgående reformer, kan man som det mindste rulle den virkningsløse signallovgivning tilbage og afkriminalisere besiddelse af stoffer til eget brug.

Tja.
Hvor begynder man ?
1. Renere røg
2. Man støtter ikke diverse pushere / bad guys
3. Man kan ryge på caféer i stedet for hjemme.
4. Det er ikke kriminelt så vi støtter ikke ufrivilligt politiet med bøder
5. Lavere priser på røg ?
6. Hasher fradrag ?

Synes selv at der er flere + end -'er ved en legalisering.

Paranoia er vejen frem !