Citat:
Stonez skrev:
Tråden er lang og jeg har måske overset eller glemt visse ting. Du tager kun medicin mod damp nu, eller?
Ja kun mod damp!!!
Citat:
Stonez skrev:
Så vidt jeg kunne forstå, var du ikke meget for de andre piller og du er bange for at blive indlagt mod din vilje?
En mulighed er at indlægge dig selv. Snak med din psykolog/psykiater om din medicin først, fortæl dem hvordan det virker på dig. Hvis det ikke hjælper, skal du ikke tage det. Du vil måske blive anbefalet at prøve nogle andre typer medicin, hvilket måske er en ret god idé (husk at det tager flere uger før det virker ordentligt, selvom nogle typer tilsyneladende virker ret hurtigt), men du kan også sige at du vil prøve selv
De piller jeg får har jeg fået i snart 4 år og de virker udemærket, hvis det er den måde man syntes om at blive behandlet på. Hvilket jeg ik gør. Bryder mig ik om de skal fylde mig med piller, det kan jeg sagtens klare selv. Øhh det med indlæggelse. Jeg vil bare i det hele taget ik indlægges, jeg vil være i mit hjem der har jeg det bedst og føler mig tryg. Har det bedst med at være herre over mig selv. Har været i9ndlagt 3 gange før så ved godt hvad det går ud på. Kan ik beskrive følelsen, men ligemeget hvordan jeg bliver indlagt er det bare det sidste jeg vil. Har det bare bedst i mit hjem, min seng, med alt mit tøj og make up. Kan ik klare tanken om ik at skulle sove hjemme.
Citat:
Stonez skrev:
Det er godt at høre, du har en kæreste. Forhåbentligt trækker han dig ikke i en skidt retning. Det vil du måske også kunne gennemskue, hvis du vælger at indlægge dig selv. Du har vel også snakket med kæresten om hvordan du har det? Hvad synes han om det hele? (det er selvfølgelig ret personligt, hvad i snakker om, men skriv endeligt hvis du føler for det).
Snakker rigtig godt med kæresten om alt hvad der lige rør sig. godt nok tager vi os stoffer sammen, men vi er os lige så gode for hinanden som vi er dårlige vil jeg mene. Det hjælper altid at have en at støtte sig til når man har det skidt.
Citat:
X-O-o-BaN-Z ¤ skrev:
Lige meget hvad folk har at sige og hvad miss acid head ( Very Happy ) har at sige til jeg blander mig, vil jeg godt vove at påstå at man kan blive afhængig af syre, det er jeg det levende bevis på. '
Det er ikk så meget rusen, for den er sq en gang imellem ikke så rar, det er mere det med at få åbnet op, få tænkt osv.
Problemet er IMO bare at gør man det for ofte kommer man længere og længere ud i sin egen "drømme verden"
Man glemmer alt hvad man har lært om godt og skidt (Hjernevasket, som før skrevet)
Der er faktisk ikke det man ikke kan klare så længe man kan acceptere det går som det går. Eller, kan ikk få det ned på skrift hvad jeg mener.
/Bær over med fejl, er satme skæv!
Tror ik det er syren der er dit problembarn. set udefra ihvertfald. Prøv alco og amfi først!!!
Citat:
Malkavian skrev:
Jeg ved ikke, hvor du skal få styrken fra, men hvis du ryger ind i maskinen igen, så hold på at du har ret til at blive taget alvorligt - især hvis de fylder dig med piller, som de dårligt nok kender krydsvirkningerne af.
Det er utroligt svært. Det tog mig næsten 1½ år at overbevise dem om jeg fik de dårligere af alt det medicin de blandede førhen. er virkelig bange for at komme til at sidde i sådan en situation igen hvor jeg ik har noget at skulle have sagt, for lægerne ved jo bedst (HAHA tydeligvis ikke).
Citat:
Malkavian skrev:
Næsten uanset din situation, din dom og hvad fanden der ellers er, så må der eksistere tavshedspligt et eller andet sted. Tavshedspligten eksisterer netop af den grund, at det skal være muligt for klienten at tale frit fra leveren UDEN at opleve repressalier. Og normalt holder man tavshedspligten utroligt hellig, for hvis man først én gang bryder den fortrolighed, så risikere man for altid at være afskåret fra de informationer, som klienten deler med én. Undtagelsen er når lægen får kendskab til (typisk fremtidige) kriminelle handlinger (vold, mord, trusler, narkohandel, etc.).
De har ødelagt min tillid for mange år siden. derfor tager det mig laang tid at få tillid til nogen somhelst i dag istedet skubber jeg nu alle dem væk (underbevidst) som vil mig det bedste, i frygt for at blive svigtet endnu en gang. Men jeg kæmper videre i håbet om der er tavshedspligt et sted og der er nogen der kan hjælpe mig.