Det er meget skægt at det nordiske Cochrane center er nået frem til den konklusion, til trods for at der er undersøgelser der viser, at patienter med kroniske lidelser tilsyneladende undergår fysiologisk og psykologisk forbedring med placebo medicin. Det har man bl.a. set hos depressive patienter og andre med lignende emotionelle tilstande, samt masser af kroniske autoimmune sygdomme. Man kan altså via scanninger, røngten osv. direkte
se at der sker en fysisk forbedring, alene ved at patienten bare tror han/hun får noget der virker lindrende eller behandlende. Samme tendens ses med homøpatisk medicin, da enhver kan sige sig selv at et stof fortyndet 100 millioner gange ingen effekt har, men alene at patienten tror på det gør, giver effekt i sig selv.
Der er lidt patienten der snyder sig selv, men ikke desto mindre virker det. Når en patient giver udtryk for, at en kronisk lidelse han har haft i mange år, pludselig er blevet bedre med hvad han tror er et nyt lægemiddel, men faktisk kun er placebo, og hvor tilstanden forværres når han stopper, må der da være noget om snakken.
Problemet ligger vel, som jeg ser det, i at fænomenet ikke kan forklares ud fra de videnskabelige "cause and effekt"-modeller og derfor strider imod almen medicinsk praksis. I øvrigt meget skægt, at først kan han ikke oplyse detaljer fra metaanalysen (går jeg ud fra det er) da den ikke er offentliggjort, og bagefter er den netop udgivet i New England journal of medicine... confused?
Det virker sådan lidt... "nåh, hvordan skal vi forklare, at tabletter med kartoffelmel virker lindrende hos patienter med urinsur gigt? Aha...! Lad os lave en undersøgelse der viser, at de lyver!"
